Den første jordhytte i Esbjerg og dens beboere af tandteknikker Hans Erlandsen – 1930.
Enhver, der får denne lille tekst mellem hænderne, har utvivlsomt i forvejen hørt i hvert fald lidt om Esbjergs første hytteboere, altså de pionerer i Esbjerg, der gravede deres boliger ind i Bavnehøj.
Disse Jordhytter smager ikke blot af romantik, fortællingerne om disse hytter kan forekomme som de rene sagn! Hvorfor da ikke søge at få bedst besked ved at henvende sig til en af de gamle hytteboere, hvoraf der endnu lever enkelte i 1930.
Vi søger oplysninger hos en af dem, der boede i den første Jordhytte, der blev udgravet i den kommende bys jorde, nemlig nede i Bavnehøj. Det drejer sig om Fru Wiese, som vel hele byen i 1930 kendte. Hun kom til Esbjerg i 1869, kun 6 år gammel. Anne Johanne Marie Wiese er døbt Hansen. Hendes far døde imidlertid, og moderen, der var født i Kiel, giftede sig med stenhugger Witt, der også var tysk af fødsel (han var barnefødt i Plöhn,) lærte sin hustru at kende i Bække ved Brørup, hvor Witt var stenhugger. De blev gift og flyttede til Skanderborg.
En anden stenhugger i Skanderborg hed Schnack, og både Witt og Schnack hørte snart om „dette hersens Amerika, der skulle til at begynde på Jyllands Vestkyst“, og begge rejste de hertil som nogle af havneanlæggets absolut første arbejdere. Fru Wiese kan endnu huske rejsen hertil. Den foregik på den sidste strækning med hestevogn, i hvilken familiemedlemmerne sad stablet op mellem møblerne.
At der var øde i Esbjerg dengang, er velkendt. Der lå kun et par huse i Smedegade og et andet par huse i Havnegade. Oasen var at finde hos Morten Spangsberg i Strandby Kro. Her blev der taget vel mod de to nybyggerfamilier, for Witts vedkommende indtil han havde lejet et enkelt lille Kammer hos en landmand Thygesen i Kvaglund. Det var et godt stykke vej at gå for denne Esbjergs nye arbejder fra Kvaglund og til havnepladsen.
Brød kunne i øvrigt kun købes i Smedegade, og bagerbrødene kom hertil helt fra Kolding! Foruden rugbrød solgte man franskbrød med rosiner i – den rene luksus, dengang.
Vejen fra Kvaglund til havnepladsen blev selvfølgelig hurtigt for lang, så Schnack og Witt begyndte at tale om, at en jordhytte vel kunne være god at bo i – specielt når man ikke havde pengene til noget større. Noget forinden var familien Witt dog flyttet og boede sammen med flere andre arbejdere i en meget gammel og noget forfalden gård, der lå i Exnersgade. Der boede kun husvilde folk, men alt var ikke lutter Idyl. Fru Wiese erindrer en nat, hvor stormfloden nåede det gamle hus og stod alenhøjt (60 cm) i stuen.
Men Witt og Schnack havde altså planer, og længe varede det ikke, før de gik i gang med at opføre Esbjergs første jordhytte. Den blev som nævnt indrettet på Bavnehøj, sydvest for Østre Havnevej. Hytten lå oven for det gamle alderdomshjem, omtrent ude ved skrænten.
Jordhytten vendte ind mod land i modsætning til Peter Holms hytte, der vendte fronten direkte mod den stride vestenvind. Witt og Schnack udgravede et særlig højt punkt på banken, der dengang gik længere ud mod havet. Hyttens tag lå bag på højen ned til jorden. Døre og vinduer blev forarbejdet af råt tømmer, og både gulv og vægge udgravedes af jorden. Senere, da de fik sparet flere penge sammen, sejlede Witt til Fanø og købte brædder til væggene samt aviser og papir, som brugtes til at tapetsere vægbrædderne med.
Hytten rummede to familier, der hver havde en stue og et mindre kammer. Desuden havde Witt et udhus til en gris og nogle høns. Kammeret benyttede Witts 3 børn til soveværelse, men udover en seng til alle 3 børn var der ikke plads til andet i kammeret. Den noget større stue havde følgende møblement: Forældrenes senge, en stor dragkiste, bord og stole, et gammelt chatol, et hjemmegjort kakkelovnskomfur, nogle få billeder og senere hen et gammeldags ur. Anskaffelse af nævnte ur var en stor begivenhed. Fru Wiese siger endog, at det var en hel højtid, da det ur skulle købes. At det virkelig var noget ud over det almindelige, viser den omstændighed, at Witt afhentede uret i en af konens duge! Kakkelovnskomfuret bestod af to murede vægge, hvorover der var lagt en jernplade med huller.
Noget så overdådigt som gardiner var der ikke råd tid. Den „drøm“ blev først til virkelighed, da den solbrunede Anne Marie af købmand Hansen i Havnegade fik tiltusket sig en kaffesæk. Den blev sømmet op, broderet på med rødt og sluttelig slået hulsøm i, hvorefter den udgjorde den nydeligste kappe.
Købmand Hansen i Havnegade var kommet ude fra Roborg – Roborghus Ladeplads lå syd for Tjæreborg og var tidligere et af de vigtigste udskibningssteder for bl.a. tørv til brændselsfattige øer som Fanø. I 1858 udskibedes der f.eks. 1.769 læs tørv fra Roborghus. Til sammenligning blev der fra Strandby udskibet 450 læs. Der blev dog også udskibet tørv til bl.a. Norge og Hamborg fra Roborghus. Roborghus kro, som opstod ved ladepladsen, eksisterede fra 1754 til 1920erne. Med bygningen af Esbjerg havn i 1878 og trafikforholdenes ændring forsvandt sejladsen på Roborg.
Vandspørgsmålet var – om man så må sige – brændende, navnlig i den første tid. I de allerførste dage forsynede man sig i et vandhul ved stranden, men så blev der stærkt højvande, og så var vandhullet ødelagt. Efter den tid hentede man vand i engene ved teglværket. Også efter mælk måtte der løbes et stykke vej, nemlig til Rørkjær.
Anne Marie var dengang en af de største piger i nybyggerkolonien, så hun fik ofte lov at skridte ud, når man stod og manglede et eller andet. Hun hentede korn til både Witts og andre folks grise, og det skulle man helt til Jerne efter. En tur til møllen i Jerne belønnedes med 4 Skilling. Der hørte en gris med til hver husstand dengang. Den blev slagtet til Jul og skulle gerne strække til indtil næste juleslagtning. Oftest stod menuen på kartofler eller kålrabi (kålrabi er en grønsag og foderplante med en fast, gullig eller hvid rodstok), der i mangel af sauce blev dyppet i salt.
Arbejdsløshed var almindeligt. I perioder med frost og sne var det ofte skralt med føden i hytterne og de små hjem. Fru Wiese kan endnu huske dette udtryk fra sådanne tider: „Her er dine to mellemmadder! Vil du ha’ en nu og den anden med i skole, eller vil du ha’ dem begge to på én gang?“ Jo – trange tider har bestået alle dage.
Dermed være ikke sagt, at livet blandt pionererne ikke havde sine lyse sider. Tværtimod!
Højtiderne eller når der skulle være gilde. Som prikken over det berømte ”i” fik møblerne i Witts hjem ved sådanne lejligheder en omgang med petroleumskluden. Og som Fru Wiese selv fortæller: ”Vi pionerer havde jo vore egne gilder ved juletid, til barnedåb og så videre. Spisekortet omfattede altid disse hovedingredienser: Flæsk og sylte med rødbeder, en bitte hjemmebagt julekage – og så en kaffepunch for resten. Det var på de tider, da man måtte have de store lygter tændt, når gæsterne skulle følges hjem”.
Mens vi er ved lygter, kan det i forbigående nævnes, at Witt nok havde en fin messinglampe, men den blev kun benyttet ved højtiderne. Til hverdag måtte en noget mere primitiv lampe holde for, nemlig en medicinflaske med et blikrør, hvorigennem var trukket bomuldsgarn som væge.
Til Fastelavn hørte selvfølgelig fastelavnsboller, og dem forstod Fru Witt at bage. Ganske vist disponerede hun ikke over nogen bageovn, men hendes fremgangsmåde var den, at dejen blev lagt på en pande anbragt i gløder. Ovenpå, som låg, blev lagt en anden pande, og på denne igen anbragt tørvegløder. Disse fastelavnsboller var den rene delikatesse!
Vintermånederne kunne være barske, og dobbelt barske virkede de omkring jordhytterne. Ingen træer, intet ly. Altid og uhindret strøg vinden og vinterkulden sig hen om højen. Da var det rart at holde sig indenfor i hytten, hvor der var lunt og godt at være. Og hvad fik man nu de lange vinteraftener til at gå med? Fru Wiese smiler ved spørgsmålet. Der var nemlig ikke mange ledige stunder at give bort af. Den lille Anne Marie kartede og strikkede, mens moderen spandt. Sådan gik det hver aften til Kl 21. Først da skulle den lille pige til at se på sine lektier.
løvrigt talte Witt og hans kone plattysk til hinanden. Også børnene blev tiltalt på tysk, men de svarede altid på dansk. Ved højtiderne tog moderen Dr. Martin Luthers prædikener frem og læste i dem. For børnene står dette stadig som noget af det mest højtidelige og noget af det dejligste. Så kunne det også om aftenen hænde, at Fru Witt læste højt af et gammelt blad eller af bogen „Robinson Krusoe“. Dagblade var der ikke noget, der hed. Fik man endelig fat i et sådant, blev det læst op fra ende til anden af Fru Witt, så alle kunne få gavn eller glæde af det. Sin første skoleundervisning fik Fru Wiese hos en Fru Beck, der boede nedenfor jordhytterne. Undervisningen kostede 3 Mark om måneden. Senere holdt lærer Langvad skole i Havnegade, og så blev Anne Marie sendt herhen. Da hun var 12 år gammel blev hun sendt ud for at tjene i Novrup fra maj til november. Lønnen for hele den periode var i alt 12 kr.
Fru Wiese fortæller også om, hvor hjælpsomme mennesker dengang var overfor hinanden. Man støttede hinanden med både råd og penge, når det kneb. Når der kom sygdom til huse, kunne man være sikker på, at naboerne kom med Sødsuppe og lignende.
Som nævnt var Witts og Schnacks jordhytte den første af sin art i Esbjerg. Senere indrettedes nogle få hytter nedenfor det nuværende vandtårn. Witt blev boende i sin hytte i 15-16 År. Til sidst blev den noget forfalden, så da faderen døde, flyttede moderen til den såkaldte gendarmkaserne, der strakte sig fra jernbanelinjen op til Østergade. Kasernen var en lang staldbygning med privatskole i stueetagen og beboelseslejlighed på 1. Sal i bygningens nordlige ende.
Johan Witt blev begravet på Esbjergs første kirkegård som ligger ved Vor Frelser kirke og i dag hedder I.C. Møller Parken.