Ensemblet udvider sit samarbejde med Musikhuset

0
1377

Ensemblet er i kontinuerlig udvikling og søger nye partnerskaber, koncertformer og kontaktflader, og vores sæsonåbning markerer begyndelsen på et tæt samarbejde med Musikhuset Esbjerg, som fra og med denne sæson bliver nyt fast koncertsted. Ensemblet vil dermed kunne høres oftere i byens store koncerthus – men også stadigvæk i konservatoriets forrygende koncertsal.

Vores koncertsæson bliver en tematisk rundrejse i Europas regioner sammen med byens internationale kammermusikere. Åbningskoncerten 18. september klokken 19.30 i Musikhuset Esbjerg har fået titlen Slaviske Sjæle, og publikum inviteres op på den store scene sammen med musikerne til en intim og intens musikoplevelse med håndspillet musik af bedste kvalitet fra det slaviske område. Det bliver en temperamentsfuld, frisk vare fra to unge passionerede kvinder med ben i næsen: Ana Sokolović og Milica Djordjević er begge hede navne på musikscenen og præsenteres for første gang i Esbjerg. Det bliver også smuk, romantisk russisk musik af de to tjekkiske klassikere Dvořák og Janáček med både jubel og smerte i hjertet. Forvent en følelsesladet aften! Læs mere  www.esbjergensemble.com.

 

Vi vil dog fortsat spille hos vores venner i den smukke konservatoriesal på Syddansk Musikkonservatorium. Vi kommer til at pendle og give halvdelen af vores sæsonkoncerterne på Syddansk Musikkonservatorium og halvdelen i Musikhuset Esbjerg. 

 

Allerede mandag den 16. september spiller ensemblet til åbningen af Musikhuset Esbjergs nye foyér med kulturcafé, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen holder tale for et indbudt publikum og klipper den røde snor.

Foto: Ensemblet

Leave a Reply