Elever får færre timer på skoleskemaet

0
610
I det kommende skoleår får alle elever i 0.-3. klasse tre lektioner færre hver uge, mens skolerne også får mulighed for at forkorte skoledagen med to timer for eleverne i 4.-9. klasse. Baggrunden er en national justering af folkeskolereformen, og i Esbjerg Kommune ser politikerne forandringerne som en styrke. 
Foto: Yesbjerg   

Når et nyt skoleår begynder efter sommerferien, får eleverne i folkeskolernes 0.-3. klasser en skoleuge, der er to og en kvart time kortere end i dag. Det svarer på de fleste skoler til, at skoleskemaet hver uge får tre lektioner færre, og timerne bliver hentet fra den understøttende undervisning. Samtidig kan skolerne søge om at forkorte skoleugen for eleverne i 4.-9. klasse, fordi der fra næste skoleår er grønt lys til at omsætte op til to timer af den understøttende undervisning til timer med flere voksne i klassen. Ændringerne er resultatet af den justering af folkeskolereformen, som folkeskoleforligskredsen indgik en aftale om i januar, og som Folketinget med en lovændring vedtog de endelige rammer for den 2. maj. 

Fokus på kvalitet
I Esbjerg Kommune har skolernes ledelser fulgt aftalen gennem den politiske proces i Folketinget, så de kender indholdet og har taget hensyn til det i planlægningen af det kommende skoleår. Børn & Familieudvalget har netop haft de nye tiltag på dagsordenen, og formanden, Diana Mose Olsen, ser forandringerne som en styrke. “Vi får en større fleksibilitet, så skolerne i højere grad kan planlægge en skoledag, der giver mening lokalt og sætter de bedste rammer for elevernes læring og trivsel. En bedre fordeling af ressourcerne giver den understøttende undervisning et løft, og skolerne kan rette et større fokus på kvaliteten og indholdet i timerne frem for kvantitet og et højt antal timer,” siger Diana Mose Olsen. 

Luft til fritidslivet
Når skoledagen bliver kortere, bliver åbningstiden i SFO’er og klubber justeret, så den passer med elevernes skoledag. Samtidig åbner den kortere skoledag ifølge formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, for nye muligheder i fritidslivet. “Færre timer i skolen kan give børn og unge et større overskud og bedre mulighed for at bruge tid og energi på aktiviteter i fritiden. Det kan være i vores SFO’er og fritids- og ungdomsklubber, hvor de kan udvikle sig og tage del i andre fællesskaber end i skoletiden. Den ekstra frihed kan måske også give dem lidt ekstra luft til at engagere sig i sport eller kultur i foreningslivet”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Leave a Reply