Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

CERN Udstillingen ”Jagten på Verdens Begyndelse”

0

Hvad består verden af? Hvordan er den opstået og blevet til det, vi kender i dag? Eller er det, vi forstår som verden, bare en gigantisk tankeboble? Og hvorfor eksisterer vi? Det er spørgsmål, som ikke bare har optaget filosoffer, teologer og videnskabsfolk, men som de fleste af os sikkert har stillet i en eftertænksom stund.

Foto: Esbjerg Fotoklub

I det europæiske forskningscenter CERN prøver man at finde nogle af svarene på disse spørgsmål, og fra d. 18.februar kan Esbjergs borgere gennem en fotoudstilling på Phototeket få et direkte indblik i det unikke forskningsmiljø, der eksisterer dér.

CERN (Centre Européenne pour des Recherche Nucleaire) er betegnelsen for den europæiske organisation for ”kerneforskning”, beliggende på den fransk-schweiziske grænse ved Genève. CERN blev grundlagt i 1954 og har siden udviklet sig til verdens førende forskningsanlæg indenfor, hvad der oprindeligt blev kaldt ”atomforskning”, men som i dag omtales om partikelfysik. Anlægget omfatter en 27 km lang, cirkulær partikelaccelerator, 100 m under jordoverfladen og fire store ”eksperimenter” – gigantiske underjordiske måleapparater til at studere sjældne atompartikler, som i dag kun kan fremstilles kunstigt, men som eksisterede i de første sekunder af Universets historie. I den forstand er CERN en tidsmaskine, der lader forskere få et unikt indblik i verdens skabelseshistorie for knap 14 milliarder år siden. 

Omkring 10.000 mennesker har deres daglige gang på CERN, der på mange måder kan minde om et mini-samfund, som eksisterer på sine helt egne, ganske særlige vilkår. Et samfund, hvor alt drejer sig om eksotiske elementarpartikler som  kvarker, neutrinoer, tauoner og myoner, stringteorier og mulige multi-universer.

CERN er mødested for verdens fremmeste fysikere – teoretikere og eksperimentalister – men også et sted, hvor højteknologi udvikles. Blandt de mange spin-off produkter er de såkaldte PET scannere, avanceret proton-terapi mod cancer, ”grid-computing” – og såmænd Internettets nøgleteknologi, html, der danner basis for worldwide web (”www”). 

Claus Madsen har en dobbelt baggrund i fotografi og videnskabsformidling. Han modtog sin fotografuddannelse på Dagbladet Vestkysten og den danske Fotografskole (1970-74) og har sidenhen taget en kandidatuddannelse i Videnskab og Samfund med hovedvægt på videnskabskommunikation. Mellem 1980-2016 var han tilknyttet den europæiske forskningsorganisation for astronomi ESO, en søsterorganisation til CERN, men har også i mange år arbejdet på og med CERN. I dag er han tilknyttet et CERN-projekt til teknologi-fremme. Med denne billedserie om arbejdet og menneskene i CERN beskriver han en helt speciel verden, som normalt er vanskeligt tilgængelig for den brede offentlighed.

Det er første gang, denne billedreportage vises i offentligheden. Åbningen af udstillingen på Phototeket, som finder sted d. 18. februar kl. 16:00, udgør derfor samtidig en verdenspremiere. Paola Catapano fra CERNs kommunikationsafdeling vil forestå den officielle indvielse.

Claus Madsen er medlem af Esbjerg Fotoklub, der præsenterer udstillingen i samarbejde med Hovedbiblioteket i Esbjerg.

I aften fejres mestrenes sejre i 2019 ved årets idrætsfest

0

2019 var et forrygende sportsår i Esbjerg Kommune, og årets sejre bliver fejret, når alle de bedste sportsfolk samles til Idrætsfesten 2020. I år deltager 90 mestre, og samtidig bakker et rekordstort antal gæster op om festen.

90 idrætsmestre, 450 gæster og et program fuld af fest og fejring. Der er lagt op til en fantastisk aften, når Esbjerg Kommune fredag den 21. februar er vært for Idrætsfesten 2020 i Musikhuset Esbjerg. I centrum er toppen af kommunens sportsliv og alle de flotte titler, som de dygtige idrætsudøvere kæmpede sig til sidste år.

Skulderklap til alle mestre

Idrætsfesten hylder idrætsudøvere over 18 år, som i årets løb er blevet danske, nordiske, europæiske eller verdensmestre, og årets liste er både lang og imponerende. Ikke færre end tre europamestre og tre verdensmestre får et velfortjent skulderklap, og det samme gælder hver og en af de andre seje mestre. Sportsfolkene kommer fra 16 forskellige foreninger og dækker idrætsgrene lige fra skydning, agility og dart til håndbold, kampsport og triatlon. Esbjerg Svømmeklub stiller med hele 30 mestre og er dermed den største klub til Idrætsfesten.

“I Esbjerg Kommune er vi stolte af år efter år at kunne samle så mange mestre, der har kæmpet og sejret i de danske og internationale sportsarenaer. Vi har ambitiøse og viljestærke topidrætsfolk, der går efter guldet, og deres sportsånd og succes er til stor inspiration. De er værd at se op til i deres sportsgrene, og de er stærke ambassadører for Esbjerg Kommune ude i verden”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Priser uddeles

Aftenens konferencier er TV2’s sportskommentator og studievært, Thomas Kristensen, der selv er vokset op i Esbjerg, og han guider mestre og gæster igennem aftenens program, der byder på middag og underholdning.

Traditionen tro uddeler borgmesteren Idrætsprisen, og i år er de tre nominerede EfB’s superligahold, Team Esbjergs håndboldkvinder og speedwayholdet i Esbjerg Vikings.

Der skal også udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame, og så er Eskilstunapokalen, som er Esbjerg Idrætsråds lederpris, allerede blevet uddelt til Søren Haahr Jensen, som selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin indsats i Esbjerg Atletik og Motion.

Forhøjet vandstand

0

Der varsles forhøjet vandstand i Vadehavet og den vestlige del af Limfjorden i weekenden. Tjek dmi.dk/varsler/ og se, hvordan du kan forberede dig på brs.dk som har en liste over ting, du kan gøre for at forberede dig mod stormflod.

Foto: DMI

Nu afsløres helhedsplanen for banegårdsområdet og Museumspladsen i Esbjerg

0

Torsdag den 20. februar kl. 16 i Rådhushallen på Esbjerg Rådhus løftes sløret for, hvordan området ved Esbjerg Banegård og op til Museumspladsen kan udvikle sig. Alle er velkomne til at være med til afsløringen.

Tre konkurrenceteams har siden august 2019 arbejdet med at planlægge og visualisere en kommende transformation af banegårdsområdet og Museumspladsen i Esbjerg. Det er sket i en parallelkonkurrence udskrevet af DSB Ejendomme og Esbjerg Kommune i fællesskab. Både før og efter konkurrencen blev udskrevet har naboer og interessenter bidraget til processen bl.a. midtvejs i konkurrencen. De tre konkurrenceteams blev udvalgt på baggrund af en prækvalifikationsrunde, og på torsdag kåres vinderprojektet.

“Vi har fået tre forslag af høj kvalitet, og efter grundige overvejelser er vi i dommerkomiteen blevet enige om at pege på et vinderprojekt, som udmærker sig ved at være et realistisk bud med klare kvaliteter”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, som også er formand for dommerkomiteen, der har bedømt konkurrenceforslagene.

Konkurrenceprogrammet og det hidtidige forløb kan ses via følgende link: www.projekter.esbjergkommune.dk/storbyen/banegaardsomraadet-og-museumspladsen

De 3 konkurrenceteams er:

Hovedrådgiver: Holscher Nordberg

Underrådgivere:

MASU Planning

ATKINS

Birk Jørgensen og Søberg

EDC Erhverv Esbjerg  

Hovedrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten

Underrådgivere:

STED

REDCushman & Wakefield l RED

Via Trafik

Spanggaard & Virenfeldt

Hovedrådgiver: COBE

Underrådgivere:

EKJ Rådgivende Ingeniører

Urban Creators

Mogens A. Morgen

Colliers

Yderligere oplysninger om de indsendte konkurrenceprojekter gives ikke før, at offentliggørelse har fundet sted.

Politi og beredskab er klar til vejrets drillerier

0

Politi og beredskab har fokus på vejrsituationen de kommende dage.
Myndighederne venter ikke, at fortsat regn og ophobet overfladevand vil skabe akutte udfordringer. Omvendt har både politi og de øvrige myndigheder i beredskabet særligt fokus på situationen de kommende dage.

DMI varsler fortsat regn i Syd- og Sønderjylland, og i tilgift er der lokalt også udfordringer med overfladevand, der hober sig op på landjorden.

Syd- og Sønderjyllands Politi, de kommunale redningsberedskaber, Beredskabsstyrelsen, Landsdelsregion Vest og Region Syddanmark har på den baggrund torsdag holdt møde i Den Lokale Beredskabsstab (LBS) for at vurdere situationen.

Der er på nuværende tidspunkt ingen nye akutte udfordringer med hensyn til brud på diger med efterfølgende oversvømmelser i beboede områder m.m., lige som vejrsituationen – med de prognoser der er i øjeblikket – heller ikke ventes at give myndighederne særlige udfordringer.

Omvendt har både politi og de øvrige myndigheder i beredskabet særligt fokus på vejr- og vandsituationen de kommende dage og er som vanligt klar til at håndtere eventuelle hændelser.

Den Lokale Beredskabsstab
I hver af landets 12 politikredse er der under ledelse af politidirektøren etableret en lokal beredskabsstab, der skal koordinere større beredskabshændelser. I de lokale beredskabsstabe indgår der ud over politiet faste repræsentanter fra Totalforsvarsregionen, Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscentre, de kommunale redningsberedskaber og regionerne. Derudover kan selskaber og andre myndigheder tilknyttes LBS’en ad hoc. Det kan for eksempel være Kystdirektoratet, togselskaber, busselskaber m.fl.

Tyvekoster savner ejer

0

Midt- og Vestjyllands Politi gør nu endnu et forsøg på at finde den rette ejer til nogle tyvekoster, der formentlig stammer fra en kirke.

Lyseholdere og andre tyvekoster, der kan stamme fra fra en kirke
I forbindelse med en ransagning på en privat bopæl har lokalpolitiet i Thisted konfiskeret koster, der formentlig er stjålet fra en kirke. Tyvekosterne er blevet fremlyst lokalt uden held, men kan også være stjålet uden for Midt- og Vestjylland.

Der er tale om 19 lysholdere, en vase og to skåle/lysestager.

Hvis nogen genkender tingene eller har en idé om, hvor de hører til, så vil vi gerne høre om det på telefon 114.

Foto: politiet

Vidner søges til trafikulykke

0

Vi søger efter en bilist i forbindelse med en trafikulykke i Ribe. Hændelsen fandt sted klokken 07.58 på Rosen Allé lige efter Jernbanekrydset.

Trafikanterne holdt for rødt for derefter at fortsætte ad alléen. Her påkører en fører i en ældre rød personbil af ukendt mærke en skoleelev uden at standse op efterfølgende. Cyklisten fik knubs ved påkørslen. Vidner eller andre personer med kendskab til hændelsen kan ringe 1-1-4.

2.800 esbjergensere har droppet kød: Få garvet plantespisers råd til en grønnere livsstil i 2020

0

Er dit nytårsforsæt at spise mindre kød? Måske du vil tage springet helt og blive vegetar eller veganer? Ernæringsterapeut Trine Vesteraa har gode råd til dig, der vil spise plantebaseret i det nye år.

Trine Vesteraa har spist plantebaseret i 20 år. Dengang hun droppede kødet, var der langt færre vegetarer og veganere end i dag. Tal fra Coop og Dansk Vegetarisk Forening viser, at der er sket en stor stigning i antallet af vegetarer de seneste år. 2,5 procent af danskerne lever vegetarisk i dag, hvilket svarer til, at 2.800 esbjergensere ikke spiser kød. Trine Vesteraa er ernæringsterapeut og skribent på magasinet Naturli, hvor hun skriver om kost og velvære. Ifølge hende er det især klimaet, som får folk til at spise mere plantebaseret:

– Dyrevelfærd og sundhed er gode grunde til at blive plantespiser, men i dag er det helt sikkert klimaet, der gør, at flere bliver opmærksomme på deres fødevareforbrug. Det er trendy at være ’klimaveganer’, siger Trine Vesteraa.

Hun forklarer, at hun ofte bliver kontaktet af personer, der ønsker at skære de animalske produkter ud af deres kost. Men de har svært ved at komme i gang, da projektet er uoverskueligt for dem.

– Mange har tilgangen, at det er alt eller intet. Men man må jo begynde et sted. Man kan starte med en dag eller et måltid, hvor man ikke bruger animalske produkter og se,hvordan det går, siger Trine Vesteraa.

Trine Vesteraa

Trine Vesteraa har samlet fem gode råd til dig, der vil spise plantebaseret i 2020:

1. Spis varieret: Selvom du spiser overvejende eller komplet plantebaseret, skal du stadig huske at spise varieret, så du får den næring, du har brug for. Sørg for at komme rundt om alle grøntsagsgrupper, og overvej kosttilskud som B12 og D-vitamin, hvis du skærer animalske produkter helt ud af din kost.

2. Lav spændende mad: Ligesom med alt andet mad, så handler det om at variere maden og bruge spændende ingredienser og krydderier, hvis måltiderne skal blive interessante. I dag findes der mange gode kogebøger og hjemmesider med plantebaserede opskrifter, du kan blive inspireret af.

3. Husk at få protein nok: Hvis du sætter forbruget af kød, mælk og æg ned, så mister du proteinkilder. Heldigvis er der masser af alternative fødevarer med højt proteinindhold. Det kan være bønner, linser, nødder og broccoli. Hvis du savner smagen af kød, så kan du få en lignende umamismag ved at bruge for eksempel svampe.

4. Alternativer til kød: I dag er markedet for veganske produkter anderledes end for 20 år siden. Der er mange planteprodukter, som minder om kød. Samtidig findes der mange veganske færdigretter, hvis du har travlt. Husk, at bare fordi færdigretter er uden kød, er det ikke ensbetydende med, de er sunde. Der er masser af vegansk junkfood.

5. Animalsk indhold: Vær opmærksom på, at selvom en fødevare tilsyneladende ikke indeholder kød, så kan den stadig indeholde animalske ingredienser. Læs på fødevaredeklarationen, hvis du er i tvivl.

72-årig mand anholdt for vold mod kvinde på Fanø

0

En 63-årig kvinde er fløjet til behandling på Odense Universitetshospital. Hun er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 01.54 anmeldelse om en 63- årig kvinde, der var blevet udsat for grov vold i Sønder Ho på Fanø.

Ved ankomst til adressen bliver en 72-årig mand fra Frederiksberg anholdt og sigtet for grov vold, mens den 63-årige kvinde er fløjet til behandling på Odense Universitetshospital.

Hun er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands har spærret af på stedet af hensyn til efterforskningen og skal foretage undersøgelser det meste af dagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen.

MF Anders Kronborg (S), fjernvarmedirektør og borgmester besøger Din Forsyning i Esbjerg

0

Anders Kronborg besøger fredag d. 14. februar Din Forsyning i Esbjerg. Her vil han sammen med direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, og Esbjergs borgmester og formand for Dansk Fjernvarme, Jesper Frost Rasmussen (V), få et kig ind i morgendagens grønne fjernvarmeproduktion.

Din Forsyning leverer i dag varme til godt 25.000 husstande i både Esbjerg og Varde Kommune og er dermed en af Danmarks største leverandører af fjernvarme.

Af den grund er Din Forsyning derfor en særligt interessant case i den grønne omstilling fra fossilbaseret til grøn varme.

Selskabet står over for at udfase brugen af kulbaseret opvarmning, når det Ørsted-ejet Esbjergværket lukker ned med udgangen af 2022. I stedet er selskabet midt i forberedelserne med en hidtil uset stor omlægning, der sikrer integrationen mellem el og varme. Varmen skal fra 2023 i stedet for kul komme fra vedvarende energikilder, der sikrer en kraftig reduktion af CO2-udledninger.

”Esbjerg er et af de mest interessante områder i klima-Danmark lige nu, fordi den totale udfasning af kul er nært forestående. Brugen af ny teknologi skal sammen med elektrificeringen overtage varmeproduktionen i en skala, der er virkelig stor, og derfor også relativt uafprøvet herhjemme,” siger Kim Mortensen, og fastslår:

”Det er en øvelse resten af Danmark også kommer til at stå overfor, og Din Forsyning giver derfor også et unikt indblik i, hvordan fremtidens CO2-neutrale Danmark kommer til at se ud,” siger han. 

Som en del af omlægningen vil der bl.a. blive installeret et 50 MW havvandsvarmepumpe-anlæg, der skal transportere varme fra havet ud i borgernes radiatorer. Sammen med store fliskedel- og elkedel-anlæg på hhv. 50 og 30 MW og overskudsvarme fra industrien udgør det et unikt mix af energikilder og stiller nye store krav til vores elsystem.

Derfor glæder Anders Kronborg sig også til at få et indblik i planlægningen, så han kan tage erfaringerne med sig tilbage til arbejdet på Christiansborg, hvor han til daglig er medlem af Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg.

”Da jeg var medlem af kommunalbestyrelsen i Esbjerg Kommune, så var jeg udpeget til bestyrelsen i Din Forsyning. Jeg har allerede et stort kendskab til området, og som Folketingsmedlem følger jeg udfasningen af kul meget tæt, så jeg glæder mig til at blive opdateret på sidste nyt. Esbjerg som Danmark Energimetropol og Dansk Fjernvarme er to vigtige brikker i den grønne omstilling”, siger Anders Kronborg.

Besøget på Din Forsyning finder sted fredag d. 14. februar kl. 11.00-13.00.