Hvor må parasollen stå?

0
1590
Kongensgade har fået ny belægning. Her set ved Kongensgade 70.

Efter 37 år moderniseres gågaderegulativet for Kongensgade og sidegaderne. Regulativet udstikker retningslinjerne for gågadens æstetik og hvordan aktiviteter så som udeservering og gadesalg skal foregå.

I samarbejde med Esbjerg City og Esbjerg Byforum har Esbjerg Kommune revideret de eksisterende retningslinjer for gågaden fra 1982. I den moderniserede udgave er der lagt langt større vægt på, at gademiljøet skal fremme ophold og aktiviteter i gågaden, så livet i byen kan blomstre.

“Renoveringen af gågaden og sidegaderne har naturligvis ført nye behov med sig. Der skal være et godt sammenspil mellem den fysiske indretning i gågade-området og de midlertidige vareudstillinger, parasoller, udeservering og oprydning m.m. På den ene side giver det nye regulativ ensartede rammer, hvilket får området til at fremstå harmonisk og attraktivt, men samtidig åbnes der også for at der kan eksperimenteres med nye aktiviteter fx mere mobilt salg og musik”, siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

Esbjerg Kommune har samarbejdet med Esbjerg City og Esbjerg Byforum omkring udarbejdelsen. Derefter har regulativet været sendt i høring ad to omgange, og tilgangen har været meget dialogbaseret i og med, at medarbejdere fra kommunen har besøgt de forretningsdrivende i området for at uddele det nye regulativ og samtidig tale om reglerne.

“Regulativet har fået en god modtagelse, og efter høringen er der lavet få tekniske justeringer. Men helt overordnet er der nu en større forståelse for, hvilke funktioner de enkelte zoner i gågaden har. En direkte udløber af regulativet er de nye citypedeller, som skal hjælpe de forretningsdrivende med praktiske ting og spørgsmål i hverdagen. Gademiljøet er i konstant udvikling, og det kræver en kontinuerlig dialog”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Når gågaderegulativet er blevet behandlet i de to udvalg, vil Esbjerg Byråd skulle godkende det nye regulativ. Regulativet vil være at finde i en interaktiv udgave på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Vedhæftede billeder krediteres Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Leave a Reply