Hos Esbjerg Vikings er der ambitioner om at blande sig i topstriden i 2019, og derfor henter holdet den stærke C-kører Kenneth Kruse Hansen, som er tiltænkt en vigtig rolle i den kommende sæson.
Foto: Benny Skou
Med ansættelse af både ny direktør og holdleder har Esbjerg Vikings taget fat på arbejdet med at samle holdet til 2019, og her er den første brik faldet på plads. Kenneth Kruse Hansen kommer til klubben efter senest at have optrådt for barndomsklubben Slangerup, og han er udset til at tilføre holdet kvalitet både på og udenfor banen.
– Kenneth er vores klare førsteprioritet på den her plads, og vi var langtfra de eneste, der var interesserede, da det stod klart, at han blev C-kører i den kommende sæson. Det giver os et rigtigt stærkt kort på hånden i vores bestræbelser på at lege med i den sjove ende af rækken, og der ikke bare tale om en god kører, men også en mand, der har stor værdi i ryttergården. Her kan han også tilføre os noget, så det har været en meget vigtig aftale at få på plads for mig, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, som kan se frem til at få en meget motiveret kører på holdet.
– Det vigtigste for mig har været, at jeg kommer til en klub med stolte traditioner, hvor de vil satse på mig, og jeg ser frem til igen at være med i topstriden. I vores samtaler har Esbjerg Vikings vist, at de har tiltro til mig, og jeg glæder mig til at være med til at bygge noget spændende op igen. Der bliver arbejdet professionelt med tingene, og det ser spændende ud i forhold til den nye sæson, hvor jeg glæder mig til at møde folk i og omkring klubben på en ny måde. Nu bliver det som en del af holdet og ikke som modstander, som det tidligere har været, og jeg glæder mig til at have hjemmebane på Granly Speedway Arena, siger Kenneth Kruse Hansen, som er den første kører, der er indgået aftale med for den kommende sæson.