Home Tags Info

Tag: info

Miljøminister får flere vandløbsønsker fra Esbjerg Kommune

0

Mens Miljøministeriet har kig på forbedringer i ca. 73 km vandløb, vil Esbjerg Kommune sammen med ni andre kommuner øge omfanget. Derfor har ministeriet nu modtaget en udvidet ønskeseddel.På tur: Det nuværende Vandråd har holdt seks møder, hvoraf et bestod af forskellige besigtigelser. Foto: Esbjerg Kommune

Kommunerne er af miljøminister Lea Wermelin blevet bedt om at foreslå konkrete indsatser til forbedring af de fysiske forhold i de vandløb, som miljøministeriet har udpeget. Det skal danne grundlag for en vandområdeplan frem mod 2027. Ministeren har også udtrykt et ønske om mere fremdrift i de allerede planlagte vandløbsindsatser. Begge aspekter har høj prioritet i Esbjerg Kommune.

Godt samarbejde med Vandrådet

Den 22. november afleverede Esbjerg Kommune sammen med ni andre kommuner en ønskeliste i form af et indsatsprogram til Miljøministeriet. Listen indeholder forslag til vandløbsindsatser de steder, som staten allerede har udpeget. Sammen med Vandrådet har kommunerne peget på hvilke indsatser, der bedst forbedrer vandmiljøet i hovedvandoplandet til Vadehavet.

”Samarbejdet med Vandrådet fungerer rigtig godt. Vandrådets anbefalinger har samlet set handlet om, at vi skal skabe mest miljø for pengene. Det afspejles i det samlede indsatsprogram for hele hovedoplandet til Vadehavet og også i de løsninger, som nu forslås for Esbjerg Kommune”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, Søren Heide Lambertsen.

Den økonomiske ramme for hele oplandsområdet beløber sig til ca. 46 mio. kr., mens indsatserne i Esbjerg Kommune lander på ca. 8,5 mio. kr., som staten vil finansiere. Pengene skal bruges til at forbedre de fysiske forhold på strækninger af samlet set 73 km vandløb i Esbjerg Kommune. Det vil omfatte 22 projekter i store og mindre vandløb. Virkemidlerne dækker fjernelse af tre spærringer og åbning af to rørlagte strækninger, dertil kommer etablering af seks okkeranlæg og udlægning af grus evt. kombineret med udskiftning af vandløbsbund, dér hvor den f.eks. består af sand og mudder.

Udover at løse den bundne opgave, har kommunerne også mulighed for at gøre opmærksom på øvrige indsatser, og den mulighed har Esbjerg Kommune grebet. Her er der tale om fem indsatser, som Esbjerg Kommune gerne vil have økonomi til at undersøge nærmere. Det drejer sig om 3 betydelige spærringer i Ribe og om to mindre vandløb.

Flere projekter allerede næste år

Mens det kommende indsatsprogram rækker frem mod perioden 2022-2027, så skal Esbjerg Kommune sætte gang i yderligere seks vandløbsprojekter inden 2021 er omme. Vandløbene er Darum Bæk, Roager Vesterbæk, Skærbæk, Ravnsø-Størsbøl Bæk, den nedre del af Krogsgaard Møllebæk og Kirkeby Bæk. Disse vil blive ansøgt i 2021. Dermed når kommunen at tage hånd om de 23 projekter, som er en del af den seneste vandområdeplan.

Esbjerg Kommune har netop ansat endnu en medarbejder, som skal være med til at sætte vandområdeplanernes mange indsatser i søen. Det gælder både vandløbsrestaureringer og vådområder.

Hvad er et Vandråd?

Sammen med ni andre kommuner udgør Esbjerg Kommune hovedvandoplandet til Vadehavet. For oplandet er der nedsat et Vandråd, som Esbjerg Kommune varetager sekretariatsfunktionen for. Vandrådet er blevet inddraget i arbejdet med udarbejdelsen af indsatsprogrammet. Vandrådet må max bestå af 20 medlemmer, som repræsenterer forskellige interesser fx landbruget, miljø, lystfiskere m.fl.

De ni kommuner udover Esbjerg i oplandet til Vadehavet er Billund, Fanø, Haderslev, Kolding, Tønder, Varde, Vejen, Vejle og Aabenraa.

På tur: Det nuværende Vandråd har holdt seks møder, hvoraf et bestod af forskellige besigtigelser.

Skibsfart afprøver biodiesel på raps

For første gang i Skandinavien blev et skib tanket med biodiesel. Det skete fredag på havnen i Esbjerg som en del af en omstilling til en mere klimavenlig skibsfart.

Foto: Mathilde / Christina Simonia Straarup

Foto: Mathilde – Hanen åbnes

Fredag blev det 2.627 bruttoregisterton store tankskib Key Bora i Esbjerg tanket med biodiesel fra Emmelev A/S i Otterup. Denne biodiesel er produceret på grundlag af raps fra danske marker og erstatter fossil sort diesel.

Foto: Simonia

Det er ifølge medejer af Emmelev A/S, Morten Simonsen, første gang i Skandinavien, et skib tanker biodiesel, og generelt er det sjældent, at biodiesel indgår i brændstof til havs.

Foto: Simonia

Men flere og flere tager hensyn til klimaet, og biodiesel indgår i stigende grad som brændstof på busser og tunge lastbiler og nu til skibsfarten. Biodiesel produceret på raps fortrænger 72 procent af den CO2, som almindelig fossil diesel udleder, og dermed vil tankskibet Key Bora, hvis det sejler på 100 procent biodiesel, være fire-fem gange mere klimavenlig, end hvis der blev tanket ren fossil diesel.

Politisk tilfredshed

Medieinteressen for tankningen var stor, og til stede var også Niels Fl. Hansen, som er transportordfører for Det Konservative Folkeparti og med fokus på klimaløsninger for skibsfarten.

”Biodiesel er en del af løsningen i en tid, hvor vi arbejder med mange forskellige muligheder for at nedbringe CO2-udledningen. Jeg tror ikke, vi finder kun en løsning, og biodiesel har den fordel, at der umiddelbart kan bruges i dieselmotorer uden tekniske ændringer,”sagde Niels Fl. Hansen i forbindelse med, at han sammen med Morten Simonsen drejede på hanen og dermed satte tankningen i gang.

På vej til Amsterdam

Key Bora ankom til Esbjerg fra Thyborøn ved midnatstid og forlod havnen igen kl. 17 kort tid efter med kurs mod Skagen og siden Amsterdam. Key Bora sejler med olie og kemikalier i den nordlige del af Europa, og på broen udtrykte kaptajn og ejer tilfredshed med, at der nu kan sejles mere miljøvenligt.

Med til tankningen var også sales manager Søren Madsen fra Nordic Marine Oil, som er specialiseret i forsyning af bunker og smøreolie til skibsfarten. Han forklarede, at skibsfarten skal reducere CO2-udledningen med 40 procent fra 2018 til 2030. Sektoren har fået mulighed for selv at finde frem til løsninger og vise handling inden 2023, forklarede Søren Madsen.

God overgangsløsning

Morten Simonsen, Emmelev A/S, sagde, at biodiesel produceret på raps er et omkostningseffektivt bidrag til at nå målet om 70% CO2-reduktion i 2030:

”I en situation, hvor der især indenfor den tunge transport vil være en betydelig andel af dieseldrevne køretøjer mange år frem, er biodiesel på raps en god overgangsløsning,” siger Morten Simonsen.

Udnytter al biomasse

Alt biomasse fra rapsmarken anvendes i produktionskæden. Det primære produkt er foderkager, men også glycerin til den farmaceutiske industri. Biodiesel udgør således kun 20 procent af markens biomasse, forklarer han.

Dermed er biodiesel-produktion også med til at styrke dansk foderproduktion og undgå øget sojaimport fra bl.a. Sydamerika, forklarer Morten Simonsen.

Dansk 1. generations-biodiesel fra Emmelev har en certificeret 72 procent CO2-reduktion sammenlignet med fossil diesel. Biodiesel kan anvendes direkte i biler og maskiner, der i dag kører på fossile brændstoffer, og kan øjeblikkeligt bidrage til CO2-reduktionen fra transportsektoren, uden at der skal opbygges ny infrastruktur eller udskiftes materiel.

Foto: Medejer Morten Simonsen, Sales manager Søren Madsen og MF Niels Flemming Hansen var med på havnen i Esbjerg, da Key Bora blev tanket.

Morten Simonsen og Niels Fl. Hansen åbnede for hanen, og dermed var biodiesel som brændstof til Key Bora en realitet.

Frivillige spreder juleglæde på Skovbo

0

Torsdag den 3. december kan beboerne i ældreboligerne og i plejehjemmet Solglimt på Skovbo-Centeret i Esbjerg se frem til en tidlig julegave. Brugerrådet på Skovbo har besluttet at uddele blomster og chokolade til alle beboere som et lyspunkt i en tid, hvor det ikke er muligt at holde for eksempel julemarked, julefrokost og julebanko.

Skovbo-Centeret plejer at summe af god julestemning, når frivillige fra brugerrådet hvert år i december arrangerer julehygge i form af blandt andet julemarked, julefrokost og julebanko. Coronasituationen betyder desværre, at disse aktiviteter ikke kan gennemføres i år. I stedet kan beboerne på centret nu se frem til en tidlig og uventet julegave, når brugerrådet torsdag den 3. decemberuddeler blomster og chokolade til hver enkelt beboer i de ca. 80 lejligheder på fløjene på Skovbo og til de 20 beboere i plejehjemmet Solglimt.

Anderledes julehygge

– Normalt er der stor opbakning, når vi holder julehygge på Skovbo med både julemarked, julefrokost og julebanko. Jeg ved, at det er aktiviteter, som mange af beboerne plejer at se frem til. I år bliver julen anderledes, men beboerne skal ikke undvære julehygge. Derfor har brugerrådet taget initiativ til at bestille og uddele blomster og chokolade, der forhåbentlig kan give lidt julehygge rundt omkring. Med denne hilsen fra brugerrådet vil vi gerne signalere, at vi glæder os til, at det forhåbentligt snart bliver muligt at genoptage aktiviteter, der er til stor glæde for alle, siger formanden for brugerrådet, Karen Nielsen.

Formanden for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog, glæder sig over initiativet:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til brugerrådet på Skovbo for det fine initiativ. Jeg er sikker på, at sådan en uventet julehilsen vil sprede glæde blandt beboerne på Skovbo. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan frivillige kan gøre en forskel og være med til at skabe rammerne for det gode liv, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

De otte medlemmer af brugerrådet ser frem til, at enten de eller personalet kan uddele julehilsenen til beboerne på Skovbo. Uddelingen vil ske på en måde, så alle nødvendige krav til afstand m.v. kan overholdes.

Den 37. Internationale Fotoudstilling: Fotofesten fortsætter

Fem ugers forlængelse af Esbjerg Fotoklubs store udstilling på hovedbiblioteket i Esbjerg

Den store internationale fotoudstilling, som pt. kan ses på Esbjerg Hovedbibliotek er blevet forlænget til d. 28. december. Det sikrer, at endnu flere esbjergensere – såvel som udenbys besøgende – kan nå at se de mere end 100 udstillede værker uden at opleve trængsel. Samtidig fortsætter medlemmer af Esbjerg Fotoklub med at være til stede hver torsdag aften til at guide og besvare spørgsmål.

”Det har selvfølgelig budt på udfordringer at arrangere en så stor udstilling midt i en Covid-19 krise,” udtaler klubbens formand Poul Helt, ”Den planlagte åbning kolliderede med at krisen skærpedes voldsomt, og derfor måtte vi aflyse ferniseringen med kort varsel. Vi har også hørt om udenlandske gæster, som havde ønsket at besøge udstillingen, men som på grund af situationen har måttet afstå fra at komme. Til gengæld har vi glædet os over en stor hjælp fra Esbjerg Hovedbibliotek, som først indvilligede i at forlænge udstillingen med en måned – til d. 24. november – og som nu har tilbudt os en yderligere forlængelse, som vi naturligvis er glade for.”

På vegne af Esbjerg Bibliotek udtaler afdelingsleder Poul Høst Pedersen: ”Vi har glædet os over at være værter for Den 37. Internationale Fotoudstilling og også for, at vi har haft mulighed for at forlænge udstillingsperioden. Vi håber, at bibliotekets mange brugere – og borgerne i almindelighed – vil benytte den nu udvidede mulighed for at se de mange spændende fotografier på udstillingen.”

Kunst under huden

0

Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Kunstmuseum har i efteråret taget hul på et nyt samarbejde – og i begge institutioner håber vi, at det kan blive en tradition.


Foto: kunstmuseet

Alle kulturskolens ca. 100 billedkunstelever har i oktober besøgt kunstmuseet for at fordybe sig i og hente inspiration fra billedkunstneren Svend Wiig Hansen. Børnene er fordelt på syv hold alt efter alderstrin, men fælles for alle fra 2. klasse til 10. klasse var, at de inden, de gik ind, blot kendte ét værk af kunstneren, nemlig Mennesket ved havet. Undervejs fik børnene udvidet deres billede af, hvor bredt Wiig Hansen har arbejdet, og hvor betydningsfuldt mennesket er i nærmest al hans kunst.
Under besøgene havde vi samtaler om flere af kunstnerens store malerier, bl.a. De Ventende. Og det var ikke svært for eleverne at sætte ord på deres oplevelser af billedet.
Det er som om, de står på det yderste sted.
Alt liv er ligesom suget ud af billedet, men de har heldigvis hinanden. Man kan se på kroppene, at de støtter hinanden. Måske bevæger de sig ud af en krigszone, og alt det grå er bomberøg. De har uden tvivl mistet én. Jeg kan kende følelsen fra, når voksne skændes henover hovedet på mig…
Deres kroppe har nærmest vendt vrangen ud!
Kunstmuseet ejer en stor samling af Wiig Hansens værker, og i de åbne magasiner havde vi fundet en masse grafik og skulpturer frem. Eleverne tog papir, tusch og blyant og fik den opgave at skitsere kropsdele, som de blev optaget af. Inden besøget sluttede, skulle de have dele til at kunne sammensætte en hel krop.
I de seneste uger har eleverne arbejdet videre med deres skitser i Kulturskolens værksteder. Med flydende tusch, kul, fedtfarver, blyant, maling og endda kaffe og the er der vokset menneskeskikkelser med stærke udtryk frem på papirerne. De knapt 100 værker er nu færdige, og lørdag d. 28. november kl. 11.00 åbner vi udstillingen Under Huden i Musikhusets sydfoyer. Det bliver desværre uden en fernisering, men ustillingen kan opleves frem til d. 17. december, hver dag fra kl. 11 – 16.
En elev foreslog, at udstillingen skulle hedde Under huden, fordi Svend Wiig Hansens kunst går under huden! Det er jo et klart tegn på, at samarbejdet har været frugtbart, og at eleverne er blevet bragt nye steder hen i mødet med kunsten.

Julen skal være tryg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi, kommunerne og de forretningsdrivende går sammen om at sikre en tryg jul

Politiet, de otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var samlet til møde i sidste uge, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

Der bliver traditionen tro masser af julehygge i byerne i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Men aktiviteterne bliver i år rettet til, set i lyset af COVID-19.
På denne måde bliver der således fortsat tale om en tryg oplevelse for borgerne, når de skal købe julegaver og benytte de mange tilbud i handelsgaderne. 

– Vi har de seneste måneder haft det bedst tænkelige samarbejde med både kommunerne og de forretningsdrivende i forhold til at indrette byrummet, så borgerne fortsat holder afstand og dermed mindsker risikoen for smitte med COVID-19, og hvor det samtidig er muligt trygt at nyde tilbuddene i midtbyens handelsgader, understreger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han fremhæver, at de gode takter fortsætter i forhold til de traditionelle juleaktiviteter for borgerne i de enkelte byer.

Fælles håndslag

De otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var således samlet til møde i sidste uge på politigården i Esbjerg, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

– Alle parter er meget opmærksomme på, at julen bliver anderledes i år, men at det ikke må ødelægge julestemningen i bymidten. Der vil være en julemand, men vi skal naturligvis undgå, at han bliver smittet med COVID-19. Der vil være juleboder, men de vil stå mere spredt end tidligere for at undgå, at for mange stimler sammen. Og der vil være traditionelle juleaktiviteter, men det bliver uden et stort publikum på stedet, forklarer politidirektøren.

Nyt smukt hjem til Esbjergs nye elbusser

Et nybygget busdepot bliver hjemsted for de 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. På Kattegatvej går byggeriet nu i gang, og det skal stå færdigt til december 2021.

Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot.
Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs grønne omstilling bliver endnu mere synlig i de kommende måneder. På en mark i det nordlige Esbjerg skal der bygges et busdepot, som også indeholder de nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser. Busdepotet indeholder 46 busholdepladser, og heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter.

”Det er et kæmpe skridt for den kollektive trafik i Esbjerg og den grønne omstilling, at der nu bygges dedikerede faciliteter til de nye elbusser”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Sammen med udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen og administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, tog Jesper Frost Rasmussen i dag det første spadestik til det nye busdepot. Med tre spader blev byggeriet officiel erklæret for igangværende.

Busdepotet har fundet vej til Kattegatvej, fordi placeringen er optimal i forhold til at betjene ruterne i Esbjerg. Det betyder, at kørslen fra start/slut på rute til busdepot uden passagerer, den såkaldte tomkørsel – holdes på et minimum.

” CO2-udledningen fra den kollektive trafik reduceres med 70 %, når elbusser betjener bybusnettet. Den besparelse bidrager til vores overordnede ambition om at være en CO2neutral kommune i 2030,”siger Søren Heide Lambertsen.

Det samlede busdepot koster ca. 42 mio. kr. at opføre. Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holdes prisen på busdriften nede.

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven. COWI har fungeret som rådgiver på projektet.

Sydkoreanske Ulsan optages i eksklusiv energiklub efter Esbjergs anbefaling

Relationerne mellem Sydkorea og Danmark styrkes yderligere og mulighederne for samhandel udbygges, fordi Esbjerg har bevirket at Ulsan indtræder i global sammenslutning.

Foto: Esbjerg Kommune

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har haft en markant finger med i spillet, da den verdensomspændende organisation, World Energy Cities Partnership (WECP), i dag bød et nyt medlemsland velkommen på foreningens generalforsamling. For første gang er Sydkorea repræsenteret i WECP, fordi byen Ulsan er optaget som fuldgyldigt medlem af den globale energi-elite efter at have haft status af observatør.

Energibyer satser på grøn omstilling

Esbjerg Kommune har siden 2013 været et aktivt deltagende medlem af WECP, og lige nu fungerer borgmester Jesper Frost Rasmussen også som vicepræsident i den globale forening af energibyer, som tæller fx Houston, Aberdeen, Stavanger, Calgary, Kobe og Perth. Med optagelsen af Ulsan runder tallet 19 byer, som alle har fokus på energiproduktion. Traditionelt set har foreningen mest beskæftiget sig med olie- og gasudvinding, men de senere år er den grønne omstilling rykket højere og højere op på dagsordenen.

”Størrelsesmæssigt er nogle af de andre byer i en helt anden liga, men når det handler om bæredygtige energiformer, så kigger de mod Esbjerg for at skabe en udvikling, hvor de fossile brændstoffer erstattes af grønnere løsninger. I foråret 2019 underskrev Ulsan og Esbjerg en samarbejdsaftale, som forpligter os til at udvikle offshore vindenergi på flere punkter, og at Ulsan nu sidder med omkring bordet i WECP, skyldes de relationer, som vi har skabt”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Samarbejdsaftale baner vej for dansk vind

Hidtil har Ulsan fungeret som et center for skibsbygning, men byen følger en ambitiøs plan om at blive en national hub for offshore vind. Esbjerg har været igennem en lignende omstilling og betragtes i dag som en international hub på området. Derfor var det oplagt udbygge relationerne mellem de to byer. Det skete i foråret 2019, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen deltog i en erhvervsdelegation, som rejste til Sydkorea for at fremme relationerne mellem de to nationer. Ved denne lejlighed underskrev Esbjerg Kommune en samarbejdsaftale inden for offshore vindenergi med byen Ulsan. Direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw, deltog også, da styrelsen samarbejder med den sydkoreanske energistyrelse, KEA, om grøn omstilling med et særligt fokus på havvind.

”Det er meget glædeligt at se, hvordan by-samarbejdet imellem Esbjerg og Ulsan tager endnu et skridt fremad i forlængelse af Energistyrelsens myndighedssamarbejde med Korea. Sydkorea har sat sig et ambitiøst mål om at opstille 12 gigawatt havvind i 2030, hvor Esbjerg har værdifulde erfaringer at byde ind med som Danmarks offshore-by nummer ét”, siger Kristoffer Böttzauw.

Samarbejdsaftalen mellem Esbjerg og Ulsan fokuserer på udvikling af offshore vind i de to byer, herunder havneudvikling, forskning, reguleringsrammer og flydende havvindmøller. Derfor har repræsentanter fra Ulsan sidenhen besøgt Esbjerg for at forberede processen. På samme måde har et andet medlem af WECP, Barranquilla i Colombia, haft møder med repræsentanter fra Esbjerg for at udforske mulighederne for at kopiere den esbjergensiske udvikling.

”Forbindelserne til de udenlandske energibyer, som også begynder at interessere sig for at etablere offshore vind, skal gerne munde ud i at der skabes kontakter til danske virksomheder, der kan eksportere netop det, som udlandet efterspørger i forhold til vindenergi”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Mobil politistation til stede i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg i eftermiddag

0

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi er til stede med den mobile politistation fredag eftermiddag i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg.

Der er tale om følgende adresser/tidspunkter:

  • Ved Kvaglund Centret kl. 15.30 – 17.00
  • På Stengårdsvej/p-pladsen ved Bydelsprojekt 3i1 kl. 17.10 – 19.00

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Ved hændelsen sker der udelukkende materiel skade. Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Politiet efterforsker fortsat hændelsen, og vidner til påkørslen er velkomne til at komme forbi den mobile politistation og tale med betjentene.

Politiet søger vidner til færdselsuheld i Esbjerg

0

To køretøjer med relation til bandemiljøet i Esbjerg kørte ind i en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg. Motivet er ukendt, og der skete udelukkende materiel skade.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 16.09 anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor der udelukkende skete materiel skade.

Ifølge politiets efterforskning er der tale om, at to køretøjer kører ind i en tredje personbil i krydset.

Det står desuden klart, at de to køretøjer har relation til Esbjergs bandemiljø. Men på nuværende tidspunkt kan politiet ikke fastslå motivet til hændelsen.

Det ene køretøj kørte fra stedet og blev senere fundet på Egekrattet, hvor en eller flere personer havde forladt bilen, mens det andet køretøj fik motorproblemer efter færdselsuheldet, hvorefter flere personer flygtede fra bilen. 

Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af hændelsen øget den tryghedsskabende patruljering i dele af Esbjerg by, lige som hændelsen fortsat bliver efterforsket.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger fortsat vidner til hændelsen. De er velkomne til at kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.