Home Tags Skovbo

Tag: Skovbo

Tyske sundhedsmedarbejdere vælger Esbjerg

Esbjerg Kommune mangler sundhedsfaglige medarbejdere, og derfor gør kommunen nu en særlig indsats for at tiltrække tyskere til kommunens sundheds- og ældreområde. Den første tyske sygeplejerske, Nadine, har netop sagt ja til at starte på et nyt job og nyt liv i Esbjerg.

I Esbjerg Kommune forventer man, at antallet af ældre over 80 år stiger fra knapt 6.000 i 2022 til over 8.000 i 2032. Og mens der bliver flere ældre, er der samtidig stor mangel på uddannet arbejdskraft, der kan give seniorborgerne den pleje og omsorg, der er behov for. Det har fået Esbjerg Kommune til at kigge mod nabolandet, Tyskland.

– Vi mangler medarbejdere i vores ældrepleje, og der er stor interesse fra dygtige tyskere, der allerede er uddannet social- og sundhedsmedarbejder eller sygeplejerske, og som ønsker et andet arbejdsliv end det, de har i Tyskland.

Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Det er især den mere afslappede livsstil, de gode arbejds- og lønforhold og et bedre skolesystem, som giver tyskere lyst til at vælge Danmark og Esbjerg til.

Stor interesse allerede inden kampagne

En markedsføringskampagne, som skal tiltrække tyske medarbejdere til Esbjerg, er lige på trapperne. Men allerede inden kampagnen er skudt i gang, har et enkelt Facebook-opslag fra en af kommunens social- og sundhedsassistenter, der selv har tysk baggrund og har arbejdet i kommunen i mange år, ført til, at de første ni tyskere, der er uddannet enten social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, har været til en indledende samtale eller er på vej til det.

- Flere af de tyske ansøgere kan allerede forstå og tale noget dansk. Fordi vores sprog og kultur minder meget om hinanden, virker det til, at de hurtigt tager sproget til sig. Enkelte har allerede søgt og opnået autorisation, og i det hele taget er der tale om dygtige mennesker, som på alle måder viser, at de gerne vil Danmark – og Esbjerg, siger direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Nadine har valgt Esbjerg

En af dem er tyske Nadine på 27 år, der er uddannet sygeplejerske. Hun er på baggrund af det nye initiativ allerede på vej til Esbjerg Kommune og starter fra august i et introduktionsforløb på 20 timer om ugen på klinikken på plejehjemmet Skovbo i Esbjerg. Kommunen sørger selvfølgelig for at lære Nadine op, så hun i den første tid går med danske sygeplejersker og kan øve sig i sproget og samtidig være en del af en dansk arbejdssammenhæng.

– Jeg glæder mig til at starte i mit nye job og blive en del af et godt fagligt fællesskab med gode kolleger. Og så ser jeg også frem til at få lidt mere tid til at leve og opleve, når jeg flytter til Esbjerg. Jeg ved, at I i Esbjerg og Danmark er gode til at skabe balance mellem arbejdsliv og fritid, fortæller Nadine.

Som en del af initiativet vil de tyskere, der er interesserede i et arbejde i Esbjerg Kommune, blive tilbudt sprogundervisning, ligesom kommunens bosætningskonsulenter står klar til at hjælpe med alle de praktiske ting, der er forbundet med at flytte, f.eks. at finde en god bolig, skole og daginstitutionsplads. Også tilbud om sociale netværk er en del af hjælpen til de nye, tyske tilflyttere.

Foto: Esbjerg Kommune

Frivillige spreder juleglæde på Skovbo

0

Torsdag den 3. december kan beboerne i ældreboligerne og i plejehjemmet Solglimt på Skovbo-Centeret i Esbjerg se frem til en tidlig julegave. Brugerrådet på Skovbo har besluttet at uddele blomster og chokolade til alle beboere som et lyspunkt i en tid, hvor det ikke er muligt at holde for eksempel julemarked, julefrokost og julebanko.

Skovbo-Centeret plejer at summe af god julestemning, når frivillige fra brugerrådet hvert år i december arrangerer julehygge i form af blandt andet julemarked, julefrokost og julebanko. Coronasituationen betyder desværre, at disse aktiviteter ikke kan gennemføres i år. I stedet kan beboerne på centret nu se frem til en tidlig og uventet julegave, når brugerrådet torsdag den 3. decemberuddeler blomster og chokolade til hver enkelt beboer i de ca. 80 lejligheder på fløjene på Skovbo og til de 20 beboere i plejehjemmet Solglimt.

Anderledes julehygge

– Normalt er der stor opbakning, når vi holder julehygge på Skovbo med både julemarked, julefrokost og julebanko. Jeg ved, at det er aktiviteter, som mange af beboerne plejer at se frem til. I år bliver julen anderledes, men beboerne skal ikke undvære julehygge. Derfor har brugerrådet taget initiativ til at bestille og uddele blomster og chokolade, der forhåbentlig kan give lidt julehygge rundt omkring. Med denne hilsen fra brugerrådet vil vi gerne signalere, at vi glæder os til, at det forhåbentligt snart bliver muligt at genoptage aktiviteter, der er til stor glæde for alle, siger formanden for brugerrådet, Karen Nielsen.

Formanden for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog, glæder sig over initiativet:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til brugerrådet på Skovbo for det fine initiativ. Jeg er sikker på, at sådan en uventet julehilsen vil sprede glæde blandt beboerne på Skovbo. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan frivillige kan gøre en forskel og være med til at skabe rammerne for det gode liv, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

De otte medlemmer af brugerrådet ser frem til, at enten de eller personalet kan uddele julehilsenen til beboerne på Skovbo. Uddelingen vil ske på en måde, så alle nødvendige krav til afstand m.v. kan overholdes.