Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Hver fjerde i Region Syddanmark berørt af stress: Få styr på det psykiske immunforsvar

0

Kender du forskellen på stress og travlhed? Stresscoach Birgitte Maj Aagaard hjælper de stressramte med at finde hoved og hale i kroppens signaler, så de kan sætte ind i tide.

Når danskerne vender tilbage til arbejdet efter sommerferien, fører det ifølge undersøgelser og antallet af henvendelser til sundhedsforsikringer til et højere stressniveau. Følger esbjergenserne tendensen i Region Syddanmark, oplever 26,4 procent, der er 16 år eller ældre, et højt stressniveau.Det viser Sundhedsstyrelsens seneste nationale sundhedsprofil. I Esbjerg Kommune svarer det til mere end 25.000 borgere.

Stress er en direkte trussel mod helbredet, men vi glemmer ofte at overveje, om der er tale om en afgrænset periode med travlhed eller generel mangel på prioritering. Det udtaler Birgitte Maj Aagaard, der er certificeret stresscoach, i sundhedsmagasinet Naturli.

– Når stress får lov at udvikle sig til decideret sygdom, handler det især om vanens magt. Det er forholdsvis let at vænne sig til gradvise forandringer i humør, energi og fysisk helbred, og derfor er det vigtigt at standse op og gøre status, inden det er for sent, siger Birgitte Maj Aagaard.

Hun fortæller her, hvilke tegn du skal være opmærksom på, og hvad du konkret kan gøre for at undgå stress.

– Travlhed er, når du har meget på programmet, men detisær knytter sig til én bestemt opgave, ét projekt eller ét arrangement. Du føler dig træt og urolig, og hvis du er afhængig af andres hjælp eller støtte i forhold til opgaven, kan du blive irriteret og lidt kontant i tonen, fordi du er så fokuseret på at nå i mål. Dit fokus skal være at planlægge dine opgaver i detaljer. Det vigtige er at følge en plan, så du kan se, hvordan tingene skrider frem, og ved, hvad næste trin er. På den måde får du styr på tankerne.

– Manglende prioritering kan gøre travlheden til en fast del af dit liv. Du har mange forventninger til dit liv og dig selv, og du oplever måske med jævne mellemrum tankemylder, hjertebanken, forvirring, hovedpine og spændinger forskellige steder i kroppen. Din krop forsøger at fortælle dig noget. Du skal til at vælge noget fra, sætte barren ned og uddelegere i det omfang, det overhovedet er muligt. Det erafgørende, at du tager dine opgaver op til overvejelse. Du er nødt til at gå på kompromis, og er du perfektionist af natur eller har behov for en høj grad af kontrol og rutine for at trives, kan du let ende med at blive stresset.

– Stress er, når du har overskredet grænsen for, hvad du kan klare. Du føler dig syg og fuldstændig udmattet. Uanset hvor meget du planlægger og prioriterer, er du overvældet af både fysiske og psykiske symptomer som eksempelvissvedeture, hjertebanken, fordøjelsesproblemer, søvnforstyrrelser og glemsomhed. I modsætning til følelsen af at have travlt, er stress en sygdomstilstand. Symptomerne vil være konstante og præge dig, uanset hvad du foretager dig. Det er invaliderende! Det er vigtigt, at du stopper op straks, sygemelder dig og glemmer alt om, at du ”bare lige skal have nogle ugers ferie”. Det handler om, at du skal passe på dig selv, fordi stress simpelthen ikke er det værd.

Naturli er et magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Bladets redaktion består af journalister og anerkendte sundhedsskribenter.

Naturli sælges gennem Matas, Helsebutikker og via abonnement. Læs mere på: www.naturli.dk

Kulturminister Joy Mogensen kommer til Esbjerg i morgen

0

Den står på både kunstmuseum, teater og gøglerier når kulturminister Joy Mogensen (S) besøger Esbjerg fredag den 28. august.

Ministeren skal blandt andet besøge Cirkus- og Teatergruppen Fugl Føniks og Esbjerg Kunstmuseum.

Det lokale folketingsmedlem fra Esbjerg, Anders Kronborg (S), glæder sig til at hilse kulturminister Joy Mogensen velkommen til Esbjerg. Anders Kronborg sidder selv i Kulturudvalget i Folketinget, og kunst og kultur fylder meget på hans politiske dagsorden.

I forbindelse med besøget på Esbjerg Kunstmuseum er Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune May-Britt Andrea Andersen (C) også at finde på talerlisten. Et godt tegn på, at der samarbejdes bredt om kulturen i Esbjerg Kommune.

”Kultur er et forunderligt og vigtigt fænomen. Jeg er ikke bange for at se ballet, opera eller tage en tur på kunstmuseum, men jeg kan også godt lide en uhøjtidelig håndbajer i forbindelse med en landskamp eller superligakamp”, siger Anders Kronborg. 

Programmet for ministerens besøg starter kl. 15.45-16.45 hos Cirkus- og Teatergruppen Fugl Føniks. Her vil Kai Jørgensen tage imod kulturministeren og ministeren vil møde både børn og ledere.

Efter besøget hos Cirkus- og Teatergruppen Fugl Føniks går turen videre til Esbjerg Kunstmuseum, men der vil også blive tid til at besøge Bomholts Plads i Esbjerg.

Billedtekst: Kulturminister Joy Mogensen har tidligere givet Vestjylland opmærksomhed, som f.eks. da hun indviede udstillingen Fanø Dagbog på Anders Kronborgs kontor i Folketinget. Ved ferniseringen var flere fra Fanø mødt op i Fanødragter. FOTO, Redstar

Exnersgade opgraderes med cykelsti

0

I næste uge går arbejdet i gang med at etablere en ny cykelsti i Exnersgade på strækningen mellem Borgergade og Baggesens Alle og frem til Fynsgade.

Mandag den 17. august vedtog Esbjerg Byråd, at der skal etableres en cykelsti i Exnersgade, og kun 14 dage senere bliver der nu gjort klar til at anlægge stien langs gaden ved BROEN.

Mange trafikanter færdes i Exnersgade hver dag for at besøge fx BROEN og Jobcenter Esbjerg. Adgangen til de to steder bliver ikke lukket, men trafikanterne vil skulle tage hensyn til, at der nu arbejdes på en ny cykelsti i gaden.

“Der vil blive skiltet med omkørsel, bl.a. ad Teglværksgade og Fynsgade, mens arbejdet udføres, og det kan ikke undgås at man vil opleve gener, når man færdes i gaderne”, forudser formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

For at trafikken afvikles sikkert, mens arbejdet foregår, vil det være nødvendigt at sætte parkeringsforbudstavler op i Teglværksgade og Fynsgade.

Presset tidsplan

Det er planen, at cykelstien bliver færdig allerede i indeværende år. Den hurtige opstart og færdiggørelse af projektet hænger sammen med, at byrådet bruger 7,3 mio. kr. fra byfornyelsesmidlerne, og de penge skal bruges på projekter her i 2020.

“Cykelstiprojektet falder sammen med andre igangværende anlægsopgaver i området. Det kan få generne til at synes ekstra voldsomme”, siger Søren Heide Lambertsen og forsætter, “det forsøger vi under normale omstændigheder at undgå, men projektet er tidsmæssigt meget presset”.

Cykelstien skal gøre det nemmere for cyklister at tage turen mellem Østerbyen og centrum af Esbjerg. I første omgang etableres der en bedre forbindelse til den nye supercykelsti i Baggesens Alle, og på sigt er cykelstien i Exnersgade første skridt på vejen til at forbinde Esbjergs to supercykelstier over de kommende år.

Team Esbjerg-direktør frustreret over at skuffe så mange

0

Efter Team Esbjergs premieresejr i Odense og Viborg HK’s mere forventelige 10-målssejr over Ajax København på hjemmebane indleder hovedparten af holdene i BambusaKvindeligaen sæsonen onsdag aften. Et af dem er Holstebro Håndbold, der gæster Blue Water Dokken til et møde med mestrene fra Team Esbjerg.

Kampen bliver spillet uden det tryk fra kvindeligaens største hjemmepublikum, der normalt kendetegner Team Esbjergs hjemmekampe. Coronarestriktioner tillader højest 500 personer i Blue Water Dokken, og foruden spillere, ledere, officials og andre involveret i kampafviklingen vil det være sponsorer og sæsonkortholdere, der befolker hallen. 

Holstebros kvindehold er udskilt fra TTH-paraplyen og begynder på en frisk med mange udskiftninger i truppen, men fortsat med erfarne Pether Krautmeyer som cheftræner. Han har mistet Kaja Kamp til onsdagens modstander og Maria Mose Vestergaard til Horsens, men er ifølge trænerkollegaen i Esbjerg god til hurtigt at få et nyt hold til at fungere.

– Alt andet end en sejr vil være under niveau, men vi har stor respekt for Holstebro, og der er advarselslamper nok, som blinker. Der er rigtig meget kvalitet i holdet med den nye playmaker, Jenny Carlson, Lærke Christensen og andre stærke ligaspillere. I modsætning til det meget aggressive 6-0-forsvar i fjor har holdet nu en lavere defensiv med større og stærkere spillere, og det passer formentlig Ditte Vind i målet godt, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han taler om en helt anderledes opgave, end da alt toppede tidligt med 32-22-sejren i Odense. Inden den kamp var det video med velkendte modstandere, denne gang er det stort set fra nul, og som minimum det første kvarter vil gå med at finde ud af Holstebros kamprytme. I træningskampene er vestjyderne lykkedes med deres spil og har vundet stort set alt. 

– Nu skal vi lidt ned på jorden igen og fokusere på en ny opgave, der måske mentalt bliver sværere end kampen i Odense. Jeg ved, at kulissen bliver en anden, men foretrækker at glæde mig over, at der i det hele taget må komme nogle og se kampen. Der er stor forskel på nul og 400 tilskuere, siger Jesper Jensen.

Direktør: Find nu en løsning for håndbolden

Team Esbjerg-direktør HC Warrer deler glæden over, at han for første gang siden 5. marts kan byde velkommen til en hjemmekamp, og at hallen ikke vil være mennesketom. Men han er samtidig kritisk over for, at åbningen af landets håndboldhaller for publikum ikke bevæger sig.

– Vi er rigtig kede af, at vi må skuffe så mange mennesker, der gerne vil være en del af et fællesskab og et sammenhold med 2.000 mennesker, som betyder meget for byen. Det er frustrerende, at der endnu ikke er fundet en løsning for håndbold og ishockey, når vi ser, at man har været konstruktiv og fundet en vej i forhold til fodboldklubberne. Vi mister vitale indtægtsmuligheder og kan ikke blive ved med at appellere om sympati og forståelse. Vore faciliteter er så gode og rummelige, at vi sagtens kan håndtere langt flere tilskuere uden at gå på kompromis med det sundhedsfaglige, siger HC Warrer.

De ca. 400 billetter til Holstebro-kampen er først tilbudt alle med VIP-adgang, hvilket 260-270 har benyttet sig af, og de ledige billetter tilfalder ved lodtrækning nogle af de over 600 sæsonkortholdere.

Team Esbjergs trup har adgang og er uforandret i forhold til kampen i Odense. 

Team Esbjergs trup til kampen BambusaKvindeligaen mod Holstebro Håndbold onsdag den 26. august kl. 18.30 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Flere lærere løfter inklusionen i folkeskolen

0

En aftale mellem regeringen og en række af Folketingets partier sender i 2020 godt 5,8 mio. kr. til folkeskolen i Esbjerg Kommune. Børn & Familieudvalget har besluttet at bruge de ekstra penge på styrke inklusionen blandt de yngste elever.

Et generelt løft af folkeskolen er målet med den aftale, som regeringen og flere af Folketingets partier blev enige om i juni. Det betyder, at folkeskolen i Esbjerg Kommune i 2020 får godt 5,8 mio. kr. ekstra til at ansætte flere lærere.

Konkret omsættes pengene til cirka 11 lærerstillinger på kommunens skoler, og de ekstra hænder skal lægges oven i de budgetter, skolerne i forvejen har, så folkeskolen får et reelt løft.

To voksne i indskoling

Børn & Familieudvalget har siden juni drøftet, hvordan de ekstra ressourcer bedst kommer til gavn i folkeskolen og har netop besluttet, at pengene skal målrettes ordninger med to voksne i indskolingen. Fokus skal rettes særligt mod inklusionen, og udvalget har valgt at gå med en model, hvor pengene fordeles til skolerne ud fra deres elevtal med vægten lagt størst i 0. klasse faldende frem mod 3. klasse.

I praksis får eksempelvis Auraskolen penge til at ansætte godt to ekstra lærere i indskolingen, mens de øvrige store skoledistrikter ligger mellem cirka en og to lærere ekstra. Ressourcerne bliver derefter fordelt ud på afdelingerne, så de kan koble to voksne på undervisningen i udvalgte timer i indskolingen.

Fundament for skolegang

“Det har stor værdi, at vi på den måde kan kanalisere lærerkræfter direkte ud i folkeskolen som deciderede ekstra ressourcer oven i skolernes eksisterende budgetter. Vi vælger at fokusere indsatsen i indskolingen, fordi vi her kan sætte målrettet ind på inklusionen og skabe et godt fællesskab og fundament for elevernes læring og trivsel i resten af deres skolegang”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

Esbjerg Havns ambitiøse fremtidsplaner får stor ros af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har i dag været på besøg i Danmarks største havn – målt i kvadratmeter – for at høre mere om, hvordan Esbjerg Havn vil bidrage til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Ministeren havde stor ros til Esbjerg Havn, der nu udvider med yderligere 1,3 million kvadratmeter for at kunne håndtere opsætningen af de mange nye vindmølleparker og en energiø i Nordsøen.

Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Foto: Niels Husted
Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Også Anders Kronborg (S) var med ved dagens møde.
Foto: Niels Husted

– Allerede nu er det et imponerende syn, når man tager rundt på Esbjerg Havn, og udviklingen med offshore vind er jo først ved at tage fart. Lige nu er der samlet set sat 1,7 gigawatt offshore vindmølleparker op i danske farvande, og i de kommende år skal der sættes yderligere 3 gigawatt op i Nordsøen alene, så det er meget betryggende at se, at Danmarks vindmøllehavn nr. 1 nu yderligere sætter alle sejl til for at kunne håndtere de mange nye vindmølleparker, der er på vej, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Ifølge ministeren er etableringen af nye offshore vindmølleparker en stor samfundsøkonomisk gevinst. Ikke kun fordi parkerne vil generere grøn strøm til mange tusinde husstande i hele Danmark, men også fordi beregninger viser, at der i kølvandet på en 1 gigawatt havvind følger 14.600 arbejdspladser.

– Vi er meget glade for, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i dag kom på visit i Esbjerg, så vi kunne fortælle ham om vores massive udvidelsesplaner på Esbjerg Havn, og hvordan vi skaber rammerne for nye vindmølleproduktionsfaciliteter og kan håndtere udskibning af de meget store vindmøllekomponenter i fremtiden. Esbjerg er porten til Nordsøen, og det har gjort os til Danmarks EnergiMetropol. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og vi er godt gearet til de mange nye gigawatt, der er på vej, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

De fremtidige planer for havnen tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse, som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter på havnen og i havnens bagland. Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye arealer i området, der støder op til Esbjerg Havn, og en udvidelse af selve havnen, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden ind til Esbjerg Havn.

– Vi er den havn i Europa, der udskiber fleste havvindmøller, og det er en position, vi agter at bevare og udbygge. Vores særlige position på grøn energi og havvind er også noget, man har meget fokus på i sammenslutningen af verdens energibyer, WECP, som vi er en del af. Og som næstformand i WECP gør jeg meget ud af at udbrede kendskabet til havnens knowhow til de andre 18 energibyer som Houston, Stavanger, Aberdeen og mange andre, siger Jesper Frost Rasmussen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nultolerance over for streetrace

0

I lighed med sidste weekend vil politiet de kommende dage sætte målrettet ind over for kap- og væddeløbskørsel med meget høje hastigheder.

Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over sommeren modtaget flere anmeldelser om streetrace og gennemført målrettede indsatser for at sætte ind over for ulovlig kap- og væddeløbskørsel.

Hændelserne er sket flere steder i politikredsen, og politiet har således gennemført særlige indsatser på området i Esbjerg, Varde, Holsted, Vojens, Aabenraa, Padborg, Toftlund og Holsted.

De seneste hændelser var i sidste weekend i Toftlund og Holsted, hvor politiet kontrollerede i alt 169 køretøjer med i alt 272 personer. Resultatet blev 44 sager, blandt andet om kap- og væddeløbskørsel, der udløste en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, mens 27 biler blev indkaldt til syn.

Vil være konsekvente

Politiet understreger, at tilgangen vil være den samme, hvis der på ny kommer anmeldelser om streetrace.

– Vi har nultolerance over for denne type hændelser, der skaber utryghed og farlige situationer. Der vil fra politiets side fortsat være tale om konsekvent retshåndhævelse i forbindelse med konstaterede lovovertrædelser, understreger politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen, Mads Bruhn Lund, fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Læserbrev af Svend Åge Kjærsgaard Møller

0

Højrefløjens nedprioritering af velfærden, har øget uligheden, som har resulteret i, at nogen har økonomisk mulighed for en tidlig pensionsalder, på første klasse, mens andre må arbejde til de er totalt nedslidte.

 I respekt for de nedslidte må det være mulig, at der kan samles et flertal for lovforslaget om, at disse udsatte grupper tilbydes ressourcer, og sociale rettigheder til en værdig tilbagetrækning, specielt når det ikke er en økonomisk tung opgave, fordi mange i forvejen modtager overførselsindkomst.

Den finansielle sektor, som samfundet tidligere har hjulpet med bankpakker, må nu med deres kæmpe overskud anstændigvis bidrage til finansieringen af en værdig tilbagetrækning for dem der har haft et langt og nedslidende arbejdsliv, så vi kan tilbyde denne del af befolkningen at være en del af vores velfærdssamfund.

Heldigvis er der ændret kurs, fra højrefløjens prioritering af skattelettelser, på bekostning af velfærden.

Jeg er sikker på, vi med denne ændrede kurs, er på vej til igen, at kunne måle vores velfærdssamfund på, hvordan vi behandler vores svage medborgere.

Med venlig hilsen 

Svend Åge Kjærsgaard Møller

Grønlandsparken 30 A

6715 Esbjerg N.

Susanne S. Pedersen genudnævnt til institutleder for Institut for Psykologi på SDU

0

Professor Susanne S. Pedersen har siden 2014 bestridt posten som institutleder for det dengang forholdsvis nystartede institut på SDU med stor succes og er nu blevet ansat til at fortsætte i rollen de næste seks år.

Susanne S. Pedersen
Susanne S. Pedersen

”Hun har i sin egenskab af leder af instituttet virkelig løftet det op til et niveau, hvor SDU ligger i toppen både videnskabeligt og undervisningsmæssigt. Og så har Susanne på eminent vis formået at bygge instituttet op som netop et sundhedsvidenskabeligt institut, der arbejder med diagnostik og behandling af patienter – og forskningen i dette – på eksemplarisk vis,” udtaler dekan Ole Skøtt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU.

Susanne S. Pedersen ser frem til fortsætte i stillingen som institutleder:

”Jeg glæder mig til at fortsætte som institutleder ved Institut for Psykologi og sammen med en stab af entusiastiske og dedikerede medarbejdere at bygge videre på det stærke fundament, som instituttet nu hviler på. At opbygge et institut kræver en stor indsats og investering af medarbejderne – videnskabeligt samt teknisk-administrativt personale – og af ledelsen. Vi er kommet langt siden instituttet startede i 2010 og har et velfungerende institut med et godt arbejdsmiljø, der dækker bredden af psykologien, både i vores uddannelse samt forskning. Vi rummer mange forskellige fagligheder og erfaringer indenfor psykologien og den forskning vi laver er yderst samfundsrelevant, og netop det gør os stærke”, siger Susanne S Pedersen.

”I de kommende år vil vi arbejde på at opbygge en universitetsklinik, som er yderst relevant for vores studerende ift. at udvide deres kliniske kompetencer og gøre dem klar til at fungere som psykologer ude i det virkelige liv men også for ansatte i forhold til at skærpe deres kliniske kompetencer. Vi vil ligeledes kunne afprøve nye terapiformer for at sikre, at de er evidens-baserede. Hermed vil der være en tæt kobling mellem uddannelse og forskning. Vi vil også have fokus på kompetenceudvikling og arbejde på at forbedre infrastrukturen blandt andet via indtægtsdækket virksomhed. Vi håber, at vi også kan bidrage til, at SDU får en digital platform som både kan bruges til undervisning og forskning. Dette behov er blevet tydeligere pga. COVID-19 og ville have et enormt potentiale ikke kun på Institut for Psykologi men for mange andre aktører på SDU og vil kunne tiltrække nye samarbejdspartnere”.

”Instituttet har en hel særlig profil, idet det er en del af Sundhedsvidenskab, hvilket er unikt i Danmark. Det giver et fantastisk potentiale i forhold til tværfaglig forskning og brobygning mellem SDU, Odense Universitetshospital (OUH) og andre relevante eksterne partnere både nationalt samt internationalt, og det er et af de aspekter, som jeg fortsat vil prioritere som institutleder. I 2022 færdiggøres flytningen af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og OUH fra J.B. Winsløws Vej til Syddansk Universitet på Campusvej i Odense, og vi kommer dermed tættere på Nyt OUH, hvilket vi glæder os til ift den synergi det giver”, siger Susanne S. Pedersen.

Udover at være institutleder er Susanne også professor ved instituttet og har samtidig en ansættelse på Hjertemedicinsk Afdeling B på Odense Universitetshospital. Hendes professorat er inden for kardiovaskulær psykologi. Hun forsker i grænsefladen mellem psykologien og kardiologien, herunder hvad det betyder for patienter, der må leve med hjertesygdom, når de også får angst og depression, og hvordan de bedst kan hjælpes. Hertil har hun fået flere eksterne bevillinger til kliniske e-health, multidisciplinære studier, som ACQUIRE-ICD, eMindYourheart og My-Choice.

Hun er forfatter og/eller medforfatter til mere end 250 publikationer i internationale, peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter inden for grænsefladen mellem psykologi og kardiologi og til adskillige bogkapitler. 

Susanne S. Pedersen kom den 1. januar 2014 til SDU fra en stilling som professor i kardiovaskulær psykologi ved Tilburg Universitet og Erasmus Medical Center i Rotterdam, Holland, hvor hun boede i 12 år.

Foto: SDU

Esbjerg Havn går i gang med en af Danmarks største havneudvidelser nogensinde

0
Esbjerg Havn fotograferet i april 2020 (Foto: Christer Holte/Esbjerg Havn).

Danmarks største havn målt på areal føjer nu yderligere 1,3 million kvadratmeter til havneområdet. Det er en af de største havneudvidelser i Danmark nogensinde, og det vil skabe plads til et vindmølleeventyr af helt unikke dimensioner med deraf følgende arbejdspladser.

Foto: Christer Holte

Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune tager førertrøjen på, når det gælder om at nå regeringens ambitiøse mål og reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. Der er en massiv udvidelse af havnens grønne aktiviteter på vej. Esbjerg Havn udskiber i forvejen 75 procent af alle offshore vindmøller i Nordsøen. Med en yderligere havneudvidelse og opkøb af jord i havnens bagland, bliver der meget mere plads til blandt andet etablering af vindmøllefaciliteter. Og der er allerede fundet investorer til etablering af produktionshallerne, og de står klar med ca. 1 milliard kroner.

– Vi ved, at udskibning af vindmøller vil stige markant de kommende år. Analyser viser, at der vil blive bygget og udskibet cirka 620 vindmøller på 12 megawatt årligt. For at kunne imødekomme den massive stigning, har vi arbejdet ihærdigt med at afklare, hvad der skal til, for at vi kan håndtere denne opgave. Det er derfor, at vi nu sammen med Esbjerg Kommune går i gang med at opkøbe og etablere 1,3 mio. kvadratmeter. Der er massiv efterspørgsel efter mere lagerplads og produktionsfaciliteter, idet vindmøllekomponenterne bliver større og større og dermed vanskeligere kan fragtes på vejene, siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør for Esbjerg Havn.

Havnens fremtidige planer tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter.

– Analysen viser meget tydeligt, at vi ikke kan undvære en eneste kvadratmeter, hverken af de områder, vi allerede råder over eller de nye områder, der nu tilføjes. Esbjerg Havn er en driftig industrihavn, og denne position vil blive yderligere udbygget de kommende år, siger Flemming Enevoldsen, der er bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.

Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye områder i Måde og etablering af etape 5, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden indtil Esbjerg Havn.

– Esbjerg er Danmarks EnergiMetropol, og vi har en klar ambition om at fastholde denne position og udbygge den. Esbjerg er porten til Nordsøen, og her ligger et kæmpe potentiale fx i form af den energi-ø, som fremgår af regeringens klimaplan. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og der kommer mange flere til. Vi gør Esbjerg Havn og by klar til den grønne omstilling. Esbjerg Havn har længe været en af hovedaktørerne i etableringen af grøn strøm, men med vores nye planer bidrager vi markant til at nå målet om at udlede 70 procent mindre CO2 i 2030, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.