Landinspektør Jens Peter Madsen, født d. 30. april 1848 i Obbekjær, og fru Else Madsen, født Jepsen, den 9. april 1849 i kalvslund. Efter at have taget landinspektøreksamen nedsatte Madsen sig den 1. juni 1876 i Esbjerg, der jo på det tidspunkt kun var i sin vorden.
Han købte straks ”Nygård“, beliggende på Hjørnet af Torvegade og Nygårdsvej, dengang med Jordtilliggende begrænset – i store Træk – af Nygårdsvej, Jyllandsgade, Boldesager Dige, Torvegade.
Foto: Yesbjerg/Adobe
Landinspektøren giftede sig 17. maj 1877 og i forening drev de gården til 1894, da den blev solgt til et konsortium, der udstykkede og videresolgte jorden. De flyttede derefter over i en nybygget ejendom, Torvegade 62.
Efter salget i 1894 blev gårdens stuehus udlejet. Stalden og laden nedbrændte i 1903 eller 1904. Selve stuehuset, der i tidens Løb blev stærkt ramponeret af de skiftende lejere, henstod til sidst ubenyttet, og det benyttede Esbjergs drenge sig af til at rende af med en hel del af bygningens ellers mur- og nagelfaste tilhørende.
Resten blev brækket ned og ført til Sædding og benyttet til nyt byggeri. Gården har jo givet Nygårdsvej navn, selvom den ellers i daglig tale hed ”Gammelgård“.Den var godt kendt af de fleste esbjergensere, for at levere mælk til den halve by. Inden Torvegade eksisterede, gik folk, som hentede mælken, langs marken, men det ville Gebhardt, som ejede jorden, ikke finde sig i og truede i ramme alvor med at skyde enhver forbipasserende og i øvrigt med al landsens ulykker, således at Nygård til sidst måtte købe marken, nuværende Torvegade, af Gebhardt for 800 kroner for at få færdselsret.
At kommunen senere har lagt beslag på gaden uden godtgørelse, er jo en anden historie. Ellers gik vejen ad Jyllandsgade. Gården lå ganske alene oppe på bakken, og der var til at begynde med slet ingen huse før landevejen (nuværende Kongensgade).Hvor kongestatuen nu står, var i gamle dage en bypumpe, der var stærkt benyttet i slutningen af 1880-erne, da der indtrådte nogle stærke tørkeperioder. Der var ikke vand nok til kreaturerne, der måtte trækkes til vanding nede i engene ved det senere gasværk.
Der var jo meget småt med beplantning i og omkring Esbjerg. Størstedelen af det areal, hvorpå hovedbyen ligger, var jo hede. Kongensgade var hedelandevej. At der heller ikke blandt byens indbyggere har været nogen sans for beplantning viser jo følgende: Landinspektøren, senere formand for Plantningsforeningen, plantede fyr som hegn ovenpå digeskellene. Men folk mente, at det var noget pjat at plante i denne sandørken, og rev de ny plantede fyrretræer op. Dette gentog sig flere gange. Her kunne intet vokse! Det var formasteligt at forsøge derpå.
Omkring gården, der jo lå ret ensomt, var der ikke altid lige fredelige tilstande. Ubehagelige typer drev deres spil. Madsen havde altid et gevær stående ved sengen om natten og måtte flere gange true med bøssen mod alt for nærgående løsgængere, der rumsterede ved nattetide.
En af byens originaler, som det fåtallige politi havde meget besvær med, var Madam Bese, der boede i et af de såkaldte ”pilehuse“ på Nygårdsvej, hvor hunholdt en slags smugkro. Hun var for det meste fuld, og når politiet kørte hende- ikke i politibil – men i delvist bedøvet tilstand på en trækvogn til stationen, sprællende med benene i vejret, var der liv og glade dage for Esbjergs ungdom.
Gamle tømrer Kjøgx fortæller i 1923, at da han i 1876 arbejdede på taget af stationsbygningerne sammen med nogle andre tømrere, så de en støvet og træt mand, der lige var ankommet med toget. Da ”Nygård“ netop var til salg på den tid, bemærkede en af tømrerne spøgende: ”Der kommer nok en ”type“, mon han vil købe Nygård“? Da Kjøgx nogen tid efter hørte, at gården var købt af landinspektøren, fortalte han de andre Tømrere, at det alligevel var ”ham typen“, der havde købt gården.
