Home Tags Info

Tag: info

Elever dyster i naturfag til First Lego League

Naturvidenskab er et fag, man skal kunne involvere sig i, og så skal det være sjovt at lære. Det er filosofien bag First Lego League, som for første gang holder en turnering i Esbjerg, hvor hold fra kommunens skoler dyster i blandt andet kodning, programmering og robotkørsel.

Ådalskolen Bohr har stærke traditioner inden for naturfag og stiller op med et hold fra 6. årgang. Eleverne arbejder på en innovativ løsning, der kan få flere unge til at vælge Esbjerg som studieby.

Foto: Esbjerg Kommune

Innovation, entreprenørskab og teamwork er kompetencer, som er efterspurgte i erhvervslivet og også bliver sat i fokus, når Esbjerg Kommune for første gang inviterer folkeskolerne til First Lego League. Den naturvidenskabelige teknologikonkurrence strækker sig over otte uger og slutter med en turnering i Teknodromen på Rybners lørdag den 9. november.

Morgendagens problemløsere

Målet med First Lego League er at inspirere børn og unge til at blive morgendagens ingeniører, forskere og problemløsere, og projektet giver dem mulighed for udforske et spændende tema og opleve glæden ved at føre deres egne ideer ud i livet.

“Der har været turneringer i mange byer i Danmark, og som den 5. største by og Danmarks EnergiMetropol er det på tide, at vi også kommer på First Lego League-landkortet. Det har stor betydning, at børn og unge ser naturvidenskab som et fag, man kan involvere sig i. I den sammenhæng er First Lego League en unik platform, fordi den inddrager eleverne som aktive medspillere, og samtidig har eleverne det sjovt, mens de lærer”, siger Annelise Kjær, der er projektleder for First Lego League og naturfagslærer på Ådalskolen Bohr.

Robotkørsel på legobaner

Syv hold med hver 10-12 elever fra kommunens skoler er tilmeldt, og i det første år er det målet at samle erfaringer og viden, så turneringen på sigt kan blive udvidet. Selve konkurrencen begynder med indmarch og åbningsceremoni, hvorefter eleverne dyster i deres innovationsprojekter, kodning og programmering, mens højdepunktet er robotkørsel på legobaner. Dagen slutter med præmieoverrækkelse, og vinderholdet får en plads i den skandinaviske finale i Roskilde den 30. november.

Konkurrencen er åben for publikum, og pressen er velkommen til First Lego League lørdag den 9. november kl. 9.00-14.00 i Teknodromen på Rybners, Spangsbjerg Møllevej.

Lars Olsen ny cheftræner i EFB

Lars Olsen starter pr. dags dato som ny cheftræner i Esbjerg fB på en kontrakt frem til sommeren 2022. Han vil efter aftale afslutte sine sidste opgaver som landstræner for Færøerne medio november.

Esbjerg fB har indgået en aftale med det færøske fodboldforbund således, at Lars Olsen er ny cheftræner på Gl. Vardevej med øjeblikkelig virkning.

Foto: EfB

58-årige Olsen har de seneste otte år været landstræner for Færøerne, og alle parter er blevet enige om, at han i perioden d. 11.-19. november for sidste gang vil stå i spidsen for færingerne i holdets to EM-kvalifikationskampe.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over ansættelsen af Lars Olsen, som gennem samtaler har vist stor interesse for EfB og klubbens potentiale. Han takker samtidig det færøske fodboldforbund for en god dialog undervejs.

– Med Lars Olsen får vi en markant trænerkapacitet ind med mange års værdifuld erfaring fra både dansk og international fodbold, og vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham. Det viser fra begge sider en stor tro på projektet i EfB, og sammen med det nuværende trænerteam skal Lars være med til at udvikle det nuværende fundament yderligere. Samtidig skal der sendes en tak afsted mod Færøerne, hvorfra der i processen har været vist stor fleksibilitet og forståelse, siger han.

Hovedpersonen, der som aktiv spiller blandt andet var anfører for Danmarks EM-vindere i 1992, ser frem til at komme i gang med arbejdet i Esbjerg.

– Jeg glæder mig til at blive klubtræner igen og starte op i EfB, som jeg gennem flere gode snakke med Jimmi har fået et rigtig godt billede af som klub. Den overordnede strategi om at bringe unge, talentfulde spillere fra EfB Akademi frem på førsteholdet er tiltalende, og fundamentet er allerede godt. På den korte bane handler det dog om at få hentet nogle point, så vi kan avancere i tabellen, siger Lars Olsen.

Lars Olsen og EfB har lavet en aftale gældende frem til juni 2022. Han træner 3F Superliga-holdet for første gang i dag.

Fakta:

Navn: Lars Olsen
Født: D. 2. februar 1961

Spillerkarriere: Glostrup IF32, Køge BK, Brøndby IF, Trabzonspor, Seraing, FC Basel, Danmarks A-landshold
Trænerkarriere: Brøndby IF, Randers FC, OB, Færøernes A-landshold

Længere ventetid til politiets telefon tirsdag

0

Syd- og Sønderjyllands Politi skal have nyt telefonanlæg. Derfor kan der blive længere ventetid, og der kan ikke stilles om til enkelte medarbejdere eller afdelinger.

Syd- og Sønderjyllands Politi udskifter telefonanlægget tirsdag den 29. oktober 2019 mellem klokken 09.00 om formiddagen og klokken 13.00.

Det betyder, at borgerne ganske vist stadig kan ringe på 114, men der kan være længere ventetid end normalt, før opkaldet bliver taget.

Desuden er politikredsens omstillingsbord ude af drift i den periode, og Servicecentret kan derfor ikke omstille telefonopkald til bestemte medarbejdere eller afdelinger. Vi kan i nogle tilfælde hjælpe med direkte mobilnumre til konkrete medarbejdere, og vi vil også om nødvendigt kunne tage imod beskeder.

Hvis du i perioden har noget, du gerne vil anmelde, kan du med fordel gøre det via selvbetjeningen på www.politi.dk

112 – altså alarmcentralen – er ikke berørt af udskiftningen tirsdag.

40-årig mand anholdt i Ribe efter forsøg på knivvold

0

Politiet vurderer, at gerningsmanden er psykisk syg.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog Klokken 15.23 anmeldelse om, at en mand i en trappeopgang i en beboelsesejendom i Ribe var bevæbnet med to køkkenknive og havde forsøgt at angribe en beboer.

Den 40-årige mand, som politiet vurderer er psykisk syg, blev anholdt af en patrulje ved brug af en tjenestepistol, dog blev der ikke afgivet noget skud.

Den 40-årige er p.t. i politiets varetægt. Han skal nu undersøges af en læge med henblik på en vurdering af, om han er i stand til at møde i et eventuelt grundlovsforhør i løbet af tirsdagen, eller om han eventuelt skal fremstilles in absentia og varetægtsfængsles i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Ingen personer har lidt fysisk overlast i forbindelse med hændelsen.

27 ud af Esbjerg byråds 31 medlemmer indgår budgetaftale

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Radikale Venstre har i dag indgået en bred budgetaftale.

Foto: Esbjerg Kommune

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Borgerlisten og Radikale Venstre har i dag indgået en bred budgetaftale. Partierne repræsenterer 27 ud af Esbjerg byråds 31 medlemmer.

Læs mere i den vedhæftede budgetaftale og på hjemmesiden: http://budget.esbjergkommune.dk/

Oktober er cybersikkerhedsmåned

0

Styr udenom digitale fælder

Oktober er national cybersikkerhedsmåned, og i den anledning går Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune sammen om at fortælle, hvordan man bedst undgår digitale fælder udtænkt af it-kriminelle.

Informationsteknologien giver både stor frihed og mange muligheder, men de digitale trusler er desværre også blevet en del af hverdagen. Det er blevet nødvendigt, at man tager aktivt stilling til, hvordan man beskytter sig selv digitalt. Det emne sætter Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune i fællesskab fokus på i oktober, som også er europæisk så vel som national cybersikkerhedsmåned. 

Kriminelle har i høj grad flyttet deres aktiviteter over på nettet, og deres metoder tæller bl.a. snyde sms’er, fup telefonopkald, kontakt via sociale medier og phishing e-mails, der forsøger at lokke oplysninger ud af borgerne.

At spotte digital svindel er svært, og i situationen kan helt almindelige borgere uforvarende give svindlere oplysninger, som gør dem i stand til at hæve penge, optage lån eller hæve offentlige ydelser.

Beskyt dine koder

Sikkerhed handler både om teknikken i løsningerne og vores egen adfærd, når vi bruger løsningerne. Netop adfærden i forbindelse med håndteringen og omgangen med fx adgangskoder er i fokus med den fælles kampagne. Målet er at ruste borgerne til at beskytte sig selv bedre ved at tage ekstra godt vare på personlige oplysninger, så man ikke ender som offer, fordi man er kommet til at udlevere koderne til NemID. Selvom det er sikkert at bruge NemID, så kan koderne i de forkerte hænder volde store økonomiske tab og problemer for den enkelte. 

– Vi har en klar interesse i, at alle borgere bliver mere skeptiske, også når det gælder henvendelser fra offentlige myndigheder som fx kommunen. Alarmklokkerne skal ringe, når der tikker en sms ind, og afsenderen hævder at være SKAT, som beder modtageren gå ind på et link og fx udlevere koderne til NemID. Hovedreglen er: Udlever aldrig personlige oplysninger, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen. 

Når it-kriminelle får adgang til digitale oplysninger, kan det ende som en sag om identitetsmisbrug hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Mørketallet antages at være meget stort, fordi det for ofrene er forbundet med flovhed og stor ærgrelse over at være gået i fælden. 

– Vi ser desværre flere og flere af denne type sager. Og de kriminelles opfindsomhed er stor, når det gælder om at franarre borgerne deres kontooplysninger, koder m.m. Vi kan gøre vores for at efterforske sagerne, når skaden er sket. Men det bedste middel mod de kriminelle er helt klart årvågne borgere, der ikke bider på fup-henvendelserne, pointerer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mens hovedbudskabet i kampagnen handler om, at være skeptisk over for henvendelser, så er der også hjælp at hente, hvis man gerne vil være endnu bedre forberedt. Den gratis app, ”Mit Digitale Selvforsvar,” advarer om nyeste kendte forsøg på fusk, og man kan også søge viden om, hvad man skal gøre, hvis skaden er sket. Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi har desuden lavet en folder med gode råd til borgerne.

Pas godt på dine personlige oplysninger 

– Vær skeptisk, når du, uden du har bedt om det, bliver kontaktet enten via e–mail, SMS eller telefonisk 
– Banker, virksomheder og offentlige myndigheder vil aldrig bede dig om at oplyse NemID koder eller andre adgangskoder, som giver adgang til fx din bankkonto 
– Download gratis app’en ”Mit Digitale Selvforsvar”, som hjælper dig til en sikker og tryg adfærd på nettet

23 årig mand dræbt i trafikulykke

0

Trafikulykken skete tidligt i morges på Varde Landevej ved Haltrup i Varde Kommune.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 05.01 anmeldelse om en færdselsulykke på Varde Landevej ved Haltrup i Varde Kommune.

Ved ulykken var en bil kørt frontalt ind i et andet køretøj og vendt rundt på taget. Føreren af køretøjet, der var vendt rundt på taget, en 23-årig mand fra Give, afgik ved døden på skadestedet som følge af ulykken. De pårørende er underrettet.

Føreren af det andet køretøj, en 40-årig mand bosiddende i Varde Kommune, blev lettere tilskadekommen ved ulykken og kørt til undersøgelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Esbjerg fB og Mads Larsen forlænger samarbejdet

Esbjerg fB og midtbanespilleren Mads Larsen er blevet enige om at forlænge kontrakten mellem parterne, så den løber til sommeren 2023.

18-årige Mads Larsen kan frem til sommeren 2023kalde sig Esbjerg fB-spiller, idet midtbanespillerennetop har underskrevet en ny aftale.

Larsen debuterede for EfB som 16-årig, da han blev sendt på banen d. 19. november 2017 i hjemmekampen mod Brabrand IF. I samme ombæring blev han klubbens yngste debutant nogensinde.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over, at Mads Larsen i de kommende år skal spille i den blå-hvide trøje.

– Mads Larsen har et stort potentiale, som vi i fællesskab skal få indfriet og udviklet yderligere over de næste sæsoner, og det har vi lagt en god plan for. Til trods for at Mads kun lige er fyldt 18 år, så har han allerede relativt meget erfaring med førsteholdsfodbold i EfB, og det viser, hvilke egenskaber han er i besiddelse af, siger han. 

Mads Larsen er fast i mand i førsteholdstruppen, og har foreløbigt spillet 16 kampe for EfB med et mål til følge.

Foto:Efb

Politiet advarer om at unge kan være muldyr for kriminelle

Advarslen kommer efter en sag, hvor en ung mand har stillet sin konto til rådighed og dermed har fungeret som såkaldt muldyr i forbindelse med hvidvask af illegalt erhvervede penge.

Grafik: Yesbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer forældrene til at være opmærksomme på deres børns adfærd med hensyn til MobilePay.

Opfordringen kommer efter den foreløbig første sag i politikredsen i år, hvor en ung mand – bevidst eller ubevist – har stillet sin konto til rådighed og dermed er kommet til at fungere som såkaldt muldyr i forbindelse med hvidvask af illegalt erhvervede penge.

Hændelsesforløbet kendes også fra andre politikredse. Og muldyrene gør det muligt for kriminelle at sløre overførsler af beløb i forbindelse med bedrageri på nettet – og i sidste ende at få pengene udbetalt.

Franarres oplysninger

Det gælder for eksempel sager, hvor en borger har fået franarret sine bankkonto- og NemID-oplysninger, og hvor der derefter bliver hævet store beløb. Muldyrene står som modtagere af pengene, som de så hæver kontant til de kriminelle.
 
Syd- og Sønderjyllands Politi kan ikke kommentere den aktuelle sag yderligere, da der er tale om en verserende sag. Men vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion fremhæver, at større børn samt unge kan risikere at blive muldyr, selvom de tror, at de blot gør en god gerning for andre. Det viser sager fra andre politikredse.
 
– Der er ingen tvivl om, at nogle unge har handlet i god tro. De er i nattelivet blevet kontaktet af en person, der har fortalt, at vedkommende har glemt sit dankort. Man aftaler så, at vedkommende overfører et beløb til den unges MobilePay, hvorefter den unge hæver for personen i en dankortautomat. Og som tak får man et mindre beløb for sin ulejlighed, forklarer Chr. Østergård.
 
– Det lyder ganske uskyldigt og hjælpsomt. Men den unge har nu gjort sig skyldig i hvidvask, hvor strafferammen typisk er op til halvandet års fængsel. Og vedkommende risikerer en plet på straffeattesten. Så vi opfordrer kraftigt til, at man er kritisk, hvis man får sådanne henvendelser, og at forældrene også er opmærksomme på, at situationen kan opstå, tilføjer Chr. Østergård.
 
Politiet opfordrer konkret forældrene til at aftale med deres pengeinstitut, hvor store beløb, der kan hæves på deres børns MobilePay ad gangen.
 

Fakta om muldyr

Et muldyr er en person, der overfører illegalt erhvervede penge eller pakker mellem forskellige pengekonti eller personer. Muldyret kan både være uvidende eller vidende om det ulovlige formål, og gøre det gratis eller mod betaling.
 
Den illegale handling kan bestå i:

  • At man hæver kontanter i en hæveautomat, efter at svindleren har overført penge til den unge, for eksempel gennem et stjålet betalingskort
  • At man stiller sin konto til rådighed og dermed hjælper svindleren med at overføre penge, som ikke tilhører svindleren
  • At man låner sit NemID ud til at foretage en transaktion

Lyserød Lørdag


LYSERØD LØRDAG PÅ BROEN SHOPPING – den 5. oktober 2019

I år rykker Kræftens Bekæmpelse ind på BROEN Shopping med et stort og flot set-up i form af masser af flotte præmier, som man kan vinde ved at købe lodder i tombolaen. Præmierne er venligst sponseret af byens butikker i Kongensgade og på BROEN Shopping. Hovedpræmierne leveres af Skousen – bestående af en vaskemaskine og en tørretumbler.

Mange af Kongensgades og BROENs butikker har desuden selv fine LYSERØDE tiltag, hvor overskuddet af de forskellige aktiviteter også går til Støt Brysterne kampagnen.

Kongensgade samt BROEN Shopping vil være pyntet lyserødt op, i anledning af arrangementet.

Udover de mange indsamlingstiltag, vil der på dagen være underholdning på BROEN Shopping. Underholdningen leveres af Vestkystkoret, Rytmiskkor samt Capstan koret.

Fredag fra 11-17 byder Toyota Louis Lund på en prøvetur i deres Toyota C-HR, for hver tur der køres, doneres der kr. 100,- til Støt Brysterne / Kræftens Bekæmpelse.

Bilen vil stå foran hovedindgang til BROEN Shopping (mod Kongensgade).