Spillerne må finde de ekstra gear for at nå stort sæsonmål.
Foto: Yesbjerg/Adobe
Team Esbjergs cheftræner følte ved afslutningen på fredagstræningen forud for topbraget i EHF Cup mod SG BBM Bietigheim trang til at minde spillerne om, at det er en kamp i en kategori, hvor hver enkelt må løfte sit spil.
– Vi bruger meget tid på at tale om at kvalificere os til at spille europæisk håndbold, og mange spillere har det som et stort personligt mål. Men så må man også have et ekstra gear, når man spiller disse kampe, hvad vi ikke så i Storhamar, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg førte 23-18 i anden halvleg mod det norske hold, men holdt derefter 12 minutters scoringspause og kom bagud. Opgøret endte 28-28 efter en præstation, der ikke var overbevisende.
Cheftrænerens budskab blev af spillerne modtaget i tavshed, og det syntes at trænge ind.
– Vi skal lave færre tekniske fejl end mod Storhamar, og vi ved, at vi skal være skarpe, når vi spiller europæisk for ikke at få for mange kontraer imod os. Vi kan spille hurtigt, og det tror jeg, Bietigheim kan få problemer med, men det kræver, at vi gør vores job. Man skal i hvert fald vinde sine hjemmekampe, hvis man har ambitioner og at gå videre fra gruppen, siger den norske skytte, Kristine Breistøl.
Hun har lagt mærke til den polske back, Karolina Kudlacz-Gloc, der scorer mange mål for tyskerne, og det samme har Jesper Jensen. Blandt flere profiler.
– Bietigheim har et fint hold og har spillet mange europæiske kampe og mange kampe sammen som hold. Kudlacz og Laura van der Heijden skyder mest fra bagkæden, og så har de Anna Loerper til at fordele spillet. Men hun er ikke så aggressiv som for fem år siden, siger Jesper Jensen om den tidligere TTH Holstebro-spiller.
Forrige års tyske mestre varmede op til kampen i Esbjerg ved at vinde over Union Halle-Neustedt med hele 36-19 torsdag aften, og dermed er der lagt op til et bundesligabrag mod Thüringer HC, der overtog mesterskabet i fjor, i en større hal i Ludwigsburg onsdag aften. Begge hold har maksimumpoint.
Bietigheim er også stærkt besat på andre positioner end bagkæden. Danske Fie Woller og en af fire spillere fra den hollandske EM-trup, Angela Malestein, scorer flittigt fra fløjene, og der er tyske landsholdsspillere på stregen, høje Luisa Schulze, og i målet, hvor Dinah Eckerle har afløst Tess Wester i denne sæson. Tyskerne har vundet de hidtidige kampe i gruppe A sikkert.
– Vi vil lægge et stort pres på os selv, hvis vi taber en af hjemmekampene. En europæisk kamp er altid en mental prøvelse, for der er usikkerhedsmomenter ved at møde et hold, man ikke kender så godt. Kan vi spille til nul de første 10 minutter og finde ud af, hvordan opgaven skal løses, vil det være fint. Vi er et hold med mange kompetencer og vil gerne have en stor værktøjskasse med mange måder at spille på, siger Jesper Jensen.
Rut Jónsdóttir er fortsat ude med en fodskade.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod SG BBM Bietigheim lørdag den 19. januar kl. 13.00 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.