Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har indgået et forlig med Estavana Polman, som indebærer, at stjernespilleren med virkning fra 30. juni 2022 frit og uden begrænsninger kan indgå ny kontrakt med en klub i ind- eller udland.Hendes aftale med Team Esbjerg løb oprindelig i endnu en sæson.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen oplyser, at flere modeller til en løsning har været på bordet, så parterne kunne skilles og lægge sagen bag sig. Team Esbjerg var indstillet på at leje Polman ud til en anden klub og sikre hende samme løn som i kontrakten, og såfremt hun ville til en klub i udlandet, ville man frigive hende.
Estavana Polman har imidlertid ikke været interesseret i, at Team Esbjerg Elitehåndbold A/S skulle være en del af løsningen, og derfor har parterne nu, via Spillerforeningen, indgået et forlig, hvor man skilles med virkning fra 30. juni 2022.
Det er ligeledes aftalt, at spillerlicensen udleveres øjeblikkeligt, således at EstavanaPolman kan indgå kontrakt med en ny klub i Danmark eller udlandet. Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har ikke stillet nogen begrænsninger, hverken i forhold til klubber i Danmark eller udlandet.
– Det har været en langstrakt og ubehagelig tid for både klubben og Estavana Polman. Vi har i hele forløbet ageret under hensyntagen til klubben og den måde, hvorpå vi driver vores klub. Vi har en vision, en målsætning og ikke mindst en stærk kultur, som vi værner om. Samtidig har det ligget os på sinde, at Estavana skal kunne komme videre med sin karriere, siger Bjarne Pedersen.
Bestyrelsesformanden pointerer, at Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har opfyldt de kontraktlige forpligtelser under hele forløbet. Estavana Polman kom til klubben i sommeren 2013 og har udviklet sig til en af den danske kvindeliga og det stjernespækkede hollandske landsholds største profiler. De seneste to sæsoner har dog været præget af alvorlige knæskader.
– Team Esbjerg ønsker det bedste for EstavanaPolman og takker for de mange oplevelser og fantastiske præstationer, hun har været levereti sin tid i klubben. Uden Estavana havde klubben næppe været, hvor vi er nu, siger Bjarne Pedersen.