Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Prismepavillion skal pryde Esbjerg Kunstmuseum

0

Med massiv støtte sikrer Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Esbjerg Kunst- museum et spektakulært værk af den verdenskendte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum


Værket, et dobbelt-kalejdoskop, skabes særligt til Esbjerg Kunstmuseum i forbindelse med realiseringen af de planlagte opgraderinger af museets skulpturgård og tagareal. Efter planen bygges det direkte ind i den mur, som i fremtiden kommer til at omkranse skulpturgården. Værket vil på den måde kunne opleves både inde- og udefra.


Den nye installation, som Aage og Johanne Louis-Hansens Fond nu finansierer med en donation på hele 2 millioner kroner, vil på overraskende vis forbinde museet med byen udenfor. I Eliassons dobbelt- kalejdoskop vil man se refleksioner af sin omverden i svimlende uendeligt spejlende, sammensatte billeder. Fra tragtens udmunding kan man til gengæld se både sig selv og den person, der ser og sanser sine omgivelser, dukke op i spejlene.
Museets direktør, Inge Merete Kjeldgaard, er selvsagt begejstret: ”At endnu en stor, national fond vender blikket mod Esbjerg og støtter arbejdet med kunsten her er uvurderligt – ikke alene for museet, men for hele byen.” Og netop byen uden for museets mure optager hende, og hun fortsætter: ”Med det nye interaktive værk brydes grænsen mellem museum og by på en forbløffende og betagende måde, så det, folk oplever fra gaden, forenes med det, der venter indenfor. Olafur Eliassons skulptur sætter således beskueren i centrum samtidig med, at den udvider vores oplevelse af omgivelserne og lader den enkelte sanse, hvad det vil sige at se.”
Den store donation fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond kommer i kølvandet på en hel række tilkendegivelser om støtte fra toneangivende, nationale fonde. Senest har museets visioner for en gentænkning af udearealerne mødt opbakninger i millionklassen fra både Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet. I tilgift har Esbjerg Kommune, der ejer museets bygninger, i forbindelse med de netop afsluttede budgetforhandlinger valgt at støtte planerne med 2,5 millioner kroner.


FAKTA:
Visionerne for museets udearealer: Det er planen at nedbryde grænsen mellem inde og ude ved blandt andet at inkorporere forskellige ’øjenåbnere’ i den nye mur, der konstrueres omkring skulpturgården. De skal på forskellige måder få os til at se og sanse de kendte omgivelser på ny. Samtidig skabes der spændende faciliteter som for eksem- pel en ’prismepavillon’, hvor sollyset brydes og bader den besøgende i alle spektrets farver.

Prismepavillonen installeres i skulpturgården, som omskabes til et udendørs, fleksibelt udstillingsrum for kunst, der ændrer udtryk afhængigt af hvilken synsvinkel, den sanses fra. For alt vil også kunne ses fra taget ud mod havnen, som med adgang fra gården omdannes til et helt nyt dynamisk oplevelsesrum – et himmeltag med et himmelspejl og skiftende udstillinger af kunstværker, som blandt andet skabes af vindens bevægelser og de lyde, den kan fremkalde.

LA klart med skarpt hold mod kommende valg

0

På den ordinære generalforsamling for Liberal Alliance i Esbjerg og Fanø Kommuner, mandag d 28, september, blev der valgt en ny bestyrelse fyldt med markante navne.

Foto: Presse LA

Marianne Mørk Mathiesen, medlem af Regionsrådet, blev valgt som formand og Peter Nikolajsen som næstformand.

Derudover består bestyrelsen af folketingsmedlem Henrik Dahl, Michael Borup, Thomas Dyring, Daniel Holm Hansen og Lasse Dahl Hansen, der også sidder i Liberal Alliances hovedbestyrelse.

Marianne Mørk Mathiesen udtaler: ”Jeg er stolt af stå i spidsen for et hold bestående af både erfarne folk og masser af ung energi. Vi skal næste år til kommunalvalg og med disse folk har vi gode forudsætninger for at få et flot resultat.”

To mænd med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg anholdt

0

En 20-årig og en 24-årig mand fra Esbjerg vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i nogen tid efterforsket mod bandemiljøet i Esbjerg. I den forbindelse gennemførte vi i dag mandag ransagninger på flere adresser i Esbjerg.
På en af adresserne traf politiet to mænd på 20 og 24 år med tilknytning til bandemiljøet. Begge var eftersøgt og blev anholdt.

De to mænd vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Den 20-årige er sigtet for grov vold, og den 24-årige er indtil videre sigtet for flere overtrædelser af et opholdsforbud.

Anholdelserne har intet med skudepisoden natten til mandag i Esbjerg at gøre.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved retsmødet. Vi har derfor i øjeblikket ikke yderligere oplysninger.

Norlys ansætter Public affairs- og pressechef

0

Norlys sætter nu streg under den vigtige kobling mellem presse og public affairs ved at ansætte Josefine Kofoed i stillingen som en samlet Public Affairs- og pressechef for hele Norlys-koncernen.

Foto: Norlys

Josefine Kofoed kommer fra stillingen som Public Affairs-chef for teleforretningen i Norlys og vil fremover sikre en rød tråd i den eksterne kommunikation, der både vedrører koncernens politiske arbejde og stemme i den offentlige debat.

– Vi ser et behov for, at vi i højere grad får bygget bro mellem vores presseindsats og vores politiske arbejde. Som en af Danmarks største virksomheder har vi ikke kun en ret, men også en pligt til at blande os i den offentlige debat, når det gælder det helt presserende behov for at sikre grøn omstilling og digitalisering. Den dialog foregår både på Christiansborg, på borgmesterkontorerne og i medierne, og derfor er det vigtigt for Norlys, at vi fremover får en stærk stemme alle tre steder, siger Jesper Barslund Jacobsen, COO i Norlys.

Med en baggrund fra Christiansborg, Bruxelles og som vært og journalist på det forgangne Radio24syv var valget lige til.

– Josefine Kofoed kender både det politiske maskinrum og den hektiske hverdag på en nyhedsredaktion. Derfor var det oplagt for os at sætte hende i spidsen for det store arbejde, der ligger i at få kommunikeret vores budskaber ud til alle vores samarbejdspartnere, siger Jesper Barslund Jacobsen videre.

Josefine Kofoed er tiltrådt stillingen.

Politiet søger vidner til skudhændelse i Esbjerg

0

Hændelsen fandt sted kort efter midnat i Esbjerg-bydelen Kvaglund, hvor ingen blev ramt. Politiet efterforsker lige nu intensivt for at finde gerningsmanden.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog mandag klokken 00.14 anmeldelse om, at der var affyret skud nær en parkeringsplads i Askekrattet i Esbjerg-bydelen Kvaglund.

Politiet var efterfølgende massivt tilstede i området, blandt andet med tjenestehunde.

Efterforskningen har vist, at der er affyret skud, men ingen personer er ramt, og der har efterfølgende været roligt i området.

Politiet efterforsker bredt og undersøger i den forbindelse også, om hændelsen kan være banderelateret.

– Vi ser meget alvorligt på hændelsen og efterforsker intensivt for at få anholdt gerningsmanden. Desuden har vi øget vores tryghedsskabende patruljering i dele af Esbjerg, understreger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet søger i forbindelse med efterforskningen vidner til hændelsen. De kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Kulturminister Joy Mogensen besøgte i dag Esbjerg

0

Stor succes, lyder det fra MF Anders Kronborg (S).

Fredag har kulturminister fra Socialdemokratiet Joy Mogensen gæstet Esbjerg. Det har været en dag i kunst og kulturens tegn, og Joy Mogensen har undervejs været ledsaget af lokalt Folketingsmedlem og medlem af Kulturudvalget i Folketinget Anders Kronborg (S) og Kulturudvalgsformanden i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea (K).

  • Det har været en rigtig god dag og vi har meget i Esbjerg, som vi stolt kan fortælle landets kulturminister om, siger Anders Kronborg

Også borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og S-borgmesterkandidat Jakob Lykke deltog, da kulturministeren gæstede Esbjerg Kunstmuseum.

  • Esbjerg har et fantastisk kunstmuseum med en samling, som gør mange misundelige. Kunstmuseet er foran på flere fronter og gør f.eks. et flot og enestående stykke arbejde, når man snakker kulturformidling i børnehøjde, hvor museet har nogle spændende erfaringer med formidling af kunsten også til 2 årige vuggestuebørn, fortæller Anders Kronborg.

De kulturinteresserede politikere besøgte også Fiskeri & Søfartsmuseet og Bakkeskolen. ifølge Anders Kronborg har dagen været en stor succes, som har givet ministeren stor inspiration.

Fotos: Kronborg

Sådan bruger kommunerne 1000 kr.

0

Når kommunerne bruger 1.000 kr., går 573 kr. til Sociale opgaver og beskæftigelse og 189 kr. til Undervisning og kultur.

Fakta: Dansk Statistik

Kommunerne nettodriftsudgifter var i 2019 på i alt 351,5 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik. Størstedelen af pengene gik til Sociale opgaver og beskæftigelse, som fx dækker Tilbud til ældre, Tilbud til voksne med særlige behov samt Kontante ydelser. Men kommunerne brugte også penge på fx Undervisning og kultur samt Sundhedsområdet.

Hvis kommunerne havde 1.000 kr. og brugte dem, som i 2019, ville de have brugt 573 kr. på Sociale opgaver og beskæftigelse. Af dem gik 127 kr. til Tilbud til ældre, mens Kontante ydelser kostede 99 kr., og 95 kr. blev brugt til Tilbud til voksne med særlige behov.

Undervisning og kultur kostede 189 kr., hvoraf 103 kr. gik til Folkeskolen. Sundhedsområdetlagde beslag på 88 af de 1.000 kr.

driftsudgifter 2019 fordelt på 1000 kr

Kilde: www.statistikbanken.dk/regk11 og www.statistikbanken.dk/regk31


Anm.: De kommunale nettodriftsudgifter er driftsudgifterne fratrukket driftsindtægter og statsrefusion. Grupperingerne i figuren bygger på regnskabernes hovedområder og 4-cifrede funktioner.
”Øvrige” er Transport og infrastruktur (23 kr.), Byudvikling, bolig- og miljøforanstaltninger (14 kr.) samt Forsyningsselskaber (-1 kr.).
Kommunale udgifter

166 kr. pr. indbygger pr. dag

Kommunernes nettodriftsudgifter på 351,5 mia. kr. i 2019 svarer til, at kommunerne brugte knap 1 mia. kr. om dagen i 2019. Det svarer til 60.500 kr. pr. indbygger om året eller 166 kr. pr. indbygger pr. dag.

Til sammenligning havde regionerne nettodriftsudgifter for i alt 117,1 mia. kr. i 2019, hvilket svarer til 55 kr. pr. indbygger pr. dag. Langt størstedelen af pengene gik til sundhedsområdet og i særdeleshed sygehusene.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i omfattende sag om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder

0

Det 68 sider lange anklageskrift mod en 22-årig mand fra Varde-området omfatter i alt 196 forhold.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 22-årig mand fra Varde-området i en omfattende sag om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder over hele landet.

Det 68 sider lange anklageskrift omfatter 196 forhold, der primært vedrører forsøg på ulovlig tvang, andet seksuelt forhold end samleje, et tilfælde af voldtægt samt besiddelse og deling af børneporno.

Den yngste forurettede er en pige på 11 år, mens den ældste kvinde er 21 år. Hovedparten af de forurettede er piger i teenagealderen.

Hændelserne har fundet sted i perioden fra ultimo 2015 og frem til den 2. april 2019, hvor anholdelsen sker dagen efter.
Den nu 22-årige blev varetægtsfængslet den 4. april 2019 og har været fængslet siden.

Retssagens forløb

Den tiltalte har fravalgt medvirken af nævninger, og sagen skal derfor køre som domsmandssag. 
Den finder sted ved Retten i Esbjerg over 30 retsdage. 

Sagen bliver indledt tirsdag den 20. oktober, og der ventes dom i sagen i løbet af december.

Den 20. oktober kl. 10.00 – 15.00: Oplæsning af anklageskrift

Den 21., 22., 26. og 28. – 29. oktober, den 4. – 5., 9., 12., 13., 16. samt 18. november kl. 9.00 – 15.00: Forlæggelse og afhøring af tiltalte

Den 19., 23., 25., 26. samt 30. november og den 2. – 3. december kl. 9.00 – 15.00: Afhøring af vidner og afspilning af videoafhøringer. 

Den 7. december: Procedurer vedrørende erstatningskrav fra bistandsadvokater, hvis klienter ikke er indkaldt 

Den 9. – 10. december: Dokumentation og procedurer

Den 14., 16. – 17., 21. – 22. – 23. december: Votering, dom samt eventuelle reservedage

Medierne har mulighed for at få aktindsigt i et anonymiseret anklageskriftet ved henvendelse til Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, sjyl-anklager@politi.dk.

Opfordring til forældrene

Antallet af sager om digitale sexkrænkelser mod børn og unge under 18 år stiger. Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi forældrene til at vise interesse for deres børns færden på nettet.
Oplys børnene om klog og fornuftig online-adfærd. At det er vigtigt at sætte grænser – og respektere andres grænser – i forhold til deling af private billeder.
Understreg, at børnene skal sige nej til forslag om at dele intime fotos eller film, og at de skal henvende sig til en voksen, hvis de modtager tilbud.
Læs mere på blandt andet www.sikreside.dk og www.sletdet.dk

Clinton Antwi skal styrke EfB

0

Esbjerg fB styrker holdet med venstre backen Clinton Antwi, der er lejet frem til sommer i FC Nordsjælland. Den 20-årige ghaneser tiltræder med det samme.

Foto: EfB

For at stå stærkest muligt i den igangværende sæson tilføjer Esbjerg fB nu endnu en forstærkning til holdet, idet venstre back Clinton Antwi med omgående virkning tiltræder på en lejeaftale fra FC Nordsjælland.

Den 20-årige venstre back spillede 16 kampe for FCN i 3F Superligaen i seneste sæson.

Hos sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er der tilfredshed med tilføjelsen. Han udtaler:

– Clinton Antwi er en rigtig dygtig venstre back, som passer godt ind i den spillestil, der skal kendetegne EfB med power, aggressivitet og fart. Samtidig får vi en ekstrem sulten og ærgerrig spiller ind, som vil give os en fleksibilitet i bagkæden fra dag et, så vi glæder os meget til det kommende samarbejde.

Ghanesiske Antwi er med på træningsbanen onsdag.

Fakta:
Navn:
Clinton Antwi
Født:
D. 6. november 1999
Tidligere klubber:
FC Nordsjælland

Fem rollemodeller skal minde borgerne om de vigtige corona-råd

0

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune går sammen om en onlinekampagne.

Foto: Esbjerg Kommune

Hvad har brandmanden
politibetjenten
hjemmesygeplejersken
Esbjergs borgmester
og politidirektøren for Syd- og Sønderjyllands Politi til fælles?



De sætter ansigt på en kampagne på sociale medier, der skal minde borgerne i Esbjerg Kommune om, at det er vigtigt at holde fast i de enkle, men effektive metoder til at mindske antallet af smittede med COVID-19:

– Vask ofte hænder eller brug håndsprit
– Host eller nys i dit ærme
– Undgå håndtryk, kindkys og kram
– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
– Hold afstand – og bed andre tage hensyn

Flere smittede

De fem personer kommer således til at optræde på fotos på kommunens Facebook-side og på politikredsens Twitter-profil med en reminder om de forebyggende corona-råd.

Baggrunden for kampagnen er, at det desværre går den forkerte vej med hensyn til antallet af smittede i kommunen.

Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut er der p.t. 81 smittede med COVID-19 i Esbjerg Kommune. Det svarer til 70 smittede pr. 100.000 indbyggere – og dermed et så højt tal, at Esbjerg er havnet på Sundhedsstyrelsens liste over kommuner, hvor det er ekstra vigtigt at følge udviklingen. 

Vigtigt at holde fast

– Borgerne i kommunen har generelt gjort det rigtig godt. Og det er på mange måder menneskeligt, hvis man efter så mange måneder med COVID-19 måske begynder at slække på de daglige rutiner, der ellers er med til at holde smitten nede. Men netop nu er det vigtigt, at vi holder fast. For udviklingen går lige nu i den forkerte retning i kommunen, understreger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen. 

Det er ikke første gang, at Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune kører tæt parløb i forbindelse med corona-situationen.

I april gik parterne også sammen for at sikre, at Esbjergs centrum og andre velbesøgte steder i kommunen kunne genåbne, uden at der opstod problemer i forhold til de aktuelle forsamlingsforbud.

Positiv kampagne

Politidirektør Jørgen Meyer fremhæver, at der er tale om en positiv kampagne med fokus på at huske de fem gode råd. Kampagnen skal ikke ses som et udtryk for, at der bliver peget fingre af nogen.

– Både borgere og virksomheder har opført sig eksemplarisk, selvom vi igennem mange måneder har stået i en helt ekstraordinær situation. Vi har reelt set haft få hændelser, hvor politiet har måttet tage bødeblokken frem, fordi corona-reglerne ikke har været overholdt. Vi har lavet en kampagne, hvor vi gentager de enkle råd og minder borgerne om, at rådene stadig er vigtige at følge, pointerer Jørgen Meyer. 

Fælles ansvar

Han tilføjer, at vi alle har et fælles ansvar for, at vi får vendt udviklingen og bragt antallet af smittede ned.

– Lad os stå sammen om at få knækket smittekurven. Det kan lade sig gøre ved en minimal indsats fra den enkeltes side, men alt i alt gør indsatsen en stor forskel. Og der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig. Andre steder er der sat en række omfattende, men nødvendige restriktioner i værk for at vende udviklingen. Ingen ønsker, at vi også skal nå dertil i vores politikreds, siger Jørgen Meyer.