Home Tags Oversvømmelse

Tag: oversvømmelse

Ingen tilskadekomne i regnen – Se læsernes vilde billeder

0
Img 6273 1

Store mængder nedbør skabte oversvømmelse flere steder – ingen meldinger om tilskadekomne.

Motorvejen er åben igen. Andre steder giver vandet fortsat problemer, og veje er lukkede. Vær særligt opmærksom i trafikken.

De alle læsernes billeder her

Fotos fra Michael Sp Pedersen

Fredagens store mængder nedbør resulterede i oversvømmelser i specielt Esbjerg Kommune, enkelte steder i Vejen Kommune og i Varde Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forbindelse arbejdet tæt sammen med Vejdirektoratet, Sydvestjysk Brandvæsen og Region Syddanmark om at løse de problemer, der opstod. Det er sket i regi af den Lokale Beredskabsstab.

Nogle bilister blev fanget i vandmasserne og måtte forlade deres køretøj i vandet. Det var blandt andet tilfældet på motorvejen samt Vestkystvejen. Enkelte af dem havde brug for hjælp til at komme derfra, hvilket vi sammen med øvrige myndigheder bistod til. Sydvestjysk Brandvæsen har fået 7 udkald til den opgave fredag i Esbjerg Kommune samt 1 udkald lørdag i Varde Kommune. Til ét udkald havde passagerer i fire biler brug for assistance til at komme derfra. 

Alle personer blev hjulpet ud af vandmasserne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke modtaget anmeldelse om tilskadekomne i forbindelse med oversvømmelserne.

Politiet er blevet kontaktet cirka 300 gange af borgerne om problemer med vandmængderne, og her drejede cirka 100 henvendelser sig om motorvejen, der var oversvømmet og derfor lukket.
I den forbindelse strandede mange bilister samt lastbiler på motorvejen. Da motorvejen var spærret af, blev trafikken vendt, så bilisterne først kunne komme derfra, og dernæst blev lastbilerne vendt, så de også kunne køre derfra. Lørdag formiddag blev de strandede biler på motorvejen fjernet, hvorefter den først åbnede i det vestgående spor og dernæst det østgående. Den var fuldt åben igen omkring klokken 10.

Fredag aften var et boligområde i det nordlige Esbjerg i fare for oversvømmelse, efter en lokal regnvandssø var løbet over på grund af den store mængde nedbør. Med vandafspærringer lykkedes det Sydvestjysk Brandvæsen at lede størstedelen af vandet udenom boligerne – også hjulpet af, at vandstanden i løbet af natten faldt.

En strækning omkring Esbjerg af Vestkystvejen er fortsat lukket på grund af vand på kørebanen. Vi arbejder på at gøre vejen farbar igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med øvrige myndigheder været travlt beskæftiget med at håndtere problemerne og ikke mindst sørge for skiltning og afspærring af de pågældende veje og områder for at undgå, at flere kom i problemer. Vi har, som det ser ud nu, arbejdet på i alt 45 lokationer i Esbjerg Kommune, 8 i Vejen Kommune og 5 i Varde Kommune. Vandet bevæger sig fortsat og kan dermed skabe flere problemer andre steder.

Blandt de større skader er en bro beliggende på Ålbæk Møllevej i Ålbæk kollapset, og vejen vil derfor være lukket i en længere periode.
Det samme er tilfældet på en strækning af Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor vejen er undermineret. Det vil også kræve genetablering, før den igen er farbar.
I Esbjerg omkring krydset Kjersing Ringvej og Østre Gjesingvej, hvor vejen går under jernbanen, vil der også være spærret i længere tid, da området ligger meget lavt. Her holder en lastbil fortsat på tværs i vandmasserne.

Flere veje er derudover fortsat spærrede på grund af oversvømmelse. Vi opfordrer til at være meget opmærksomme i trafikken, følge skiltningen til alternative ruter og ikke mindst respektere de afspærringer, der er sat op.

Hvordan sikres Esbjerg mod oversvømmelser?

To arrangementer i løbet af uge 36 sætter fokus på Klima- og risikostyringsplanen for Esbjerg by og havn, som lige nu er i høring. Tirsdag og torsdag skal der tales om mulighederne for at lave et klimakvarter, en klimapark og stormflodssikring i bestræbelserne for at undgå oversvømmelser.

Foto: Esbjerg Kommune

Alle interesserede er velkomne, når Esbjerg Kommune inviterer til at tale om nogle af de emner, som den kommende Klima- og risikostyringsplan for Esbjerg by og havn handler om. Det sker tirsdag og torsdag aften kl. 18.30.

Med udgangspunkt i planen inviteres beboere omkring Esbjerg Rådhus og Strandbyparken i Spangsbjerggade til et aftenarrangement. I løbet af et par timer får deltagerne en kort introduktion til, hvad et klimakvarter er og hvordan rådhuskvarteret kan komme til at spille en rolle for at undgå oversvømmelser omkring Strandby Plads. Beboere fra Middelfart og Odense kommer for at dele erfaringer med at etablere klimavenlige løsninger. Arrangementet planlægges som en gåtur fra Esbjerg Rådhus med slutdestination i Strandbyparken, hvor en klimapark kan komme på tale. Gennem hele arrangementet bidrager konsulenter fra Rambøll med viden og sparring omkring løsningerne.

”Jeg ser meget frem til mødet, hvor vi endelig kan komme ud og tale om elementerne i Klima- og risikostyringsplanen med de borgere, som kan blive berørt af vandet og mulige kommende tiltag, der skal forhindre oversvømmelser. Målet er at gøre Esbjerg robust, og det vil kræve mange forskellige tiltag. Dialogen omkring tiltagene tidligt i processen skal sikre, at vi får de bedste løsninger,” siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

Allerede torsdag aften er Karen Sandrini klar til at tale om vand igen, når Strandby Plads danner rammer om næste borgerarrangement. Her inviteres der til et kig tilbage på 1981, hvor området tæt på havnen stod under vand. Det historiske tilbageblik leveres af Jørgen Dieckmann Rasmussen, leder af Esbjerg Byhistoriske Arkiv, suppleret af filmklip fra dengang. Derefter præsenteres en mulig linjeføring til sikring af by og havn.

Tilmelding til arrangementerne skal ske her: www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/planer/kommuneplan/aendringer-i-kommuneplanen/hvordan-sikrer-vi-esbjerg-mod-oversvoemmelser

Ny klima- og risikostyringsplan får input fra oversvømmelsestruede borgere

0
Plan & Miljøudvalget har netop godkendt rammerne for, hvordan en kommende klima- og risikostyringsplan skal udarbejdes for dele af Esbjerg. Beboere i oversvømmelsestruede og nærliggende kvarterer inviteres med i planprocessen i løbet af efteråret.    
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse, og hvor oversvømmelsen vil være til fare og stor skade med vidtrækkende konsekvenser.   
I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan, som undersøger, hvordan store mængder havvand skal håndteres. I Esbjerg kommer planen dog både til at handler om hav-, grund- og regnvand, som hver for sig og i kombination kan skabe oversvømmelser.  

Forebyggelse og sikring
Planen kommer til at indeholde mål for, hvordan oversvømmelser håndteres og hvilke indsatser, der kan sættes i gang før, under og efter en evt. oversvømmelse. Det handler både om forebyggelse, sikring og beredskabet under en oversvømmelse.   Processen er allerede gået i gang, og Esbjerg Havn, DIN Forsyning og Sydvestjysk Brandvæsen arbejder sammen med kommunen om at få udarbejdet en plan.  

Vandet skal samle vandene
I dag har Plan & Miljøudvalget godkendt, at planprocessen også kommer til at involvere en høj grad af borgerinddragelse. I tre udvalgte områder bliver beboere inviteret til at give deres besyv med, blandt andet via en app, når der skal arbejdes med konkrete tiltag, som skal mindske oversvømmelsesrisikoen. Et af områderne bliver i kvarteret omkring Esbjerg Rådhus.  

“Det lokalkendskab, som beboerne kan bidrage med, er vigtigt i forhold til at finde de smarte løsninger, som giver mening. Denne plan skal have mange ejere, fordi vi er fælles om at stå med problemet, når først vandet kommer. Med planen bliver vi i stand til at håndtere vandet på måder, som giver mening i et større perspektiv”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Klima- og risikostyringsplanen skal være færdig i midten af 2021, og inden planen vedtages, vil den også komme i offentlig høring.