Home Tags Landgangen

Tag: landgangen

Rust fra Landgangen er forventet og uskadelig

En teknisk rapport slår nu fast, at rust fra broprojektet Landgangen ikke kan gøre skade på andre metaller eller materialer. Corten-stål, som broen er konstrueret i, afgiver ikke flyverust, men rustpartikler opløst i regnvand vil forekomme, især i de første 2-5 år.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs nye cykel- og gangsti, Landgangen, som forbinder Esbjergs
bymidte med Dokhavnen, ruster. Det er en kendt og forventet
egenskab ved byggematerialet Corten-stål, hvor et rustlag, som dannes på overfladen igennem de første år, beskytter stålet imod korrosion.
Afsmitning fra rusten har givet anledning til bekymring fra brugere af den parkeringsplads, der ligger lige ved Landgangens bro ved
Dokhavnen. Derfor har Esbjerg Kommune bedt ingeniørvirksomheden COWI undersøge, om der er risiko for flyverust fra broens
stålkonstruktioner. 
Ingen flyverust
En rapport fra COWI slår nu fast, at rust fra Landgangen ikke kan
gøre skade på andre metaller eller materialer, men der forekommer afsmitning af rust opløst i regnvand der vil kunne give misfarvning på
sugende overflader som f.eks. betonen under broen.
Rustafsmitningen fra broen vil aftage efter 2-5 år, når Corten-stålet
har dannet sit korrosionsbeskyttende lag, men vil dog aldrig helt
forsvinde.
Vi har hele tiden vidst, at denne proces ville ske. Stålet på Landgangen ruster, især i begyndelsen. Jeg er dog glad for, at vi med den tekniske
rapport nu har fået slået fast, at broen ikke afgiver flyverust og
dermed ikke kan beskadige f.eks. lak på biler.
Afsmitning fra rust opløst i regn vil forekomme og kan afvaskes fra
ikke sugende underlag. Afsmitningen aftager med tiden, og jeg håber, at brugere af parkeringspladsen ved Landgangen vil bære over med
de gener fra rustfarvet vand, der indtil da måtte være, siger formand
for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune,
Søren Heide Lambertsen.
Vi sætter stor pris på, at Esbjerg Kommune har taget vores henvendelse om rustnedfald på biler alvorligt og har undersøgt sagen til bunds.
Vi tager rapportens konklusioner til efterretning, siger direktør Søren Clemmensen fra virksomheden Niels Winther, der har parkeringsplads lige ved Landgangen på Dokhavnen.


Afsløring af Byplanprisen 2018

0
DCIM100MEDIADJI_0010.JPG

Esbjerg Kommune har vundet Byplanprisen 2018, og alle er velkomne, når prisen afsløres fredag den 16. november 2018 kl. 15 i Havnegade.

Foto: Fotograf Simonia

Da borgmester Jesper Frost Rasmussen i oktober modtog Byplanprisen 2018 på vegne af Esbjerg Kommune var Landgangen et af de elementer, som juryen fremhævede i deres motivation. Derfor vil selve prisen – en flot plakette – blive sat op ved Havnepromenaden i Havnegade, hvor Landgangen begynder.

Ved afsløringen af prisen den 16. november kl. 15 taler borgmester Jesper Frost Rasmussen og formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

“Det betyder utroligt meget, at Esbjerg Kommune modtager Byplanprisen 2018, da det er en meget stor anerkendelse fra landsdækkende kompetente instanser. Mange har været involveret i de gennemførte projekter og arbejder i Esbjergs bymidte – både det private erhvervsliv, Esbjerg Havn, Esbjerg Byforum og borgerne. Prisen må siges at være en god motivation og grobund for at fortsætte udviklingen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

“Det er virkelig fint, at planlægningen af bymidten i Esbjerg har resulteret i gennemførte projekter, som ikke kun anvendes af de lokale borgere, men også vækker begejstring fra andre dele af landet. I stedet for en bymidte med begrænsede muligheder fås nu mangeartede oplevelser, herunder en spændende forbindelse til den gamle Dokhavn”, siger formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini.

Efter afsløringen serveres der noget varmt at drikke, og alle interesserede er velkomne.

Motivationen for at få prisen:

Siden kommunesammenlægningen har strategien været klar – og nu folder Esbjerg by sit potentiale ud. Bymidten fortættes og bymiljøet styrkes med nye ruter, aktivitetszoner og opholdsrum.

En af de største udfordringer har været at få byen til at hænge sammen med havnen. Derfor er der skabt en ny unik og meget imponerende stiforbindelse, Landgangen.

Juryen fremhæver det lange seje træk, der nu bærer frugt.

Prisjuryen har bestået af repræsentanter fra Dansk Byplanlaboratorium, Akademisk Arkitektforening og Foreningen af byplanlæggere. I første fase af bedømmelsen var der en nominering, hvor Fredensborg, Vejle og Esbjerg Kommune var udtaget.