Daniel Anyembe skifter med øjeblikkelig virkning Esbjerg fB ud med Viborg FF, der har købt forsvarsspilleren fri.
Esbjerg fB og Viborg FF er lørdag blevet enige om betingelserne vedrørende forsvarsspiller Daniel Anyembe, der dermed øjeblikkeligt skifter den blå-hvide trøje ud med en grøn.
Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, fortæller:
- Vi har en stor konkurrence om pladserne i bagkæden, så da Viborg meldte sig på banen i forhold til Daniel Anyembe, lyttede vi interesseret. Vi blev hurtigt enige om en transfer, og da Anyembe samtidigt gerne ville forfølge muligheden for at spille i Superligaen i næste sæson, ville vi ikke stå i vejen. Vi ønsker Daniel Anyembe det bedste fremover, og takker for mange års indsats for EfB.
Daniel Anyembe, der kom til EfB som ungdomsspiller fra samarbejdsklubben Esbjerg IF 92, glæder sig til at prøve kræfter i en ny klub. - Jeg har spillet hele min professionelle karriere i EfB, og haft mange gode oplevelser i klubben. Men da Viborg kom på banen, var jeg ikke i tvivl, og jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af projektet. Nu ser jeg frem til at starte op med mine nye holdkammerater, mens jeg samtidig ønsker EfB al held og lykke i den kommende sæson, siger han.
Anyembe nåede 112 kampe på førsteholdet siden debuten i 2016