Home Tags Familie

Tag: familie

Esbjergenserne er vilde med at bygge selv

Fotograf Simonia
Fotograf Simonia

Næsten udsolgt i Sønderris

33 byggegrunde blev revet væk, da Esbjerg Kommune i maj og juni satte nye grunde til salg i Erisvænget. Nye udstykninger kommer til i efteråret i Nørregårdsparken i Andrup og Marbækparken i Hjerting.

Grundsalget går rigtigt godt i Esbjerg Kommune, og interessen for de nye udstykninger i kommunen er stor. Alene i det første halve år af 2018 er der solgt 75 parcelhusgrunde, mens der i 2017 blev solgt 89 parcelhusgrunde, og i 2016 67 grunde. “Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at så mange mennesker har lyst til at bygge deres drømmehus i Esbjerg Kommune, både dem som har boet her i mange år, og dem som kommer hertil som tilflyttere”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Erisvænget, Sønderris

En god del af de grunde, som er solgt i 2018, ligger på Erisvænget i Sønderris. Her har været stor interesse for den nye udstykning. Faktisk så stor, at hele 200 personer havde skrevet sig op til at få tilsendt udbudsmateriale blandt andet via byggegrunde.esbjergkommune.dk.

Den store interesse resulterede i to budrunder på de nye byggegrunde i løbet af maj og juni måned. Her blev 33 af de 36 grunde solgt. De sidste ledige grunde kan ses på kommunens hjemmeside for byggegrunde.

Er det ikke lige Sønderris, der er drømmen, så er der mange andre muligheder rundt omkring i kommunen.

Blandt andet kommer der til efteråret nye udstykninger både i Nørregårdsparken i Andrup og Marbækparken i Hjerting. Samtidig er der allerede et bredt udvalg af salgsklare byggegrunde både i den sydlige og østlige del af kommunen.

“Det er vigtigt for Esbjerg Kommune at der er et bredt udbud af grunde, og at vi kan imødekomme efterspørgslen, så der er grunde for enhver smag, og ikke kun i de store byer. Derfor ser vi også løbende på nye områder, som kan udstykkes til attraktive grunde. Det sker i tæt dialog med lokalrådene, som har det bedste lokalkendskab, og kan fungere som ambassadører for deres områder,” fortæller Jesper Frost Rasmussen.

Du kan se alle udstykninger i Esbjerg Kommune her:
http://byggegrunde.esbjergkommune.dk/

Ingen dødskamp for Sædding Centrets butikker

Butikkerne i Sædding centret klarer sig faktisk rigtigt godt lige nu, her er for dem ingen tale om dødskamp.

“Gennem de sidste måneder har vores kundeflow i butikkerne været 10 % højere end normalt”, udtaler centerchef Lise Retbøl til Yesbjerg.

Fakta om Sædding Centret:

Sædding Centret er Esbjergs første indkøbscenter og åbnede 29. juni 1977.

Centret har haft flere forskellige butikskæder og typer af butikker og serviceforretninger.

Der har blandt andet tidligere været en biograf, Varde bank, en møbelbutik og Kvickly.

I dag huser Centret  bl.a. Fakta og en række specialbutikker, apotek, bodegaen Bibas og et bibliotek.

Her kan du se en liste over alle butikkerne.
Du kan besøge Sædding Centret på Facebook her.

Sædding Centret er ejet af 5 parter herunder Coop, Dam Jensen og Esbjerg Kommune.

Ørfjell Ure ejer også sin egen butik i centret og har dermed også stemme, når der skal vedtages en endelig plan for centret og dets eventuelle salg.

Principielt kan Michael Ørfjell nedlægge VETO og sætte de fremtidige planer på hold, men han tror på, det er det rette for centret at følge med tiden.
Han mener ikke, man kan kritisere ejerne af centret. “Tiden er løbet fra Sædding Centret i dets nuværende konstellation”, siger han i dag til Yesbjerg.


Foto: Ørfjell

Men hvad vil Michael Ørfjell så?

Udover butikken i Sædding Centret, har Michael Ørfjell sammen med sin hustru også en butik i Ringkøbing samt online på guldogdiamanter.dk.
“Jeg har da modtaget mit efterlønsbevis, så til den tid kan jeg naturligvis overveje, om jeg skal gå på pension, eller se om jeg vil med over i en eventuel ny butik, men det er langt ude i fremtiden og ikke relevant endnu”, tilføjer han.

Arkaden

En mulig fremtid for Sædding Centret kunne være at bygge i etaper og starte med at bygge en slags arkade med butikker, så de butikker, der har lyst til at fortsætte eventyret i Sædding Centret kan flytte med over i de nye lokaler. På den måde kan Sæddings forretningsliv bestå i en ny konstellation.

Investoren kan blive en joker

Før en fremtidig plan kan føres ud i livet kræver det at én eller flere investorer melder sig på banen. Om der aktuelt er en pengemand m/k i spil er uvist. Ganske vist er det dog at en investor kan være den joker, der giver spillet en uventet drejning. Ingen ved, hvad en investor kunne have af planer med stedet. Skal der bygges boliger eller skal det nuværende center renoveres og fornyes?

 

 

Lokale ildsjæle blev hyldet

GF fejrer ildsjæle med ekstra overskud
I aftes afholdte GF forsikring i Esbjerg en overraskelsesfest for nogle af regionens ildsjæle. De indbudte vidste ikke, hvorfor de skulle dukke op, de fleste havde fået en historie om, at de kunne få en virkeligt billig forsikring i hus, hvis de dukkede op i GF huset på Gl. Vardevej i går eftermiddag kl 16.30.

Der var 14 smukke unikke mennesker, der hver især har gjort en særlig indsats for deres lokalsamfund. Blandt de nominerede var blandt andet en pigehåndboldtræner fra SGI, en receptionist fra TV SYD, et speedwayteam, Breinholtgård golfklub, en skolelærerinde fra en specialklassen på Bakkeskolen i Esbjerg, et ældre par der hvert år deler julekurve ud til værdigt trængende, en cykel klub og mange andre.

Sheila Sydbøge modtog hæder og diplom for at være en uovertruffen fantastisk kærlig, givende og omsorgsfuld skolelærer i specialklassen på Bakkeskolen. Hendes forståelse og omsorg for børn med særlige behov og hendes levende, farverige, sprudlende væsen, der altid kan gøre omgivelserne i godt humør var indstillingsgrunden for en mor til et af Sheilas skolebørn.

Breinholdtgård golfklub fik sin hæder for at være særligt gode til at skabe en ungeafdeling.
Sammen med deres diplom modtog de også en check på kr. 6000.
De to glade damer fra klubben, kan du se med deres flotte diplom herunder.

Læserbrev af Susanne Hartvig

0

Giv børnene en stemme

Jeg er netop kommet hjem fra en politisk debataften, hvor emnet var fremtidens familiepolitik. Fire politikere, der alle stiller op til det forestående kommunalvalg, gav os forældre lov til at debattere og komme med ideer til fremtidens politik inden for familieområdet i Esbjerg Kommune.

Store drømme

De fire politikere delte deres drømme for familieområdet. ”Lad os nytænke hele børnepasningsområdet. Der er brug for innovation!” lød det fra en drømmende politiker, og jeg nikkede anerkendende til hvert et ord. Det er godt, at der er politikere, der drømmer og har ambitioner på vegne af vores børn og familier.

Men det slog mig også, at mange forældre, der har børn i kommunens dagtilbud, er holdt op med at drømme store drømme. For det eneste vi drømmer om er, at de helt fundamentale behov hos vores børn bliver mødt.

Er det ikke en falliterklæring, at noget, der burde være så selvfølgeligt; nærvær og voksenkontakt, er det vi forældre går og sukker efter?

Når nærvær er en mangelvare

I kommunens vuggestuer, børnehaver og på folkeskolerne er ressourcerne ofte så få, at børnene ikke oplever nok af det nærvær, vi alle ved er fundamentet for deres trivsel og udvikling.

I effektiviseringens navn tænker kommunens politikere i stordrift, kvantitet og produktionsniveau. Tænk, at New Public Management, der ellers efterhånden bandlyses af så mange, lever i bedste velgående ude i vores institutioner. På sygehusene måler vi formålsløst på, hvor mange syge borgere vi får igennem systemet, frem for at være optaget af, hvor mange syge borgere, der rent faktisk bliver raske. Men er vi ikke alle enige om, at det er det sidste, der skaber egentlig værdi?

På samme måde virker det til, at kommunens politik tager udgangspunkt i, hvor mange børn vi kan stuve sammen på en stue, og hvor mange pædagoger vi kan spare væk. Ambitionen er ikke at udvikle børnene, blot at opbevare dem. Men hvem kigger på konsekvenserne af undernormeringerne? Hvem sætter sig i børnenes sted? Hvem spørger, hvad der skal til for, at vores børn trives og udvikler sig til velfungerende samfundsborgere.

Et nedslag i virkeligheden

Min ene datter nåede (desværre) at gå nogle uger i en kommunal vuggestue. Det sluttede brat en tidlig fredag eftermiddag, hvor jeg fandt min datter grædende i et hjørne på en voksenforladt stue sammen med 10-12 andre vuggestuebørn. Hun havde høj feber, men ingen havde set hende, trøstet hende eller taget hendes varme trøje af. Den dag lovede mig selv aldrig at udsætte hende for det omsorgssvigt igen.

På vejen ud af stuen mødte jeg den stakkels pædagogstuderende, der var dagens vikar (den faste pædagog var sygemeldt med stress). Jeg spurgte hende vredt, hvorfor hun ikke havde ringet efter mig eller i det mindste taget min datters trøje af. Hun svarede opgivende: ”Det hele er lidt hektisk i dag. Jeg har desværre ikke nået det” og fortsatte ind på stuen, hvor flere ildebrande ventede.

I dag går mine børn i privatskole og i privat børnehave, for jeg har ikke tillid til, at kommunen kan løfte opgaven. Jeg ved, at pædagogerne vil og kan, men ressourcerne skal og må følge med.

Giv familierne en stemme

I aften har jeg mødt politikere, der tør drømme stort. Politikere, der også er forældre, og som ønsker at se en forandring inden for det familiepolitiske område.

Min drøm er, at vi begynder at inddrager børnene og forældrene i den familiepolitik, kommunen udarbejder. At vi, børn og forældre, får en stemme. Som der blev sagt under debatten i aften: ”Hvem spørger egentlig børnene?” Børnene, familierne, burde have mulighed for at komme til orde. Det er trods alt dem, det hele handler om.

I Esbjerg Kommune har vi et Udsatteråd og et Handicapråd, hvor repræsentanter for socialt udsatte og handicappede giver deres mening til kende, udvikler ideer, opsøger eksperter og udfordrer de beslutninger, politikerne træffer. Men hvad med os forældre? Og hvad med vores børn? Hvor kan vi få lov til at komme til orde? Hvordan kan vi få politikerne i tale – også efter valget?

Måske kunne et skridt i den rigtige retning være at etablere et Familieråd, der tvinger politikerne til at lytte til dem, der taler børnenes sag.

Skrevet af en mor – Susanne Hartvig

Vil du være med til at forme fremtidens familiepolitik?

I aftes afholdte 4 kvindelige politikere et åbent debatmøde på Dronning Louise. Her var håbet, at de godt 30 fremmødte kunne få indflydelse og indsigt i fremtidens familiepolitik i kommunen. Et par mænd havde vovet sig ud, men ellers var det kvinderne, der tog teten i aftenens debat.

Efter et fint oplæg fra psykolog Rasmus Alenkær gik de fremmødte gruppevis i gang med at diskutere og skrive ned, hvad de havde af tanker og ønsker til ændringer i den nuværende familiepolitik. Slutteligt samlede man alle sedlerne ind til forhåbentlig fremtidig inspiration for de politikere, vi sætter vores lid til i byrådet.

Familiepolitikken har betydning for alle, der har med børn at gøre, hvad enten det er som mor eller pædagog.

Er skoledagene for lange? Er børnene stressede? Har pædagogerne for få hænder til de børn, de har ansvaret for?

Hvad betyder noget for dig og din hverdag?

Du bestemmer selv, når du sætter dit kryds den 21. november. Hvem skal have ansvaret for din hverdag?

Aftens debat var arrangeret af Diana Mose (SF), Britta Bendix (V), May-Britt Andersen (K) og Anne Marie Geisler Andersen (RV).

Politikerne fremlagde deres drømme for fremtiden,
her er polikernes ønsker.

Diana Moses top 3:

1. Minimumsnormeringer i vores dagtilbud

2. En kommune hvor vi understøtter vores børnefamiliers mulighed og behov for at være forskellige ( skæve åbningstider, deltidspladser i dagtilbud, støtte til pasning i eget hjem, lige muligheder for alle til deltagelse i f.eks fritidstilbud og dermed forskellige tilbud – generel fleksibilitet også på kommunen som arbejdsplads.)

3. En kommune der er klar med tidlig indsats, med reel støtte og hjælp når familier rammes af sygdom, når en familie får et barn med et handicap eller får udfordringer der er svære at klare selv. At vi reelt lytter i et værdigt samarbejde og hjælper der hvor vi kan og hvor der er behov – så familier der i forvejen har nok at kæmpe imod ikke også skal kæmpe mod kommunen.

Britta Bendix´s top 3:

1. Et større udvalg i pasningstilbud (hjemmepasning inkl bijob, storbørnsdagpleje 3-6år, privat/kommunal vuggestue og børnehaver osv)

2. Et skolesystem der sætter barndommen før test/systemer

3. Hurtig hjælp til børn med behov (indsats fremfor udredning)