Lige nu er 44.000 krammebamser på vej ud i landet, hvor de skal hjælpe syge børn igennem svære behandlingsforløb.
Foto: TrygFonden
Og 1400 af dem lander i Esbjerg d. 25. april.
Hospitalsoplevelsen kan være både overvældende og skræmmende for barnet, og her kan isbjørnebamserne Thea og Theo gøre en stor forskel. For udover at være en tryghed for børnene, fungerer bamserne nemlig også som et værktøj i sundhedspersonalets arbejde.
”Den tilbagemelding, vi får fra børneafdelingerne, er, at bamserne både er en tryghed for børnene og en hjælp til at aflede dem fra uvante og utrygge situationer. Og så er bamserne tit de første, der får maske eller blodtryksmåler på. For hvis bamsen tør, så tør barnet som oftest også. Børnene oplever altså tillid til personalet gennem bamsen, og det gør behandlingsforløbet lidt lettere,” siger Galina K. W. Plesner, der er projektchef og ansvarlig for krammebamserne hos TrygFonden.
I alt uddeler TrygFonden i disse dage 44.000 bamser over hele landet i perioden 24. april til 3. maj.