Esbjerg bokser over sin vægtklasse

0
707

På billedet er direktør Nordamerika, Gbenga Onadeko, fabrikschef Vagn Nielsen og Karsten Rieder Business Esbjerg. Foto: Esbjerg Kommune

Netop nu er Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, og direktør fra Business Esbjerg, Karsten Rieder, i Houston til verdens største energikonference CERAWEEK med mere end 8000 deltagere fra hele verden for at udbrede kendskabet til den guldgrube af know-how, der findes i Danmarks bæredygtige EnergiMetropol, Esbjerg, indenfor den grønne omstilling og teknologi.

"Der er en rigtig god grund til, at vi fra Esbjerg er blevet inviteret med til CERAWEEK, for mens de andre taler om den grønne omstilling, er vi allerede i fuld sving. Og der kommer kun endnu mere vind i sejlene fremover," siger Jesper Frost Rasmussen.

Delegationen besøgte blandt andet Welltec i Houston, der har hovedkontor i Esbjerg. Her er man inde i en rivende udvikling, og der er allerede nu ansat mere end 100 medarbejdere på filialen i Houston. Og der skal ekspanderes endnu mere.

"Jeg talte med Gbenga Onadeko, der er direktør for Welltec Nord Amerika og de ser et kæmpe potentiale for ekspansion, og det interessante er, at alle medarbejdere bliver sendt hjem til arnestedet i Esbjerg. Svejserne får endda certifikat ved erhvervsskolen Rybners. Det er den viden, vi har i Esbjerg, de har brug for i Houston," siger Jesper Frost Rasmussen.

Nyt samarbejde på dagsordenen

I forbindelse med besøget afholdt verdens energibyer (WECP) også deres halvårlige møde. Her stod samarbejdet mellem byernes erhvervsliv øverst på dagsordenen.

“Som præsident for WECP har jeg sat skub i en meget tættere erhvervssamarbejde på tværs af byerne, den opgave har Business Esbjerg arbejdet med,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Det er Business Esbjerg klar til, forsikrer direktør Karsten Rieder:

“Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi kan opdatere WECPs hjemmeside med relevant business info. Den skal afstemmes med de andre byer, og så skal vi hurtigst muligt have gjort den tilgængelig på WECP hjemmesiden. Det bliver er fint udstillingsvindue for vores lokale off-shore virksomheder i Esbjerg,” siger Karsten Rieder, direktør for Business Esbjerg

Leave a Reply