Esbjerg Energy er på en i hvert fald på papiret vanskelig opgave, når vestjyderne torsdag aften klokken 19.00 er på besøg i Bitcoin Arena i Hørsholm, hvor Metal Ligaens dukse fra Rungsted Seier Capital tager imod.
Grafik: Yesbjerg/Adobe
– Vi har haft nogle dages kamppause efter den seneste 3-2 sejr over Herlev Eagles. Når man ser på sejrscifrene, indikerer de en tæt kamp, men jeg har noteret mig, at vi gjorde mange ting rigtigt i hjemmekampen mod Herlev, konkluderer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
Marc Hagel åbnede scoringen for esbjergenserne mod Herlev, mens Christian Wejse scorede til 2-1 og 3-1 i den seneste kamp.
Rungsted Seier Capital stiller til kampen med sejre i de seneste otte kampe og fører Metal Ligaen med 53 point efter 21 spillede kampe. Esbjerg Energy er placeret på Metal Ligaens 8. plads med 21 point efter 19 kampe.
– Vi møder jo ligaens absolutte tophold, men det betyder ikke meget for vores forberedelser. Vi fokuserer nemlig på de forhold, som vi selv kan påvirke, og derfor tager vi udgangspunkt i, hvordan vi selv skal spille kampen mod Rungsted og i mindre grad hvordan de spiller.
I de seneste dage har vi haft tre gode træninger. Vi har på alle måder forberedt os godt og grundigt til kampen og vi er opmærksomme på, at det er en vanskelig kamp. Men vi tror på vores muligheder og vi vil forfølge vores chancer.
– Og ja, – Rungsted-spillerne er dygtige og de har et godt hold med masser af selvtillid, men vi førte altså 2-0 hjemme mod dem. Men skal vi have point kræver det en helstøbt og disciplineret indsats i alle tres minutter, fortsætter Energy-coachen.
Den 30-årige canadiske back Brett Bellemore er stødt til Energy-truppen, men papirarbejdet er endnu ikke færdiggjort.
– Hans erfaring og ro smitter af på den øvrige del af truppen. På isen kan han først være med, når papirerne er endeligt på plads, men i omklædningsrummet kan han bidrage med input og formidle lidt af den ro, som truppen hidtil har manglet.
– Nu må vi se, hvornår myndighederne har færdiggjort arbejdet, men vi glæder os helt klart til at få Brett Bellemore spilleberettiget. Nu gælder det imidlertid torsdagens kamp mod Rungsted, og det kræver som nævnt bl.a. disciplin. Vi vinder fx ingen kampe i straffeboksen, så den skal vi holde os mest muligt ude af, slutter Mark Pederson.