Home Tags Info

Tag: info

Gaveregn over Esbjerg Kunstmuseum

Efter ansøgning er det igen lykkedes Esbjerg Kunstmuseum at få en hel række interessante og vægtige værker indlemmet i samlingen.

Det sker efter generøs støtte og velvilje fra både Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet.

Museets samling er takket være Statens Kunstfond blevet forøget med Ann Lislegaards dragende videoværk Room with a View fra 2002, Ib Geertsens foldede messingskulptur Rytmisk form I fra 1950 og Jeppe Heins neonværk No Precence fra 2002.

I Jeppe Heins værk spiller beskueren en helt central rolle. Når man nærmer sig den lysende kugle, går lyset nemlig ud, og med denne overraskende, absurde afvisning sætter værket i særlig grad fokus på selve relationen mellem værk og betragter – på vores begær efter at finde mening.

Samtidig med donationen fra Statens Kunstfond har Ny Carlsbergfondet foræret Esbjerg Kunstmuseum to markante skulpturelle værker af Tove Storch fra hhv. 2017 og 2019, begge uden titel.

Dertil kommer en serie på tre værker af Jake og Dinos Chapman fra 2019 – parafraser over den spanske maler Francisco Goyas Krigens rædsler.

De mange nye værker føjer sig til rækken af værker, som det allerede tidligere på året er lykkedes museet at erhverve med støtte fra Beckett-Fonden, Ny Carlsbergfondet samt Slots- og Kulturstyrelsen: Tre installationer og en omfattende mængde tegninger af Thorbjørn Lausten, to værker af Thomas Bang, et stort maleri af Nils Erik Gjerdevik, en vægskulptur af Sirous Namazi samt en interaktiv installation, en skulpturgruppe og et lille vægværk af Jytte Høy.

Værkerne af de tre sidstnævnte kunstnere vil museets gæster kunne genkende, da de alle er erhvervet i forlængelse af de populære og prisbelønnede særudstillinger, man hen over året har kunnet opleve på Esbjerg Kunstmuseum: Wunderkammer 1 – flydende form, som blev til i samarbejde med fysikprofessor Tomas Bohr, og soloudstillingen med Jytte Høy: Side by Side.

Direktør Inge Merete Kjeldgaard udtaler: ”At det på trods af museets pressede økonomiske situation er lykkedes at få samlingen til at vokse i det omfang og med så vægtige værker i 2019, som det har været tilfældet, er ikke alene tilfredsstillende. Det er noget nær fantastisk.

Foto: Kunstmuseet

Esbjerg Lufthavn får ny international rute

0
Luftfoto over Esbjerg Lufthavn.

Fra maj udvider Esbjerg Lufthavn rutenettet med tre ugentlige afgange til Edinburgh.

Luftfoto af Esbjerg Lufthavn 2019: Esbjerg Byhistoriske Arkiv. 

Skotske Loganair overtog i starten af 2019 ruten til Aberdeen, og har nu valgt at tilføje en rute, som skaber en direkte forbindelse fra Esbjerg til Skotlands hovedstad, Edinburgh.

Der er planlagt tre ugentlige flyvninger med afgang fra Esbjerg ved middagstid tirsdag og torsdag og en eftermiddagsafgang på søndage.

Området omkring Edinburgh har meget at byde på med både en storby og let adgang til det skotske højland, hvilket gør destinationen oplagt i forhold til både miniferier, jagt- og golfturer. Samtidig vil ruten kunne dække erhvervslivets behov for en direkte forbindelse til Skotlands hovedstad.

“Vi er naturligvis meget glade for den nye rute, og den understreger, at Esbjerg internationalt set er meget attraktiv, mens ruten også underbygger områdets stærke erhvervsstruktur”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Første afgang er torsdag den 7. maj 2020, og billetterne vil blive sat til salg via Loganairs hjemmeside www.loganair.co.uk

Hjælp politiet med at forebygge færdselsuheld i Esbjerg

Størstedelen af de trafikskadede kontakter ikke politiet

To ud af tre borgere, der er kommet til skade i et færdselsuheld i Syd- og Sønderjylland, har ikke været i kontakt med politiet. Det giver huller i vejmyndighedernes viden om vejstrækninger, hvor der kan være problemer.

To tredjedele af de, der er kommet til skade i et færdselsuheld i Syd- og Sønderjyllands politikreds, har ikke været i kontakt med politiet i forbindelse med uheldet. Derfor har vejmyndighederne tidligere heller ikke kunnet bruge uheldene til at sikre vejstrækningerne bedre.

Det viser rapporten fra et to-årigt projekt, som Syd- og Sønderjyllands Politi har stået i spidsen for i samarbejde med politikredsens kommuner

Det er skadestuerne på sygehusene i Esbjerg, Aabenraa og Kolding, der har indsamlet data gennem interviews med patienter, der er blevet behandlet på skadestuen efter et færdselsuheld sket efter den 1. oktober 2017. Patienterne er anonyme.

På et kredsrådsmøde, hvor kommuner og politi deltager, har kommunerne netop givet tilsagn om at lade projektet køre videre.

Bedre forebyggelse

De oplysninger, de uheldige trafikanter giver, kan give kommunerne helt nye muligheder for at forebygge af ulykker. 
Skadestuerne registrerer nemlig dels markant flere færdselsuheld end de, der bliver anmeldt til politiet. Og dels beskriver patienterne mange flere detaljer om uheldene og årsagerne til dem.

På den måde kan kommunerne og politiet sætte ind med mere effektive og ofte også billigere forebyggelse af færdselsuheld. 

1.426 uheld

I de to år, projektet har kørt, har de tre skadestuer registreret 1.426 uheld og 1.589 tilskadekomne. 66 procent af de tilskadekomne har svaret ”nej” eller ”ved ikke” til spørgsmålet om, hvorvidt politiet har været kontaktet i forbindelse med uheldet.

  • 82 procent af de tilskadekomne cyklister har ikke haft kontakt med politiet.
  • 41 procent af de tilskadekomne fra personbiler har ikke haft kontakt med politiet.
  • De 11-20-årige udgør 28 procent af de tilskadekomne.
  • De 21-30-årige udgør 20 procent af de tilskadekomne.

Se også tabellerne nederst

Undersøgelsen bekræfter tidligere undersøgelser, der også har vist, at skadestuerne får kendskab til langt flere tilskadekomne, end politiet gør.

Vejen kommune har for eksempel kunnet udpege to nye sorte pletter på vejnettet på baggrund af de indsamlede oplysninger.

Alle oplysninger hjælper til at tegne et billede af, hvor, hvordan og hvorfor trafikanterne bliver kvæstet, så både de menneskelige og de økonomiske omkostninger kan skæres ned. De menneskelige kan ikke måles. De økonomiske ligger på gennemsnitligt omkring 600.000 kr. for hver personskade, der registreres af politiet.

Mediernes kontaktperson er vicepolitiinspektør Chr. Østergård, Forebyggelsessektionen.

Tabel: Uheld fordelt på aldersgrupper

Tabel: Uheld fordelt på uheldssituation, vises i antal og i procentUheldssituation Total I % Eneuheld55239% Ligeud kørende på samme vej og med samme kurs35525% Kørende på samme vej med samme kurs og med svingning14710% Krydsende køretøjer uden svingning987%
 Kørende på krydsende veje med svingning967%
 Kørende på samme vej med modsat kurs og med svingning504% Ligeud kørende på samme vej med modsat kurs43
3%
 Uheld med dyr, genstande mv. på eller over kørebanen32
2%
 Fodgængeruheld32
2%
 Påkørsel af parkeret køretøj21 1%
 Total1.426100%

Kilde: Skadestuedata

Tabel: Tilskadekomne fordelt på transporttyper med mere end 20 tilskadekomne Tilskadekomnes transport Total I %Personbil76848%Cykel51032% Knallert-30

1047% Knallert-4542 3% Ikke udfyldt37  2% Motorcykel35 2% Fodgænger26 2%Andre transporttyper67  4%  Total1.589  100% 

Kilde: Skadestuedata

Mads Kikkenborg udlejes til FC Sydvest

0

Esbjerg fB-målmand Mads Kikkenborg udlejes i foråret til FC Sydvest fra 2. division. 

Esbjerg fB udlejer i forårssæsonen den 20-årige målmand Mads Kikkenborg til 2. divisionsklubben FC Sydvest.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er tilfreds med aftalen, og ser det som et naturligt næste skridt.

– Mads er en talentfuld målmand, som er klar til at tage næste step i sin udvikling, og det består af spilletid. Nu skal han tage kampen op i FC Sydvest på et rigtig fint niveau, og vi glæder til at følge med fra sidelinjen i foråret, siger han.

På grund af den geografiske afstand imellem klubberne vil Mads Kikkenborg udover træning med FC Sydvest også træne med i EfB.

Kæmpe bilskib indvier Esbjerg Havns nye multiterminal

0
Bilskibet City of St.Petersburg losser ved den nye terminal i Østhavnen på Esbjerg Havn. (Foto: Christer Holte/Esbjerg Havn)

Den nye multiterminal på Esbjerg Havn blev taget i brug i sidste uge, og natten til lørdag ankom det første bilskib til multiterminalen med 1200 biler ombord.

Natten til lørdag den 7. december anløb det enorme bilskib, City of St. Petersburg, den nye multiterminal på Esbjerg Havn. Det er første skib, som anløber den nye terminal.
Det 140 meter lange og 22 meter brede skib ankom fra Zeebrugge med 1200 biler, som Scandinavian Auto Logistics (SAL) lossede på Esbjerg Havn. Herfra skal bilerne videre til bilforhandlere i hele Danmark.

Gode fremtidsudsigter for multiterminalen
Den nye multiterminal har været undervejs siden i sommer, og i sidste uge var den klar til brug – helt efter tidsplanen. God timing, forklarer Michael Lodberg, som er kommerciel direktør i SAL.
”Multiterminalen blev færdig ’just in time’ for os. At den står færdig netop nu betyder, at vi har det nødvendige areal til rådighed på det helt rigtige tidspunkt – det er nemlig traditionelt set især her op til jul, vi får store mængder af biler ind,” siger han.
SAL er første lejer af den nye multiterminal, og virksomheden forventer, at multiterminalen vil bidrage til vækst i 2020:
”Vi har i dag en markedsandel på cirka 25 procent af det samlede danske bilsalg. Men med det nye areal og faciliteterne i den nye multiterminal, forventer vi at kunne øge markedsandelen i løbet af 2020,” siger Michael Lodberg.


Fuldt booket terminal
Esbjerg Havn har investeret cirka 15 millioner kroner i den 40.000 kvm nye multiterminal, som er bygget for at imødekomme øget efterspørgsel på arealer til opbevaring og udskibning af gods. Og terminalen er allerede fuldt booket, siger Jesper Bank, salgsdirektør på Esbjerg Havn.
”Jeg glæder mig over, at terminalen er taget i brug til gavn for virksomhederne på havnen. Samtidig håber jeg, at terminalen kan være med til at styrke den intermodale trafik i hele Europa og gøre søvejen mere attraktiv som transportvej,” siger Jesper Bank.
Terminalen har direkte adgang til E20-motorvejen og de tre RoRo-ramper, der allerede er etableret ved kajen. Desuden har den tilknytning til de to andre multiterminaler på havnen.


Fakta om City of St. Petersburg
Længde: 139,99 meter Bredde: 22,4 meter Bruttotonnage: 21143 Dybgang: 6,6 meter Topfart: 15,1 knob

Foto 1: City of St. Petersburg har en dybgang på 6,6 meter, bruttotonnage på 21143 og en topfart på 15,1 knob. Ombord havde den 1200 biler.
Foto 2: Den nye multiterminal imødekommer den øgede efterspørgsel på arealer til opbevaring og udskibning af blandt andet biler, projektgods og vindmøllekomponenter.

Foto: Esbjerg Havn

Politiet efterlyser flugtbilist efter færdselsulykke i Ribe

0

En 30-årig kvinde bliver tidligt lørdag morgen påkørt nær banegården og pådrager sig knubs. En hvid personil, der er involveret i ulykken, kører derefter fra stedet uden at tilse kvinden.

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af en færdselsulykke lørdag den 7. december klokken cirka 04.00 om morgenen i Ribe.

Hændelsen finder sted i det nordlige fodgængerfelt i rundkørslen ved banegården, hvor en 30-årig kvinde taber en genstand, knæler for at samle den op, hvorefter hun bliver påkørt af en hvid personbil.

Køretøjet holder for rødt lys i krydset Tangevej/Dagmarsgade/Rosen Alle, bakker ad Dagmarsgade i kvindens retning, rammer hende, så hun pådrager sig knubs og kører i høj fart væk fra rundkørslen uden at tilse kvinden.

Signalement af køretøjet:

– Hvid personbil, muligvis en Skoda Octavia eller en Skoda Fabia
– Havde sort, tonet bagrude
– Dansk nummerplade

Syd- og Sønderjyllands Politi beder borgere, der har overværet hændelsen eller i øvrigt har oplysninger i sagen, om at kontakte Servicecentret på telefon 1-1-4.

19 vandløbsstrækninger mangler vedligehold i Esbjerg Kommune

0

En intern undersøgelse afslører, at flere vandløbsstrækninger ikke er blevet vedligeholdt, som de burde. Forskellige årsager spiller ind, men situationens overordnede alvor gør, at Esbjerg Kommune nu i samarbejde med en ekstern konsulent indfører stærkere procedurer for at varetage opgaven fremover, samtidig med at der skal rettes op på det manglende vedligehold.

Foranlediget af Alslev Å-sagen og den kritik, der fra flere sider har været fremsat om kommunens vedligeholdelse af vandløb, har direktøren for Teknik & Miljø og miljøchefen i Esbjerg Kommune sat en undersøgelse i gang af, om der er andre vandløb, hvor kommunen af den ene eller anden grund ikke har vedligeholdt vandløbet efter planerne. Esbjerg Kommune administrerer ca. 700 kilometer offentlige vandløb. Efter at have gennemgået en række vandløb har Esbjerg Kommune identificeret 19 steder med mangelfuldt vedligehold af vandløbet, og flere kan være på vej.

Teknik & Byggeudvalget er blevet orienteret om undersøgelsen og de kommende initiativer, som skal rette op på problemet og forebygge, at scenariet gentager sig.

“Der er forskellige årsager til, at det desværre er gået så galt flere steder. Nu tager vi sammen med en ekstern konsulent fat om hele proceduren lige fra, hvordan henvendelser om vandløb håndteres, til hvordan vi overholder de planer, som vi er forpligtiget til”, siger direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, Erik Jespersen.

Nye procedurer

Indsatsen vil være tostrenget, når Esbjerg Kommune forsøger at rette op på manglerne på de 19 vandløbsstrækninger og sikrer, at der ikke er andre vandløb, som på samme måde kan flyve under radaren.

Første opgave bliver at klarlægge omfanget af det manglende vedligehold og eventuelle følger. En ekstern konsulent skal gennemgå kommunens vandløbsstrækninger og blandt andet se på, om prioriteringen mellem natur og afvanding har været i overensstemmelse med love, regulativer og politiske mål.

Derefter sættes der en plan i værk for at rette op på forholdene. Den eksterne konsulent skal også hjælpe med at lave nye procedurer i Esbjerg Kommune, som sikrer en tilstrækkelig sagsgang, så alle vandløb bliver vedligeholdt, samtidig med at dialogen mellem forskellige samarbejdspartnere styrkes. Der er også planer om et nyt system, hvor lodsejere kan følge med i vedligeholdet langs vandløb i forbindelse med deres ejendom.

De 19 vandløb, som på delstrækninger mangler fx oprensning, er:

Plougstrup Møllebæk

Nørre Fortekanal

Gl. Fortegrøft

Skærbæk

Langskifterkanal

Novrup Bæk

Hostrup Bæk

Tobøl Bæk

Haulund Bæk

Guldager Møllebæk

Grisbæk

Sønderris Bæk

Gjesing Bæk

Birkesig Bæk

Veldbæk Bæk

Terpager Bæk

Mulvad Nordre Bæk

Dyring Bæk

Vester Vedsted Bæk

33-årig mand fra Esbjerg sigtet for uhensigtsmæssig omgang med mindreårige

33-årig mand fra Esbjerg-området sigtet i omfattende sag om blandt andet grooming

Anklagemyndigheden venter at rejse tiltale i løbet af første kvartal 2020.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi venter i løbet af første kvartal 2020 at rejse tiltale mod en 33-årig mand fra Esbjerg-området ved Retten i Esbjerg i en omfattende sag om blandt andet grooming.

Sagen bliver i øjeblikket vurderet juridisk af anklagemyndigheden på baggrund af politiets efterforskning.

Politiet indledte efterforskningen i april 2018, hvor den 33-årige er sigtet for at have taget kontakt til et stort antal mindreårige drenge rundt om i Danmark og udsat dem for blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje.

Der har været tale om en meget omfattende efterforskning, hvor blandt andet en meget stor gruppe børn er blevet videoafhørt. 

Manden sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, og da både grundlovsforhøret og retsmøderne i forbindelse med fristforlængelse er foregået for lukkede døre, kan hverken politi eller anklagemyndighed i øjeblikket oplyse yderligere.

Ung midtbanespiller bliver i Esbjerg

Esbjerg fB har skrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Marcus Kristensen, som til dagligt gør sig på U17-holdets centrale midtbane. Han kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI.

16-årige Marcus Kristensen har netop underskrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Esbjerg fB.

Kristensen kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI, og gør sig nu gældende på den centrale midtbane på U17-holdet, hvor han bidrager både offensivt og defensivt.

Ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard glæder sig over, at endnu en spiller fra EfB Akademi fastholdes på en længerevarende aftale.

– Marcus er en dygtig midtbanespiller med et godt overblik og en fin sparketeknik. Vi har nu sammen lagt en plan for, hvad der skal arbejdes med fremadrettet, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling de næste år, siger han.

Hovedpersonen, der ved siden af fodbolden er i gang med HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium, er glad for sin første aftale.

– Jeg er stolt over at have skrevet under på min første aftale og over, at EfB tror på mig. Det er et stort skulderklap, og nu kan jeg koncentrere mig om at udvikle mig yderligere i gode rammer i de kommende sæsoner, fortæller Marcus Kristensen.

Marcus Kristensen er bror til Mathias Kristensen, der er en fast del af 3F Superliga-truppen.

Foto: EfB

Politiet efterlyser gerningsmand til forsøg på røveri mod restauration i Esbjerg

0

Forsøget på røveri fandt sted torsdag, kort efter midnat, mod restauration King George i Skolegade. Gerningsmanden er høj, muskuløs og var iført sort tøj.

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af et forsøg på røveri torsdag den 5. december kort efter midnat i Esbjerg.

En mand iført en sort hue over ansigtet og medbringende en kniv i den ene hånd, gik klokken 00.20 ind på restauration King George, Skolegade 22, hvor han på gebrokkent engelsk råbte til bartenderen ”Give me the money”. 

Han fik dog intet udbytte, da bartenderen nægtede at udlevere penge og fik gerningsmanden til at forlade stedet. 

Signalement af gerningsmanden

  • Mand
  • Cirka 185 centimeter høj
  • Bred/muskuløs kropsbygning
  • Lys hudfarve
  • Var iført mørkt tøj

Gerningsmanden er efter røveriforsøget set løbe ned ad Skolegade i retning mod Torvet og herfra formentlig videre mod McDonald’s.

Politiet søger nu vidner, der kender manden eller har set gerningsmanden komme til og fra stedet. 

Politiet er især interesserede i at komme i kontakt med to personer, der sad på en bænk over for King George og spiste pizza, mens gerningsmanden indfandt sig på restaurationen. 

Ligeledes kan vidner ved skøjtebanen på Torvet også have set gerningsmanden, da han løb væk fra stedet. 

Eventuelle vidner kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.