Home Tags Erindring

Tag: Erindring

Der går sagn

By
Yesbjerg
-
0

Der går sagn af Jørgen Hansen.

Når man taler om Esbjergs første Indbyggere, er der vist få, der tænker over, at der langt tilbage i den grå oldtid har levet mennesker bag den høje klit i læ for vestenvinden. I slugten mellem Borgergade og Skolegade har deres bosteder ligget i rækker. De lå i nærheden af havet. Der var tørt på grunden, ved regnskyl løb vandet ikke ind i hytterne. Her, hvor der nu hver aften glider tætte stimer af slørklædte ungmøer, pomadeduftende modemænd med læg i bukserne og silkeparadeklud i brystlommen, hvor tusinder af hvide lys kaster brandlys mod drivende skyer, hvor skarer af vildfugleflokke ses imod den mørke nathimmel, på dette sted har stenalderfolket famlet sig frem i mørke, under et hvælv af høje løvtræer. Hist og her lyste et bål uden for en hytte.

En skindklædt skikkelse tegner sig mørk op mod en belyst lervæg, glider ud i mørket, giver plads for næste levende billede: To mørke silhuetter, den ene i lang kjole. Jo, også dengang blev der filmet på strøget. Når bålet var brændt ned til ulmende gløder, skimtede man en skikkelse, der sad på hug op imod hyttens døråbning. Foran ham lå en stenkølle. I hånden holdt han et spydskæfte, hvis lange flintspids ragede op over hans skulder. Det var nattevagten, der vågede – han sad ludende og lyttede efter ulveglam og fangede de tusinde lyde inde fra den store jungle, mens Vesterhavet sang sin evige kantate tungt og buldrende. I hæse støn fuld af sørgmodighed, med korte mellemrum hørtes Skovuglernes skrig og Ravnens hvinende diskant.

Da der blev udgravet grund til vandtårnet, fandt man grave fra stenalderen. Hvor langt de strakte sig, blev der ikke undersøgt, men der hviler måske tusinder af Esbjergs første Pionerer. En var den første, og det er om ham, jeg vil riste en liden rune.

De oplysninger, jeg støtter mig til, er ikke så righoldige, heller ikke af den solideste art, bortset fra nogle interessante beretninger, jeg fik hos en gammel klog degn fra en by i Esbjergs opland. Han var en sær sky og indesluttet mand. Hans granskninger var skrevet ned i 20 stilehæfter som dem børnene brugte i skolen. I en kasse, der havde sin plads under hans gamle hestehårssofa, lå de gemt og bundtet. ”Gorm den Gamle” var degnens kælebarn.

Efter mange års ihærdig granskning fra hidtil ukendte kilder var han nået så vidt, at han klart og tydeligt kunne bevise, at (den rigtige) Gorm den Gamle i sine unge dage havde været bosiddende i Varde. Måske er det for at hædre degnens minde, at Varde Museum har rejst en gengivelse af Gorm den Gamles Jellingesten på Varde grund. De endnu synlige voldsteder ved Arnbjerg var fra første færd skabt af Gorm, dengang da han var ung. ”I vigen hvor stort hav går i land lod fader min gøre vold, om sin boplads af 500 mænd blev det gjort (prentet af Bror Markus på Lygum Kloster)”, stod der i degnens hæfte nr. 17.

Han ejede også en stor samling kort, der angav indlandssøer, vige, brede sejlbare floder, veje og bosteder. Pladser med grønsten, flint og andre sten, der særlig egnede sig til stenvåben, var også angivet. Selv var han i besiddelse af en meget stor samling af oldtidsvåben, urner, husgeråd og kranier af urokser og andre uddøde vilddyr.

Da han døde, blev hele samlingen spredt for alle vinde. Hans livsværk, biblioteket af stilehæfter under sofaen, landede i bilæggerovnen. „Det var så møj dejlig til at tænde op med“, sagde hans brave efterkommere. Nedenstående fortælling fra stenalderfolkets tid stammer fra begyndelsen af hans studier af Gorm den Gamle. Hans fortællemåde er ikke præget af en gammel mands tørre skrivemåde, men er sine steder malende frisk ungdommeligt. Man mærker, at han er en stor elsker af naturen, særlig landet herude i vest.

Som et bugtende sølvbånd glider Varde Å ud til havet. Ved sommertide næsten skjult af siv, enggræs, kabbelejer, gøgeurt og høje svingende tidsler. Gøgekuk, lærkekvidder og rap fra gråanden er de vante lyde ude fra den blomsterbestrøede store engflade. Sådan viser Varde Å sig for den nulevende slægt. Men der var engang for tusinder af år siden, da flodvandet bredte sig over engene i en rivende dyb strøm med skumklædte kanter langs de høje skrænter. Store knudrede ege voksede ud til skræntens kant, gamle kæmpetræer lå med struttende rødder i skovbrynet og kronen begravet i bølgeskvulpet. Underskoven var et tæt vildnis med snørklede stier, hvor vildsvin, ulv og bjørn holdt til.

Ind imellem højskovene kilede sig lavtliggende sumpterræn bevokset med siv, rør og flæg, der dannede sikre skjulesteder for skarer af hejre, rørdrum, blishøns og den nu uddøde sorte stork. Dag og nat var luften fyldt af skræppende jodlende fugleskrig, tusinde mangelyde fra dyrestruber. Skrig, angstskrig, jublende livsglæde. Højt oppe, over og under skyerne, kredsede ørnene i cirkler, kun et vingeslag for hver ring. Sejrsbevidst.

Dernede lå den store bange hob med angst i hvert øje. Ude i den store brede vig ilede vandet afsted i krappe klukkende bølgeslag, i sus, i glad pludren, alt efter hvordan vejr og vind stillede sig. En flok sæler stred sig op mod strømmen på jagt efter ørred og laks. Når en kom op med bytte i flaben, væltede hele hoben sig ind på den lykkelige, og kampen stod med brøl og hyl. En kronhjort kom frem i skovbrynet i lange vuggende fjed. Med et langt hæst brøl lagde han sig ud i vandet, et øjeblik efter sås kun hans store, grenede krone glide hen over havet. Hvorfor? Jo, i skovbrynet på den modsatte bred stod en hind med et skind lysende blankt, knejsende holdning og ben som etårige egespire.

Der, hvor Janderup Kro ligger, var på den tid en boplads. I læ bag store bredkronede ege lå en mængde bikubeformede hytter med døråbningen vendt mod vigen. Et højt gærde dannet af tjørn og sammenbunkede grene omgav hytterne som værn mod ulv og bjørn. Dagen igennem herskede der uden for palisaden en rastløs travl færden. Mænd hulede med ild og stenøkser træstammer ud til kanoer. Gamle krogede mænd, der ikke længere kunne følge med på jagt, sad bøjet over hulede sten og møjsommeligt sleb æggen til på stenøksen eller borede huller i stenkøller med mejsler af kronhjortens takker.

Ned ad den skrånende skrænt lå en vældig dynge af flintskærver, østersskaller, kranier og knogler af vilde dyr. Højbarmede brunede kvinder i kjortler, besmykket med halskæder af rødgyldne ravstykker. En hvid skindstrimmel om panden holdt det stride, buskede hår tæt til hovedet. I rækker sad de langs med husvæggene beskæftiget med udbedring af lædervamse, vævning af tøj på primitive håndvæve, garvning af skind og formning af urner. I lange rækker stod skåle, krukker, bredbugede, høje og slanke. Forsynet med et utal af forskelligformede forsiringer, slyngede bånd, tætsiddende prikkede linjer. Der fandtes også gengivelser af fugl, fisk, springende dyr – ja, selv masker af deres elskede mænd skortede det ikke på.

Skaberglæden lyste og forskønnede deres ellers hårde, noget stereotype dystre ansigtsudtryk. Gennem suset af blafrende egeløv skar et ensartet durende drøn – en dæmpet buldren, det var flodvandet, der mødtes med Vesterhavets store bølger. Skallingen var på den tid ikke oven vande.

Vandet fra vigen gik i lige linje over den nuværende Ho Bugt og blev brudt af brådsøerne i en hylende opsang, som var det tusinder af havuhyrer, der kværkede hinanden til døde.

Evig dag og nat blev lyden båret ind over land, dog mest ved om efteråret, hvor den hule buldren tog til i kraft, så det lød som en fjern torden. Da kunne det hænde, at de små børn i hytterne skreg af rædsel og krøb langt ind under skindtæppet og rullede sig sammen som hundehvalpe. Kvinderne knugede de små børn ind til sig, gispende efter luft under de tykke bjørnehuder.

Koskindet for døråbningen flagrede for vindstødene. Regn og sne føg ned igennem det åbne røghul i hyttens tag. Den gamle arrige vestenvind var gram i hu. Dette er et kort uddrag af degnens skildring af oldtidsfolkets liv ved Varde Å.

Den første jordhytte i Esbjerg og dens beboere

By
Yesbjerg
-
0

Den første jordhytte i Esbjerg og dens beboere af tandteknikker Hans Erlandsen – 1930.
Enhver, der får denne lille tekst mellem hænderne, har utvivlsomt i forvejen hørt i hvert fald lidt om Esbjergs første hytteboere, altså de pionerer i Esbjerg, der gravede deres boliger ind i Bavnehøj.

Disse Jordhytter smager ikke blot af romantik, fortællingerne om disse hytter kan forekomme som de rene sagn! Hvorfor da ikke søge at få bedst besked ved at henvende sig til en af de gamle hytteboere, hvoraf der endnu lever enkelte i 1930.

Vi søger oplysninger hos en af dem, der boede i den første Jordhytte, der blev udgravet i den kommende bys jorde, nemlig nede i Bavnehøj. Det drejer sig om Fru Wiese, som vel hele byen i 1930 kendte. Hun kom til Esbjerg i 1869, kun 6 år gammel. Anne Johanne Marie Wiese er døbt Hansen. Hendes far døde imidlertid, og moderen, der var født i Kiel, giftede sig med stenhugger Witt, der også var tysk af fødsel (han var barnefødt i Plöhn,) lærte sin hustru at kende i Bække ved Brørup, hvor Witt var stenhugger. De blev gift og flyttede til Skanderborg.

En anden stenhugger i Skanderborg hed Schnack, og både Witt og Schnack hørte snart om „dette hersens Amerika, der skulle til at begynde på Jyllands Vestkyst“, og begge rejste de hertil som nogle af havneanlæggets absolut første arbejdere. Fru Wiese kan endnu huske rejsen hertil. Den foregik på den sidste strækning med hestevogn, i hvilken familiemedlemmerne sad stablet op mellem møblerne.

At der var øde i Esbjerg dengang, er velkendt. Der lå kun et par huse i Smedegade og et andet par huse i Havnegade. Oasen var at finde hos Morten Spangsberg i Strandby Kro. Her blev der taget vel mod de to nybyggerfamilier, for Witts vedkommende indtil han havde lejet et enkelt lille Kammer hos en landmand Thygesen i Kvaglund. Det var et godt stykke vej at gå for denne Esbjergs nye arbejder fra Kvaglund og til havnepladsen.

Brød kunne i øvrigt kun købes i Smedegade, og bagerbrødene kom hertil helt fra Kolding! Foruden rugbrød solgte man franskbrød med rosiner i – den rene luksus, dengang.

Vejen fra Kvaglund til havnepladsen blev selvfølgelig hurtigt for lang, så Schnack og Witt begyndte at tale om, at en jordhytte vel kunne være god at bo i – specielt når man ikke havde pengene til noget større. Noget forinden var familien Witt dog flyttet og boede sammen med flere andre arbejdere i en meget gammel og noget forfalden gård, der lå i Exnersgade. Der boede kun husvilde folk, men alt var ikke lutter Idyl. Fru Wiese erindrer en nat, hvor stormfloden nåede det gamle hus og stod alenhøjt (60 cm) i stuen.

Men Witt og Schnack havde altså planer, og længe varede det ikke, før de gik i gang med at opføre Esbjergs første jordhytte. Den blev som nævnt indrettet på Bavnehøj, sydvest for Østre Havnevej. Hytten lå oven for det gamle alderdomshjem, omtrent ude ved skrænten.

Jordhytten vendte ind mod land i modsætning til Peter Holms hytte, der vendte fronten direkte mod den stride vestenvind. Witt og Schnack udgravede et særlig højt punkt på banken, der dengang gik længere ud mod havet. Hyttens tag lå bag på højen ned til jorden. Døre og vinduer blev forarbejdet af råt tømmer, og både gulv og vægge udgravedes af jorden. Senere, da de fik sparet flere penge sammen, sejlede Witt til Fanø og købte brædder til væggene samt aviser og papir, som brugtes til at tapetsere vægbrædderne med.

Hytten rummede to familier, der hver havde en stue og et mindre kammer. Desuden havde Witt et udhus til en gris og nogle høns. Kammeret benyttede Witts 3 børn til soveværelse, men udover en seng til alle 3 børn var der ikke plads til andet i kammeret. Den noget større stue havde følgende møblement: Forældrenes senge, en stor dragkiste, bord og stole, et gammelt chatol, et hjemmegjort kakkelovnskomfur, nogle få billeder og senere hen et gammeldags ur. Anskaffelse af nævnte ur var en stor begivenhed. Fru Wiese siger endog, at det var en hel højtid, da det ur skulle købes. At det virkelig var noget ud over det almindelige, viser den omstændighed, at Witt afhentede uret i en af konens duge! Kakkelovnskomfuret bestod af to murede vægge, hvorover der var lagt en jernplade med huller.

Noget så overdådigt som gardiner var der ikke råd tid. Den „drøm“ blev først til virkelighed, da den solbrunede Anne Marie af købmand Hansen i Havnegade fik tiltusket sig en kaffesæk. Den blev sømmet op, broderet på med rødt og sluttelig slået hulsøm i, hvorefter den udgjorde den nydeligste kappe.

Købmand Hansen i Havnegade var kommet ude fra Roborg – Roborghus Ladeplads lå syd for Tjæreborg og var tidligere et af de vigtigste udskibningssteder for bl.a. tørv til brændselsfattige øer som Fanø. I 1858 udskibedes der f.eks. 1.769 læs tørv fra Roborghus. Til sammenligning blev der fra Strandby udskibet 450 læs. Der blev dog også udskibet tørv til bl.a. Norge og Hamborg fra Roborghus. Roborghus kro, som opstod ved ladepladsen, eksisterede fra 1754 til 1920erne. Med bygningen af Esbjerg havn i 1878 og trafikforholdenes ændring forsvandt sejladsen på Roborg.

Vandspørgsmålet var – om man så må sige – brændende, navnlig i den første tid. I de allerførste dage forsynede man sig i et vandhul ved stranden, men så blev der stærkt højvande, og så var vandhullet ødelagt. Efter den tid hentede man vand i engene ved teglværket. Også efter mælk måtte der løbes et stykke vej, nemlig til Rørkjær.

Anne Marie var dengang en af de største piger i nybyggerkolonien, så hun fik ofte lov at skridte ud, når man stod og manglede et eller andet. Hun hentede korn til både Witts og andre folks grise, og det skulle man helt til Jerne efter. En tur til møllen i Jerne belønnedes med 4 Skilling. Der hørte en gris med til hver husstand dengang. Den blev slagtet til Jul og skulle gerne strække til indtil næste juleslagtning. Oftest stod menuen på kartofler eller kålrabi (kålrabi er en grønsag og foderplante med en fast, gullig eller hvid rodstok), der i mangel af sauce blev dyppet i salt.

Arbejdsløshed var almindeligt. I perioder med frost og sne var det ofte skralt med føden i hytterne og de små hjem. Fru Wiese kan endnu huske dette udtryk fra sådanne tider: „Her er dine to mellemmadder! Vil du ha’ en nu og den anden med i skole, eller vil du ha’ dem begge to på én gang?“ Jo – trange tider har bestået alle dage.

Dermed være ikke sagt, at livet blandt pionererne ikke havde sine lyse sider. Tværtimod!
Højtiderne eller når der skulle være gilde. Som prikken over det berømte ”i” fik møblerne i Witts hjem ved sådanne lejligheder en omgang med petroleumskluden. Og som Fru Wiese selv fortæller: ”Vi pionerer havde jo vore egne gilder ved juletid, til barnedåb og så videre. Spisekortet omfattede altid disse hovedingredienser: Flæsk og sylte med rødbeder, en bitte hjemmebagt julekage – og så en kaffepunch for resten. Det var på de tider, da man måtte have de store lygter tændt, når gæsterne skulle følges hjem”.

Mens vi er ved lygter, kan det i forbigående nævnes, at Witt nok havde en fin messinglampe, men den blev kun benyttet ved højtiderne. Til hverdag måtte en noget mere primitiv lampe holde for, nemlig en medicinflaske med et blikrør, hvorigennem var trukket bomuldsgarn som væge.

Til Fastelavn hørte selvfølgelig fastelavnsboller, og dem forstod Fru Witt at bage. Ganske vist disponerede hun ikke over nogen bageovn, men hendes fremgangsmåde var den, at dejen blev lagt på en pande anbragt i gløder. Ovenpå, som låg, blev lagt en anden pande, og på denne igen anbragt tørvegløder. Disse fastelavnsboller var den rene delikatesse!

Vintermånederne kunne være barske, og dobbelt barske virkede de omkring jordhytterne. Ingen træer, intet ly. Altid og uhindret strøg vinden og vinterkulden sig hen om højen. Da var det rart at holde sig indenfor i hytten, hvor der var lunt og godt at være. Og hvad fik man nu de lange vinteraftener til at gå med? Fru Wiese smiler ved spørgsmålet. Der var nemlig ikke mange ledige stunder at give bort af. Den lille Anne Marie kartede og strikkede, mens moderen spandt. Sådan gik det hver aften til Kl 21. Først da skulle den lille pige til at se på sine lektier.

løvrigt talte Witt og hans kone plattysk til hinanden. Også børnene blev tiltalt på tysk, men de svarede altid på dansk. Ved højtiderne tog moderen Dr. Martin Luthers prædikener frem og læste i dem. For børnene står dette stadig som noget af det mest højtidelige og noget af det dejligste. Så kunne det også om aftenen hænde, at Fru Witt læste højt af et gammelt blad eller af bogen „Robinson Krusoe“. Dagblade var der ikke noget, der hed. Fik man endelig fat i et sådant, blev det læst op fra ende til anden af Fru Witt, så alle kunne få gavn eller glæde af det. Sin første skoleundervisning fik Fru Wiese hos en Fru Beck, der boede nedenfor jordhytterne. Undervisningen kostede 3 Mark om måneden. Senere holdt lærer Langvad skole i Havnegade, og så blev Anne Marie sendt herhen. Da hun var 12 år gammel blev hun sendt ud for at tjene i Novrup fra maj til november. Lønnen for hele den periode var i alt 12 kr.

Fru Wiese fortæller også om, hvor hjælpsomme mennesker dengang var overfor hinanden. Man støttede hinanden med både råd og penge, når det kneb. Når der kom sygdom til huse, kunne man være sikker på, at naboerne kom med Sødsuppe og lignende.

Som nævnt var Witts og Schnacks jordhytte den første af sin art i Esbjerg. Senere indrettedes nogle få hytter nedenfor det nuværende vandtårn. Witt blev boende i sin hytte i 15-16 År. Til sidst blev den noget forfalden, så da faderen døde, flyttede moderen til den såkaldte gendarmkaserne, der strakte sig fra jernbanelinjen op til Østergade. Kasernen var en lang staldbygning med privatskole i stueetagen og beboelseslejlighed på 1. Sal i bygningens nordlige ende.

Johan Witt blev begravet på Esbjergs første kirkegård som ligger ved Vor Frelser kirke og i dag hedder I.C. Møller Parken. 

Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber

By
Yesbjerg
-
0

Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber

Endnu i slutningen af forrige århundrede lå der mellem Sjelborg og Hjerting Byers Marker et stykke uopdyrket hede, gennemfuret af mange gamle veje. Her byggede enkefru Klindt i 1889 en gård, Klindtsminde, til minde om hendes afdøde mand. Det var store og solide bygninger. Min bror stod for byggeriet og Madam Klindt ville ikke spare. Så anlagde hun en stor og smuk have med mange sjældne planter. Det var alt sammen såre godt – men marken manglede!

Gården var anlagt på den bare hede, og lidt agerjord mod Øst, som hørte dertil, havde ligget udyrket så længe, at den var overgroet med lyng. Men Madam Klindt vidste råd. Hun lejede et stykke jord ved stranden, som græssede godt.

Denne gård købte jeg og overtog den 1. april 1895. Vi skulle give 12.000 kr. for den. De 7.000 stod i Kreditforeningen til 5 %, så lod Madam Klindt 2.000 stå til 4 %, og vi lånte 2.000 i Varde Sparekasse til 5 % og sluttelig betalte svigerfar 1.000 kr., som var min kones arvepart. Jeg havde også 1.000 kr., som jeg havde sparet sammen.

Lønnen var ellers lille dengang. Efter min konfirmation tjente jeg hos Købmand Vindfeld i Hjerting i 2 år, det første år for 45 kr., det andet år for 55 kr. Det kunne ikke give meget i overskud, når der skulle købes træsko og andre småting. Tøjet fik jeg hjemmefra, men herfor betalte jeg af på fars købmandsregning.

Jeg havde tjent i 14 år med undtagelse af min soldatertid og en vinter på Vallekilde Højskole. Højskolen tog lidt, soldatertiden kunne derimod nok bære sig selv. Mine 1.000 kr. beholdt jeg som driftskapital. Der skulle købes korn til sæd, høns, heste og svin, ligeledes lidt frø og gødning m. m. samt indbo og køkkenudstyr.

Papiromkostningerne blev mere end 300 kr. Jeg syntes, at stempeludgifterne var en underlig måde at tage skat på. Det var at tage af de fattige, som måtte låne. Det var bedre at tage en lille afgift af de renter, rige folk hævede i pengeinstitutterne.

Vi måtte ikke købe mere end højst nødvendig. Jeg købte en dobbeltseng til 14 kr.. Så lagde vi et lag halm i bunden. Jeg fik en dyne hjemme ved min mor, og min kone kom også med noget sengetøj, og hun kom med et bord og 4 stole, en væv og et klædeskab. Jeg havde også et skab, og i køkkenet var et bord og en fast bænk, og vi fik en seng med sengetøj til en hyrdedreng.

Min kone skulle tage hjem den foregående vinter for at lære at væve. Hendes mor vævede, men hun blev syg. Vi skulle have haft bryllup til april, men Johanne kunne ikke komme fra sin syge mor, så vi måtte vente. Jeg fik da kosten hos Fru Klindt, som boede i huset. Hun var altid flink og medgørlig og gav os mange småting eller overlod os dem til små priser.
Besætningen bestod af en hest, 2 plage, 6mMalkekøer, 4 små kreaturer, 5-6 får, 2 grise og 40- 50 høns. Der var 50 tdr. land, hvoraf 4 tdr. land god eng i Toftnæs. Dog fulgte den førhen omtalte lejejord ved stranden jo ikke med. Der var altså værdier nok for pengene, men landbrugets indtægter var usle i disse år. De havde lavet et Mejeri i Hjerting, noget af det dummeste, voksne Mænd havde fundet på. Der var ikke mere mælk til det, end én hest kunne slæbe sammen. Vi fik i reglen 10 øre pr. Kande (ca. 1,9 liter) for vores mælk og gav 4 øre for den skummede mælk, vi fik tilbage. Køerne gav meget lidt. Vi havde hverken roer eller kager. Vi kunne købe hvedeklid, men med den mælkepris kunne køerne ikke betale for det. Et fedt svin kunne koste 25 kr. Nu koster en lille gris over 100 kr.!

Ved gården lå nok megen hede pløjet, men den skulle bearbejdes med gødning og mergel. Det var hårdt arbejde at få mergelen kørt hjem fra Guldager, men det kostede også penge.

Fiskerne var dengang begyndt at eksportere fisk til Tyskland, men når vi kom hen til sidst i maj eller først i juni blev det i reglen for varmt at sende fisken, så tog de den hjem, hvor de saltede og tørrede og solgte den som tørfisk. Affaldet, hoved og indvolde, kogte de og blandede med mel. Det blev til et udmærket svinefoder, der fedede mange svin. Det gav også en del gødning, og det var noget, jeg kunne bruge til hedejorden. Her satte fiskerne kartofler, men jeg fik betaling for at køre gødningen ud og kartoflerne hjem til dem, og det kultiverede min hedejord.
Også svinene kørte jeg til Esbjerg for dem. Jeg fik 3 kr. for en tur, der kunne gøres en formiddag, og jeg var glad for hver en krone. Jeg blev mere og mere klar over, at gården ikke kunne give til renterne.

Jeg besluttede at køre en dag om ugen til Esbjerg og tage bud og personer med. Hjerting og Esbjerg havde fælles Interesser. Fiskerne begyndte at sejle deres både om i Esbjerg Havn. De første to, der prøvede, blev afvist. Da sejlede Hans Øllgård derind og gik op til havnemesteren. Resultatet blev, at hans båd blev liggende, og at han lod de andre fiskere vide, at nu kunne de godt sejle derom. Jeg tænkte også, at Posten med Tiden kunne komme over Esbjerg. Spidserne og købmændene ville ikke have med Esbjerg at gøre. Det var kun bosser og bisser!

Men Esbjerg var der nu engang. Og den 20. februar 1897 kørte jeg den første tur, efter at jeg havde averteret. Jeg tjente 10 øre. Det var en fiskers protokol, jeg havde med til toldforvalteren. Det var ikke meget lovende! Men næste dag tjente jeg 3-4 kr. Den første tid holdt jeg hos Købmand Pallesen i Kongensgade. Han havde en del landhandel, og der holdt vi altid ind, mens jeg tjente i Guldager Præstegård, og der var god staldplads.

Jeg skulle gerne skaffe ham flere kunder fra landet. Det var ikke så nemt. Hans priser lå gerne i overkanten, og samtidig var brugsforeningerne opstået.

Engang skulle jeg sælge noget smør for uddeleren i Tarp. Jeg falbød det til Pallesen. Han ville nok købe det, og de spiste af det til kaffen, og han roste det og spurgte, hvor det var kommet fra. Jeg vidste ikke, hvem der havde kærnet det, men jeg havde da fået det af uddeleren i Tarp.
»Ham, den karl!« råbte Pallesen, »han skader sin egen stand!« Og han kylede smørret hen ad disken og vedblev længe at skænde. Og smørret til kaffen fik jeg ingen betaling for!

Jeg handlede med mange ting, navnlig æg. Jeg havde undertiden 100-150 snese. Der var ikke ægpakkerier dengang, så jeg købte ved købmænd og brugsforeninger og solgte til købmænd og skibsproviantøre.

Vildt var også en god handelsvare. Det kunne jeg nok tjene lidt på, og jeg kunne næsten altid sælge det til private. Når jeg tog et bundt harer, vildænder, agerhøns eller duer og gik ned ad Kongensgade, kom folk og købte, andre bestilte. Vildgæs og ænder fik jeg især fra Langli. Jeg købte også skind. Det var jo om at lave penge. I starten kørte jeg med en Charabanc (hestevogn) til 6 personer. Men når jeg havde passagerer med, var der for lidt plads til gods. Jeg købte da en gammel hotelvogn fra Hotel Spangsberg, den første lukkede vogn, Esbjerg ejede. Jeg skulle give to læs hø for den. Jeg fik den malet og gjort i stand. Det var en stærk vogn. Jeg havde tit 2000 pund oven på den, mens passagererne i ro og mag tog sig et spil kort inde i vognen.

Den første tid kørte jeg altid gennem Sædding, men da jeg begyndte at køre to gange om ugen, kørte jeg efter Tarp Kro om tirsdagen. Det var lidt længere, men en bedre vej. Sæddingvejen var dårlig, især for den store vogn, som var meget vidsporet. Jeg skulle ind mange gange i gårde og huse. Når jeg havde bud med, så skulle jeg have penge. Undertiden ville de komme med dem næste dag, det kunne blive til 1-2 måneder. Jeg måtte næsten føre et helt bogholderi. Jeg havde en hovedbog hjemme, men jeg skulle også have en kladde med i tasken, så jeg kunne se beløbet og kvittere.

Esbjerg var ikke så stor dengang. Kongensgade var landevej med grøfter ved siden, hvor der ingen huse var. Der var begyndt at komme husnumre, men dem tog jeg ikke hensyn til. Jeg kendte husene og vidste i reglen, hvem der boede der. En gammel kone, som boede i »Frihavnen« i Hjerting, havde tre døtre gift og boende i Esbjerg. Jeg havde tit bud for hende og fik en tiøre for det, hvis hun havde nogen.

Det kneb stadig for os med økonomien. Det første efterår måtte jeg sælge den største af plagene. Jeg fik 220 kr. for den. Så havde jeg dog fred for renterne et halvt år. Engang noget senere havde jeg fået pengene samlet sammen, så nær som 10 kr.. Jeg gik en aften ude ved granerne og spekulerede på, hvor vi dog skulle få dem fra. Jeg syntes ikke, vi havde noget at sælge, og næste dag var sidste dag. Jeg gik så ind til Johanne og talte med hende om det. Jo, hun havde et stykke vadmel liggende (Vadmel er et kraftigt, filtet, men porøst materiale og anses for at være det ældste almuestof.), som jeg skulle have haft tøj af. Det kunne jeg sælge til Fiskerne.
Vi havde selv får og uld, så vi kunne lave et nyt stykke vadmel igen – vi kunne jo selv væve det. Jeg blev glad. Næste morgen gik jeg til Hjerting med tøjet. Der var fiskere nok, som ville købe, men ingen havde penge nu sidst i marts måned. Jeg kunne tidligst få pengene, når de begyndte at fiske i april. Indtil da fik de deres forbrug hos Købmand Vindfeld, der så i fisketiden fik deres fisk til eksport.

Jeg traf også en gammel mand, Villumsen, som en tid havde haft Visselbjerg. Han ville gerne have købt tøjet, hvis han ikke netop havde bestilt et sæt hos skrædderen. Endelig i det sidste hus havde manden 15 kr., som jeg fik. Resten skulle jeg få, når fiskeriet begyndte.

Omme i Vesterbyen så jeg, at gamle Villumsen gik oppe på bakken og pegede ad vores gård med stokken. Jeg skyndte mig da hjem. Da havde hans husbestyrerinde været der med 10 kr., som jeg måtte låne. Engang en sommer havde jeg Dynweber, som dengang havde Brødfabrikken, og hans kone og et par mere med mig til Hjerting.

Jeg havde mange varer med til Brugsforeningen i Tarp, og det tog nogen tid at få det læsset af, og jeg skulle også have en del med til Hjerting. Jeg kørte så over til Kroen, hvor jeg også havde ærinde. Endelig var jeg færdig, sprang op på vognen og greb tømmen. Hestene kunne vel nok mærke, at jeg havde travlt og slog straks over i rask trav. Det var jo fine passagerer, jeg havde med. Da jeg kom omtrent til Højgårdene, mødte jeg en cyklist. Han råbte efter mig, at vogndøren slog op og i. Jeg kiggede ind i vognen. Ja, døren stod åben, og vognen var tom!

Det kan nok være, jeg fik skuden vendt og kørte tilbage. Mellem vogterhuset og Tarp Kro, mødte jeg selskabet. Jeg undskyldte, at jeg ikke havde set efter. Men Dynweber påstod, at det var deres fejl. De burde have sagt, at de stod af. De tog det alle med godt humør. Dynweber lo, så hans tykke mave rystede.

En vinter var jeg kørende i kane, da det satte ind med tøvejr. Det gik til Tarp Kro, hvor Vejen var godt banet, men efter Hjerting var den mere gruset. Og det endte med, at Hestene rykkede kindingerne af (trækarme på hestevogn nedfældet i forakslen, der danner en kløft, hvor vognstangen er placeret og fastholdes med en vandret jernbolt).

Jeg måtte da ind på en gård for at låne en vognkæde, som jeg fastgjorde inde under kanen. Men den sprang. Så lånte jeg en vogn. Den læssede vi alle varer op i. Men der var tre rejsende: to unge mennesker og toldforvalter Dyres frue. Hun var en ældre kone med et stift ben og kunne ikke komme op i den stive vogn. Hun ønskede så at blive i kanen. Når der ikke var andet læs i den end hende, gik det vel nok.

Jeg bandt så kanen bag efter vognen, men der var jo intet styretøj i den, og når det gik lidt nedad, rutsjede den i en fart ud til siden, til kæden blev stram, så gav det et ryk, og den for over til den anden side, til det atter gav et ryk. Sådan krydsede den, så det kan nok være, den gamle frue fik megen kørsel for pengene! Jeg var bange for, at kæden skulle springe og hun gå på hovedet i grøften, men den holdt.

Efter en tid flyttede jeg holdeplads om på Højskolehjemmet. Der fik jeg middagsmad og gennemgik mine bøger, og ordnede buddene, så jeg kunne tage det hele med en tur til hver side. Jeg havde tit mange penge med til banken fra de handlende. Ofte flere tusinde. Det var mest kassekreditbøgerne, jeg havde med at sætte penge ind på. Jeg sammenlagde da beløbene, så jeg havde det på rede hånd, når jeg kom i banken.

Det var mest Varde Bank, der dengang havde lejede Lokaler i den østlige ende af Kongensgade. En Dag stod en sagfører fra Varde ved kassen. Jag gav ham bøgerne og sagde, hvor meget der skulle sættes ind på hver bog. Da han var færdig, rakte han mig bøgerne og forlangte en sum, jeg straks var klar over var forkert.

»Passer det?« spurgte jeg. »Ja, gu’ passer det!« sagde han og tilkastede mig et skarpt blik. Jeg tog da tegnebogen frem, men Palludan, som havde hørt ordskiftet, sagde: »Aa, sagfører, må jeg ikke lige se? Den mand plejer ikke at regne fejl.«

Han fik bøgerne og nævnede det rigtige beløb. »Det passer«, sagde jeg og betalte. Mange steder gav man drikkepenge, men det brugte banken ikke, heller ikke ved denne lejlighed. Skønt jeg havde indbetalt over 2 millioner i Varde Bank, blev det det eneste sted, hvor jeg ikke havde fået en øre i gratiale.

På apoteket fik jeg julegave hvert år, og mange gav mig en krone, når jeg betalte regninger. Jeg mindes endnu gamle landinspektør Hvelplund. Når jeg kom og betalte ham en stor regning, gav han mig en daler. Mange så sådan på det, at det var en nyttig gerning for byen, jeg havde taget op. Selv kunne jeg godt have taget noget mere og endda have haft nok at køre med. Jeg havde tit 3-4 flasker medicin, kamfer eller kamferdråber. Jeg skulle da først om og bestille det, så hente det og betale det og så bringe det ind i hjemmene. Det fik jeg 10 øre for. Skal man nu have en flaske fra Esbjerg til Andrup, koster det 50 øre, selvom det bliver bragt på rutebilstationen.

Engang glemte jeg at indfri en veksel på 200 kr. for en mand. Jeg opdagede først forglemmelsen, da jeg var kommet hjem, og da jeg ikke skulle køre næste dag, tog jeg en hest og red på til Esbjerg. Der var endnu ikke mange cykler dengang. Den tiøre var også dyrt tjent. Jeg købte ofte tøj eller legetøj til børn eller damer og havde det held, at det næsten altid passede.

Engang skulle jeg købe et stykke amerikansk oksekød eller tøndekød. Et par dage efter kom manden med kødet igen og sagde, at det var lavet af mennesker, og det ville han ikke ha’. Jeg havde jo købt det, hvor han havde sagt, og derfor måtte han også tage det, som det var.

Ellers kom jeg godt ud af det med mine kunder. Engang havde jeg 1/2 tdr. kartofler (ca. 70 liter) i vognen og satte en barnevogn over den, så 2 hjul stod på hver side af sækken. I vognen lagde jeg så en mængde småting. Da jeg i Esbjerg ville trække kartoflerne ud, fik barnevognen overbalance og slog en kolbøtte ud over den nærmeste hest, der blev bange. Hestene satte i løb, og for ikke at blive klemt fordærvet mellem vognen og en husmur, måtte jeg give slip på tømmen. Hestene for afsted med køretøjet. Ved Havnegade drejede de ind mod byen. Her stod en murer øverst på en stige ved et hus på to etager. Hastigt skubbede han et par teglsten til side og greb fat i lægten og kom ind i huset, mens hestene ramte stigen. Vognstangen knækkede og stigen havnede på taget af vognen, hvor den blev liggende. I Vognen var der flere rædselsslagne damer. En efter en sprang de ud af vognen – den ene havde et lille barn med. Hun bøjede sig langt ud af vognen og lod barnet falde ned på vejen, hvorefter hun selv hoppede ud. I Stormgade drejede hestene om til Kongensgade, der blev fyldt med mennesker. En cykelreparatør kom op fra en kælder og kastede en frakke i hovedet på hestene, men uden resultat. Ved Kirkegade fik slagter Hans Jensen fat i tømmen, og ved Torvet fik han dem helt standset. To af damerne turde ikke tage med tilbage. Der var dog ikke mere noget at mærke på hestene.

I badetiden havde jeg tit badegæster med til Esbjerg Banegård. Og dagvognen gik nu sin sejrsgang. Trafikken voksede. Jeg måtte køre fire dage om ugen. Jeg havde nu tre kraftige heste, for ejendommen skulle jo også passes.

Jeg havde flere gange en samtale med postmester Sjønning og hjertingboerne om at få Hjertingposten over Esbjerg, men der var ikke nogen stemning for det. Da købte sagfører E. Hansen, Esbjerg, Marbækgård, og anlagde en god vej fra Tobøl til Marbæk, hvorefter han fik gennemført, at posten gik over Esbjerg. Så kom Strandvejen mellem Esbjerg og Hjerting. Det var også et plus i den rigtige retning.

Bilerne begyndte nu at komme frem, og jeg var nok klar over, at de blev fremtidens løsning. Men jeg kunne ikke magte at anskaffe bil. En forretningsmand i Esbjerg foreslog mig at danne et aktieselskab. Der var nok, som ville skyde penge til, så bilen kunne anskaffes. Men skønt min gamle hotelvogn ikke kunne klare det længere, turde jeg ikke give mig i lag med bilen, men købte en gammel dagvogn, lidt større end min tidligere. Da kom katastrofen!

En dag i Esbjerg blev jeg meget syg. Det var godt, jeg var velkendt, for jeg skulle hyppigt på wc. Men trods tiltagende smerter ville jeg gennemføre min tur. En nabo tog en del varer med over Tarp, for det gjaldt for mig snarest at komme hjem og i seng. Alligevel måtte jeg over Tarp, da jeg senere fik en pakke kød til Tarp Kro, hvor der skulle være spisning om aftenen.
I Hjerting fik jeg hjælp til aflæsningen og en mand til at hjælpe mig hjem. Jeg lå da inde på sædet i vognen og kunne ikke mere. Næste dag havde vi lægen. Det var blindtarmsbetændelse. Men der var ikke tale om operation. Det var sjældent dengang. Jeg fik smertestillende dråber og måtte intet spise de første dage. Efter en uges tid kom jeg op, men fik stadig tilbagefald. Efterhånden blev der længere og længere mellem anfaldene, og efter et års forløb hørte de helt op, og jeg har intet mærket til sygdommen siden.

Mens jeg var syg, måtte min karl, Jens Søndergård, køre dagvognen, og han var flink og dygtig. Jeg ville gerne have lejet ham til at fortsætte, men han ville ikke. Og lægen frarådede mig selv at køre. Jeg havde nemlig efterhånden fået alt for mange grovvarer at køre med, og det var et arbejde at få en 200 punds sæk op på vognen.

Den 1. november 1908 solgte jeg så ruten, vogn, seletøj og to gode heste til Jens Thorstensen for 1.800 kr., så der blev ikke meget i afståelse. Efter et par års forløb var det, posten kom over Esbjerg, og Thorstensen fik en lille bil, som stadig blev forstørret. Nu kører der i sommertiden hver halve time bil mellem Hjerting og Esbjerg, tit ret store rutebiler, to til tre efter hinanden. Den Tur, som begyndte med 10 øre, giver nu flere hundrede kroner om dagen.

Esbjergs egne erindringer

By
Yesbjerg
-
0

Hen over 2018 poster vi på Yesbjerg.dk en række erindringer fra gammel tid. De er skrevet og fortalt af esbjergenserne selv og fundet i gamle gemmer på nettet og er alene på grund af alder ikke beskyttet i forhold til citering. Derfor samler vi dem i forbindelse med byens 150 års jubilæum til dig her på siden i deres helt egen kategori: Esbjerg Erindringer.

Morten Flemming Horne Jepsen har gennem en længere periode for Yesbjerg redigeret de oprindelige tekster, så de følger nutidens retsskrivning, ligesom udgåede ord og mål er oversat til nutidige.

Håber du vil have stor fornøjelse af dem.

Boghandler Engers Hansen

By
Yesbjerg
-
0

Boghandler Engers Hansen fortæller i 1945: ”Jeg er født i Nordby på Fanø d. 20. maj 1879, og min far var skibsfører, men holdt op at sejle i 1882, da han var syg, fordi han havde dårlig mave. Men min far lå ikke på den lade side, da han kom hjem, men købte boghandelen på Hovedgaden. Desuden var far meget interesseret i plantningssagen, og han fik beplantet 15 tdr. land jord mellem Nordby og badet, og inde i plantagen blev der anlagt en stor have. Far havde foruden en stor frugthave inde i Nordby og mange kolonihaver til udlejning på Vestervejen.

Far var i nogle og tyve år til sin død i 1925 bestyrer af Handelsbankens filial i Nordby, og vi havde kontoret indrettet i en stue til gaden, hvor kontoret er endnu. Til mit barndomshjem, der endnu ligger på Hovedgaden, hørte både mark og eng, og som besætning havde vi en ko.

Begge mine forældre stammede fra Fanø, og min mor bar nationaldragten til sin død i 1886. Vi var 5 søskende hjemme, 3 brødre og 2 søstre, og alle drengene blev boghandlere. Jeg gik i Nordby Realskole både i den gamle skole og senere i den nye skole, da den blev færdig i 1892.

Da jeg kom ud af skolen, var jeg i lære hjemme hos min far i 2 år og gik desuden i teknisk skole, og derefter var jeg to år i Præstø, hvor min bror i forvejen var i lære. Jeg fortsatte så dér, og min læremester, der hed Andreas Jensen, var i sin bedste alder. Han var en dygtig forretningsmand, hos hvem, man lærte godt.

Jeg fik ingen løn, men derimod kost og logi. Vi begyndte kl. 7 om morgenen og arbejdede til kl. 21-22 om aftenen. Desuden havde alle boghandlerne dengang åbent søndag formiddag. En tid, husker jeg, havde vi her i Esbjerg åbent hver søndag morgen fra kl. 7 til 21 aften, og særlig konfirmationssøndagene var der meget at bestille. Dengang var der ingen kiosker, og så kom folk til boghandlerne og købte kort og telegrammer.

Da jeg var udlært i Præstø, kom jeg hjem i min fars forretning i et års tid, derefter 3 år i Bollerups Boghandel i Ringkøbing, hvor jeg fik en månedsløn på 40 kr., senere 50 kr., plus kost og logi.
En tid var jeg i Priors Hofboghandel i København og Ejnar Jespersens Boghandel i Nakskov, og dog var jeg hjemme i sommermånederne fra juli 1901. I København fik jeg 85 kr. i løn pr. måned, og jeg gav 55 kr. for kost og logi i KFUMs nye bygning i Gothersgade.

I 1897 overtog min far et trykkeri i Nordby, som var startet af et aktieselskab, som ikke kunne få det til at gå. Det var „Fanø Ugeblad – Esbjerg Tidende – Bramminge Ugeblad og Holsted-Vejen Ugeblad, der blev trykt en gang ugentlig. Desuden trykkede vi ugebladet „Kritikeren” for restauratør Jørgensen, Havnerestaurationen i Esbjerg. Jeg husker endnu, hvor trættende, det kunne være, når jeg stod og drejede maskinen med håndkraft, men da der kom gas, fik vi en motor til at trække maskinen. Senere blev gassen jo afløst af elektriciteten.
Maskinen var købt som brugt nede i Hamborg, men den var god. Den går endnu, og vi trykkede for øvrigt også skibsdagbøger for konsul D. Lauritzen. Far ejede som sagt trykkeriet og redigerede ugebladet, senere blev det redigeret af bogtrykker Høgsted, overlærer Thyssen og navigationslærer Busch, og nu er det lærer Sneum, der er redaktør.
Min broder Søren Clausen Hansen overtog forretningen og trykkeriet i 1920 og drev det til sin død i 1936. Nu er det min broderdatter og hendes mand, der driver forretningen og trykkeriet.

I 1891/92 byggede min far den første villa ved Fanø Vesterhavsbad (senere tilhørte denne villa dommer Esmann). Vi havde butik og brevsamlingssted dér, og jeg bar post rundt i de år.

Da „Hotel Kongen af Danmark” blev bygget i 1895, byggede far et hus lige overfor med hjørnebutik og badepensionat ved siden af, som far havde til 1920. Min bror Søren Hansen havde det derefter til 1936. I mange år lejede Post- og Telegrafvæsenet sig ind hos os derude ved badet.

Omkring århundredskiftet købte vi den store villa af margarinefabrikant Steensens fra Vejle, hvor der var tre butikker og 20 værelser ovenpå, hvor vi drev pensionat. I 1916 købte vi af tyskeren Scheele, Bremen, „Strandhotellet” for 40.000 kr., og drev det i 2 somre, Vi solgte det i 1918 for 85,000 kr. til et konsortium, der ejede missionskurstedet Nyborg Strand. Der skete noget i disse sommermåneder.

Kender de forresten ikke historien om flaget og brygger Jacobsen? Det var i 1890erne, og der var en masse gæster ved badet. En dag var der nede ved stranden hejst et stort, tysk flag på en høj flagstang. Ved siden af vajede Dannebrog på en lille flagstang. Brygger Jacobsen fra Valby der ferierede på „Hotel Kongen af Danmark”, blev så vred, at han tog flagstangen med det tyske flag og knækkede den midt over. Men det bevirkede, at alle tyskerne rejste omgående, og da det hovedsagelig var tyskere, der boede på „Strandhotellet”, som forpagtedes af kaffe-Mathisen (der dog var hovedaktionær) rejste denne sag mod brygger Jacobsen. Mange gange rejste kaffe-Mathisen til København og talte med brygger Jacobsen, men brygger Jacobsen ville ikke have noget med ham at gøre.

I forretningen ude ved badet solgte far sjældne, oversøiske ting, som han købte af skibsførerne, og mange fine folk kom i butikken. Blandt andre ferierede prinsesse Marie en hel sommer alene derovre, og hver dag var hun i butikken. Prinsesse Marie var meget ligefrem og meget afholdt. Jeg husker så tydeligt en dag inde i Nordby, hvor prins Valdemar var på besøg hos sin gemalinde. Prins Valdemar var inde i butikken og udenfor holdt droschen med prinsesse Marie. I det samme kom boghandler Digmann fra Silkeborg ind for at hilse på far, og han siger da efter at han havde set prinsessen sidde udenfor i vognen: „nå, Hansen! Kan de ikke præsentere mig for prinsesse Marie?” prins Valdemar, der stod lige ved siden af, hørte selvfølgelig udbruddet, og morede sig derover, og far måtte så præsentere prins Valdemar for boghandleren fra Silkeborg.

Ja, både Carit Etlar og Drachmann har også ferieret derovre, og inde i Nordby kom Holger Drachmann ofte ind til far i forretningen. Drachmann ville meget gerne have et glas vin, og oftest ville han gerne have mere end et glas, men det syntes far ikke om.

Ved indvielsen af Fanø bad i 1891 blev der foræret grunde til forskellige kendte mennesker, for at få dem til at bygge sommerboliger derude. Badelivet og de mange fremmede badegæster prægede øen i sommertiden. Jeg husker tydeligt grevinde Friis, Friisenborg, når hun kom ridende med sine døtre – det så vældig flot ud. Den ældste datter, grevinde Wedel Wedelsborg, er nu overhofmesterinde hos dronningen.

Som dreng hjalp vi hjemme, og så snart vi kom fra skole, skulle vi ud i marken efter koen, og vi hjalp også ude i marken, og når vi var færdige med det, hjalp vi i butikken.

Den 7. august 1903 overtog jeg Chr. L. Grottrups boghandel her i Esbjerg, og indgangsdøren var dengang samme sted, som den er nu. Jeg gav 2000 kr. i afståelse og 900 kr. i årlig leje, og der var en omsætning på ca. 22.000 kr., og nu i 1945 er omsætningen omkring 700.000 kr.. Dengang var det kun frk. Bune og jeg, der var i forretningen – nu beskæftiger vi 30 personer i hele foretagendet.

I 1910 købte jeg hjørneejendommen for 77.000 kr. og i 1922 Jyllandsgade 19 for 42.000 kr., hvor jeg har trykkeri og bogbinderi, og i 1939 købte jeg ejendommen Kongensgade 63 for 85.000 kr. Da jeg begyndte i Esbjerg i 1903 var der var vel ca. 14.000 indbyggere, og nu har vi over 40.000. I 1903 fik vi en bydreng til 2,50 – 3 kr. om ugen, og en lærling fik gerne kost og logi, men nu får en lærling 40-50 eller 65-90 kr. månedlig i de 4 år læretiden varer, og i dag er det jo faktisk ikke så meget værd som kost og logi. I 1903 havde vi meget handel med passagererne fra englandsbådene om aftenen. Der var kun forbindelse til København kl. 22 om aftenen, og den forbindelse tog de fleste ikke med. Derimod overnattede de gerne på „Royal”, og næste formiddag havde vi meget handel med dem. Nu derimod, tager passagererne lige igennem.

Den 28. februar 1944 blev vi ramt af en bombeeksplosion, og nu har vi i 1944/45 fået hjørneejendommen bygget op og forretningen fuldstændig moderniseret. Og lige overfor i Jyllandsgade, og på det andet hjørne er der et lavt hus, der netop i disse dage er solgt for 176.000 kr. – dengang Engers Hansen kom til Esbjerg, kunne dette hus købes for 24.000 kr..
Det er en rivende udvikling, der har været i Esbjerg, og det er en stor prisforhøjelse, der er sket på ejendommene i Kongensgade.