Home Tags Norlys

Tag: Norlys

Norlys ansætter Public affairs- og pressechef

0

Norlys sætter nu streg under den vigtige kobling mellem presse og public affairs ved at ansætte Josefine Kofoed i stillingen som en samlet Public Affairs- og pressechef for hele Norlys-koncernen.

Foto: Norlys

Josefine Kofoed kommer fra stillingen som Public Affairs-chef for teleforretningen i Norlys og vil fremover sikre en rød tråd i den eksterne kommunikation, der både vedrører koncernens politiske arbejde og stemme i den offentlige debat.

– Vi ser et behov for, at vi i højere grad får bygget bro mellem vores presseindsats og vores politiske arbejde. Som en af Danmarks største virksomheder har vi ikke kun en ret, men også en pligt til at blande os i den offentlige debat, når det gælder det helt presserende behov for at sikre grøn omstilling og digitalisering. Den dialog foregår både på Christiansborg, på borgmesterkontorerne og i medierne, og derfor er det vigtigt for Norlys, at vi fremover får en stærk stemme alle tre steder, siger Jesper Barslund Jacobsen, COO i Norlys.

Med en baggrund fra Christiansborg, Bruxelles og som vært og journalist på det forgangne Radio24syv var valget lige til.

– Josefine Kofoed kender både det politiske maskinrum og den hektiske hverdag på en nyhedsredaktion. Derfor var det oplagt for os at sætte hende i spidsen for det store arbejde, der ligger i at få kommunikeret vores budskaber ud til alle vores samarbejdspartnere, siger Jesper Barslund Jacobsen videre.

Josefine Kofoed er tiltrådt stillingen.

Ny aftale giver Telenor adgang til hele Norlys’ fibernet

Telenor og Norlys har netop underskrevet en samarbejdsaftale, der giver Telenor adgang til Norlys’ fibernet i det tidligere SE-område. Med aftalen kommer Telenor til at dække flere end 760.000 jyske adresser med fiberbredbånd. Når aftalen kommer i drift kan næsten 2 millioner danske husstande få adgang til Telenors nye bredbåndssatsning MaxSpeed, med hastigheder på op til 1.000 Mbit/s. heraf over million via fibernet.

Fra venstre: Torben Poulsen, direktør i Norlys, Kristian Freiesleben, chef for wholesale i Norlys, Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, Lars Kyrø, Internetchef i Telenor og Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor
Fra venstre: Torben Poulsen, direktør i Norlys, Kristian Freiesleben, chef for wholesale i Norlys, Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, Lars Kyrø, Internetchef i Telenor og Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor

Den netop underskrevne aftale om adgang til fiberkunder i Norlys’ tidligere SE-område supplerer aftalen fra sidste år, hvor Telenor fik adgang til Norlys’ fiberkunder i Midt- og Nordjylland (tidligere Eniig). En aftale, som netop er sat i drift. For nylig har Telenor desuden indgået aftaler med Nord Energi og Thy-Mors Energi og er således markant repræsenteret på fibernettene i det meste af Jylland. 


Telenor har gode erfaringer med at sælge højhastighedsinternet, og adgangen til hele Norlys’ fibernet vil både styrke Telenors position på fiber- og bredbåndsmarkedet og være med til at skabe endnu bedre konkurrence til fordel for forbrugerne.

– I Telenor har vi en ambition om at levere de bedst mulige forbindelser til flest mulige danskere. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået endnu en aftale, der styrker Telenors position på markedet for fiberbredbånd. Ved at give kunderne mulighed for at samle deres mobil- og fiberforbindelse ét sted, slipper de for unødigt besvær og kan samtidig høste de økonomiske fordele, der ligger i at samle familiens mobil- og internetforbindelser hos én udbyder, siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor.

Den nye store aftale med Norlys er den seneste i rækken af fiberindsatser fra Telenor, som nu dækker et stort område af Danmark.

– Vi er meget tilfredse med fremover at kunne levere MaxSpeed med op til 1.000 Mbit/s til mere end en million adresser på landsplan, pointerer Jesper Hansen.

Fibernettet som lokal livsnerve
Norlys har etableret fibernet i et område, som arealmæssigt dækker knap 40 pct. af Danmark. Fibernettet er blevet en reel livsnerve til mange lokalområder, og adgang til lynhurtige og stabile internetforbindelser bliver stadigt vigtigere for både private og erhvervsliv. Torben Poulsen, som er direktør i Norlys, håber, at aftalen med Telenor kan få flere kunder til at koble sig på fiberen.

– Åbningen af fibernettet sikrer forbrugerne meget mere valgfrihed og er helt i tråd med vores ønsker om større adgang til fibernettet for flere. Vi har hele tiden haft som målsætning at åbne fibernettet for alle interesserede, og derfor glæder vi os over at kunne byde Telenor velkommen i et udvidet samarbejde. Der er stor interesse for at være en del af vores fælles fiberprojekt, og vi er glade for at Telenor, som en så markant aktør på det danske telemarked, kan se mulighederne ved et samarbejde, så endnu flere danskere kan få glæde af fibernettet, siger fiberdirektøren.

Den nye bredbåndsaftale er indgået via OpenNet, som også leverer den tekniske løsning.

– Aftalen med Telenor markerer endnu et vigtigt skridt på rejsen mod åbne, danske fibernet. Jeg er meget glad for at kunne udbygge aftalen med Telenor til at omfatte hele Norlys’ markedsområde, hvor flere vil kunne kombinere fiberforbindelsen med attraktive mobil- og internetprodukter, fortæller Henrik Møller Nielsen, som er direktør i OpenNet A/S.

Samarbejdet indebærer, at Telenor nu får mulighed for at tilbyde højhastighedsbredbånd via fiber i hele det område, som Norlys har udrullet fiber i. Det drejer sig aktuelt om over flere end 600.000 adresser i Syd-, Midt- og Nordjylland, men det forventes at antallet af adresser vil stige over de kommende år. Norlys etablerer eksempelvis adgang til fiber på 50.000 nye adresser i 2020 og har planlagt tilsvarende aktivitet indtil 2023.

Det forventes at Telenor-kunder vil have adgang til hele Norlys’ fibernet inden udgangen af 2020.

Om Telenor

Telenor er Danmarks næststørste mobil- og internetselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Skandinavien og Asien, og på verdensplan har 172 millioner kunder. I Danmark er der ca. 1.400 medarbejdere og 57 butikker fordelt over hele Danmark, der hver dag gør deres yderste for at gøre det nemt for kunderne at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet.

Om Norlys

Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig. Med 709.000 andelshavere, ca. 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere er virksomheden Danmarks største energi- og telekoncern. Norlys ejer Stofa og Boxer og har hovedsæde i Silkeborg samt lokationer i blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Norlys med henblik på at etablere en fælles uafhængig indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Altibox, Norlys (tidligere Eniig og SE, Nord Energi, Thy-Mors Energi og Kviknet.

Foto: PR og Ritzau

50 års jubilæum i SE koncernen

Alfred Brodersen kan i dag fejre 50 års jubilæum i SE koncercen.

Siden sin opstart i 1969, har Alfred oplevet 5 forskellige selskaber, været med gennem en masse fusioner og arbejdet under en række forskellige direktører.

Jeg er ydmyg over en så loyal og vedholdende indsats. Tak er kun et fattigt ord for 5 årtier. Niels Duedahl CEO ved SE

Kongehuset sendte også en fortjenstmedalje.

Fotos: SE

Eniig og SE fusionerer

0

Bestyrelserne i de to energiselskaber Eniig og SE har indgået en aftale om at fusionere under navnet Norlys a.m.b.a. Udsigten til betydelige forretningsmæssige synergier og udviklingsmuligheder ligger til grund for beslutningen, som bestyrelserne i begge selskaber har tiltrådt enstemmigt.
Fusionen, der sker ligeværdigt mellem SE og Eniig, er i tråd med begge selskabers strategi om øget branchesamarbejde og konsolidering. Norlys a.m.b.a. bliver et solidt og markant energi- og teleselskab med ca. 709.000 andelshavere og ca. 2.500 medarbejdere.

Grafik: SE

Bestyrelsesformand i SE a.m.b.a., Jens Erik Platz, ser frem til at forene de to selskabers kræfter til gavn for både andelshavere, kunder og medarbejdere:
“Både inden for vores andelshaveraktiviteter og vores kommercielle aktiviteter opnår vi sammen den investeringskraft, der skal til for at sikre øget digitalisering og styrke grøn omstilling i Danmark. Det kræver blandt andet massive investeringer i de kommende år at ombygge det danske el-net til at være katalysator for grøn energi – et stort og vigtigt arbejde, vi som elselskaber har foran os, og som vi løfter bedst ved at slå kræfterne sammen.”

Bestyrelsesformand i Eniig, Jan Skytte Pedersen, supplerer:
“En fusion af vores selskaber vil give os en markant markedsposition inden for både energi- og teleområdet. Vores skala, lønsomhed og konkurrencekraft bliver øget, og med det kan vi sikre konkurrencedygtige priser på produkter og services. Det er der behov for, ikke mindst i en telesektor, som er præget af markant konkurrence og hurtig udvikling. Ved fusionen skaber vi et signifikant modspil til de øvrige aktører på markedet,” udtaler Jan Skytte Pedersen. Formanden glæder sig blandt andet over, at de to parter som en del af fusionsaftalen vil sikre, at højhastighedsinternet er tilgængeligt for alle ejere ved udgangen af 2023.
Godkendes fusionen, vil Niels Duedahl (SE) blive administrerende direktør i Norlys a.m.b.a., og Martin Romvig (Eniig) bliver viceadministrerende direktør. Den nye bestyrelsesformand udpeges af SE, og næstformanden udpeges af Eniig. Som en del af fusionsaftalen får koncernen hovedsæde i Silkeborg. Aalborg bliver center for kommerciel energihandel, Esbjerg for elforsyningen samt Aarhus og Sønderborg for teleaktiviteter – det vil sige internet- og tv-forretningen. Selskabet vil fortsat have en række supporterende lokationer rundt omkring i landet.

Beslutningen om, hvorvidt de to andelsselskaber skal fusionere, bliver truffet af selskabernes repræsentantskaber på ekstraordinære møder den 5. november. Herefter skal konkurrencemyndighederne behandle fusionsanmodningen.

Fakta:
Norlys a.m.b.a. vil få en egenkapital på ca. 18 mia. kr., samlede aktiver på ca. 30 mia. kr., en driftsindtjening på ca. 1,9 mia. kr. samt en omsætning på ca. 8 mia. kr.
Selskabet vil samlet have 709.000 andelshavere samt mere end 1 million tv- og internetkunder.
SE og Eniig ejer betydelige infrastrukturer i Danmark. Elforsyningen dækker samlet 709.000 andelshavere (30 % af de danske husholdninger), og bredbåndsiden dækker mere end 1.000.000 husstande fordelt mellem fiber- og kabelanlæg (42 % af de danske husholdninger). De to selskaber dækker tilsammen mere end 40 % af den danske geografi.
Selskabet OpenNet, hvor Eniig og SE i forvejen samarbejder om at fremme åbningen af fibernettene i
Danmark, vil fortsætte som uafhængigt selskab, der kan styrke konkurrencen og Danmarks digitalisering.