Et tip fra en borger førte til, at politiet har kunnet sigte et ungt par for røveri mod et ældre ægtepar.
Et tip fra en borger har ført til, at Syd- og Sønderjyllands Politi har kunnet opklare et gaderøveri i Bramming.
Det var et ældre ægtepar, der den 20. september i år på gågaden i Bramming blev passet op af et ungt par. Den unge mand truede dem med en kniv og forlangte at få deres mobiltelefon og pung. Da parret nægtede at udlevere noget, løb det unge par fra stedet uden at få noget med sig.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i går sigtet og afhørt en 16-årig mand og en 17-årig kvinde. Manden erkendte røveriet, mens kvinden erkendte, at hun var på stedet. Efter afhøring er de blevet løsladt, og sagen skal på et senere tidspunkt behandles i retten.
Orientering om den afsluttende del af sag mod 35-årig mand fra Bramming.
Der forventes kendelse vedrørende skyld torsdag den 10. december og dom onsdag den 16. december
Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere orienteret om en omfattende verserende sag. Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 35-årig mand fra Bramming for at have kontaktet i alt 111 mindreårige drenge i perioden fra 2016 til 2018.
Sagen blev indledt som nævningesag ved Retten i Esbjerg onsdag den 12. august 2020. Sagen blev berammet over 35 retsdage med forventet domsafsigelse medio november 2020.
Der er nu gennemført 19 retsdage. Bevisførelsen forventes at fortsætte over yderligere syv retsdage, som i al væsentlig afvikles for lukkede døre af hensyn til de forurettede.
Et betydeligt antal forurettede er desuden beskyttet af et navneforbud, ligesom retsplejelovens § 1017 b, stk.1, indeholder et forbud mod at offentliggøre oplysninger om de forurettedes identitet.
Når bevisførelsen er afsluttet, forventes dørene at blive åbnet, således at pressen atter kan følge sagen.
Retten har nu truffet beslutning om sagens afsluttende forløb, og vi orienterer derfor med henblik på at give mediernes repræsentanter oplysninger til brug for tilrettelæggelsen af en eventuel dækning af sagen.
Sagens afsluttende forløb forventes at blive således:
Mandag den 9. november 2020 kl. 9.00: Anklagerens procedure om skyldspørgsmålet Onsdag den 11. november 2020 kl. 9.00:Forsvarerens procedure om skyldspørgsmålet
Torsdag den 10. december 2020 kl. 9.00: Afsigelse og oplæsning af kendelse vedr. skyld
Mandag den 14. december 2020 kl. 9.00:Dokumentation vedr. tiltaltes personlige forhold Parternes procedure om straf og frakendelse
Onsdag den 16. december 2020 kl. 9.00:Domsafsigelse
Genkender du denne mulige gerningsmand til forsøg på røveri i Bramming?
Hændelsen fandt sted søndag den 20. september klokken 20.19 i Borgergade i Bramming.
Foto: Politiet
Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af et forsøg på røveri, der fandt sted søndag den 20. september 2020 klokken 20.19 i Borgergade i Bramming.
Ved hændelsen forsøgte en gerningsmand med en kniv at true et ægtepar til at udlevere punge og mobiltelefoner, hvilket dog mislykkedes, da parret nægtede. Herefter flygtede gerningsmanden fra stedet i retning mod gågaden, hvor en mulig medgerningskvinde ventede.
Signalement
Signalement af gerningsmanden:
Mand
15 – 20 år
170 – 175 centimeter høj
Spinkel af kropsbygning
Hvid hudfarve
Talte dansk
Var iført grå hættetrøje, hvor hætten var trukket op over hovedet. Muligvis var han iført en mørk jakke ud over den grå hættetrøje
Var bevæbnet med en mindre kniv
Politiet har intet signalement af den mulige medgerningskvinde.
Se også foto og videoklip fra overvågningskamera, optaget umiddelbart før hændelsen fandt sted, i bunden af denne side.
Hvis du mener at genkende den formodede gerningsmand eller har andre informationer i sagen, kan du kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.
En 20-årig og en 24-årig mand fra Esbjerg vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i nogen tid efterforsket mod bandemiljøet i Esbjerg. I den forbindelse gennemførte vi i dag mandag ransagninger på flere adresser i Esbjerg. På en af adresserne traf politiet to mænd på 20 og 24 år med tilknytning til bandemiljøet. Begge var eftersøgt og blev anholdt.
De to mænd vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Den 20-årige er sigtet for grov vold, og den 24-årige er indtil videre sigtet for flere overtrædelser af et opholdsforbud.
Anholdelserne har intet med skudepisoden natten til mandag i Esbjerg at gøre.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved retsmødet. Vi har derfor i øjeblikket ikke yderligere oplysninger.
Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune går sammen om en onlinekampagne.
Foto: Esbjerg Kommune
Hvad har brandmanden politibetjenten hjemmesygeplejersken Esbjergs borgmester og politidirektøren for Syd- og Sønderjyllands Politi til fælles?
De sætter ansigt på en kampagne på sociale medier, der skal minde borgerne i Esbjerg Kommune om, at det er vigtigt at holde fast i de enkle, men effektive metoder til at mindske antallet af smittede med COVID-19:
– Vask ofte hænder eller brug håndsprit – Host eller nys i dit ærme – Undgå håndtryk, kindkys og kram – Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen – Hold afstand – og bed andre tage hensyn
Flere smittede
De fem personer kommer således til at optræde på fotos på kommunens Facebook-side og på politikredsens Twitter-profil med en reminder om de forebyggende corona-råd.
Baggrunden for kampagnen er, at det desværre går den forkerte vej med hensyn til antallet af smittede i kommunen.
Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut er der p.t. 81 smittede med COVID-19 i Esbjerg Kommune. Det svarer til 70 smittede pr. 100.000 indbyggere – og dermed et så højt tal, at Esbjerg er havnet på Sundhedsstyrelsens liste over kommuner, hvor det er ekstra vigtigt at følge udviklingen.
Vigtigt at holde fast
– Borgerne i kommunen har generelt gjort det rigtig godt. Og det er på mange måder menneskeligt, hvis man efter så mange måneder med COVID-19 måske begynder at slække på de daglige rutiner, der ellers er med til at holde smitten nede. Men netop nu er det vigtigt, at vi holder fast. For udviklingen går lige nu i den forkerte retning i kommunen, understreger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen.
Det er ikke første gang, at Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune kører tæt parløb i forbindelse med corona-situationen.
I april gik parterne også sammen for at sikre, at Esbjergs centrum og andre velbesøgte steder i kommunen kunne genåbne, uden at der opstod problemer i forhold til de aktuelle forsamlingsforbud.
Positiv kampagne
Politidirektør Jørgen Meyer fremhæver, at der er tale om en positiv kampagne med fokus på at huske de fem gode råd. Kampagnen skal ikke ses som et udtryk for, at der bliver peget fingre af nogen.
– Både borgere og virksomheder har opført sig eksemplarisk, selvom vi igennem mange måneder har stået i en helt ekstraordinær situation. Vi har reelt set haft få hændelser, hvor politiet har måttet tage bødeblokken frem, fordi corona-reglerne ikke har været overholdt. Vi har lavet en kampagne, hvor vi gentager de enkle råd og minder borgerne om, at rådene stadig er vigtige at følge, pointerer Jørgen Meyer.
Fælles ansvar
Han tilføjer, at vi alle har et fælles ansvar for, at vi får vendt udviklingen og bragt antallet af smittede ned.
– Lad os stå sammen om at få knækket smittekurven. Det kan lade sig gøre ved en minimal indsats fra den enkeltes side, men alt i alt gør indsatsen en stor forskel. Og der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig. Andre steder er der sat en række omfattende, men nødvendige restriktioner i værk for at vende udviklingen. Ingen ønsker, at vi også skal nå dertil i vores politikreds, siger Jørgen Meyer.
Den sigtedes tre-årige opholdsforbud gældende for Esbjerg by blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom ved Vestre Landsret i juni for bandekriminalitet.
En 26-årig mand med bopæl i Bramming blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i knapt fire uger.
Den 26-årige mand er sigtet for at have overtrådt sit tre-årige opholdsforbud, gældende for Esbjerg by, tre gange på få måneder.
Den sigtedes opholdsforbud blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom ved Vestre Landsret i juni 2020 for bandekriminalitet.
Opholdsforbuddet dækker postdistrikterne 6700, 6705, 6710 og 6715 i Esbjerg.
Muligheden for at meddele et opholdsforbud i forbindelse med domme for bandekriminalitet blev vedtaget af Folketinget i 2017.
Den sigtede erkender to af forholdene, men nægter et tredje forhold. Han har ikke kæret varetægtsfængslingen.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 08.45 anmeldelse fra kultur- og studenterhuset Huset Esbjerg om, at de havde modtaget en bombetrussel pr. mail. Politiet har undersøgt stedet, og der var ingen bombe.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 08.45 anmeldelse fra kultur- og studenterhuset Huset Esbjerg, Finsensgade 1 i Esbjerg, om, at de havde modtaget en bombetrussel pr. mail.
Politiet tog initiativ til, at kulturhuset samt nabobygningen, Hovedbiblioteket, blev evakueret, ligesom et større område blev afspærret af sikkerhedshensyn.
Politiets bombehunde undersøgte stedet, ligesom Forsvarets bomberydningshold, EOD, også ankom.
Politiets undersøgelse viste, at der ikke var nogen bombe på stedet, hvorefter afspærringen blev ophævet klokken 11.34.
Bombetruslen bliver fortsat efterforsket.
Syd- og Sønderjyllands Politi har p.t. ikke yderligere til pressen.
I lighed med sidste weekend vil politiet de kommende dage sætte målrettet ind over for kap- og væddeløbskørsel med meget høje hastigheder.
Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over sommeren modtaget flere anmeldelser om streetrace og gennemført målrettede indsatser for at sætte ind over for ulovlig kap- og væddeløbskørsel.
Hændelserne er sket flere steder i politikredsen, og politiet har således gennemført særlige indsatser på området i Esbjerg, Varde, Holsted, Vojens, Aabenraa, Padborg, Toftlund og Holsted.
De seneste hændelser var i sidste weekend i Toftlund og Holsted, hvor politiet kontrollerede i alt 169 køretøjer med i alt 272 personer. Resultatet blev 44 sager, blandt andet om kap- og væddeløbskørsel, der udløste en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, mens 27 biler blev indkaldt til syn.
Vil være konsekvente
Politiet understreger, at tilgangen vil være den samme, hvis der på ny kommer anmeldelser om streetrace.
– Vi har nultolerance over for denne type hændelser, der skaber utryghed og farlige situationer. Der vil fra politiets side fortsat være tale om konsekvent retshåndhævelse i forbindelse med konstaterede lovovertrædelser, understreger politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen, Mads Bruhn Lund, fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet har været til stede ved flere hændelser i weekenden og udskrevet bøder for overtrædelse af færdselsloven.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i slutningen af sidste uge og hen over weekenden modtaget anmeldelser om streetrace fra borgere flere steder i politikredsen.
Får juridisk efterspil
Den første hændelse var fredag aften i Hammelev ved Haderslev, hvor et større antal biler var samlet. Umiddelbart efter politiets ankomst forlod køretøjerne stedet. En af de deltagende biler blev målt til en hastighed på 179 km/t i en 80 km zone, og bilisten kan nu forvente, at sagen får et juridisk efterspil.
Bøder i Aabenraa
Kort efter blev der anmeldt, at et større antal biler var samlet i Holsted, men de var væk ved politiets ankomst. Senere på aftenen fik politiet flere anmeldelser om, at et større antal biler var samlet på Lundsbjerg Industrivej i Aabenraa. Ved politiets ankomst var der cirka 3-400 biler på stedet. Der blev udstedt flere bøder for overtrædelse af færdselsloven, hvorefter køretøjerne forlod stedet.
Bøder i Esbjerg
Lørdag aften modtog politiet nye henvendelser. Der var forlydende om, at der på ny skulle samles et større antal biler på Lundsbjerg Industrivej i Aabenraa. Politiet var synligt tilstede i Aabenraa og omegn, men der kom ingen køretøjer.
Senere på aftenen samledes et større antal biler på havnen i Esbjerg, hvor der var gjort klar til streetrace. Ved politiets ankomst til stedet forlod bilerne området, men inden da blev der udstedt en del bøder for overtrædelse af færdselsloven.
Ser alvorligt på hændelserne
Syd- og Sønderjyllands Politi understreger, at man ser alvorligt på disse hændelser og har derfor fortsat øget fokus på området.
– Streetrace er aldeles uacceptabelt. Dels skaber det farlige situationer i trafikken, dels skaber det utryghed blandt borgerne i de berørte områder. Vi har stort fokus på problemstillingen, og vi vil fortsat gennemføre målrettede indsatser for at bringe dette uvæsen til ophør. Der vil fra politiets side fortsat være tale om konsekvent retshåndhævelse i forbindelse med konstaterede lovovertrædelser, understreger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han opfordrer desuden borgerne til at kontakte politiet på 1-1-4, lige så snart de får kendskab til, at der er optakt til streetrace.
Syd- og Sønderjyllands Politi betragter sagen som opklaret og har sigtet en 14-årig dreng, en 15-årig pige og en 18-årig mand.
Syd- og Sønderjyllands Politi søgte tirsdag den 14. juli vidner til et overfald på en 15-årig dreng, begået på Ringen i Esbjerg.
Politiet er nu færdig med efterforskningen og betragter hændelsen som opklaret.
Efterforskningen har vist, at der – i modsætning til de første oplysninger i sagen – ikke har været tale om et groft umotiveret overfald på den 15-årige dreng, men om et internt hævnopgør, der blev optaget på video, og hvor drengen kom lettere til skade.
Politiet har sigtet tre gerningsmænd i sagen, en 14-årig dreng, en 15-årig pige og en 18-årig mand.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.