Det Faglige Hus og Ungdomsbo er i dialog om opførelsen af 50 familieboliger på Darumvej i Esbjerg. Det vil i så fald blive første etape i Generationernes by, en ny lille bydel med daginstitution og sundhedshus.
Foto: Yesbjerg/Adobe
Samtlige kontorer i det tidligere Jobcenter på Darumvej er i øjeblikket fuldt besat med ca. 60 medarbejdere fra Det Faglige Hus og organisationens forsikringsagentur, men det er kun et spørgsmål om tid, før gravemaskiner rykker ind på en del af grunden.
”Vi købte Jobcenter og siden den tidligere Aldi-forretning med henblik på et ejendomsprojekt a la dét, som vi har sat i gang i Teglværkskvarteret, og det er jo alletiders, at der allerede nu er bud efter nogle af de 19.000 kvadratmeter, som vi råder over. Området ligger jo også tæt på rekreative arealer, indkøbsmuligheder, skole og kirke, og samtidig er man blot få meter fra en større indfaldsvej, når man skal til og fra arbejde, forklarer adm. direktør i Det Faglige Hus”, Brian Elsted Hansen.
Økonomiudvalget har indstillet til Esbjerg Byråd, at boligforeningen Ungdomsbo får kvoter til at opføre 50 familieboliger på arealet, og der pågår en tæt dialog mellem Ungdomsbo og Det Faglige Hus om dette.
Landsformand Johnny Nim oplyser, at Det Faglige Hus har fået udarbejdet skitser for et projekt for hele Jobcenter- og Aldigrunden med titlen Generationernes By. Bag skitserne står arkitektfirmaerne Effekt og Lolk, som også tegnede Teglværkskvarteret, og som Det Faglige Hus har rigtig gode erfaringer med.
”Når vi går ind i projekter som dette, er det for at sikre en god forrentning af medlemmernes penge. Vi skal ikke eje og udleje boliger, men blot opkøbe jord og udvikle attraktive projekter, som andre køber sig ind i, siger Johnny Nim.
Som navnet antyder, skal der i Generationernes By være plads til børn, voksne og ældre, og Brian Elsted Hansen peger på, at der meget gerne må være et mix af ejer- og lejeboliger. På sigt skal der opføres 300 boliger i området, og der vil til den tid være tale om en investering i omegnen af 700 millioner kr.
”Vi tilstræber ligeledes, at der ikke blot kommer boliger, men at der også opføres en daginstitution samt et sundhedshus med topmoderne faciliteter for praktiserende læger, men ex. også tandlæge, fysioterapi og fodpleje. Når dette bliver realiseret, vil det være oplagt, at der også opføres ældreboliger på en del af arealet”, siger Brian Elsted Hansen.