Jane er Mindfulness dagplejemor

0
2167

Vi er på besøg ved Jane Trold, kommunal dagplejemor i Østerbyen. Allerede da vi kommer ind, kan man mærke roen, der behageligt indrammer lokalet.

Der er 3 små piger alle på 2 år i Janes dagpleje.

Normalt ville her være larm og højlydt leg på denne tid af dagen, men de 3 små piger virker rolige og glade, leger med dukker, tegner og læser bøger.

Certificeret Mindful Dagplejer

Sammen med 11 andre dagplejere er Jane på det første hold, der har fået uddannelsen med navnet certificeret Mindful Dagplejer. Holdet var en stor succes og siden har kommunen derfor givet tilskud til endnu et hold, så der i dag er 27 mindfulnessdagplejere i Esbjerg kommune.

Da Jane blev tilbudt kurset, var hun ikke et sekund i tvivl.

Det var bare sådan en fed chance at få, og en god mulighed for at lære at give børnene en endnu bedre dagligdag, siger Jane.

Flere værktøjer 

Underviseren Mette Møldrup Hansen forklarer, at dagplejeren lærer at være bevidst nærværende i børnehøjde, gøre op med den automatiske og ubevidste adfærd i det pædagogiske arbejde og udvikle en faglig og autentisk rollemodel.

Kurset lærer bl.a.  også dagplejeren at guide børnene i dagplejen i børnemeditationer og at lave børneyoga.

Mere afslappede børn

Uanset alder kan børnene have glæde af mindfulness, og Janes 3 piger har allerede taget den nye måde at tænke på så meget til sig, at Jane kan mærke, de er mere afslappede og hviler mere i sig selv. 

Hvis man for eksempel har nogle børn der er helt oppe i træerne, kan man bruge meditationerne til at få dem ned igen, siger Jane.

Jane med Ariana

Ariana er én af Janes piger. I nat har hun ikke sovet så godt, og hun er derfor lidt ekstra følsom i dag. Efter en lille kontrovers over en dukke er hun ked af det og ikke lige til at stille tilfreds, og Jane foreslår at vise en af de børnemeditationer, hun plejer at bruge på børnene, så Ariana kan finde roen igen.

Humlebien

Daglig meditation er en del af hverdagen i Janes dagpleje. Hvis børnene har problemer med at finde roen, har hun en række meditationer, hun kan bruge, én af favoritterne er Humlebien.

Ida får besøg af Humlebien

Pigerne hjælper selv med at slæbe de små madrasser ud i gangen, hvor de lægger sig godt til rette med hver deres lille nulreklud.
Jane har en lille legetøjsbi, der flyver fra tå til næsetip og hjælper de små med at mærke deres egen krop og falde lidt til ro.

Du kan se videoen fra meditationen og selv prøve den derhjemme. Humlebien kan ligeså vel være en bamse eller en sommerfugl, alt efter hvad du lige har derhjemme.

 

 

 

Leave a Reply