Home Tags Fællesskab

Tag: fællesskab

Ny kampagne skal få flere unge med i fællesskabet

0

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet sætter fokus på unge, der er underrepræsenteret i foreningslivet, med en ny kampagne, hvor der opfordres til at invitere flere unge med i fællesskabet.

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet er gået sammen om en kampagne, der skal sikre, at flere underrepræsenterede unge kommer med i foreningslivet. Kampagnen lanceres 27. august under overskriften ’Fællesskaber for alle – hvem er med’. Her bliver unge opfordret til at invitere unge mennesker med ind, som ellers ikke er medlem af fællesskaber og foreninger.

Det er nemlig ikke lige nemt for alle unge at blive en del af foreningslivets fællesskaber. Både socialt udsatte og etniske minoriteter er underrepræsenteret i de demokratiske fællesskaber. Det vil vi gerne ændre, så flere tilbydes medlemskaber i de frivillige fællesskaber.

Danmark har et stærkt foreningsliv, som giver mange unge et fantastisk fællesskab og et sted, hvor man lærer at tage del i demokratiet. Desværre kan vi se at ikke alle unge har lige adgang til et demokratisk fællesskab, og der er bestemte grupper af unge, som er underrepræsenteret i vores fællesskaber. Derfor kaster vi et kærligt og kritisk blik på os selv med kampagnen, for vi skal blive bedre til at række ud og åbne os for andre, som måske ikke er som os selv,” siger Chris Preuss, formand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

”I Tuborgfondet vil vi gerne bidrage til, at mange flere unge engagerer sig i et fællesskab, får indflydelse i samfundet og mod til at skabe en bæredygtig fremtid,” siger sekretariatschef Peter Giacomello.

Unge skal ikke hverves, men inviteres

For at sikre at flere unge kommer med i fællesskabet, så er det afgørende, at de unge, der allerede er foreningsaktive, sørger for at være opsøgende i omgangskredsen og inviterer venner og bekendte med.

Det sociale spiller en stor rolle for unges engagement i foreninger. Unges baggrund, venner og deres forældre er afgørende for, om de er aktive i en forening, og eventuelt hvilken forening de er i. Derfor vil allerede foreningsaktive spille en afgørende rolle i at få flere med i fællesskabet.

Det er nok de færreste unge, der møder uopfordret op til en forening eller en aktivitet uden at kende nogen på forhånd. Derfor håber vi også, at vi kan inspirere unge, der allerede er en del af et fællesskab til at række ud til nye unge, så flere får mod til at starte,” siger Chris Preuss, formand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

Bag om kampagnen:

I kampagnen sætter unge fra vidt forskellige foreninger ord på, hvad de ser som det værdifulde ved at være en del af et foreningsfællesskab. Samtidig inviterer kampagnen unge til at se kritisk på sit eget fællesskab, ved at rejse spørgsmålet, om hvem der er med i fællesskabet – og hvem der ikke er med.

Kampagnen er en del af ”Alle unge med i fællesskabet”, et partnerskab mellem Tuborgfondet og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der skal undersøge og udbrede nye måder at nå nye unge på for foreningslivet.

Kampagnen lanceres i forbindelse med en konference den 27. august.

Fakta:

  • Unges skal inviteres med. Unge har svært ved at forestille sig at engagere sig i en forening, hvor de ikke kender nogen andre.
  • Engagement går i arv. Mange unge er aktive i de samme foreninger eller samme type foreninger, som deres forældre
  • 50% af unge med anden etnisk baggrund er medlem af en forening mod 67% af etnisk danske unge.
  • Mange udsatte unge er uden for fællesskabet. Kun 29% dyrker faste fritidsaktiviteter og 24% er aktive i foreninger eller grupper.                    

Kilde: Tuborgfondet og Moos Bjerre: Unges deltagelse i civilsamfundets fællesskaber

Der er et fællesskab til alle – også til dig

0

Alt for mange danskere er ramt af ensomhed. At være en del af et fællesskab er et vigtigt led i livskvaliteten for de fleste og kan være med til at styrke den mentale sundhed. Derfor sætter Esbjerg Kommune nu ekstra fokus på fællesskaber med initiativer og tilbud, som skal styrke fællesskabet, fremme den mentale sundhed og støtte borgere i at opbygge netværk.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Hverdagen bliver nemmere, når vi deler den med andre. Under overskriften ‘Der er et fællesskab til alle – også til dig’ sætter Esbjerg Kommune nu ekstra fokus på fællesskabet.

I Esbjerg Kommune vil vi gerne understøtte, at alle borgere kan leve et aktivt liv med livskvalitet længst muligt. At være en del af et fællesskab er et vigtigt led i livskvaliteten for de fleste og kan være med til at styrke den mentale sundhed. Det gælder, hvad enten man er ung, ældre eller midt i livet. Derfor sætter vi nu ind med flere initiativer og tilbud, som skal være med til at styrke fællesskabet, fremme den mentale sundhed og støtte borgere i at opbygge netværk, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Kurser, lodsordning og nye netværk

Blandt tilbuddene er kurser, Dit liv – dit fokus, hvor unge mænd og kvinder, som ønsker større trivsel og balance i hverdagen, kan mødes med andre i samme situation og få redskaber til at tackle hverdagens udfordringer.

Er man midt i livet og står ved en skillevej, kan det også være en hjælp at møde andre i samme situation, når man skal finde sin nye kurs. Derfor tilbyder Esbjerg Kommune nu kurserne, Dit liv – ny kurs, både til mennesker, der er på efterløn eller pension eller på vej til det og til enker og enkemænd. Her kan man få inspiration til overgangen fra arbejdsliv til efterløn eller pension eller til at komme videre i livet, når man har mistet sin ægtefælle. Samtidig giver kurserne mulighed for at danne nye netværk. Har man ønsker om at komme i gang med en fritidsinteresse, men mangler det sidste skub, kan man nu også få en lods, som hjælper én i gang.

Er man over 65 år og savner nogle at mødes med, så hjælper kommunen med at organisere samværsgrupper, hvor man kan få nye bekendtskaber og mødes til hyggeligt samvær.

Fælles ansvar

– Energi til det gode og sunde liv er et fælles ansvar. Kommunens initiativer kan og skal derfor ikke stå alene. Mange frivillige foreninger og organisationer gør løbende et stort og vigtigt stykke arbejde, og vi kan også som borgere og enkeltpersoner blive endnu bedre til at række ud og gøre noget i hverdagen for at styrke fællesskabet og involvere vores medmennesker – hvad enten det er en nabo, en kollega, en ven eller et familiemedlem, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Mere end 500 Urban-elever giver den gas til Ungeevent

0

Fredag den 14. september danner boldbanerne ved Præstegårdsskolen Urban rammen om det 2. Urban Ungeevent. Helt i lighed med det første event i april 2017 har 6.-9. klasses eleverne i fællesskab planlagt masser af fysiske aktiviteter og sjove lege. Målet er bedre kendskab til hinanden og fællesskab på tværs af de tre Urbanskoler: Præstegård, Danmarksgade og Rørkjær.

Foto: Esbjerg Kommune

Fra klokken 9, hvor dagen skydes i gang af skoleleder Steffen Lawaetz, kan de ældste elever fra de tre skoler være sammen på kryds og tværs i aktiviteter, der blandt meget andet byder på Formel 1, dans, “Spis et kryb”, portrættegning, øksekast og lasergames. Det hele rundes af med en omgang Colour-run klokken 13.30. Det er to elevrepræsentanter fra hver af 6.-9. klasserne, der sammen med en proceskonsulent fra Esbjerg Kommunes Pædagogik & Undervisning i løbet af en såkaldt Innovationsdag har planlagt dagens aktiviteter.

Souschef på Urbanskolerne, Thomas Abrahamsen, har deltaget i hele processen, som på nogle punkter var lidt overraskende.

“I løbet af innovationsdagen var det ret tydeligt, at det var svært for mange elever at give fantasien og de vilde idéer frit løb. De er i skolesammenhæng vant til, at de ofte får at vide, hvordan tingene skal gøres, og ikke selv skal finde på, så det var en udfordring for dem. Heldigvis endte vi med proceskonsulentens hjælp med masser af ideer om både meget fysiske og meget sjove aktiviteter, og vi glæder os helt vildt til dagen”.

Thomas Abrahamsen

Rybners, Ungdomsskolen, SOSU-skolen, GAME Street Mekka og Headspace er samarbejdspartnerne på dagen, og står hver især for en eller flere af de ønskede aktiviteter. Det er skolen, som afholder udgiften til Urban Ungeevent med et tilskud fra det lokale Østerby-projekt under Lauritzen-Fonden, “Medvind I Østerbyen”.

Fakta
Idéen til et Urban Ungeevent opstod i 2016, hvor elever i 6.-9. klasserne på Urbanskolens tre matrikler efterlyste bedre kendskab til hinanden og fællesskab på tværs. Local-Up gik ind i arbejdet med at idéudvikle og sikre praktisk udførelse af eventet, ligesom de sikrede de økonomiske rammer for det første event – under forudsætning af, at der blev skabt en årligt tilbagevendende begivenhed, som skulle skabes i samarbejde med lokale aktører, og at Urbanskolen satte fremtidige events på budgettet.