Canadisk forward med potentiale

0
638

Foto: Yesbjerg

Den 25-årige canadiske forward Brett Welychka forstærker Esbjerg Energy i den kommende sæson.

– Vi har fået rigtig gode referencer på Brett Welychka. Han er hurtig, har ”gode hænder” og han formår at læse spillet klogt og dygtigt. Men samtidigt bed både cheftræner Mark Pederson og jeg også mærke i de mål han scorede i kampene, som vi har set med ham. De var gode, fortæller assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.

– I det defensive spil agerer Brett Welychka sikkert og solidt. Her benytter han sin evne til at læse spillet godt, uanset om han benyttes som center eller wing. Vi har i de seneste sæsoner set mindre spillere have succes. Det tror vi også Brett Welychka vil få i Esbjerg. Brett Welychka er fokuseret og ambitiøs. Han kommer til Esbjerg med en klar målsætning om at gøre det godt, så han kan avancere til større og bedre ligaer. I trænerteamet er vi overbeviste om, at han har forudsætninger og redskaberne til at opnå målene, fortsætter Energy-assistenten.

Brett Welychka er 178 cm høj og vejer 85 kg. Han er fra den canadiske by London, der er beliggende i provinsen Ontario. Byen har godt 400.000 indbyggere og ligger mellem Detroit og Toronto.

– Det er tydeligt for os, at Brett Welychka har et højt niveau. Han gik direkte ind i American Hockey League, hvor han repræsenterede Manitoba Moose og senest Rockford Icehogs. Og så er Brett Welychka en spiller med tydelige lederegenskaber.

– Lederegenskaberne er vigtige på et ungt hold, som Energy-mandskabet. Her er mange spillere, som har vist viljen og kompetencerne på bl.a. U20-landsholdet. Brett Welychka er ikke uvant med rollen som kaptajn, og kan være med til at vise vejen for holdet, fortsætter den 40-årige assistenttræner.

Den 25-årige canadier har fungeret som kaptajn, både som juniorspiller og for Charleston University.

– I trænerteamet mener vi, at Brett Welychka har demonstreret et stort potentiale og vilje til at gøre det fornødne for at nå sine og holdets mål. Vi har på et omfattende videomateriale set mange gode ting og alle taler godt om ham. Når Brett Welychka så samtidigt er dygtig i undertalsspillet og stærk i overtal, er vi i trænerteamet overbevist om, at vi med signingen tilfører truppen mange kompetencer og bidrager til en god vinderkultur. Spillere, som gør sig fortjent til spilletid i ”special teams”, er altid en gevinst for holdet, slutter Thor Dresler.

Leave a Reply