CERN Udstillingen ”Jagten på Verdens Begyndelse”

0
347

Hvad består verden af? Hvordan er den opstået og blevet til det, vi kender i dag? Eller er det, vi forstår som verden, bare en gigantisk tankeboble? Og hvorfor eksisterer vi? Det er spørgsmål, som ikke bare har optaget filosoffer, teologer og videnskabsfolk, men som de fleste af os sikkert har stillet i en eftertænksom stund.

Foto: Esbjerg Fotoklub

I det europæiske forskningscenter CERN prøver man at finde nogle af svarene på disse spørgsmål, og fra d. 18.februar kan Esbjergs borgere gennem en fotoudstilling på Phototeket få et direkte indblik i det unikke forskningsmiljø, der eksisterer dér.

CERN (Centre Européenne pour des Recherche Nucleaire) er betegnelsen for den europæiske organisation for ”kerneforskning”, beliggende på den fransk-schweiziske grænse ved Genève. CERN blev grundlagt i 1954 og har siden udviklet sig til verdens førende forskningsanlæg indenfor, hvad der oprindeligt blev kaldt ”atomforskning”, men som i dag omtales om partikelfysik. Anlægget omfatter en 27 km lang, cirkulær partikelaccelerator, 100 m under jordoverfladen og fire store ”eksperimenter” – gigantiske underjordiske måleapparater til at studere sjældne atompartikler, som i dag kun kan fremstilles kunstigt, men som eksisterede i de første sekunder af Universets historie. I den forstand er CERN en tidsmaskine, der lader forskere få et unikt indblik i verdens skabelseshistorie for knap 14 milliarder år siden. 

Omkring 10.000 mennesker har deres daglige gang på CERN, der på mange måder kan minde om et mini-samfund, som eksisterer på sine helt egne, ganske særlige vilkår. Et samfund, hvor alt drejer sig om eksotiske elementarpartikler som  kvarker, neutrinoer, tauoner og myoner, stringteorier og mulige multi-universer.

CERN er mødested for verdens fremmeste fysikere – teoretikere og eksperimentalister – men også et sted, hvor højteknologi udvikles. Blandt de mange spin-off produkter er de såkaldte PET scannere, avanceret proton-terapi mod cancer, ”grid-computing” – og såmænd Internettets nøgleteknologi, html, der danner basis for worldwide web (”www”). 

Claus Madsen har en dobbelt baggrund i fotografi og videnskabsformidling. Han modtog sin fotografuddannelse på Dagbladet Vestkysten og den danske Fotografskole (1970-74) og har sidenhen taget en kandidatuddannelse i Videnskab og Samfund med hovedvægt på videnskabskommunikation. Mellem 1980-2016 var han tilknyttet den europæiske forskningsorganisation for astronomi ESO, en søsterorganisation til CERN, men har også i mange år arbejdet på og med CERN. I dag er han tilknyttet et CERN-projekt til teknologi-fremme. Med denne billedserie om arbejdet og menneskene i CERN beskriver han en helt speciel verden, som normalt er vanskeligt tilgængelig for den brede offentlighed.

Det er første gang, denne billedreportage vises i offentligheden. Åbningen af udstillingen på Phototeket, som finder sted d. 18. februar kl. 16:00, udgør derfor samtidig en verdenspremiere. Paola Catapano fra CERNs kommunikationsafdeling vil forestå den officielle indvielse.

Claus Madsen er medlem af Esbjerg Fotoklub, der præsenterer udstillingen i samarbejde med Hovedbiblioteket i Esbjerg.

Leave a Reply