Home Tags Politiet

Tag: Politiet

Datalæk ved lægehus

0
Img 8003 1

Efter datalæk hos alles Lægehus: Vær ekstra opmærksomme på svindel med brug af personlige oplysninger

De stjålne data hos alles Lægehus A/S er lækket. Det betyder, at nuværende og tidligere patienter skal være ekstra opmærksomme.

Det er nu konstateret, at de patientoplysninger, som alles Lægehus A/S i december fik stjålet, er blevet lækket. Det er derfor vigtigt, at patienter og tidligere patienter hos lægehuset er ekstra opmærksomme i forhold til svindel. 
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker sagen intenst i samarbejde med Nationalt Cyber Crime Center (NC3) og med bistand fra alles Lægehus. 

”Vi opfordrer alle patienter, tidligere patienter og andre berørte hos lægehuset til nu at være ekstra opmærksomme. De lækkede oplysninger er som udgangspunkt ikke farlige i sig selv, men de kan potentielt blive brugt som baggrundsinformation i et svindelnummer”, siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose, som er leder i afdelingen for organiseret og økonomisk kriminalitet hos Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Det drejer sig om flere forskellige typer personlige oplysninger som eksempelvis CPR-numre og telefonnumre, der er lækket. 

”Vær derfor opmærksom, hvis nogen uopfordret tager kontakt til dig. Også selv om de kender til nogle personlige oplysninger om dig. Stop kontakten og tag selv kontakt via de officielle kanaler” siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose. 

Selve datalækket er anmeldt til politiet og efterforskes. Hvis du er eller har været patient hos alles Lægehus og bliver udsat for svindel, så kontakt politiet på tlf. 1-1-4, som alle borgere henvises til. I den situation vil vi derudover gerne have information om din tilknytning til alles Lægehus. 

FAKTA

HUSK ALTID

Smæk røret på og døren i, hvis nogen uopfordret kontakter dig. Hverken banker eller andre myndigheder kontakter dig på den måde. 
Kontakt selv din bank eller myndighed på det officielle nummer, eller kontakt en, du har tillid til, hvis du har brug for hjælp. 
Anmeld svindel til politiet på 1-1-4.  

Fængselsdom for omfattende butikstyverier i Esbjerg

0
Unavngivet 2 1

En 45-årig mand skal ni måneder i fængsel for blandt andet 26 tyverier af skrabelodder, kød, tøj og alkohol fra butikker i det centrale Esbjerg.

En 45-årig mand fra Esbjerg er ved Retten i Esbjerg blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for blandt andet 26 tyverier af skrabelodder, kød, tøj og alkohol fra butikker i det centrale Esbjerg.

Butikstyverierne fandt sted i 2022 og 2023, og de stjålne varer repræsenterede en værdi på i alt 70.000 kroner.

Der var tale om en udeblivelsesdom, der blev afsagt i sidste måned.

Politiet forlænger visitationszonen i Esbjerg i yderligere en måned

0

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at forlænge den eksisterende visitationszone i Esbjerg i yderligere en måned.

Det sker i medfør af politilovens paragraf seks.

Formålet med forlængelse af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved så vidt muligt at sikre, at personer ikke bærer eller besidder våben.

Visitationszonen omfatter et område afgrænset af E20 – Dokken – E20 – Adgangsvejen – H.E. Bluhmes Vej – Sædding Strandvej – Gudenåvej – Stenhuggervej – Smedevej – Sædding Ringvej – Gjesing Ringvej – Kjersing Ringvej og tilbage til E20 inklusive de nævnte gader.

Se også vedhæftede kort.

Forlænges en måned

Visitationszonen bliver forlænget fra og med lørdag den 17. november 2018 klokken 18.00 til mandag den 17. december 2018 klokken 18.00.

I zonen kan politiet foretage stikprøvevise visitationer af personer, genstande og køretøjer.

Anspændt situation

Visitationszonen blev oprettet den 17. august, og det er således tredje gang, at Syd- og Sønderjyllands Politi beslutter at forlænge visitationszonen.

Baggrunden for forlængelsen er den fortsat anspændte situation i Esbjerg mellem to lokale grupperinger. Politiet finder således stadigvæk våben i forbindelse med visitationerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi er bekendt med forlydender om, at der for nyligt skulle være indgået en fredsaftale mellem de to grupperinger. En eventuel fredsaftale får dog ikke politikredsen til umiddelbart at ændre strategi i forhold til visitationszonen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har således ikke et entydigt billede af, at de to grupperinger reelt har sluttet fred.

Visitationszonen har til den 14.11. 2018 givet følgende resultater:

  • 619 visitationer
  • 19 våbenlovssager
  • 6 knivlovssager
  • 1 konfiskation jf. strfl. §77A (skudsikker vest)
  • 54 sager vedr. lov om euforisende stoffer
  • 13 færdselssager, heraf blandt andet seks §54 (kørsel under påvirkning af stoffer), tre kørsel uden førerret, en kørsel i frakendelsetiden.
  • 1 sag vedr. fornærmelig tiltale mod politimand
  • 1 sag vedr. ordensbekendtgørelsen.
  • 1 lov om forbud mod visse dopingmidler

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.