Home Tags Svindel

Tag: svindel

Svindlere lokker kreditkort fra ældre kvinder

0

Tre ældre kvinder i Ribe blev ringet op af falske bankfolk i fredags.

Svindlere er igen på spil i det syd- og sønderjyske, hvor de prøver at franarre ældre mennesker deres kreditkort og pinkoder. I fredags gik det ud over tre borgere i Ribe.

En ældre kvinde blev først på eftermiddagen ringet op af en kvinde, der udgav sig for at være fra Danske Bank. ”Bankdamen” fortalte, at den ældre kvindes kort var blevet misbrugt og at banken som en service ville komme hjem til hende og hente kortet. Kort efter kom en mand og hentede kvindens kort og pinkode. Efterfølgende blev der hævet en del penge på kvindens kreditkort, inden hun fik kortet spærret. 

En anden kvinde blev samme eftermiddag kontaktet af en falsk bankmand, der fortalte, at hendes kort var blevet misbrugt på Bornholm. Kvindens kreditkort blev hentet kort tid efter og en del penge hævet. En tredje kvinde fik at vide, at der var blevet overført en del penge fra hendes kreditkort til udlandet. En mand kom et kvarter senere for at hente kortet. Kvinden havde da fattet mistanke og nægtede at udlevere sit kort, hvorefter manden forlod stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi understreger, at man aldrig skal udlevere sit kreditkort, pinkode eller andre private oplysninger i telefonen eller til fremmede. Din bank og andre myndigheder vil aldrig bede om kontooplysninger, pinkoder eller lignende oplysninger i telefonen – og de vil ikke sende en medarbejder hjem til dig for at hente dit kort. Er du i tvivl om du er blevet kontaktet af din bank eller en svindler, så kan du ringe til politiet på 1-1-4 og få hjælp.

Har du en ældre person i din familie eller omgangskreds, så advar dem om svindlen. Tilbyd dem eventuelt at de kan kontakte dig, før de reagerer på henvendelser fra banken. Eller fortæl dem at de kan ringe 1-1-4, hvis de kommer i tvivl, om de er blevet kontaktet af en svindler.

Politiet advarer – nye fupnumre i spil

0

Tro ikke på at det er din bank/kommune/fagforening/retten der ringer og vil have dine bankkonto-oplysninger

Rigtigt mange er efterhånden blevet klar over, at de ikke skal falde for tricket, når engelsktalende med tyk accent fortæller dem, at de kommer fra Microsoft/Windows/Google og lige skal have adgang til deres pc, fordi der er noget galt med den. Der er dog stadig nogle, der lader sig besnakke af bedragerne.

Desværre har også danske bedragere udviklet på fupnumrene.

De ringer op og udgiver sig for at være fra for eksempel en fagforening, der gerne vil donere penge til vedkommende, fra en kommune, der har opdaget, at de har fået for lidt i pension og vil indbetale pengene, fra en bank eller fra retten. 

De seneste tre måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi fået en håndfuld af den type anmeldelser, hvor bedrageren har talt udmærket dansk.

I et tilfælde blev offeret franarret 60.000 kr. – i et andet tilfælde over 50.000 kr.

Vi kan kun gentage, at man aldrig – og vi gentager aldrig – skal give sine betalingskort-oplysninger, info om NemId eller bank-oplysninger videre til folk i telefonen. En myndighed vil aldrig nogensinde ringe og bede om den type informationer. Det vil banker og fagforeninger heller ikke.

Ofrene er ofte ældre mennesker. Så tal gerne med de ældre i din familie og omgangskreds om, at den slags bedragerier findes – og at de ikke skal lade sig lokke.