Alt for mange danskere går rundt og mister pusten og slår det måske hen med dårlig form eller alder. Men åndenød kan være et tegn på en kronisk lungesygdom. På Lungedagen 21. november 2018 kan du, som bor i Esbjerg Kommune, få målt din lungefunktion i Ribe, Bramming eller Esbjerg.
Foto: Yesbjerg/Adobe
Omkring 600.000 danskere har en lungesygdom, og alt for mange ved det ikke. Det fremgår af tal fra Lungeforeningen. De typiske tegn på lungesygdom er længerevarende åndenød, hoste eller pibende vejrtrækning. Jo hurtigere man opdager en lungesygdom, jo hurtigere kan man bremse sygdommens udvikling med rygestop, medicin og træning. Derfor tilbyder Esbjerg Kommune i samarbejde med Lungeforeningen alle interesserede borgere at få et lungetjek på Lungedagen, onsdag den 21. november 2018.
I Esbjerg Kommune prioriterer vi borgernes sundhed højt. Vi vil gerne understøtte, at borgerne kan leve et aktivt liv med livskvalitet længst muligt. Derfor bakker vi op om Lungedagen med tilbud om lungetjek, og jeg håber, at mange vil gøre brug af tilbuddet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.
Et lungetjek eller en lungefunktionsmåling foregår ved, at man puster i et apparat, der måler, hvor meget og hvor hurtigt man kan puste luft ud af lungerne. Målingen kan hurtigt afsløre, om der er behov for et besøg hos lægen.
Her kan du få målt din lungefunktion den 21. november:
Kl. 9.30 – 11.00 på Ribe Sundhedscenter, Tangevej 6, Ribe
Kl. 12.00 – 14.00 i Bramming Kultur- og Fritidscenter, Idræts Allé 8, Bramming
Kl. 15.00 – 18.00 i Bilka Esbjerg, Stormgade 157, Esbjerg N
I Ribe og Bramming er det nødvendigt at bestille tid, hvis du vil have testet din lungefunktion. Ring til tlf. 76 16 32 75 på hverdage kl. 9 – 11.
Alle tre steder kan du også få en snak om lungesygdommen KOL og de tilbud, der findes til borgere med KOL i Esbjerg Kommune, f.eks. en app, som du kan bruge derhjemme til at få overblik over dine KOL-målinger i hverdagen.