23-årig mand fremstilles i grundlovsforhør, sigtet for grov vold i Esbjerg
Hændelsen fandt sted lørdag morgen i det centrale Esbjerg. Den forurettede, en 27-årig mand, fik overfladiske skader.
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstiller søndag klokken 08.00 en 23-årig mand, irakisk statsborger, i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, sigtet for grov vold mod en 27-årig mand fra Esbjerg lørdag morgen i området omkring Skolegade i det centrale Esbjerg.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
Den forurettede fik overfladiske skader ved hændelsen, blev behandlet på skadestue og er udskrevet.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere til pressen.
Politiet søger fortsat vidner til hændelsen og opfordrer borgere, der måtte have informationer i sagen, til at kontakte Servicecentret på telefon 1-1-4.