Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Sådan bruger du mundbind i det offentlige rum

0

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag materialer med gode råd til, hvornår og hvordan du skal bruge mundbind, når du forlader dit hjem og er ude blandt andre mennesker. Materialerne beskriver også, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger dit mundbind.

Fra i morgen, lørdag den 22. august, bliver det et krav at bære mundbind i den kollektive transport. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at personer i øget risiko for at blive alvorligt syge med COVID-19 bruger mundbind, når det ikke er muligt at holde 2 meters afstand, fx i indkøbscenteret, ved en familiesammenkomst eller et kulturelt arrangement. 

”Mundbind i det offentlige rum er ikke et normalt syn i Danmark, og for mange af os er det en helt ny situation, som vi skal lære at håndtere. Man kan let blive lidt usikker på, hvornår man egentligt skal bruge mundbindet, og hvilken type man skal vælge for bedst at beskytte andre og sig selv. Derfor har vi samlet en række gode råd om mundbind for at klæde alle bedre på til i morgen, hvor mundbind bliver et krav i den kollektiv transport,” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen. 

Afstand er effektivt til at forhindre smittespredning, men når samfundet åbner mere, og folk rykker tættere sammen indendørs er det svært at holde afstand. Mundbind kan derfor være et ekstra smitteforebyggende tiltag til at bevare kontrollen over epidemien. Det hjælper også til at beskytte dem, der er mest sårbare, så de også har mulighed for trygt at kunne bevæge sig uden for deres hjem. 

Korrekt brug af mundbind

Det er ikke lige meget, hvordan mundbind bruges, hvis det skal beskytte en selv og andre. Når først man har mundbindet på, er det er vigtigt, at man ikke rører ved det. Man kan nemlig komme til at smitte sig selv med viruspartikler, som kan sætte sig på mundbindets overflade.

”Det er vigtigt, at vi alle kender den rigtige måde at bruge mundbind på. Du bør forsøge at tage det af og på ved kun at tage fat i elastikkerne og uden at røre ved selve mundbindet, da du ellers kan risikere at smitte dig selv. Derfor er det også en god ide, at du altid har en lille flaske med håndsprit i tasken eller på dig, så du kan sørge for at have rene hænder, når du tager det af og på, eller hvis du skal justere på det,” fortsætter Bolette Søborg.

Et mundbind er et ekstra tiltag og ikke en erstatning til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, hvordan vi forebygger smitte.

”Vi skal fortsat huske god håndhygiejne, forsøge at holde 1-2 meters afstand til hinanden og huske at blive hjemme, hvis vi er syge, eller tror vi er blevet smittet med ny coronavirus. Disse er de mest effektive tiltag til at reducere smittespredning,” slår Bolette Søborg fast.

Susanne S. Pedersen genudnævnt til institutleder for Institut for Psykologi på SDU

0

Professor Susanne S. Pedersen har siden 2014 bestridt posten som institutleder for det dengang forholdsvis nystartede institut på SDU med stor succes og er nu blevet ansat til at fortsætte i rollen de næste seks år.

Susanne S. Pedersen
Susanne S. Pedersen

”Hun har i sin egenskab af leder af instituttet virkelig løftet det op til et niveau, hvor SDU ligger i toppen både videnskabeligt og undervisningsmæssigt. Og så har Susanne på eminent vis formået at bygge instituttet op som netop et sundhedsvidenskabeligt institut, der arbejder med diagnostik og behandling af patienter – og forskningen i dette – på eksemplarisk vis,” udtaler dekan Ole Skøtt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU.

Susanne S. Pedersen ser frem til fortsætte i stillingen som institutleder:

”Jeg glæder mig til at fortsætte som institutleder ved Institut for Psykologi og sammen med en stab af entusiastiske og dedikerede medarbejdere at bygge videre på det stærke fundament, som instituttet nu hviler på. At opbygge et institut kræver en stor indsats og investering af medarbejderne – videnskabeligt samt teknisk-administrativt personale – og af ledelsen. Vi er kommet langt siden instituttet startede i 2010 og har et velfungerende institut med et godt arbejdsmiljø, der dækker bredden af psykologien, både i vores uddannelse samt forskning. Vi rummer mange forskellige fagligheder og erfaringer indenfor psykologien og den forskning vi laver er yderst samfundsrelevant, og netop det gør os stærke”, siger Susanne S Pedersen.

”I de kommende år vil vi arbejde på at opbygge en universitetsklinik, som er yderst relevant for vores studerende ift. at udvide deres kliniske kompetencer og gøre dem klar til at fungere som psykologer ude i det virkelige liv men også for ansatte i forhold til at skærpe deres kliniske kompetencer. Vi vil ligeledes kunne afprøve nye terapiformer for at sikre, at de er evidens-baserede. Hermed vil der være en tæt kobling mellem uddannelse og forskning. Vi vil også have fokus på kompetenceudvikling og arbejde på at forbedre infrastrukturen blandt andet via indtægtsdækket virksomhed. Vi håber, at vi også kan bidrage til, at SDU får en digital platform som både kan bruges til undervisning og forskning. Dette behov er blevet tydeligere pga. COVID-19 og ville have et enormt potentiale ikke kun på Institut for Psykologi men for mange andre aktører på SDU og vil kunne tiltrække nye samarbejdspartnere”.

”Instituttet har en hel særlig profil, idet det er en del af Sundhedsvidenskab, hvilket er unikt i Danmark. Det giver et fantastisk potentiale i forhold til tværfaglig forskning og brobygning mellem SDU, Odense Universitetshospital (OUH) og andre relevante eksterne partnere både nationalt samt internationalt, og det er et af de aspekter, som jeg fortsat vil prioritere som institutleder. I 2022 færdiggøres flytningen af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og OUH fra J.B. Winsløws Vej til Syddansk Universitet på Campusvej i Odense, og vi kommer dermed tættere på Nyt OUH, hvilket vi glæder os til ift den synergi det giver”, siger Susanne S. Pedersen.

Udover at være institutleder er Susanne også professor ved instituttet og har samtidig en ansættelse på Hjertemedicinsk Afdeling B på Odense Universitetshospital. Hendes professorat er inden for kardiovaskulær psykologi. Hun forsker i grænsefladen mellem psykologien og kardiologien, herunder hvad det betyder for patienter, der må leve med hjertesygdom, når de også får angst og depression, og hvordan de bedst kan hjælpes. Hertil har hun fået flere eksterne bevillinger til kliniske e-health, multidisciplinære studier, som ACQUIRE-ICD, eMindYourheart og My-Choice.

Hun er forfatter og/eller medforfatter til mere end 250 publikationer i internationale, peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter inden for grænsefladen mellem psykologi og kardiologi og til adskillige bogkapitler. 

Susanne S. Pedersen kom den 1. januar 2014 til SDU fra en stilling som professor i kardiovaskulær psykologi ved Tilburg Universitet og Erasmus Medical Center i Rotterdam, Holland, hvor hun boede i 12 år.

Foto: SDU

Esbjerg Havn går i gang med en af Danmarks største havneudvidelser nogensinde

0
Esbjerg Havn fotograferet i april 2020 (Foto: Christer Holte/Esbjerg Havn).

Danmarks største havn målt på areal føjer nu yderligere 1,3 million kvadratmeter til havneområdet. Det er en af de største havneudvidelser i Danmark nogensinde, og det vil skabe plads til et vindmølleeventyr af helt unikke dimensioner med deraf følgende arbejdspladser.

Foto: Christer Holte

Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune tager førertrøjen på, når det gælder om at nå regeringens ambitiøse mål og reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. Der er en massiv udvidelse af havnens grønne aktiviteter på vej. Esbjerg Havn udskiber i forvejen 75 procent af alle offshore vindmøller i Nordsøen. Med en yderligere havneudvidelse og opkøb af jord i havnens bagland, bliver der meget mere plads til blandt andet etablering af vindmøllefaciliteter. Og der er allerede fundet investorer til etablering af produktionshallerne, og de står klar med ca. 1 milliard kroner.

– Vi ved, at udskibning af vindmøller vil stige markant de kommende år. Analyser viser, at der vil blive bygget og udskibet cirka 620 vindmøller på 12 megawatt årligt. For at kunne imødekomme den massive stigning, har vi arbejdet ihærdigt med at afklare, hvad der skal til, for at vi kan håndtere denne opgave. Det er derfor, at vi nu sammen med Esbjerg Kommune går i gang med at opkøbe og etablere 1,3 mio. kvadratmeter. Der er massiv efterspørgsel efter mere lagerplads og produktionsfaciliteter, idet vindmøllekomponenterne bliver større og større og dermed vanskeligere kan fragtes på vejene, siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør for Esbjerg Havn.

Havnens fremtidige planer tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter.

– Analysen viser meget tydeligt, at vi ikke kan undvære en eneste kvadratmeter, hverken af de områder, vi allerede råder over eller de nye områder, der nu tilføjes. Esbjerg Havn er en driftig industrihavn, og denne position vil blive yderligere udbygget de kommende år, siger Flemming Enevoldsen, der er bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye områder i Måde og etablering af etape 5, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden indtil Esbjerg Havn.

– Esbjerg er Danmarks EnergiMetropol, og vi har en klar ambition om at fastholde denne position og udbygge den. Esbjerg er porten til Nordsøen, og her ligger et kæmpe potentiale fx i form af den energi-ø, som fremgår af regeringens klimaplan. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og der kommer mange flere til. Vi gør Esbjerg Havn og by klar til den grønne omstilling. Esbjerg Havn har længe været en af hovedaktørerne i etableringen af grøn strøm, men med vores nye planer bidrager vi markant til at nå målet om at udlede 70 procent mindre CO2 i 2030, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Kort orientering om positiv-fund hos patient uden symptomer på Sydvestjysk Sygehus

0

Sydvestjysk Sygehus har faste procedurer for, hvordan indlagte patienter rutinemæssigt testes for covid-19.

Onsdag d. 19.8 er der konstateret en positiv prøve hos en patient, der i øvrigt ikke havde symptomer, som gav mistanke om smitte.

Helt efter bogen er der herefter igangsat yderligere undersøgelser, der er udarbejdet en risikovurdering og taget kontakt til medarbejdere og pårørende, som har haft kontakt til den pågældende patient.

Alle berørte er per 20.8 blevet kontaktet og orienteret, og tiltag som hjemsendelse af medarbejdere og test er taget i anvendelse hvor relevant.

Overblik over test-resultater blandt patientens kontakter ventes at være klar fredag d. 21.8, forklarer sygehusets kommunikationsenhed.

Fiskerimuseet beder om hjælp til at identificere Flipper

0

Øresvin leger ved Esbjerg Havn

Den seneste uge har esbjergenserne kunnet nyde synet af legesyge øresvin alias ”Flipper” i Ho Bugt. Fiskeri- og Søfartsmuseet følger øresvinenes færden med stor interesse, da hvaler i Danmark er et af museets kernearbejdsområder. 

Efterlyser detalje fotografier

Har du været ude med fotografi apparatet- og har du været heldig at fange et foto som ved eftersyn rummer særlige kendetegn, så  Fiskeri- og Søfartsmuseet er meget interesseret i at modtage det.

“Ved at dele fotografier af øresvin med ar eller mærker i ryg og halefinner, med vores kollegaer i f.eks. Skotland kan vi måske finde ud af, hvor de opholdte sig, før de kom til Ho Bugt.” siger Charlotte Bie Thøstesen, biolog på Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Fotoidentifikation er mulig ud fra et billede som det, der er taget af Henrik Baden, som viser, at et af øresvinene har et ”hak” i rygfinnen. 

En verdensborger

Øresvinet er nok den delfinart, flest mennesker kender. Den optræder nemlig i delfinarier verden over og i den amerikanske tv-serie ”Flipper”. Øresvinet er en robust delfin, som kan blive næsten fire meter lang og veje op til 650 kg. Der er tale om en verdensborger, da delfinen er vidt udbredt i varme og tempererede egne. Øresvinet er heller ikke helt fremmede i danske farvande, hvor den af og til er kommet på besøg. Den tidligst sikre dokumentation af øresvin i Danmark er fra 1844, hvor tre øresvin blev fanget ved Assens.

2020 et år i øresvinets tegn

Selvom øresvin er et forholdsvist sjældent syn i Danmark, så har året 2020 budt på mange øresvin. Året startede med en stranding af et dødt øresvin ved Avnø Fjord den 2. januar. Siden drev skeletrester fra et øresvin i land på Rømø den 10. maj. Kraniet er indsamlet til Fiskeri- og Søfartsmuseets samling af strandede havpattedyr i Danmark – ”kraniet skal udstilles på museet til efteråret” fortæller Charlotte Bie Thøstesen. I sommermånederne har flokke af øresvin huseret i Limfjorden og nu senest her i Esbjerg. Vi skal dog heller ikke glemme øresvinet ved Svendborg, som har opholdt sig i det sydfynske siden oktober sidste år.

Forsøg på kolonisering?

”Det bliver spændende at følge øresvinenes færden i Danmark de næste par år. Kan dette måske være et forsøg på den kolonisering, som vi har ventet på i nogen tid?” spørger Charlotte Bie Thøstesen. Forholdene er blevet bedre for øresvinene her i Danmark blandt andet på grund af klimaforandringer, højere havtemperaturer og bedre muligheder for at finde føde. 
Øresvinet er almindeligt i den sydlige og nordlige del af Nordsøen omkring England og Skotland, og det er sandsynligvis dyr fra denne bestand, der nu er at finde i Danmark. 

Det bliver interessant at se, hvordan et rovdyr som øresvinet vil påvirke biodiversiteten i de danske farvande – vil de være en trussel eller en gevinst? Kan øresvinet f.eks. true bestande af vores hjemmehørende havpattedyr som sælen og hvidnæsen – en delfin ligesom øresvinet? Det kan tiden kun vise, og antageligt finder bestandene et leje, hvor de kan eksistere sammen” konkluderer Charlotte Bie Thøstesen.

Museet og øresvin

Fiskeri- og Søfartsmuseet er en del af det danske beredskab for havpattedyr. Beredskabet har til formål at medvirke til overvågning af sæler og hvalers sundhedsstatus og sikre en hurtig aflivning af syge og nødlidende havpattedyr. ”Vi rykker derfor først ud i det øjeblik, der er et øresvin, der strander” fortæller Charlotte Bie Thøstesen, ”dog følger vi nøje øresvinenes færden, da vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet har havpattedyr som et af vores kernearbejdsområder” fortsætter hun. Hvis interessen for øresvin er vagt, kan man læse mere om øresvinets færden i danske farvande i ”Flipper” på besøg i Danmark – Tilbageblik på øresvinets (Tursiops truncatus) færden i danske farvande” i Sjæk’len 2015 http://pub.fimus.dk/Sjaeklen2015/files/assets/basic-html/page-101.html

Sygehus og musikkonservatorium indgår partnerskab

0

Sydvestjysk Sygehus (SVS) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg har i mange år haft et godt samarbejde på både børne- og intensivafdelingen. Nu formaliseres samarbejdet med en partnerskabsaftale, der fastlægger rammerne for det tværfaglige samarbejde.

Af aftalen fremgår det, bl.a., at det er parternes hensigt at bygge bro mellem dansk musikliv og det danske sundhedsvæsen til gavn og glæde for indlagte patienter, pårørende, personale og hospitalsmiljøet som helhed. For de konservatoriestuderende giver det desuden mulighed at udvikle musikerskabet langt fra konservatoriets trygge rammer.

Sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth fra Sydvestjysk Sygehus og rektor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, Claus Skjold underskriver samarbejdsaftalen.
Foto: SVS

Det er unikt, at Syddansk Musikkonservatorium er placeret i Esbjerg. Sammen med kandidatdelen af lægeuddannelsen, som starter i 2022 på SVS, sætter vi sammen Esbjerg på landkortet, som en attraktiv uddannelsesby.Det er vigtigt, at vi som store organisationer og arbejdspladser samarbejder om at synliggøre og skabe spændende muligheder for god uddannelse og anderledes samarbejdsformer. Derudover er det oplagt, at kunne kombinere uddannelse og læring for studerende med nydelse og adspredelse for patienter og medarbejdere, når sygehuset kommer til at fungere som ”scene” for optrædener og koncerter. Det glæder vi os rigtig meget til. Aftalen lægger også op til muligheden for at udvikle samarbejdet yderligere, herunder også at igangsætte fælles forskningsprojekter”, siger sygeplejefaglig direktør på SVS, Susanne Lauth.

Ej blot til lyst

Ud over de åbenlyse gevinster for patienter og pårørende i form af musik og koncerter, er der også en række fagligt funderede grunde til at give hinanden håndslag på et mere formaliseret samarbejde. I aftalen fremhæves det bl.a., at man fra sygehusets side gennem aktiviteterne ønsker at give indlagte patienter og pårørende rum til refleksion, lindring og håb og i det hele taget arbejde hen imod en mere helhedsorienteret behandling.

Fra konservatoriet har underviser og pianist Margrethe Langer-Bro gennem en årrække givet studerende indsigt og erfaring i netop arbejdet med at udøve musik for patienter, som supplement til f.eks. en aktiv kræftbehandling. I sin ph.d-afhandling har hun indsamlet evidensbaseret viden om anvendelsen og effekten af levende musik i sundhedsvæsenet.Det er bl.a. denne viden, der bygges videre på.

I forbindelse med underskriften af partnerskabsaftalen onsdag eftermiddag, sagde rektor Claus Skjold Larsen: ”Musikkens grundlæggende værdi viser sig både i forhold til mennesket som privat og som socialt væsen. Derfor er det en god idé, at musikken er nær ved os, når vi netop er skrøbelige, ensomme, fremmedgjorte, ude af de vante rammer og måske ude af os selv. Musikken adresserer vores krop direkte: Pulsen reagerer og biokemien påvirkes. Det er stærke kræfter, og musikeren må både etisk og fagligt bevidstgøres om, hvad musikken i sundhedsmæssige sammenhænge kan gøre for os mennesker. ”

Musikerskabet udvikles
For de konservatoriestuderende giver samarbejdet mulighed for at adressere en række musikfaglige emner, herunder udvikling af målrettede musikoplevelser, refleksion over kunstnerisk praksis, nye formidlingsformer og en bedre kontakt med intuitionen og den medmenneskelige dimension i mødet med et anderledes publikum.

For begge aftalens parter handler det om at tage mennesker alvorligt og stille vores fagligheder til rådighed for dem, der har brug for den. Det bliver ikke meget mere meningsfyldt end det”, sluttede rektor Claus Skjold Larsen sin tale i forbindelse med partnerskabsaftalen blev underskrevet.

Aftalen er indgået for en 2-årig periode.

www.sydvestjysksygehus.dk/

Pia Mortensen skal sikre stabil kurs på UC SYD

0

Efter at hendes forgænger gik på pension, er 53-årige Pia Mortensen ansat som ny studieleder på bioanalytiker- og laborantuddannelserne ved UC SYD i Esbjerg.

Foto: UC SYD

Pia Mortensen er dog på ingen måde ukendt med hverken UC SYD eller uddannelserne. Hun har nemlig været med som underviser siden 2009, hvor bioanalytikeruddannelsen første gang blev et uddannelsestilbud i Esbjerg.

-Det var faktisk lidt et tilfælde. Jeg var glad for mit job som bioanalytiker og havde ikke gjort mig nogen tanker om, at jeg skulle undervise. Men så rendte jeg ind i Birgit (tidligere studieleder red.) i Føtex, og hun overtalte mig til at begynde at undervise, siger Pia Mortensen.

Siden gik det slag i slag – fra undervisning til at påtage sig rollen som studiekoordinator over en diplomuddannelse i ledelse. Og da stillingen som studieleder for de to uddannelser blev slået op, lå det lige for at søge stillingen.

-Da Birgit første gang meddelte sin afgang, tænkte jeg, hvem skal så lede mig? Jeg kunne godt se mig i rollen som studieleder, specielt fordi jeg kender de to uddannelser så godt, og har været med hele vejen. Men det skyldes da også, at vi har en enorm god arbejdsplads, hvor fleksibilitet og selvledelse er nøgleord, som betyder meget for mig i mit arbejdsliv. Men hvor den daglige interaktion med de studerende også er et kæmpe plus, som man kun finder på en uddannelsesinstitution, siger Pia Mortensen.

Fremtiden
Når hun som studieleder skal pege på uddannelsernes udfordringer, kommer rekruttering som den første og store.

-Lige nu har vi faktisk ikke nogen rekrutteringsproblemer på bioanalytikeruddannelsen og der er også øget optagelse på laborantuddannelsen. Jeg tror, det skyldes corona-virussen. Bioanalytikerne og laboranternes arbejde foregår ofte, så man ikke lægger mærke til det, men med virussituationen er deres arbejde pludselig blevet synligt. Bioanalytikerne har jo været meget i medierne. Laboranternes bidrag er lidt mere skjult for befolkningen, men de er jo blandt andet med i medicinalindustrien og forskningslaboratorier, Det tror jeg, er med til at flere søger uddannelserne, siger Pia Mortensen.

Hun tilføjer med et stort smil, at ingen, med hende ved roret, skal forvente den store revolution på uddannelserne. For som hun siger: Jeg vil ikke reparere på noget, der ikke er i stykker. Men selvfølgelig vil der ske ændringer, da man som ny på posten får øje på ting, der kan gøres anderledes.

Privat
Pia Mortensen er indfødt esbjergenser, hvor hun stadig bor. Nu sammen med sin kæreste, som har tre udeboende børn ligesom Pia selv. Der er også børnebørn, så den store familie fylder en del i fritiden og så bliver der også lige tid til indretning af den ny lejlighed og en tur i fitnesscentret. Kontaktinformation

Pia Mortensen – pmor@ucsyd.dk tlf. 7266 2732

UC SYD – Degnevej 16 – 6705 Esbjerg Ø – Telefon 7266 2000 – ucsyd@ucsyd.dk

Social media icon
Social media icon
Social media icon
Social media icon

Problemer med at se mailen? Klik here for at se den i browserenAfmeld udsendelser

Skytterne skal gå forrest – coronakrise skaber usikkerhed

0

Stjernespilleren Estavana Polmans uheld under træningen 30. juli og hendes fravær med en korsbåndsskade indebærer, at Team Esbjerg kommer til at spille håndbold på en anden måde.

– ”Essie”s uheld har været den altoverskyggende begivenhed i forberedelserne, både på grund af de sportslige konsekvenser, og fordi det berører os alle så dybt. Vi må nu revurdere vores måde at spille håndbold på, og selv om vi helst havde været det foruden, bliver det en spændende proces, siger cheftræner Jesper Jensen. 

Holdet har i angrebsopbygningen været vant til, at Polman tog den første duel, og at de øvrige spillere har kunnet udnytte de muligheder, hendes initiativ skabte.

– Vi vil nu forsøge at udnytte Kristine Breistølog Mette Tranborgs skudstyrke fra distancen, så de enten selv scorer eller skaber plads til medspillere. Vi har stadig mange spidskompetencer i truppen, og vi kommer til at se andre spillere vokse med opgaven, siger Jesper Jensen.

Holdet skulle have trænet dagen efter uheldet, og fysisk var spillerne klar. Men oppe i hovederne var de kede af det og triste, og ud over at snakke blev dagen brugt i styrketræningsrummet.

Estavana Polman nåede at spille forberedelsernes første træningskamp mod Nykøbing F. Håndbold dagen inden uheldet. Kampens formål var at få så mange i spil som muligt, og det lykkedes, når man ser bort fra gravide Line Jørgensen og Mette Tranborg, der sad over med et mindre vrid i en fod. NFH vandt kampen med 28-27.

Spillet var bedre i den næste træningskamp mod Fredericia HK’s ældste drenge, der klart overmatchede Team Esbjerg i fysik, men dog først i anden halvleg kunne trække fra og sikre sig en sejr på 34-26. 

Lørdag møder truppen ind til træningslejr i Lalandia Billund, hvor træningsmodstanderen tirsdag er Herning-Ikast Håndbold. Fredag drager Team Esbjerg til Nørreskoven i Vejle, hvor den lokale idrætsefterskoles U17-drenge venter. Forberedelserne frem mod premieren i HTH Ligaen lørdag den 22. august på udebane mod Odense Håndbold fortsætter, uagtet at coronakrisen fortsat skaber megen usikkerhed.

– Stigningen i smittespredningen indebærer, at man ikke kan rejse til en række lande, og det europæiske håndboldforbund, EHF har endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt gruppespillet afvikles som planlagt. Det kan også ramme premieren i Odense. Vi kan ikke gøre andet end at forberede os bedst muligt – og afvente, siger Jesper Jensen.

Esbjerg fB henter islandsk angriber i Tyskland

0

Islandske Andri Runar Bjarnason er ny mand i Esbjerg fB, idet angriberen har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2022. Han kommer til fra tyske 1. FC Kaiserslautern.

Foto: EfB

Esbjerg fB styrker angrebspositionen med islandsk power, da 29-årige Andri Runar Bjarnason med øjeblikkelig virkning tiltræder på en aftale frem til sommeren 2022.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen har holdt øje med angriberen, der kommer til fra 1. FC Kaiserslautern i Tyskland, længe, og er derfor tilfreds med, der nu er underskrevet en kontrakt.

– Andri Runar Bjarnason er en dygtig angriber, som vi har haft i kikkerten over en længere periode. Nu er timingen rigtig, og vi glæder os derfor over at have lavet en aftale for de kommende to sæsoner.

– EfB får en spiller med en god mentalitet, der samtidig ved, hvor målet står. Bjarnason passer godt til vores spillestil med dyder som hårdt arbejde og positiv attitude, så vi glæder os til sammen at skabe gode resultater, siger han.

Før opholdet i Tyskland spillede Bjarnason for svenske Helsingbors IF, hvor det blev til 21 mål i 38 kampe.

Fakta:
Navn:
Andri Runar Bjarnason
Født:
D. 12. november 1990
Tidligere klubber:
UMF Bolungarvik, BI, Vikingur Reykjavik, Grindavik, Helsingborgs IF, 1. FC Kaiserslautern

Esbjerg fB henter Jakob Ankersen hjem

0

Esbjerg fB styrker truppen frem mod den kommende sæson med offensivprofilen Jakob Ankersen, der vender hjem til Blue Water Arena. Den 29-årige kantspiller tiltræder på en kontrakt frem til 2023.

Esbjerg fB tilføjer et nyt, men velkendt ansigt til truppen, idet Jakob Ankersen igen trækker i EfB-arbejdstøjet på en aftale, der løber til sommeren 2023.

29-årige Ankersen kommer til EfB på en fri transfer efter et godt ophold i AGF i 3F Superligaen.

Jimmi Nagel Jacobsen, sportschef i EfB, glæder sig over tilgangen af Ankersen, og betegner ham som en tilgang af højeste kaliber.

– Først og fremmest er vi glade for, at Jakob Ankersen igen bliver en del af EfB. Det er en spiller fra øverste hylde, og han passer perfekt ind i den måde, vi spiller fodbold på. Det handler om power og hårdt arbejde, og Ankersen matcher godt ind i de rammer, så jeg er ikke i tvivl om, at han bliver et vigtigt offensivt våben for os i de kommende sæsoner.

– Samtidig er det en moden spiller i sin bedste alder, der vender hjem og er klar til at tage ansvar i en trup med mange unge, talentfulde spillere. Jakob har netop leveret en rigtig flot sæson, og har utvivlsomt haft muligheder på et højere niveau, men han er motiveret for projektet i EfB om at vende tilbage til Superligaen næste sommer, og nu glæder vi os til i fællesskab med ydmyghed og hårdt arbejde at forsøge at indfri ambitionerne, siger han.

Hovedpersonen, der har spillet 152 kampe og scoret 32 mål for EfB i perioden frem til 2015, inden han blev solgt til IFK Göteborg, ser frem til at gøre comeback på Blue Water Arena i den blå-hvide trøje, beretter han.

– EfB er min klub, og jeg har altid ønsket at komme tilbage og spille, hvor det hele startede, så jeg er selvsagt glad for, at det er lykkes. Når det så er sagt, stiller jeg mig ikke tilfreds med blot at være hjemme igen, og sammen skal vi være ambitiøse omkring den kommende sæson.

– Jeg er igennem mine samtaler med Jimmi blevet forelagt et godt projekt, som jeg kan se mig selv i, og jeg tror fuldt og fast på, at vi kan få EfB tilbage i Superligaen, hvis vi arbejder koncentreret som en enhed. For mit vedkommende vil jeg gøre alt for at bidrage med mål og assists, siger Jakob Ankersen.

Fakta:

Navn: Jakob Ankersen
Født: D. 22. september 1990
Tidligere klubber: Esbjerg fB, IFK Göteborg, SV Zulte Waregem, AGF