I Danmark regner man med, at omkring 320.000 danskere lider af den alvorlige lungesygdom KOL. Kun ca. halvdelen ved det selv. Esbjerg Kommune vil gerne medvirke til, at flere reagerer på symptomerne på KOL og får et lungetjek hos deres læge. Derfor kan alle interesserede høre mere om sygdommen, og hvilke symptomer man skal være opmærksom på, mandag den 27. maj på stande i Ribe, Bramming og Esbjerg. Foto: Yesbjerg Lungesygdommen KOL har de seneste år været en af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og det anslås, at mindst 160.000 går rundt med sygdommen uden at vide det. Det fremgår af tal fra Lungeforeningen. Derfor sætter Esbjerg Kommune sammen med Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen fokus på sygdommen som et led i en landsdækkende oplysningskampagne. – Når så mange går rundt med uopdaget KOL, er det afgørende, at vi gør en indsats for at få udbredt kendskabet til symptomerne på KOL og får flere til at søge læge. KOL kan være en ubehagelig sygdom, men opdager man KOL i tide, kan man komme til at leve et godt liv med sygdommen. Derfor deltager Esbjerg Kommune i oplysningskampagnen, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog. Få en snak om KOL mandag den 27. maj I Esbjerg Kommune vil borgerne blandt andet kunne møde kampagnen mandag den 27. maj 2019 i Kvickly Ribe, SuperBrugsen Bramming og Esbjerg Storcenter, hvor det vil være muligt at høre mere om sygdommen, stille spørgsmål og få råd og vejledning af en sygeplejerske fra Esbjerg Kommunes Sundhedscentre. Mød blot op i: – Ribe, Kvickly, kl. 10 – 11 – Bramming, SuperBrugsen, kl. 13 – 14 – Esbjerg, Esbjerg Storcenter, kl. 15 – 16 Udfordringen med lungesygdommen KOL er, at symptomerne tidligt i forløbet kan virke harmløse, og man kan vænne sig til dem, fordi de kommer gradvist. Eller man kan bortforklare dem med f.eks. dårlig form. Mange reagerer derfor ikke på symptomerne. Men oplever man hoste, pibende vejrtrækning eller åndenød i en periode på to måneder eller mere, er det vigtigt, at man får foretaget en lungefunktionsundersøgelse hos sin læge. Især hvis man er ryger eller er tidligere ryger eller har arbejdet i et erhverv med meget støv, damp eller røg. Fakta om KOL KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt, efterhånden som sygdommen forværres. I Danmark anslås det, at ca. 320.000 har KOL, men kun ca. halvdelen ved det selv. KOL er én af de hyppigste dødsårsager i Danmark, og i gennemsnit dør 10 mennesker på grund af KOL hver dag. KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, tage inhalationsmedicin og være fysisk aktiv. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Læs mere på: www.pustliv.dk |