Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Suset kommer med de første navne

0
Unavngivet 1

Suset 2025 offentliggør årets første navne:

Aqua, HUGORM, Lamin, Annika, Kellermensch

og Turboweekend

Suset vender tilbage til Esbjergs havnefront d. 22.-23. august 2025 efter en vellykket

debut i 2024. Gæsterne kan næste år se frem til at opleve popikonerne fra Aqua,

HUGORM, rapkometen Lamin, samt optrædener fra det prisvindende unge

stjerneskud Annika, bysbørnene Kellermensch og et længe ventet comeback fra

Turboweekend. Flere kunstnere bliver offentliggjort inden længe.

I dag afslører Suset de første seks navne til næste års festival, som allerede nu giver en

smagsprøve på et program, der rider videre på bølgen efter en succesfuld debut og

spænder bredt over forskellige genrer.

“Vi er dybt taknemmelige for den overvældende opbakning og tilslutning, som strømmede

ind sidste år. Det var ganske enkelt nogle magiske dage med en vidunderlig energi, der

fyldte pladsen. Vi tror på, at vi har skabt noget helt særligt – noget vi er både meget stolte af

og ydmyge over. Det bliver kæmpestort at kunne byde publikum velkommen tilbage i 2025”,

udtaler festivalens direktør Tobias Kippenberger.

Dagens offentliggørelse til Suset 2025

Aqua

HUGORM

Lamin

Annika

Kellermensch

Turboweekend

Tobias Kippenberger tilføjer om den første musikpakke:

”Med disse seks artister kommer vi flyvende fra start med årets program. Vi får både pop,

rock og rap på plakaten, som ovenikøbet spænder bredt over flere generationer helt fra

90’erne og frem til to af de allerstørste, nye stjerneskud på den danske musikscene.”

Aqua

Første navn på Suset-plakaten er den dansk-norske 90’er-popgruppe Aqua, som består af

Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og tidligere medlem Claus Norréen.

Aqua opnåede et internationalt gennembrud på rekordtid med deres energiske musik på

debutalbummet Aquarium i 1997. Bandet har toppet hitlisterne i både ind-og udland meden perlerække af popklassikere som “Doctor Jones”, “Roses Are Red” og ikke mindst

“Barbie Girl”, der har over 560 millioner afspilninger på Spotify. Aqua har gennem tiden

solgt mere end 38 millioner album og har dermed cementeret deres status som den bedst

sælgende danske musikgruppe nogensinde.

Aqua opløste sig midlertidigt i 2001, men fandt sammen igen i 2008, og har siden 2016

turneret verden rundt med deres otte personers live-band. Sidste år udgav Aqua hitsinglen

“Barbie World” med Nicki Minaj og Ice Spice i anledning af Barbie-filmen, der er blevet

streamet mere end 500 millioner gange alene på Spotify. Hitgruppen har netop spillet for

tusinder af fans i Royal Arena og skal til sommer give Suset-publikummet en ægte popfest,

når de vender tilbage til Esbjerg for første gang siden 2018.

HUGORM

Det danske elektro-rockband HUGORM har hurtigt bidt sig fast i musiklandskabet

herhjemme med deres rå og eksperimenterende lyd. Bandet opstod i 2017 i Klitmøller med

Simon Kvamm i front, flankeret af Morten Gorm og Arni Bergmann.

Med udgivelsen af deres debutalbum FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT i 2020 stod

de hurtigt på landets spillesteder, hvor debutkoncerterne blev udsolgt på ingen tid, og

bandet beviste deres evner som liveperformere.

Det anmelderroste album TRO, HUG & KÆRLIGHED fra 2022 blev særligt bemærket og

kåret som Årets Rockudgivelse af GAFFA. Albummet kombinerer bandets karakteristiske

intense rockproduktioner med sårbare tekster og melankolske melodier.

Senest har de udgivet albummet DRØMMEHUG (2024), der atter udviser bandets evne til at

forny sig. Her går HUGORM en ny musikalsk retning og bevæger sig ind i elektro-dance-

genren med lyse og euforiske numre. GAFFA har kvitteret med 6 stjerner og ordene “hvis

HUGORM ikke var det allerede, så er dette album skiven, der kommer til at cementere trioen

som landets stærkeste liveband”

.

Lamin

Lamin har de seneste år været et uundgåeligt navn på festivalscenerne, i radioen og ikke

mindst på hitlisterne med numre som “Gode Dage, Gode Drinks”, “Æstetisk” og “De Her

Timer”.

Den kompromisløse, trippelt platinsælgende rapper er et af de hurtigst voksende navne på

den danske hiphopscene, og han er kendt for sin kreative færden i et personligt

tekstunivers. Siden sit første studiealbum Hva ved de om Lams fra 2021 har Lamin redet på

en tiltagende bølge af succes. I 2022 vandt han Årets Nye Navn til DMA og P3-talentet ved

P3 Guld. Senest har han vundet P3-prisen ved P3 Guld 2024 og spillet en udsolgt koncert i

Royal Arena med sin musikalske makker Artigeardit.Med sig på Suset 2025 har Lamin sit nyeste album SkyLL (2024), der er blevet mødt med

stor ros og 5-stjernede anmeldelser, og som på de første 24 timer streamede mere end 1,6

millioner gange.

Annika

19-årige Annika Wedderkopp er en spirende stjerne på den danske musikscene, der

gennem sociale medier har fået bred opmærksomhed i både Danmark og vores

skandinaviske nabolande.

Siden hun sidste sommer begyndte at lægge klavervideoer på TikTok, har Annika opnået

flere millioner streams og kan endda kalde sig modtager af P3-talentet ved P3 Guld 2024.

Hendes personlige tekster og unikke vokal har betaget lytterne fra start, og debutsinglen

“Knuser Hjerter” (2024) toppede hurtigt hitlisterne, nu med over 10 millioner afspilninger på

Spotify. Senere på året udgav Annika EP’en Nye Tider samt radiohittet “Så længe jeg er

sexy.”, der bygger videre på hendes stærke musikalske sans og skarpe lyrik. Annika

markerer sig som en talentfuld sanger, der helt bestemt er værd at holde øje med, og i 2025

optræder Annika på Suset.

Kellermensch

Den vestjyske rockgruppe Kellermensch blev dannet i 2006 og tæller de seks medlemmer

Sebastian Wolff, Jan V. Laursen, Christian Sindermann, Anders Trans, Claudio Wolff Suez

og John V. Laursen. Forsanger Sebastian Wolff spillede en solokoncert på Suset i 2024, og

nu vender han tilbage med hele bandet i ryggen – klar til at blæse publikum bagover.

Kellermensch er blevet et internationalt koncertfænomen. GAFFA har gentagne gange

kvitteret for deres intense, dramaturgiske liveoptrædener med 6 stjerner, og det er ikke

uden grund. Deres unikke blanding af hård rockmusik kombineret med trædeorgel og

strygere har ikke bare skabt opmærksomhed, men nærmest pustet nyt liv i dansk

rockmusik.

I 2017 udgav Kellermensch albummet Goliath, der høstede millionvis af afspilninger på

Spotify, og bandets seneste, anmelderroste album Capitulism fra 2022 blev nomineret til

flere GAFFA AWARDS.

Publikum kan glæde sig til at opleve bandets uforlignelige energi, når de spiller på Suset i

2025.

Turboweekend

Turboweekend stormede ind på den danske musikscene i midten af 00’erne med deres

soulede og elektriske lyd. Barndomsvennerne Martin Øhlers Petersen, Silas Bjerregaard og

Morten Køie dannede bandet i 2006, som senere blev fuldendt med Anders Møller.

Med deres udadvendte, soulede og elektrisk ladede lyd – og hits som “Into You” – erobredede hurtigt landets største scener, inden de i 2018 valgte at stoppe med en sidste tour. Eller

det troede de…

Turboweekend er nemlig tilbage, og de er klar til deres store comeback i 2025, hvor de

lægger turen forbi Esbjerg og Suset.

Da Turboweekend debuterede, kom de med en ny energi, som skar igennem den

melankolske tone, der ellers prægede den alternative danske musikscene i 00’erne.

Debutalbummet Night Shift (2007) lagde fundamentet, inden gennembruddet kom med

Ghost of a Chance (2009), der sikrede dem flere priser og cementerede deres plads i dansk

musikhistorie.

Fotos kan hentes her.

Billetsalg

Pre-sale af Early Bird partoutbilletter til nyhedsbrevsmodtagere starter onsdag d. 20.

november kl. 10:00 og slutter torsdag d. 21. november kl. 23:59, eller når der er udsolgt.

Samtidig sættes et begrænset antal Under 25-partoutbilletter i salg.

Fredag d. 22. november kl. 00.00 går Early Bird partoutbilletterne i regulært salg.

D. 29. november frigives dagsbilletterne.

PRISER

Early Bird partoutbillet: 1140 DKK ekskl. gebyr

Under 25 partoutbillet: 1115 DKK ekskl. gebyr

Partoutbillet, børn (6-12 år): 430 DKK ekskl. gebyr

Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr

Partoutbilletterne stiger i følgende rater:

29. november: 1240 kr. ekskl. gebyr

1. april: 1340 kr. ekskl. gebyr

1. juli 1495 kr. ekskl. gebyr

Dagsbillet: 895 DKK ekskl. gebyr

Dagsbillet, børn (6-12 år): 270 DKK ekskl. gebyr

Dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr

Varm op til Royal Run på tre træningsruter i Ribe

Img 7023 1

Royal Run i Ribe blev udsolgt på få timer, og mens deltagerne venter spændt på 2. pinsedag, kan de prøve benene af på tre lokale træningsruter. Ribe Motion bakker op og byder nye medlemmer velkomne til gå- og løbetræning.

Skal benene varmes op til Royal Run, så er du velkommen til at prøve de tre træningsruter i Ribe af enten på egen hånd eller sammen med Ribe Motion. Foto: DGI Sydvest

For få dage siden åbnede tilmeldingen til Royal Run 2025, og billetterne til etapen i Ribe blev revet væk på få timer. Det betyder, at 10.000 forventningsfulde motionister har sikret sig en billet til den royale folkefest 2. pinsedag.

Er du en af de heldige, der kan snøre kondiskoene til en tur igennem Danmarks ældste by den 9. juni 2025, så har du allerede nu mulighed for at prøve benene af på de tre Royal Run-distancer. DGI Sydvest og Ribe Motion har nemlig opmålt tre lokale ruter på henholdsvis one mile, fem og ti km., så alle kan tage hul på gå- eller løbetræningen frem mod den store motionsfest. Det gælder både ripenserne selv og gæster udefra, og man behøver selvfølgelig heller ikke at have billet til Royal Run for at bruge ruterne.

Det store Royal Run-fællesskab

De tre træningsruter er ikke de samme, som deltagerne bliver sendt ud på til Royal Run 2. pinsedag, for selv om planlægningen er i fuld gang, er ruterne endnu ikke endeligt fastlagt. Sikkert er det dog, at træningsruterne inviterer motionisterne ind i det store Royal Run-fællesskab og varmer dem godt op med masser af Ribe-stemning, så de er klar, når starten går til sommer.

”Royal Run har plads til alle, og den store ambition er netop at motivere flere danskere til at bevæge sig. Derfor bruger vi den populære event til at åbne nye døre for folk ind i motionsfællesskaber, hvor de kan være fysisk aktive på et niveau, der passer til dem. Det håber vi, at de tre træningsruter i Ribe kan danne en god ramme om, og jeg glæder mig til at møde både gående og løbere rundt i byen frem mod Royal Run”, siger Danni Callesen fra DGI.

Ribe Motion træner på ruterne

Alle tre træningsruter har start og mål ved Ribe Fritidscenter på Sportsvej, hvorfra turen går rundt i byen på de tre forskellige distancer. Træningsruterne kan ses på roll ups i fritidscentret, hvor man også kan hente dem direkte ned på sin telefon via en QR-kode, og DGI Sydvest opfordrer folk til at give den ophængte tæller et klik, så alle ture bliver talt med. 

Ribe Motion bakker op om træningen til Royal Run og har netop testet de tre træningsruter, der i de næste mange måneder er på programmet, når klubbens medlemmer mødes til træning.

”Træningsruterne er selvfølgelig til fri afbenyttelse, men hvis man gerne vil gå eller løbe sammen med andre og være en del af et socialt fællesskab, er man meget velkommen hos os. Royal Run er i hvert fald en kæmpestor begivenhed i Ribe Motion, og på den store dag er vi klar med både deltagere og hjælpere”, siger Finn Østergaard fra Ribe Motion.

Man kan melde sig ind i Ribe Motion her, og træningstiderne er:

Tirsdag kl. 18.00

Torsdag kl. 18.00

Lørdag kl. 8.30

Dette er for både løbere og gående

Formiddagshold:

Tirsdag kl. 8.30

Torsdag kl. 8.30

Dette er kun for løbere

Politiet spærrer Skolegade af nu fortæller de hvorfor

0
Unavngivet 2 1

Politiet undersøger mulig sædelighedsforbrydelse foregået i Skolegade i Esbjerg

Afspærring i forbindelse med undersøgelser er nu ophævet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i morges og i formiddags været til stede i Skolegade i Esbjerg, da vi tidligt fredag morgen modtog anmeldelse om en mulig sædelighedsforbrydelse foregået på stedet. 
Ved anmeldelser af den karakter er det normal kutyme at afspærre det sted, hvor hændelsen er foregået, for at sikre, at eventuelle spor ikke bliver ødelagt. 

”Vi har arbejdet i et område omkring en baggård i Skolegade, hvor vi har undersøgt for tekniske spor. Vi er meget tidligt i vores undersøgelser, og vi kan derfor ikke sige yderligere om sagen på nuværende tidspunkt”, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen. 

Nu fortsætter undersøgelserne, som skal fastslå, om der er tale om et strafbart forhold. 

Fem mistede kørekortet på skolevej

0
Unavngivet 2 1

83 bilister kørte hurtigere end de 40 km/t, der er tilladt nær skole i Esbjerg

Onsdag eftermiddag kørte 83 bilister for stærkt på Stenhuggervej ved Marcusskolen i Esbjerg. Færdselspolitiet fra Syd- og Sønderjyllands Politi gennemføre en hastighedskontrol torsdag den 31. oktober og fulgte op onsdag eftermiddag mellem klokken 13.20 og 19.11. 

”Vi havde håbet, at farten var blevet sat ned efter vores første besøg, men må desværre konstatere, at der blev kørt alt for stærkt igen i går. Vi kommer helt sikkert igen, og jeg vil opfordre til, at man tænker på både sin egen og andres sikkerhed og sætter farten ned – især på skoleveje,” siger politikommissær Anders Hallen Borg fra Færdelssektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er på Stenhuggervej en hastighedsbegrænsning på 40 km/t. I løbet af den godt seks timer lange kontrol onsdag eftermiddag blev 83 bilister registreret med for høj fart. Den hurtigste kørte 89 km/t.  Fem bilister kørte så stærkt, at de står til at få frakendt kørekortet, mens 15 bilister får et klip i kørekortet. I tidsrummet passerede 511 biler stedet i alt i begge retninger.

Ved kontrollen den 31. oktober passerede 595 biler fartkontrollen. Dengang kørte 91 bilister for stærkt, heraf får 20 et klip og fem bilister står til en frakendelse af kørekortet.

Peter Nikolajsen valgt som spidskandidat for Liberal Alliance til kommunalvalget i 2025

0
Image0 1

Liberal Alliance i Esbjerg Kommune har med stor stolthed valgt Peter
Nikolajsen som partiets spidskandidat til kommunalvalget i november 2025, sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Liberal Alliance.

Peter Nikolajsen, en
dedikeret og loyal fortaler for liberale værdier, har i over 10 år været en aktiv og engageret del af
Liberal Alliance.
Peter har gennem mange år bidraget til det politiske arbejde både lokalt og regionalt, hvor han
har arbejdet utrætteligt for at fremme Liberal Alliances mål om personlig frihed, økonomisk
ansvarlighed og et mere effektivt og mindre bureaukratisk Danmark. Som spidskandidat har han
en klar ambition om at gøre en forskel for Esbjerg Kommune og sikre, at kommunen bliver et
attraktivt sted at bo og arbejde for både nuværende og kommende generationer.
“Jeg er dybt beæret over tilliden, som medlemmerne har vist mig ved at vælge mig som
spidskandidat. Jeg glæder mig til at arbejde for et mere liberalt Esbjerg, hvor vi sætter borgerne
først, skaber bedre vilkår for erhvervslivet og sikrer en ansvarlig brug af skatteborgernes penge.
Min vision er en kommune, hvor den enkelte har friheden til at træffe sine egne valg og tage
ansvar for sit eget liv, samtidig med at vi passer godt på de mest udsatte i vores samfund,
” siger
Peter Nikolajsen.
Liberal Alliance i Esbjerg ser frem til at føre en engageret og positiv valgkamp sammen med
Peter, og håber, at vælgerne vil bakke op om visionen om et mere liberalt Esbjerg. Med Peters
erfaring og passion for politik har han de bedste forudsætninger for at blive en stærk
repræsentant for borgerne og føre Esbjerg Kommune i en retning præget af frihed, innovation
og vækst, fortæller LA Esbjerg til Yesbjerg.


Foto: Liberal Alliance

Ribe melder klar med 10.000 løbenumre

0
Img 6923 1

I dag er tilmeldingen til Danmarks royale motionsfest åbnet, og landets ældste by glæder sig til tage imod 10.000 glade motionister, der får fornøjelsen af en historisk tur gennem den gamle kongeby.

Den 9. juni 2025 inviterer H.M. Kongen til Royal Run i fem danske byer, hvoraf Ribe er den ene, og tilmeldingen er netop åbnet. Foto: Matthew James/Royal Run

2. pinsedag lægger Ribes charmerende gader brosten til den syvende udgave af Royal Run, og hvis du vil være med, når starten går, er det nu, du skal sikre dig en billet. Tilmeldingen til motionsfestens fem etaper er nemlig åbnet i dag, og i Ribe er der plads til 10.000 deltagere, som kan glæde sig til at opleve det allerbedste af Danmarks ældste by.

Traditionen tro byder Royal Run på tre distancer, og uanset om deltagerne snører kondiskoene til en One Mile, fem eller ti kilometer eller hepper med fra sidelinjen, kommer de til at mærke historiens vingesus.

”Vi glæder os til at byde både den kongelige gæst og hver og en af de 10.000 deltagere velkommen til Royal Run i Ribe, hvor vi alle kan glæde os til en mindeværdig oplevelse, der skriver sig ind i byens stolte historie. Der bliver rift om billetterne, så det gælder om at være hurtig og sikre sig en plads til folkefesten, der samler tusindvis af mennesker om bevægelse, glæde og fællesskab,” siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, der også selv melder klar til en royal løbetur.

Ribe står sammen om Royal Run

Selv om der er mere end et halvt år til den 9. juni 2025, hvor startskuddet til Royal Run lyder, er der allerede sat et godt tempo for planlægningen af folkefesten i Ribe. Der er nemlig mange tråde, der skal samles og holdes styr på, når så stor en begivenhed skal løbe af stablen. Det gælder bl.a. planlægning og logistik omkring ruter, underholdning og trafik, lige som der bliver arbejdet på en række events, som man kan deltage i forud for Royal Run. 

”Heldigvis har vi gode ben i den lokale arbejdsgruppe, hvor det hele skrider planmæssigt fremad – ikke mindst fordi vi mærker en rigtig god energi fra Ribe og alle omkring Royal Run. Det er fantastisk at opleve byens entusiasme og stolthed over at være blevet udvalgt som værtsby, og vi sætter stor pris på alle dem, der byder sig til med opbakning og praktisk hjælp. Der er brug for alle gode kræfter, og det er tydeligt, at Ribe står sammen om Royal Run,” siger eventchef i Esbjerg Kommune, Kirsten Bisgaard Kirchner.

Tilmelding til Royal Run er åbnet tirsdag den 12. november kl. 10, og billetter kan købes her.

International kunstner bag kunstprojekt på Dokken

Img 6904 1

Et helt unikt kunstværk er på vej til Englandskaj på Dokken i Esbjerg. Det er den verdensberømte internationale kunstner, Monira Al Qadiri, der er i fuld gang med at skabe et spændende lokalt forankret værk, der afsløres og indvies i sommeren 2025. Værket bliver Al Qadiri´s største permanente offentlige kunstværk til dato og hendes allerførste permanente udsmykning i Europa. 

Den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri skal opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken. 

Foto: Miro Kuzmanovic og Esbjerg Kommune

Esbjerg har fået en gave. Et kunstværk, som uden tvivl vil give kunstinteresserede fra hele verden endnu et fantastisk monument at besøge i Danmarks femte største by. Det er nemlig lykkedes Kunstbureauet Creator Projects og Esbjerg Kommune at få den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri til at opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken.

”Vi glæder os virkelig til at kunne afsløre Monira Al Qadiri’s værk her på havnenfronten i Esbjerg. Med værkets placering ved Englandskaj på Dokken får vi bundet havn og by endnu bedre sammen og igen slået et tyk streg under Esbjergs nye kurs, der skaber flere oplevelser og mere kultur i byen. Der skal lyde en stor tak til de to esbjergensiske fonde for denne gave til byen,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Det er Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden der generøst giver byen det nye kunstværk, som opføres og afsløres i sommeren 2025.

En del af Kyst og Kunst

Monira Al Qadiri’s bidrag til Esbjergs havn udspringer af et mangeårigt og frugtbart samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Creator Projects. Dette partnerskab nåede et vigtigt højdepunkt i 2021 med rapporten “Kyst og Kunst” – et forprojekt udviklet for Esbjerg Kommune af Creator Projects i tæt samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, turismeekspert Lars B. Jørgensen og konsulentbureauet Tvarnø&. Rapporten viser, hvordan en harmonisk integration af landskabsarkitektur og kunst langs kysten kan skabe nye og spændende turismemuligheder i og omkring Esbjerg. Creator Projects og Esbjerg Kommune ser med stor forventning frem til, at Al Qadiri’s kunstværk bliver den første konkrete realisering af denne vision. 

Internationalt udsyn

“Valget af den internationalt anerkendte kunstner er et ambitiøst valg, der afspejler Esbjergs internationale udsyn som voksende energimetropol. Det var samtidigt vigtigt for alle parter i kurateringsprocessen, at det stedsspecifikke kunstværk var lokalt vedrørende og lokalt reflekteret. Monira Al Qadiri´s praksis er researchbaseret og fokuseret omkring temaer som havmiljø, energiudvinding og råstoffer, hvilket skaber et naturligt, men interessant slægtskab mellem Al Qadiri og Esbjerg Havn,” siger Simon Friese, direktør, Creator Projects.   

Følg med!

Vi ser meget frem til at løfte sløret for flere detaljer omkring kunstværket og udfolde hvordan Al Qadiri´s research af området materialiserer sig i et kunstværk, som i fremtiden vil berige Dokken med et æstetisk åndehul og nye perspektiver på miljøet i og omkring havnen – og ikke mindst vores omgang hermed.

“Jeg er meget begejstret for udsmykningen til Esbjerg Havn, der bliver mit største permanente offentlige kunstværk til dato. Placeringen af skulpturen ved vandet føles naturgivent. Esbjerg er et skønt sted, og jeg håber at folk i fremtiden vil rejse dertil for at opleve værket,” siger Monira Al Qadiri

Om Monira Al Qadiri

Monira Al Qadiri (f. 1983, Dakar, Senegal) er en kuwaitisk kunstner, uddannet i Japan og nu bosat i Berlin hvorfra hun også arbejder. Al Qadiris alsidige praksis spænder over skulptur, installation, film og performance, og er primært baseret på forskning i Golfregionens kulturelle historie. Hendes fortolkning af Golfens “petrokultur” kommer til udtryk gennem spekulative scenarier, der henter inspiration fra science fiction, selvbiografi, traditionelle praksisser og popkultur, hvilket resulterer i foruroligende og subversive værker. 

Udvalgte soloudstillinger: “Benzene Float” (Halle Verriere, 2024); “Haunted Water” (UCCA Dune, 2023); “Mutant Passages” (Kunsthaus Bregenz, 2023); “Holy Quarter” (Guggenheim Museum Bilbao, 2022); “Refined Vision” (Blaffer Art Museum, Houston, 2022); “Holy Quarter” (Haus der Kunst, München, 2020); “Empire Dye” (Kunstverein Göttingen, 2019); “The Craft” (Gasworks, London, 2017); “Attempts to Read the World Differently” (Stroom Den Haag, Haag, 2017); og “Muhawwil” (Sultan Gallery, Kuwait, 2014).

Udvalgte gruppeudstillinger:  Desert X Al Ula (Al Ula, 2024); 24th Biennial of Sydney (Sydney, 2023-24); 8th Borås Biennial (Sverige, 2024); Sharjah Biennial 15 (Sharjah, 2023); 15th Triennial of Small Sculpture, Fellbach (2022); Asia Art Biennial (Taiwan, 2021); Dubai Expo 2020 (2021); “Our World is Burning” (Palais de Tokyo, Paris, 2020); “Theater of Operations: The Gulf Wars” (MoMA PS1, New York, 2019-20); Asia Pacific Triennial (Brisbane, 2018); Luleå Biennial (Sverige, 2018); Athens Biennial (Athen, 2018). 

I 2022 deltog Al Qadiri i den centrale udstilling “The Milk of Dreams” på Venedig Biennalen.

Fakta

Kunstværket af Monira Al Qadiri er kurateret af Creator Projects og realiseret i samarbejde med Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn. Projektet er finansieret af Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden. Udsmykningen til Esbjerg Havn opføres i sommeren 2025 og er Monira Al Qadiris første permanente kunstprojekt i Europa og hendes største permanente offentlige kunstværk til dato. 

Dokken ligger på Esbjerg Havn og er en del af den overordnede plan for renovering og revitalisering af havneområdet. Med sin attraktive beliggenhed ved indsejlingen til Fanøfærgen vil Al Qadiris kunstværk fungere som et markant fyrtårn eller monument, der årligt byder 1,8 millioner færgepassagerer en god rejse. Lokale vil desuden kunne bemærke, at Al Qadiris kunstværk, med sin placering på den gamle Englandskaj, skaber en interessant dialog med stedets historiske rolle som afsæt for internationalt udsyn og global udveksling.   

Creator Projects er et kunstbureau der har 10 års erfaring med at gøre samtidskunst til en større del af hverdagen i Danmark og internationalt. Vi er et team af kuratorer, arkitekter og projektledere, der er dedikeret til problemfrit at integrere kunst i urbane miljøer, eksisterende bygninger og nye byggeprojekter. Gennem strategisk og kunstnerisk rådgivning konceptualiserer, kuraterer, leder, udvikler og udfører vi udstillinger, udsmykninger og strategisk byudvikling for institutioner, kommuner, festivaler og private virksomheder. Vores arbejde er baseret på et højt ambitionsniveau, professionalisme, en stor praktisk og teknisk ekspertise og et globalt netværk, som giver os mulighed for at udtænke og kuratere meningsfulde, stedsspecifikke og innovative kunstopgaver.

Følg med i processen omkring kunstværkets tilblivelse frem mod indvielsen i 2025 på Creator Projects´ Instagram samt Esbjerg Kommunes sociale medier og hjemmeside for kunstværket.

Seniorfestival 2025 i Esbjerg

0
20240613#kultur Og Fritidshuset Senior Havefest Cbd 3715 1

Under Esbjerg Kommunes Ældreråds Temaeftermiddag i sidste uge: ”Sammen om det gode seniorliv – om Fællesskaber”, kom det frem, en lille gruppe arbejder målrettet med at stable en flere dages SeniorFestival på benene i Esbjerg i 2025.

Poul Juhl Rasmussen, daglig leder af Kultur & Fritidshuset i Skolegade, fortæller til KomEsbjerg, at baggrunden for den kommende festival er den store succes, Kultur & Fritidshuset havde med sommerens ”Havefest”, som afvikledes i samarbejde med ÆldreSagen i Esbjerg og Fanø. Arrangementet samlede en torsdag eftermiddag i juni mere end 300 seniorer til en eftermiddag fyldt med bl.a. musik, arbejdende værksteder, grill og socialt samvær på Kultur & Fritidshuset -og især gården bag.

Den store tilslutning til sommerens arrangement har fået Poul Juhl Rasmussen til at gå videre med idéen om en egentlig SeniorFestival – i første omgang over et par dage – og igen med Huset i Skolegade som den samlende lokation.

En foreløbig idégruppe med repræsentanter fra bl.a. Kultur & Fritidshusets brugere, ÆldreSagen i Esbjerg og Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding har siden sommer været i gang med at søge fonde og samarbejdspartnere til festivalen, som planlægges afviklet hen over en weekend i sommeren 2025.

Fotos: Arkivbilleder fra sommerens Havefest, Kultur & Fritidshuset

Esbjerg åbner Himmelrummet: En ny multibane for Stengårdsvejs stjerner

Img 6871 1

Onsdag den 13. november inviterer Esbjerg Kommune til åbning af Himmelrummet, der er byens nye multibane på Stengårdsvej. Alle er velkomne til musik og mad, og så bliver banen selvfølgelig indviet med en sjov fodboldturnering. 

På Stengårdsvejs nye multibane Himmelrummet danner stjernehimlen grundlaget for sport og fællesskab. Foto: NOORD

Sæt kryds i kalenderen onsdag den 13. november kl. 16-18, hvor Esbjerg Kommune officielt sparker bolden ind på den nye multibane Himmelrummet i Portalparken på Stengårdsvej. Indvielsen byder på en fodboldturnering for børn og unge, fede præmier og varm mad og drikke, mens en DJ slår stemningen an til en eftermiddag i fællesskabets og sportens tegn.

Initiativ fra to lokale fædre

Multibanen Himmelrummet er det afsluttende projekt i samarbejdet mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond, der gennem nye fælles kunstoplevelser siden 2018 har givet energi til udviklingen af et levende og mangfoldigt by- og boligmiljø i det østlige Esbjerg. Igennem årene er områdets beboere blevet inddraget i konkrete kunstprojekter, og det gælder selvfølgelig også den nye multibane, som både børn, unge og en lokal fædregruppe har været engageret i. Faktisk var det to fædre, der gjorde opmærksom på, at den gamle multibane trængte til en opgradering.

Arkitekt Peter Holst blev udvalgt som vinder af idékonkurrencen i februar 2022 og har sammen med tegnestuen 1:1 skabt en unik multibane, hvor samspil og socialt samvær kan udfolde sig. Den nye multibane er blevet udsmykket med stjernehimlen på det blå underlag, og en ramme af trælameller fungerer både som boldnet og en behagelig tribune for tilskuerne.

Kunstværk og samlingssted

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig over den nye multibane og deltager også i indvielsen.

”Himmelrummet er ikke alene en bane til sport, men et kunstværk og et samlingssted, der bakker op om fællesskab og kreativitet. Det er fantastisk at opleve det ejerskab og engagement, som lokalområdets børn, unge og voksne har bidraget med til projektet, og det har fået netop den wow-effekt, de ønskede sig. Nu er det tid til at lade Stengårdsvejs egne stjerner skinne i Himmelrummet”, siger Jakob Lose.

Genklang rundt i landet

Også Statens Kunstfond ser frem til at indvie Himmelrummet, der er den afsluttende milepæl i det frugtbare samarbejde mellem Esbjerg Kommune og kunstfonden.

”Over 50 kunstnere har sammen med Esbjergs kulturinstitutioner været i dialog med borgere og lokale institutioner, og der er skabt mange fælles kunstoplevelser inden for musik, billedkunst, arkitektur, scenekunst, litteratur, kunsthåndværk og design. Arbejdet med kunst i udviklingen af lokalområder har vakt genklang både her i byen og rundt omkring i landet. En stor tak til Esbjerg for at have modet til at tage det første skridt mod en fremtidig, ambitiøs satsning på kunst og kultur i hele kommunen”, siger Merete Pryds Helle, der er bestyrelsesleder i Statens Kunstfond.

Oplev de øvrige værker

Alle er velkomne til åbningen af Himmelrummet, og tilmelding til fodboldturneringen sker på dagen.

Indvielsen er også en anledning til at opleve en række af de øvrige værker, som samarbejdet mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond har banet vej for. Dygtige elever vil vise rundt Bakkeskolen og fremvise værker i bl.a. festsalen og på biblioteket. Det er også muligt at opleve Tina Ratzers lysværk ’Portal’, som har givet navn til ’Portalparken’. Interesserede kan møde op kl. 15 på Bakkeskolen, Skolebakken 166, 6705 Esbjerg. Tilmelding skal ske hos Kiera Conboy kicon@esbjerg.dk inden d. 12/11.

Rapport danner grundlag for forbedring af arbejdsmiljøet i Familierådgivningen

0
Img 6844 1

Der er problemer med arbejdsmiljøet, og tonen i Familierådgivningen har været hård, det konkluderer arbejdsmiljørapporten fra det eksterne rådgivningsfirma Mindwork. Derfor er der allerede nu sat flere ting i værk for at forbedre arbejdsmiljøet i afdelingen.

Arbejdsmiljørapport giver godt afsæt til forbedringer i arbejdsmiljøet i Familierådgivnignen i Esbjerg Kommune. 

Foto: Colourbox

I juni vedtog Social & Arbejdsmarkedsudvalget en genopretningsplan for Familierådgivningen. Med planen fulgte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i afdelingen, som det eksterne rådgivningsfirma Mindwork har lavet for Esbjerg Kommune.

91 % af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget i undersøgelsen. Den høje svarprocent sætter en tyk streg under den store opbakning medarbejderne i Familierådgivningen udviser i arbejdet med at rette op på forholdene. Rapporten peger på tre højrisikoområder, der nu skal arbejdes med: Stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning.

En tredjedel af medarbejderne i Familierådgivningen har nemlig følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 % den sidste måned.

22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.

Mens hele 40 procent af medarbejderne indenfor det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.

”Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se,” siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:

Sårbart arbejde

”Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling,” siger Pia Niemann Damtoft.

Oveni det hele viser rapporten, at medarbejderne har været under massivt pres på grund af den store mediebevågenhed de sidste måneder, hvilket også har påvirket arbejdsmiljøet negativt.

”Jeg glæder mig til, at vi kan se fremad, nu vi har fået belyst, hvor vi skal sætte ind. Der er et stort arbejde foran os, hvor vi skal have genoprettet tilliden og indarbejdet nye arbejdsgange, så alle føler sig trygge i deres arbejde i Familierådgivningen,” siger Pia Niemann Damtoft.

Arbejdet er i gang

Med genopretningsplanen fra juni er der allerede igangsat arbejde med en ny mentorordning og antallet af sager pr. sagsbehandler er sat ned. Fremover bliver der et større fokus på kompetencer og efteruddannelse af medarbejdergruppen. Ligesom der netop er slået en teamlederstilling op på handicapområdet, så medarbejderne også på dette område, har let adgang til den sparring, de har brug for.

Rapporten viser desuden, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne.

”Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.