Home Tags Regler

Tag: regler

Kender du de nye P regler for Esbjerg bymidte

0
Img 2683 1

Parker din bil. Start parkeringsappen eller registrer dig i betalingsautomaten. Fra den 8. april 2024 skal bilister vænne sig til at gøre tingene lidt anderledes, når de parkerer på de offentlige parkeringspladser inden for betalingszonen i Esbjerg.

I tre år har bilister, der parkerer på de offentlige p-pladser i det centrale Esbjerg, været vant til at skulle huske på meget. Først p-skive, så to timers gratis parkering, og derefter betalingen via en app eller ved en betalingsautomat.

Det er snart fortid. Fra den 8. april 2024 skal man ikke længere både huske det ene og det andet på de offentlige parkeringspladser. Alt man skal gøre er at stille bilen og så registrere parkeringen i en app eller i en betalingsautomat. Derefter begynder de to timers gratis parkering, og vælger man, at bilen skal blive holdende længere end de to timer, skal man betale.

På visse kommunale p-pladser i betalingszonen – fx i Torvegade – er det ikke muligt at tilkøbe ekstra parkeringstid. Her vil parkering stadig kræve anvendelse af p-skiven, og dette vil naturligvis fremgå af skiltningen for de pågældende pladser.

Den enklere løsning er lig den, som andre større byer anvender, og det glæder formanden for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn, at Esbjerg Kommune nu vinker farvel til en løsning, der har skabt forvirring og frustrationer hos bilister, der har glemt at starte betalingen rettidigt.

”Det vil for mange blive mere intuitivt, fordi man kender reglerne fra andre steder. De to gratis timer forsvinder ikke, og samtidig åbner vi med denne løsning for at udvide den gratis parkeringsperiode i p-huset i Danmarksgade. Fremover kan man parkere fire timer, før man vil skulle betale”, siger Henning Ravn.

Undersøgelser har vist, at kapaciteten i p-huset i Danmarksgade stadig ikke udnyttes fuldt ud. For at få flere til at vælge at parkere i p-huset i forlænges den gratis parkeringsperiode. Fra den 8. april 2024 kan besøgende parkere gratis i fire timer, når blot parkeringen registreres fra begyndelsen. Derefter kan man vælge at tilkøbe mere tid.

Se mere på: https://www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/parkering/betalingszonen-i-esbjerg

Foto: Esbjerg Kommune

Hvor må parasollen stå?

Kongensgade har fået ny belægning. Her set ved Kongensgade 70.

Efter 37 år moderniseres gågaderegulativet for Kongensgade og sidegaderne. Regulativet udstikker retningslinjerne for gågadens æstetik og hvordan aktiviteter så som udeservering og gadesalg skal foregå.

I samarbejde med Esbjerg City og Esbjerg Byforum har Esbjerg Kommune revideret de eksisterende retningslinjer for gågaden fra 1982. I den moderniserede udgave er der lagt langt større vægt på, at gademiljøet skal fremme ophold og aktiviteter i gågaden, så livet i byen kan blomstre.

“Renoveringen af gågaden og sidegaderne har naturligvis ført nye behov med sig. Der skal være et godt sammenspil mellem den fysiske indretning i gågade-området og de midlertidige vareudstillinger, parasoller, udeservering og oprydning m.m. På den ene side giver det nye regulativ ensartede rammer, hvilket får området til at fremstå harmonisk og attraktivt, men samtidig åbnes der også for at der kan eksperimenteres med nye aktiviteter fx mere mobilt salg og musik”, siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

Esbjerg Kommune har samarbejdet med Esbjerg City og Esbjerg Byforum omkring udarbejdelsen. Derefter har regulativet været sendt i høring ad to omgange, og tilgangen har været meget dialogbaseret i og med, at medarbejdere fra kommunen har besøgt de forretningsdrivende i området for at uddele det nye regulativ og samtidig tale om reglerne.

“Regulativet har fået en god modtagelse, og efter høringen er der lavet få tekniske justeringer. Men helt overordnet er der nu en større forståelse for, hvilke funktioner de enkelte zoner i gågaden har. En direkte udløber af regulativet er de nye citypedeller, som skal hjælpe de forretningsdrivende med praktiske ting og spørgsmål i hverdagen. Gademiljøet er i konstant udvikling, og det kræver en kontinuerlig dialog”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Når gågaderegulativet er blevet behandlet i de to udvalg, vil Esbjerg Byråd skulle godkende det nye regulativ. Regulativet vil være at finde i en interaktiv udgave på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Vedhæftede billeder krediteres Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Fyrværkerisalget er begyndt

0

Fra i går og til 31. December må du købe lovligt fyrværkeri (skal være CE-mærket), men du må først fyre det af fra 27. December. Selvom du har købt lovligt fyrværkeri i udlandet, må du ikke tage det med til DK. #Politi

Foto: Yesbjerg|Adobe