Team Esbjerg optakt

0
763

Magura Cisnadie i forstærket udgave skal overvindes.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Rumænske SC Magura Cisnadie omgærdes med stolthed i den lille by i Transsylvanien midt i landet, og holdet holder fast i en tredjeplads i den bedste liga, dog langt efter topklubberne Ramnicu Valcea og CSM Bucuresti. Men i den første sæson i EHF Cup har den godt fire år gamle klub haft det hårdt.

Søndag formiddag tager Magura Cisnadie i sin sidste hjemmekamp imod Team Esbjerg, en kamp mellem et pointløst bundhold og gruppe A’s tophold. Så enkelt ser den danske cheftræner, Jesper Jensen, ikke på kampen.

– Vi ved, at det ikke bliver en kamp som den første i Esbjerg. Cisnadie har fået flere spillere tilbage, og holdet førte over Storhamar efter 45 minutter. Men rumænerne har ikke den samme fysik og mulighed for at skifte ud som os, og vi skal holde tempoet og presse dem hele kampen. Det er en opgave, vi skal kunne klare, så vi er sikre på at kvalificere os til kvartfinalen, siger Jesper Jensen.

Magura Cisnadie havde ikke den montenegrinske skytte, Jasna Boljevic, på banen i Esbjerg, og meget af ansvaret lå på 35-årige Adriana Moldovans spinkle skuldre. Team Esbjerg vandt kampen med 41-18.

Præmissen er forholdsvis klar i Cisnadie. Et point vil være ensbetydende med kvalifikation til kvartfinalen i EHF Cup, idet Storhamar Håndball Elite og SG BBM Bietigheim mødes indbyrdes senere søndag og ikke begge vil kunne nå op på otte point med to spillerunder tilbage. Vinder Team Esbjerg, og Bietigheim får point i Hamar, er førstepladsen sikret inden den sidste kamp mod Storhamar i Blue Water Dokken næste søndag.

– En udfordring i Rumænien bliver, at vi ankommer ret sent lørdag og spiller tidligt rumænsk tid søndag. Derfor når vi kun at lave lette øvelser på hotellet ved ankomsten. Og så ved man aldrig, hvad der venter af dommere og publikum på udebane, siger Jesper Jensen.  

Afgangen mod Hamborg er kl. 7.00 lørdag morgen, og derfra hedder lufthavnene München og Sibiu inden busturen til Cisnadie, hvor byens indendørsarena har en kapacitet på 1.254 tilskuere.

Team Esbjergs trup er uændret i forhold til den seneste EHF Cup-kamp mod Bietigheim.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod SC Magura Cisnadie søndag den 3. februar kl. 11.30 (kl. 10.30 dansk tid) i Polyvant Hall Magura:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.

Leave a Reply