Home Tags Havet

Tag: havet

Havet imellem os: Ny lydvandring binder Esbjerg og Fanø sammen

Img 6108 1

Det Åbne Lydteater præsenterer en helt ny lydvandring, hvor publikum bliver klogere på både fællesskab og forskelle mellem Esbjerg og Fanø. Kendte skuespillere lægger stemmer til historien, der er gratis og kan opleves når som helst.

Foto: Esbjerg Kommune

Esbjerg og Fanø er tæt knyttet til hinanden. Sådan har det været igennem mange generationer, og der er fortsat stærke bånd mellem storbyen på fastlandet og den lille ø i Vadehavet. På trods af kontraster og forskelle har Esbjerg og Fanø udviklet sig i kraft af hinanden, og netop det særegne og unikke får publikum lov at opleve i Det Åbne Lydteaters nye lydvandring ”Havet imellem os”.

Historien bliver fortalt af de kendte skuespillere Fanny Bornedal, Esben Smed og Vigga Bro, der i det helt nye stykke dramatik tager publikum med rundt i by og natur i Esbjerg og på Fanø. Lydvandringen kombinerer kultur, natur og bevægelse og kræver blot en mobiltelefon og høretelefoner, men er ellers gratis og kan opleves præcis, når det passer den enkelte.

Styrke i ikke at være ens

I ”Havet imellem os” møder publikum Ida og Theis, der er på feltarbejde til en studieopgave, hvor de udforsker området, historien og deres egne minder om Esbjerg og Fanø – og finder meget mere, end de søgte. Lige som Esbjerg og Fanø sætter de to hovedpersoner trods forskelligheder stor pris på hinanden og finder styrke i ikke at være ens.

På Esbjerg-siden begynder turen ved Adgangsvejen 3, og her følger publikum Ida i lydvandringen ”Alting har en begyndelse”, mens startpunktet på Fanø er Langelinie ved færgelejet, hvor Theis er omdrejningspunktet for ”At leve alene”. Hvert sted varer lydvandringen cirka en time og foregår via appen Useeum.

Nye lag til forståelsen

Det Åbne Lydteater rummer allerede lydvandringen Blanke Hans, der foregår i naturen omkring Vadehavscentret, og formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig over, at der nu er blændet op for endnu en teateroplevelse i det fri.

”Vi er begejstrede for, hvordan lydteatret fortolker noget af det skønne og særegne her hos os igennem levende og aktive oplevelser, der kravler ind under huden og giver nye lag til forståelsen af vores egn. I Esbjerg og på Fanø er vi forbundne af meget mere end havet imellem os, og det formidler lydvandringen på fineste vis ikke bare i viden, men i en unik oplevelse, der forhåbentlig både rører publikums hjerter og prikker til deres nysgerrighed, sådan som et godt teaterstykke skal,” siger Jakob Lose.

Hvem står bag?

Lydvandringen ”Havet imellem os” er finansieret af Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Region Syddanmark og Destination Vadehavskysten og produceret af AudioMove A/S og Teater Katapult.

Læs mere om ”Havet imellem os” her.

Affaldsplast fra åløb skal genanvendes

0

Mens regeringen i begyndelsen af september 2018 lancerede sin Strategi for cirkulær økonomi, er Esbjerg Kommune allerede langt i forhold til at arbejde med denne tankegang. Et nyt initiativ skal skabe renere vandløb og mindre forurening i havet, samtidig med at være rentabelt.

Foto: Yesbjerg

I Esbjerg Kommune arbejdes der aktivt med at lade den cirkulære økonomi være retningsgivende for affaldsområdet. Tidligere har kommunen sat to initiativer i værk, som skal arbejde videre med tankerne om cirkulær økonomi, hvor samfundet skal blive mere bæredygtigt ved at materialer og produkter genanvendes og udnyttes til fulde for at minimere spild.

Det ene af initiativerne har fokus på virksomhedernes håndtering af plast. I det regi er der nu dannet et nyt forum for cirkulær økonomi, som udspringer af partnerskabet mellem Esbjerg Erhvervsudvikling, Klyngesamarbejdet Clean og Esbjerg Kommune. Et andet initiativ har fokus på landbrugets håndtering af plast og mulighederne for en større genanvendelse.

Nu lanceres et tredje initiativ, som også hænger sammen med principperne bag den cirkulære økonomi. Fokusset er stadig på plast, men denne gang handler det om plast, der desværre finder vej til vores vandløb og dermed også havet.

Fra 30. oktober installeres der opsamlingsudstyr i Fovrfeld Bæk til indsamling af affald. Affaldet bliver derefter sorteret, og det skal forhindre, at fx plaststykker når havet.

“Jeg glæder mig meget over, at Innovationsnetværket Dansk Materiale Netværk harhenvendt sig til Esbjerg Kommune for at høre, om vi vil være partner i et projekt, som handler om kvantificering og type af udledt plastaffald fra et givent vandløb og genanvendelsesmuligheder for plast indsamlet i havet. Som KIMO-kommune ønsker vi at gøre en forskel for vandmiljøet, og her kender alletil de store udfordringer, vi står overfor med plast i havene. Når vi kan samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner, går miljø og forretning op i en højere enhed”. siger Karen Sandrini, formand for Esbjerg Kommunes Plan- og Miljøudvalg

Ud af det sorterede affald vil plast, der kan genanvendes på almindelig vis, blive genanvendt. Det øvrige plast skal på sigt behandles med en optimeret pyrolyseproces, som skal implementeres på et anlæg, som en af samarbejdspartnerne i projektet har under opførelse og som der i projektet udføres test på.

Dette initiativ har formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen høje forventninger til.

“Vores kommune er beriget med mange åløb, og dem skal vi passe på, da de repræsenterer store naturværdier. Derfor er det dejligt, at der forhåbentligt også kan være et forretningsmæssigt perspektiv i at holde dem rene. Vi har brug for at finde holdbare løsninger til genanvendelse af den plast, som ikke kan genbruges direkte”.

Søren Heide Lambertsen