Home Tags Offentlig

Tag: offentlig

Koncertaften med soliststuderende

0


4 studerende fra musikkonservatoriets nye solistuddannelse CCA (contemporary creative artist) præsenterer deres kunstneriske virke ved 4 personlige og meget forskellige koncerter d. 11/12.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Ved lanceringen af uddannelsestilbuddet, som er det første af sin art i Danmark, viste der sig hurtigt stor interesse, men kun 4 passerede nåleøjet og blev optaget. Efter deres første semester gør de nu status i form af 4 små offentlige koncerter, hvor de præsenterer deres egne kompositioner.

Guitaristen Martin Lau, som lægger ud, fortæller om sit kunstneriske univers: “Jeg har til den her koncert skrevet en håndfuld kompositioner, som alle udfordrer hvordan jeg tidligere har skrevet musik, ved at lade hver komposition få ét fokuspunkt. Blandt andet beskæftiger ét nummer sig med forskellige taktarter, ét med intonation og ét med forskellige notationsmetoder, som alt sammen har været en hjælp til at komme ud af de vante former og redefinere min kompositionsproces“.

Violinisten Liv Vester Larsen har oprindeligt sit afsæt i folkemusikken, men har altid bevæget sig i spændingsfeltet mellem genrerne. Til denne koncert har hun arbejdet med musik, der er dedikeret til naturen og musik der har naturen som inspirationskilde, f.eks. en hyldest til årstidernes skiftende vejr.

Aftenens anden violinist, Annelene Toft Christensen, har for alvor taget solisttitlen til sig og optræder ganske solo i selskab med sit instrument. Til gengæld lover hun, at det ikke går stille af sig: “Jeg vil holde et brag af en koncert for at fejre at min violin og jeg nu har kendt hinanden i 22 år. Kom og hør, hvad der kommer ud af sådan et venskab!“, opfordrer hun.

Koncerterne er gratis og de optrædende har selv valgt hvor på konservatoriet netop deres koncert finder sted.

PROGRAM:

19:00 – Martin Lau (Café Ørsted)

19:45 – Liv Vester Larsen (Koncertsalen)

20:30 – Annelene Toft Christensen (Lille sal)

21:15 – Malwina Kolodziejczyk (Koncertsalen)

Dørene åbner klokken 18.30.

SDMK

Orgelprofessor tiltræder med offentlig koncert

0

Syddansk Musikkonservatorium har udnævnt den særdeles velrenommerede svenske organist Hans-Ola Ericsson som adjungeret professor. Nu tiltræder han foredrag, masterclasses og en offentlig koncert.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Hans-Ola Ericsson er meget søgt som underviser og har uddannet flere generationer af organister både i Piteå, hvor han har opbygget en orgelklasse med internationalt format. Han er ligeledes i besiddelse af et professorat på McGill University i Montreal, Canada. Fra alle sider får Ericsson pæne skudsmål, hvor bl.a. hans formidlingsevner og faglige autoritet understreges.

Organist og korleder Mikkel Andreassen, der er ansvarlig for konservatoriets kirkemusikalske område, ser frem til at tilknytte endnu en stor kapacitet til uddannelsesområdet: ”Hans-Ola Ericsson er en stor orgelspiller, hvis fortolkninger både hvad angår virtuositet, musikalitet og formsans har internationalt niveau. Han er kendt som fortolker af selv de vanskeligste værker i litteraturen, blandt meget andet orgelværker af Messiaen og et stort antal nyere komponister, som han er særlig ambassadør for. Samtidigt er hans stilkendskab og sans for hele orgellitteraturens repertoire på højeste niveau. Han har indspillet musik fra snart sagt alle tidsaldre.”

Ved den offentlige tiltrædelseskoncert får alle interesserede publikummer lejlighed til at opleve Ericsson spille et spændende program ved konservatoriets Marcussenorgel i koncertsalen. Efterfølgende er konservatoriet vært ved en lille reception.

Hovedpersonen selv udtrykker også begejstring ved udsigten til at blive knyttet til Syddansk Musikkonservatorium: ”Jeg ser frem mod samarbejdet og til at give mine synspunkter for om muligt at styrke regionen hvad angår orgelrelaterede problemstillinger. Ikke mindst ser jeg frem til at komme til at arbejde med de studerende. Jeg har ved mine tidligere besøg i Esbjerg og på Fanø altid fundet denne del af Danmark specielt naturskøn og beroligende.”

  • Søndag d. 2. december klokken 16.00. Der er. fri entré
  • Koncertsalen, Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg
  • Tiltrædelseskoncert med adjungeret professor, Hans-Ola Ericsson
  • Efterfølgende er konservatoriet vært ved et glas

Koncertprogram:

Peteris Vasks: Te Deum (1991)

Georg Muffat: Passacaglia

Joseph Haydn: 6 små stykker for  “Fløjteur”

Johann Sebastian Bach/Max Reger: Kromatisk fantasi (BWV 903)

Olivier Messiaen: Prière avant la communion, Ur Livre du Saint-Sacrement (1984)

Johann Sebastian Bach/Franz Liszt: Einleitung und Fuge aus der Kantate„Ich hatte viel Bekümmernis“

Dietrich Buxtehude: Praeludium i fis mol (BuxWV 146)

John Cage: Souvenir (1983)

Johann Sebastian Bach: O Mensch, bewein‘ dein Sünde Gross (BWV 622)

Johann Sebastian Bach: Præludium og Fuga i  h-mol (BWV 544)

Fakta:

  • Syddansk Musikkonservatoriums kirkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg
  • Det kommende besøg i Esbjerg er Hans-Ola Ericssons første efter udnævnelsen. I dagene efter koncerten underviser han konservatoriets orgelstuderende.
  • En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
  • Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Senest blev oboisten Henrik Goldschmidt udnævnt som adjungeret professor for det klassiske område og jazzbassisten Greg Cohen tilknyttet det rytmiske område.