Home Tags Efterforskning

Tag: efterforskning

FREMLYSNING på designmøbler

0

Tyvekoster: Ved du, hvem der ejer disse designmøbler?

Kan du genkende nogle af møblerne på billederne, så hører vi meget gerne fra dig, skriver politiet.

Foto: Politiet

Efterforskningen af en række indbrud i Jylland førte i december frem til en del formodede tyvekoster. Samtidigt blev tre unge mænd anholdt og sigtet for flere indbrud. 

Efterforskerne forsøger nu at kortlægge indbrudstyvenes færden. Derfor vil de gerne vide, hvor kosterne på billederne stammer fra.

Har du haft indbrud i sidste år, og mener du, at du er ejeren af en eller flere ting på billederne, så ring til os på tlf. 114. Også selvom du har fået penge af forsikringen og ikke vil have dine ting tilbage!

Da tyvene har været på spil flere steder i Jylland, vil vi meget gerne have spredt efterlysningen ud så bredt som muligt. 

Det er i øvrigt Særlig Efterforskning Vest, der står for efterforskningen. Det er en særlig enhed, der arbejder med at opklare organiseret kriminalitet på tværs af Jylland og Fyn.

Om kosterne (se billeder herunder): 

• Nanna Ditzel kaldet Trinidad produceret af Fredericia Furniture. Sort m. krom ben. Polstret med armlæn. Købt ved Lund Møbler i Odder

• Egypter stol – tegnet af Ole Wanscher.

• Børge Mogensen BM1 stole med naturflet

• Stol af ukendt producent

• Lille Pantop lampe i krom og med hvid glas-skærm

• Stor Pantop lampe i messing

Nyt center skal bekæmpe it-relateret økonomisk kriminalitet

0

Tirsdag d 8 januar blev politiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) indviet. Det nye center styrker politiet i kampen mod kriminelle på nettet, og gør det lettere for borgere og virksomheder at anmelde sager.

Foto: Thomas Tolstrup

It-relateret økonomisk kriminalitet vokser hastigt og misbrug af betalingskort, phishing og online svindel, når der handles, rammer stadig flere danskere, efterhånden som hverdagen bliver mere digital. 

For at styrke indsatsen har politiet oprettet et landsdækkende center for indledende efterforskning og forebyggelse af sager vedrørende it-relateret økonomisk kriminalitet. Centret blev indviet med deltagelse af bl.a. justitsminister Søren Pape Poulsen og rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. 

“Med etableringen af LCIK tager vi endnu et skridt for at sikre os, at borgerne kan føle sig trygge – også når de færdes online. Vores nye center vil både sikre en bedre håndtering af de sager, hvor en borger eller virksomhed har været udsat for økonomisk it-kriminalitet og styrke den forebyggende indsats. Så vi er bedre rustet i kampen mod bedrageri på nettet,” fortæller rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.  

Nationalt center styrker politikredsenes arbejde 

Centret forankres i Københavns Politi, men kommer til at understøtte alle 12 politikredse i den indledende efterforskning.  

“It-relateret økonomisk kriminalitet udfordrer os i de enkelte kredse, fordi mængden af sager stiger voldsomt og ofte kræver specialiserede medarbejdere. En national løsning sikrer, at de sager, vi modtager i kredsen, allerede er kvalificeret af en, der har specialviden på netop det sagsområde. På den måde kan vi hurtigere komme i gang med efterforskningen her i kredsen,” siger Jørgen Abrahamsen, politidirektør i Sydøstjyllands politi. 

Over 450 sager den første uge  

Allerede den første uge modtog LCIK 465 sager, og en væsentlig rolle for LCIK bliver at skabe overblik over de mange sager, der måske enkeltvis kan være mindre sager, men som tilsammen kan være en del af noget større:

“Vi kommer til at tage os af de indledende skridt, fordi der netop her ligger et stort potentiale i forhold til at se mønstre og koble sager til hinanden på tværs af kredsgrænser,” fortæller Trine Møller, centerchef i LCIK. 

“Vi har senest set et eksempel på 49 borgere, som alle havde handlet på samme danske webshop uden at modtage de bestilte varer. Vi sammenkædede sagerne og fik hurtigt skabt et overblik. Fordi borgerne var fra ni forskellige politikredse, kunne det – før oprettelsen af LCIK – ellers have taget længere tid, før sagerne blev koblet sammen, og der kunne gribes ind over for gerningsmanden.” 

Bedre betjening af borgere og virksomheder

Borgere, virksomheder og foreninger skal anmelde sager om it-relateret økonomisk kriminalitet via en digital selvbetjeningsløsning på det nye politi.dk. Et helt centralt element i udformningen af selvbetjeningsløsningen har da også netop været en brugerorienteret borger- og virksomhedsbetjening: 

“Ved at etablere et landsdækkende center, der understøttes af den nye digitale selvbetjeningsløsning, sikrer vi en professionel borger- og virksomhedsbetjening og en mere effektiv straffesagsbehandling på tværs af landets politikredse. Samtidig bliver det simpelthen lettere for borgerere at anmelde denne her form for sager via politi.dk frem for at skulle ringe eller møde personligt op,” siger Trine Møller. 

Hvilke sager håndterer LCIK?

LCIK varetager indledende efterforskning og forebyggelse inden for syv sagskategorier: Samhandel, misbrug af betalingskort, kontaktbedrageri mod borgere, kontaktbedrageri mod virksomheder/foreninger, misbrug af adgang til netbank/betalingstjenester, ransonware og bedrageri samt financielle institutioner og kreditgivere. 



Politiet fortsætter efterforskning i sag om mulig menneskehandel i Padborg

0

Udlændingekontrolafdelingen (UKA Vest) i Syd- og Sønderjyllands Politi og øvrige myndigheder fortsætter opfølgningen og efterforskningen for at afklare, om vognmandsvirksomheden Kurt Beier i Padborg har begået ulovligheder i forbindelse med ansættelsesforholdet for en række chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka.

Forklaringer
Tidligt tirsdag morgen gennemførte Udlændingekontrolafdelingen og Arbejdstilsynet et besøg på virksomheden, hvor 26 filippinske og srilankanske chauffører efterfølgende – på frivillig basis – dagen igennem har forklaret om de nærmere vilkår og forhold i forbindelse med deres ophold i Danmark. Det gælder blandt andet deres arbejdsforhold, ansættelsesforhold samt skatte- og boligforhold.

Færdige med afhøringer
Med i indsatsen var desuden Skattestyrelsen, Aabenraa Kommune samt Brand og Redning Sønderjylland.

“Vi er nufærdige med afhøringerne af de udenlandske chauffører, lige som vi er færdigemed en ransagning hos virksomheden. Nu skal vi have skabt et overblik over det materiale, vi har, som skal indgå i den videre opfølgning og efterforskning”.

Brian Fussing, politiinspektør for Udlændingekontrolafdelingen (UKAVest)

Mistanke
Han tilføjer, at politiet fortsat arbejder ud fra en mistanke om, at menneskehandel kan have fundet sted.

“Mistanken er fortsat til stede, men det er endnu for tidligt at sige, hvad efterforskningen til sidst vil ende med. Og da der fortsat venter en del efterforskning, kan vi i øjeblikket ikke oplyse yderligere”.

Brian Fussing

Overnatning
Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen har sikret, at de udenlandske chauffører er blevet tilbudt overnatning, hvor de ind til nu har boet under meget spartanske forhold på virksomheden Kurt Beiers område.

Det er efterfølgende op til de udenlandske chauffører, om de ønsker at forlade Danmark, tage kontakt til deres ambassade eller fortsætte med at arbejde i virksomheden.