Nytåret begynder med benhård kamp om placeringer, når Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg mødes i onsdagens sene kamp i Ikast. De to klubber ligger lunt i slutspilsfeltet med hver 20 point og to point op til andenpladsen.  

Foto: Yesbjerg/Adobe

– Vi har mødt København i anden turneringshalvdel og har af topholdene kun Herning-Ikast og Aarhus United ude. At vi møder de øvrige tophold hjemme er ikke ensbetydende med, at det bliver let, men kan vi få spillet til at fungere og forsvare vores hjemmebane, er det et superprogram. Der er muligheder, og en sejr over Herning-Ikast kan give os et superafsæt, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Hans mandskab går ind i en spændende og kompakt periode med masser af kampe i HTH Ligaen og EHF Cup. De nære mål er at ende i top fire og få point med over i slutspillet og at gå videre i Europa, hvor onsdagens modstander også er med.

– Herning-Ikast har gjort det fint hidtil, men er svækket af, at Stine Skogrand er ude på grund af graviditet. Startopstillingen er rigtig god, men holdet har nok lidt mindre at skifte ud med, end vi har. Final4 viste, at vi har et højt topniveau, at vi skal have rettet bundniveauet til, og at vi har værktøjer i begge ender af banen til at forbedre os yderligere, siger Jesper Jensen.

Den første træning i det nye år bød på en halv times video og lidt længere tids håndbold med indøvelse af et par taktiske detaljer forud for kampen mod Herning-Ikast. Det handlede mest om at komme i gang efter nytåret.  

Marit Malm Frafjord får ligadebut i en hal, hun kender fra sin tid i Viborg HK, og Rut Jónsdóttir er ligeledes med i truppen.

 

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod Herning-Ikast Håndbold onsdag den 2. januar kl. 20.30 i IBF Arena:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

Leave a Reply