Home Tags Info

Tag: info

Kiefer aflyser

0

Et fald forhindrer Kiefer Sutherland i at optræde til Esbjerg Festuge, og der arbejdes nu på at finde en anden kunstner.

Foto: Esbjerg Festuge

Lørdag kl. 18.45 skulle Kiefer Sutherland have underholdt på Torvet i Esbjerg. Den kendte skuespiller har bl.a. medvirket i 24 timer og senest Designated Survivor, mens han sideløbende passer karrieren som countrystjerne.

Desværre vil publikummet i Esbjerg ikke opleve den syngende actionstjerne. Kiefer Sutherland er faldet og har trykket adskillige ribben på vej op i turbussen. Efterfølgende har en læge vurderet, at Sutherland ikke er i stand til at optræde på grund af åndedrætsbesvær.

“Ærgrelsen er selvfølgelig stor lige nu. Vi har ønsket Kiefer Sutherland god og snarlig bedring, og han undskylder mange gange for ulejligheden. Lige nu arbejder vi på højtryk for at skaffe en anden kunstner her i 11. time”, siger Villy Grøn, eventchef i Esbjerg Kommune.

Traditionen tro er lørdag aften kulminationen på Esbjerg Festuge. På scenen vil man stadig kunne opleve Halberg & Friends og Rasmus Bjerg med hyldestkoncerten til John Mogensen. Aftenen rundes af med et kæmpe festfyrværkeri.

Når der er nyt om en mulig erstatning for Kiefer Sutherland, bliver det offentliggjort på Esbjerg Festuges hjemmeside og Facebookside.

 

Team Esbjerg er klar til Japan

0

Team Esbjerg er ved at være fire uger inde i forberedelserne til den nye sæson, og den første vigtige kamp, en udekamp mod Randers HK i Santander Cup 22. august, nærmer sig.

Foto: Yesbjerg

Truppen runder fem dages træningslejr i Lalandia Billund af med at spille den første kamp i opvarmningsturneringen Ringkøbing-Skjern Elite Cup onsdag aften mod det japanske landshold.

– Det er den første rigtige træningskamp afviklet over to gange 30 minutter, og spillerne skal have en fornemmelse af, at det begynder at stramme til, og at man kan blive skiftet ud, hvis man ikke præsterer. Jeg er ret fortrøstningsfuld om, hvor vi er nu, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han bygger sin optimisme på, at der er sket få udskiftninger i truppen, hvor Rikke Poulsen og Sonja Frey, er de eneste helt nye spillere, og Rut Jónsdóttir indleder sin første hele sæson efter barsel og skader. Spillerne mødte i fin form efter sommerpausen, og i stedet for den hårdeste version af fysisk træning har tiden kunnet bruges på håndbold og på at lære hinanden at kende og bygge forholdet op både på og uden for banen.

– Også den del er lykkedes til perfektion. Vi havde rigtig mange dygtige spillere, og flere er kommet til. Der er stor dynamik i truppen, og selv om resultaterne måske kan svinge i perioder, vil det betale sig over tid. Mod Japan får vi at se, hvor langt vi er kommet. Sonja Frey tilfører med sin spilforståelse og speed noget andet, og hun vil komme til at blomstre, efterhånden som hun bliver spillet ind på holdet. Jeg ser også lidt Rut som en helt ny spiller, og hun kan noget helt andet end Line. Jeg betragter hende som en playmaker på højre back, fordi hun har sin fine spilforståelse, siger Jesper Jensen.

Hans kendskab til Japan går tilbage til VM-slutrunden i december 2017 i Tyskland, hvor de næste VM-værter blev slået knebent af Holland i 1/8-finalen. Jesper Jensen forventer at møde et sammenspillet hold med mange systemer og med mere fart end fysik. Et spændende møde med en anden håndboldkultur, som kan være en forsmag på EHF Champions League til oktober.

Kampen i ROFI Centret i Ringkøbing spilles kl. 18.00. I en eventuel semifinale lørdag venter Randers HK eller Moskva. Hvis Team Esbjerg når søndagens finale, er Buxtehuder SV, Nykøbing F. Håndbold og København Håndbold blandt de mulige modstandere.

Nu har Esbjerg Kommune 4 leverandører af madservice

0

Esbjerg Kommune har netop godkendt Den Røde Okse og Årre Kro som nye leverandører af madservice. Det betyder, at borgere i Esbjerg Kommune, der er visiteret til madservice, fremover kan vælge mellem fire forskellige leverandører.

Foto: Yesbjerg

To nye leverandører, Den Røde Okse og Årre Kro, er netop blevet godkendt til at levere mad til borgere i Esbjerg Kommune, som er visiteret til madservice. Er man visiteret til madservice, kan man derfor nu vælge mellem fire forskellige leverandører: Det Danske Madhus A/S, Den Røde Okse, Årre Kro og Esbjerg Kommunes Madservice.

Direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, glæder sig over, at kommunen nu igen kan tilbyde et bredt udvalg af leverandører af madservice, efter at Renés Køkken har meddelt, at de stopper som leverandør, og oplyser:

 

– Vi er i fuld gang med at kontakte de ca. 140 borgere, der frem til nu har fået leveret mad fra Renés Køkken, med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice. Halvdelen af de berørte borgere har allerede valgt en anden leverandør. Skulle de ønske at vælge om, nu hvor der er kommet flere leverandører til, er de velkomne til at kontakte vores Visitation. Når vi ringer til de resterende borgere, vil de selvfølgelig få valget mellem alle de fire leverandører af madservice, som vi har nu, siger direktør Arne Nikolajsen.

 

Ønsker man at skifte leverandør af madservice, kan man kontakte Sundhed & Omsorg, Visitationen, på tlf. 76 16 38 60. Visitationen kan også oplyse nærmere om tilbuddet fra de forskellige leverandører.

Tre unge mænd med bandetilknytning dømt i narkosag i Esbjerg

0

To personer blev idømt tre års ubetinget fængsel, mens den tredje dømte fik 10 måneders ubetinget fængsel.

Foto: Yesbjerg

Tre mænd på 21, 21 og 25 år blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt fængsel i en sag om besiddelse og salg af kokain i Esbjerg.

En 21-årig mand fik 10 måneders ubetinget fængsel, mens den anden 21-årige og den 25-årige fik ubetinget fængsel i tre år.

De to mænd, der blev idømt tre års fængsel, er dømt for at have solgt ikke under 508 gram kokain, mens alle tre blev dømt for at have besiddet lige under 100 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.

De tre dømte har relation til bandemiljøet i Esbjerg. Trods dette kom anklagemyndigheden ikke igennem med en påstand om opholdsforbud.

Den 21-årige, der blev idømt 10 måneders fængsel, er tyrkisk statsborger. Han fik i forbindelse med dommen en advarsel i medfør af udlændingeloven.

Esbjerg fB accepterer karantænedag til Lammers

0

Esbjerg fB er søndag uden cheftræner John Lammers, når holdet i Aalborg møder AaB, idet han er blevet tildelt én spilledags karantæne for usportslig optræden.

Foto: Yesbjerg

Når Esbjerg fB søndag tager til Aalborg for at spille mod AaB i 3F Superligaens 5. spillerunde, bliver det uden cheftræner John Lammers på sidelinjen.

Hollænderen var efter hjemmekampen mod OB søndag d. 4. august involveret i en diskussion med kampens dommer Benjamin Willaume-Jantzen, som efterfølgende indberettede Lammers til disciplinærudvalget for usportslig optræden.

John Lammers, der er blevet tildelt én spilledags karantæne, ærgrer sig over dommen, men accepterer udfaldet af sagen.

– Jeg var i mine følelsers vold i sekunderne efter kampen, men det retfærdiggør selvfølgelig ikke min opførsel. Det er imod både mine egne og klubbens værdier at agere usportsligt overfor dommere, modstandere, ledere eller nogle helt andre, og derfor respekterer jeg udfaldet, selvom det er ærgerligt, siger han.

Assistenttræner Claus Nørgaard vil søndag have det sportslige ansvar.

Leverandør af madservice er oprettet som konkurssag og afventer indkaldelse til fogedretten

0

En leverandør af madservice i Esbjerg Kommune, Renés Køkken, er gået konkurs. Alle borgere, der er visiteret til madservice i Esbjerg Kommune, og som har valgt mad fra Renés Køkken, bliver kontaktet og får mulighed for at vælge en anden madserviceleverandør.

Foto: Yesbjerg

Renés Køkken, som er en af tre leverandører af madservice i Esbjerg Kommune, er gået konkurs. Selskabet leverer de sidste madservicemåltider torsdag den 15. august 2019. De ca. 140 borgere, som er visiteret til madservice i Esbjerg Kommune, og som har valgt mad fra Renés Køkken, kan fremover vælge at få mad fra Esbjerg Kommunes Madservice eller fra Det Danske Madhus.

 

Ingen borgere kommer til at stå uden madservice

– Det er beklageligt, at en af vores leverandører af madservice er gået konkurs, men ingen borgere kommer til at stå uden madservice. Vores to tilbageværende leverandører står klar til at tage over og kan levere mad fra fredag den 16. august. Vi ringer til alle de berørte borgere med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Esbjergs piger synger til EM

Konservatoriets Pigekor Esbjerg rejser den 3. august på koncertrejse for at deltage i European Choir Games, som er én af Europas største korkonkurrencer.

Årets European Choir games, er sin fjerde af slagsen og afholdes i Göteborg med deltagelse af 5000 passionerede korsangere fra hele verden.

Foto: privat

Lærke Heegaard Trondhjem Hansen på 14 år stiller sammen med 45 andre piger op i 2 kategorier akkompagneret af korleder Lone Gislinge og pianist Michael Min Knudsen. Pigerne skal synge i dag og i morgen.

Du kan se mere om konkurrencen her og følge og heppe på pigerne på deres Facebook side.

Konkurrencens hjemmeside:

www.europeanchoirgames.com

Konservatoriets pigekors Facebookside:

Følg pigerne her

Esbjerg fB lejer Emil Ankersen ud til FC Sydvest

0

Esbjerg fB lejer backen Emil Ankersen ud til 2. divisionsklubben FC Sydvest i det kommende halvår.

Foto: Yesbjerg

19-årige Emil Ankersen lejes i den kommende halvsæson ud fra Esbjerg fB til FC Sydvest, der til dagligt begår sig i 2. division.

Ungdomselitechef Niels Erik Søndergård peger på muligheden for at spille førsteholdsfodbold som en afgørende faktor for den hurtige højre back.

– Det er en rigtig god løsning for alle parter, og det vil forhåbentligt give Emil et løft. Nu får han muligheden for kontinuerligt at komme til at spille fodbold på et godt niveau, og vi vil følge med i, hvordan det kommer til at gå ham i efterårssæsonen, siger han.

Emil Ankersen har spillet en kamp for EfB.

Politiet advarer mod pirattaxaer i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag modtaget to anmeldelser – blandt andet at en taxapirat uretmæssigt har hævet et stort beløb på et kreditkort.

Det er en rigtig dårlig idé at blive kørt hjem i en bil, der ikke er en ægte taxa.

Foto: YESBJERG

Det må to Esbjerg-borgere sande.

Begge har været passagerer i pirattaxaer tidligt fredag efter en bytur i Esbjergs centrum og har efterfølgende meldt hændelserne til Syd- og Sønderjyllands Politi.

I det ene tilfælde lykkes det taxapiraten at misbruge en 32-årig mands Visakort i køretøjet, hvorefter der uretmæssigt bliver hævet et større beløb. Og i det andet tilfælde tager piraten hævekortet fra en 28-årig mand, ligesom den kriminelle chauffør også narrer pinkoden ud af passageren.

 

Lad være

Begge hændelser bliver efterforsket, og Syd- og Sønderjyllands Politi advarer samtidig mod at benytte uautoriserede taxaer – ikke mindst forud for den kommende weekend.

– For nogen kan det måske være fristende at benytte en pirat, fordi der kan være mangel på taxaer i nattelivet. Men det kan i værste fald blive en meget dyr tur, fordi man risikerer at blive snydt, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

 

– Skal vi dette problem til livs, kræver det dels, at borgerne anmelder ulovlig taxakørsel til myndighederne, dels at borgerne vælger pirattaxaerne fra, tilføjer han.

 

Vicepolitiinspektøren peger i tilgift på, at pirattaxaer – i modsætning til de autoriserede taxaer – fx heller ikke afregner skat eller har tilladelser, forsikringer m.m. i orden, lige som køretøjet typisk heller ikke er godkendt til taxakørsel.

Politiet går i dialog med uddannelsesstederne for at undgå snyd med studieboliger

For at rådgive de studerende om hvordan de bedst muligt sikrer sig mod de mere skumle elementer på lejemarkedet, har Syd- og Sønderjyllands Politi taget kontakt til uddannelsesstederne i politikredsen.

Foto: Yesbjerg

Fredag den 26. juli får de unge svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse.

Og selvom drømmestudiet så er i hus, står mange over for den næste udfordring: De skal finde en bolig, så alt er på plads inden studiestart i september.

 

Boligmarkedet i mange studiebyer kan være presset. Og hvert år bliver studerende desværre udsat for bedrageri, fordi kriminelle tilbyder private lejeboliger, som de ikke råder over.

 

Appellerer til uddannelsesstederne

For at rådgive de studerende om hvordan de bedst muligt sikrer sig mod de mere skumle elementer på lejemarkedet, har Syd- og Sønderjyllands Politi taget kontakt til uddannelsesstederne i politikredsen.

 

– Vi forsøger dels selv at nå de unge via sociale medier, hvor vi oplyser om, hvordan man bedst undgår at falde i de kriminelles fælder. Dels appellerer vi til, at uddannelsesstederne giver vores gode råd videre til de studerende, fx på hjemmesiden eller intranettet, forklarer vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Vær skeptisk

Vicepolitiinspektøren fremhæver, at mange unge allerede før den 26. juli er gået i gang med at søge efter en studiebolig for at komme foran i køen. Nu øges antallet af boligsøgende yderligere, og det er de kriminelle meget bevidste om.

– Vi ser en generel tendens til, at kriminelle benytter hjemmesider og sociale medier til at komme i kontakt med borgere for at begå bedrageri, bl.a. i forhold til lejeboliger. Så det gælder om at være skeptisk i dialogen med en udlejer og ikke lade sig presse til fx at betale forskud uden at have set boligen først og have dokumentation for, hvem udlejer er, fremhæver Chr. Østergård.

Han peger i den forbindelse på, at har man først overført penge til en kriminel, der udgiver sig for at være udlejer, er der meget stor risiko for, at alt er tabt. 

– Vedkommende opererer måske fra udlandet, hvor det kan være yderst vanskeligt at få sagen efterforsket, vedkommende anholdt og pengene igen. Men er man årvågen som boligsøgende, er det vanskeligere for en svindler at snyde en, pointerer Chr. Østergård.

 

Gode råd når du søger studiebolig

Undersøg hvem der ejer boligen 

Hvis du skal leje gennem en privat udlejer, er det en god idé at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk. 

 

Undersøg om boligen er på markedet 

Undersøg om boligen er på markedet ved at kontakte ejeren gennem boligejer.dk. 

 

Få legitimation fra udlejer 

Er udlejeren den, han udgiver sig for? Kan du se, hvilket nummer udlejeren ringer/SMS’er fra? Tjek oplysningerne på fx krak.dk. Sender vedkommende SMS via websites? Det kan være et tegn på snyd.

Få en kopi af udlejers billedlegitimation i form af kørekort eller pas, og tjek at billedet er vellignende. 

 

Vær kritisk hvis udlejer vil have dig til at overføre penge til en udenlandsk konto 

Vær påpasselig hvis du bliver bedt om at overføre penge til en udenlandsk konto, Western Union eller PayPal. Mange svindlere forsøger at gemme sig bag udenlandske konti eller udenlandske online betalingsløsninger. 

Betal ikke kontant – overfør kun via et dansk pengeinstitut 

Sørg for at overføre depositum, husleje eller forudbetalt leje til en dansk bankkonto, så du altid har dokumentation for, at du har overført pengene. Overfør først når du har set lejligheden og vellignende gyldig legitimation fra udlejer.

Du kan eventuelt sætte pengene ind på en spærret konto – og dermed garantere – at du kan betale depositum og efterfølgende lave en kontooverførsel, så modtageren kan spores. 

 

Betal ikke penge under bordet 

Betal aldrig penge under bordet til udlejer. Det er ulovligt, og du har ikke nogen juridisk mulighed for at få dine penge retur.

 

Få en fremvisning 

Insister på at få boligen fremvist og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddør/dørtelefon. Du kan også spørge, om naboen kender udlejer. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål. 

 

Sørg for en gyldig lejekontrakt 

Få en lejekontrakt med udlejers underskrift og få en fagperson til at kigge kontrakten igennem, før du selv skriver under. Det er vigtigt, at du har set boligen, inden du underskriver lejekontrakten eller overfører penge. 

 

Lad dig ikke presse 

Brug din sunde fornuft og mavefornemmelse. Vær på vagt, hvis udlejer vil have dig til at skrive under på kontrakten med det samme. Hvis udlejer forsøger at presse dig til at tage hurtige beslutninger, kan det være et tegn på, at der er noget galt.

Hvis det går galt…

Kontakt omgående dit pengeinstitut for at forsøge at få overførsel af depositum/husleje stoppet.

Saml alle dokumenter i sagen og anmeld bedrageriet til politiet. Benyt anmeldelsesblanketten på Politi.dk/anmeld.

 

Læs flere gode råd på Politi.dk/forebyg