Home Tags EfB

Tag: EfB

EfB forlænger med Markus Halsti

0

Esbjerg fB og anfører Markus Halsti er blevet enige om at forlænge kontrakten mellem parterne frem til sommeren 2020.

Foto: Arkiv

Markus Halsti kom til Esbjerg fB i sommeren 2018, hvor han var udset en vigtig rolle som erfaren styrmand i defensiven.

 

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig derfor også over, at det er lykkes at blive enig med Markus Halsti om en forlængelse af den aftale, der oprindeligt stod til udløb efter indeværende sæson.

 

– Markus har siden dag et i EfB bidraget med det, vi havde ønsket, hvilket hans anførerrolle også bevidner. Han har været professionel hele vejen igennem, og vi glæder os over, at Markus Halsti også i den kommende sæson er en del af EfB-holdet. Markus leverer uge efter uge på et højt niveau, siger han.

 

Han hæfter sig desuden ved, at 35-årige Halsti i dagligdagen fungerer som et godt forbillede for specielt EfB’s yngste spillere i førsteholdstruppen.

 

– I forhold til vores overordnede strategi om at uddanne egne spillere er Markus Halsti en vigtig støtte og profil. Med sin erfaring og rutine er han med til at vise vejen for, hvad der skal til for at nå højeste niveau og fastholde det, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

 

Markus Halsti er glad for, at han også i den kommende sæson kan kalde sig EfB-spiller.

 

– Min familie har det godt i Esbjerg, og jeg trives også i både byen og klubben, så det har været naturligt for mig at forlænge med EfB. Vi har gjort det godt som hold i denne sæson, og jeg ser frem til fortsat at være en del af projektet, siger han.

 

Han ser et stort potentiale i truppen, hvilket den nuværende placering som nummer tre i Superligaen er et bevis for, og fremhæver især de unge talenter.

 

-Der er en stor talentmasse i klubben, og jeg føler mig ofte yngre, end jeg er, når jeg er på træningsbanen, fordi de unge spillere giver så meget energi fra sig. Det er en fornøjelse at være en del af, fortæller Markus Halsti.

 

Markus Halsti har foreløbig spillet 31 kampe for EfB.

 

Fakta:

Navn: Markus Halsti

Født: D. 19. marts 1984

Landskampe: 35 A-landskampe for Finland

Tidligere klubber: HJK, Gais, Malmø FF, D.C. United, FC Midtjylland

 

EfB indgår samarbejde med Bakkeskolen Cosmos om ny FIFA-linje

EfB stiller fra det nye skoleår klubbens to FIFA-spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk til rådighed på Bakkeskolen Cosmos i et nyt samarbejde. De to E-sportsspillere skal undervise elever i det digitale fodboldspil 2 X 3 timer ugentligt.

Foto: Yesbjerg (arkiv fra Bakkeskolen)

Fra det nye skoleår efter sommerferien starter et officielt samarbejde mellem EfB og Bakkeskolen Cosmos, som ligger i den østlige del af Esbjerg. Samarbejdet kommer til at kredse omkring det populære sportsspil FIFA, hvor EfB’s to spillere Lasse Bækkelund og Christian Lillebæk skal dele ud af erfaringer og lære fra sig til skolens elever på Sport Plus-linjen.

 

De to professionelle FIFA-spillere tørner hver uge ud for EfB E-sport i den populære eSuperliga, som TV-transmitteres på Canal 9 tirsdag og onsdag, så Bakkeskolen Cosmos elever kan se frem til sparring fra højeste niveau i Danmark.

 

Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, glæder sig over samarbejdet med Bakkeskolen Cosmos.

 

-E-sport er et relativt nyt område for os, og vi er derfor glade for at have indgået en aftale med Bakkeskolen Cosmos, så vi i fællesskab kan brande den fremadstormende sportsgren såvel som EfB generelt. Den udvikling vil EfB gerne tage del i og være med til at skubbe fremad ved at stille vores to dygtige FIFA-spillere til rådighed, siger han.

 

På sigt er det håbet for begge parter, at elever fra skolen kan repræsentere EfB E-sport i eSuperligaen.

 

-Vi arbejder hver dag hårdt på, at spillere fra vores ungdomsafdeling skal slå igennem i Superligaen og tørne ud på græsset på Blue Water Arena, og derfor håber både vi og Bakkeskolen Cosmos selvfølgelig også på, at vi med tiden kan få lokalt islæt på vores hold i eSuperligaen, da det går fint i tråd med det, vi som klub og organisation gerne vil stå for, siger Brian Bo Knudsen.

 

Skoleleder på Bakkeskolen Cosmos, Morten Mærsk Schmidt, er stolt over samarbejdet med EfB. Han ser det som en blåstempling af det set up skolen allerede har i forhold til CS:GO, og drømmen er naturligvis at levere fremtidens FIFA-spillere til EfB’s hold i eSuperligaen.

 

-Med dette samarbejde styrker vi vores position, som et af Danmarks mest attraktive eSport-centre på grundskoleniveau. Vi driver allerede nu en succesfuld CS:GO-linje, hvor vi har skabt et træningsmiljø, der giver spillerne mulighed for at udvikle sig markant og et læringsmiljø, der samtidig styrker deres faglighed. Så spillerne får et godt udgangspunkt for deres videre vej ind i ungdomsunddannelserne, siger han.

 

FIFA-undervisningen starter til august.

 

Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos

 

FIFA-linjen bliver fra det kommende skoleår en del af Sport Plus-klasserne på Bakkeskolen Cosmos. Sport Plus-klasserne rummer i det kommende skoleår foruden FIFA-linjen også en CS:GO-linje, en TeamGym-linje og en Brasiliansk Fodbold-linje. Målgruppen for Sport Plus-klasserne er elever, der går i 7. til 9. klasse.

Kriterierne for optagelse i Sport Plus-klasserne er, at man som elev…

 

• … vil yde en stor indsats og kan magte balancen mellem at være dedikeret sportsudøver og passe sin skole.

• … agerer på en respektfuld og disciplineret måde i skolen og under træningen.

• … er topmotiveret for at dyrke deres sportsgren.

• … er klar til at deltage i fysisk træning, som en naturlig del af at være en dedikeret sportsudøver.

 

Informationsmøde

Der afholdes informationsmøde om FIFA-linjen i EfB-Cafeen på Blue Water Arena mandag d. 29. april kl. 19.00. Her kan interesserede forældre og unge få information om både træningen på FIFA-linjen og skolegangen i Sport Plus-klasserne på Bakkeskoen Cosmos. Trænerne samt repræsentanter fra EfB E-sport og Bakkeskolen Cosmos deltager i mødet.

E-Sport, Brasiliansk fodbold og gymnastik på højt niveau

Kom tæt på Bakkeskolens unikke Sport PLUS linier, når Yesbjerg taler med pædagogisk leder Christian Varming, manden bag den første E-Sportsklasse i Danmark.

Video af Yesbjerg

EfB lejer Carlo Holse ved FCK

0

Esbjerg fB lejer det 19-årige stortalent Carlo Holse ved F.C. København. Offensivspilleren har skrevet under på en lejeaftale, som løber for resten af sæsonen.

Foto: Yesbjerg/Adobe

EfB har nyt skyts klar til offensiven, idet 19-årige Carlo Holse tilknyttes EfB på en lejeaftale for resten af sæsonen. EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, ser frem til at gøre brug af Carlo Holse, der har sin foretrukne position på kanterne.

– Det er en spændende tilgang, som er et godt match til vores trup. Vi har fulgt ham i flere år og kender ham derfor rigtig godt. Vi ser frem til at få glæde af Carlo i foråret og gøre brug af de åbenlyse kvaliteter, han har. Han er teknisk dygtig og en meget boldsikker spiller, som vil bidrage med kreativitet til vores offensiv. Yderligere, så har han et godt venstreben og et godt øje for sine medspillere, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

Carlo Holse har 29 førsteholdskampe for F.C. København, heriblandt syv optrædener i UEFA Europa League. Han er også et velkendt ansigt i den rød-hvide landsholdstrøje, hvilket 28 U-landsholdskampe fastslår.

Holse er fløjet direkte fra F.C. Københavns træningslejr i Dubai og er stødt til Esbjerg-truppen i Tyrkiet, hvor han træner med fra i morgen.  

 

Martin Egelund udlejes til Skive IK

0

19-årige Martin Egelund skal tørne ud for 2. divisionsklubben fra Skive IK for resten af sæsonen, hvor det unge talent søger fast spilletid for at kunne udvikle sig.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Esbjerg fB sender Martin Egelund på leje i Skive IK frem til sommer, hvor talentets kontrakt med EfB står til at udløbe. Egelund, der har en fortid i SFS-klubben Holsted FB, søger fast spilletid for at opretholde udviklingen.

Jimmi Nagel Jacobsen ser det som en god mulighed for det unge talent, som vil møde et fint setup i 2. divisionsklubben.

– Martin har været en dygtig spiller på ungdomsholdene og har vist, han er talentfuld. Han mangler dog fast spilletid, som vi ikke kan tilbyde ham på nuværende tidspunkt i EfB. Det er derfor en god mulighed for ham og forhåbentligt vil han få en masse kampe. Skive har et fint setup, hvor han kan udvikle sig som spiller og få mål og assists tilført kontoen. Vi ønsker ham alt det bedste i foråret, hvor vi vil følge ham tæt, fortæller EfB’s sportschef.

Martin Egelund har seks kampe for EfB’s reservehold med et mål til følge, mens den officielle førsteholdsdebut stadig lader venter på sig.

EfB fritstiller Budu

0

Esbjerg fB og Budu Zivzivadze ophæver kontrakten, som oprindeligt stod til at udløbe 30. juni 2019. Den georgiske angriber søger mod at fortsætte karrieren i hjemlandet.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Budu Zivzivadze nåede aldrig sit potentiale i EfB siden han ankom til Esbjerg tilbage i januar 2017, hvor spilletiden har været knap for angriberen. Derfor er EfB og Budu blevet enige om, at ophæve kontrakten.

– Budu opnåede desværre ikke helt det, han og EfB håbede på i klubben, men han har været et positivt bekendtskab og er både professionel og en flink fyr, der altid passer sin træning til fulde. Han har som bekendt været udlejet til Dinamo Tbilisi i efteråret, hvor han viste sit potentiale med en masse mål til følge og sidenhen har han fået en rolle på det georgiske landshold. Vi ønsker ham alt held og lykke fremadrettet, fortæller EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.

Budu Zivzivadze spillede 14 kampe i den blå-hvide trøje og scorede et mål.

 

Jeppe Schultz udlejes til FC Sydvest

0

EfB sender Jeppe Schultz på leje i 2. divisionsklubben FC Sydvest frem til sommer. Her skal det 20-årige forsvarstalent bygge videre på en god periode og forøge kampformen.

Foto: EfB

Jeppe Schultz er tilbage i EfB efter endt lejeophold hos Kolding IF, hvor forsvarsspilleren har haft en god periode træningsmæssigt efter et længere skadesforløb.  Nu sender EfB defensivspilleren på et nyt ophold i 2. divisionen frem til sommer.

FC Sydvest tilknytter nemlig talentet på en lejeaftale, hvor han skal fortsætte med at vokse og gro erfaring på seniorniveau.

– Jeppe har altid vist et stort potentiale på ungdomssiden og vi ved, han har nogle spændende kvaliteter, men nu handler det om, at han skal tage det næste skridt og få løftet sit spil. Vi har et godt samarbejde med FC Sydvest, hvor Hans Henrik Andreasen er cheftræner, så det er en rigtig god mulighed for alle parter. Vi er selvfølgelig alle interesserede i, at Jeppe får spillet mange kampe henover foråret, fortæller ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.

Jeppe Schultz håber ligeledes, at han kan fortsætte den gode periode, få en masse minutter i benene og stå skarpere for enden af lejeopholdet.

– Det er altid spændende at prøve noget nyt og møde nye mennesker, så det ser jeg selvfølgelig frem til. Nu har jeg haft seks gode måneder uden skader og trænet godt, men jeg mangler at bygge på i forhold til kampformen, siger Schultz.

Næsbjerg-knægten er på kontrakt i EfB frem til sommeren 2020.

På billedet ses EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård, Jeppe Schultz og Jørgen Kristensen, der er en del af FC Sydvests sportslige udvalg.

 

Agus skifter til cypriotisk klub

0

Agus Garcia skifter til Nea Salamina fra den bedste liga på Cypern. Den 33-årige forsvarsspiller har dermed spillet den sidste kamp i Esbjerg-trøjen.

Foto: Christina Simonia Straarup

Agus Garcia spillede 10 kampe i den blå og hvide trøje for John Lammers’ mandskab i det netop overståede efterår, og det bliver altså de sidste i denne omgang for den spanske midterstopper. EfB og Agus har i fællesskab accepteret et skifte til Nea Salamina, der i øjeblikket indtager 5. pladsen i den bedste fodboldrække på Cypern.

EfB-sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, takker for den professionalisme, som Agus Garcia har vist.

– Agus havde et ønske om at skifte i jagten på permanent spilletid, hvilket vi ikke har ville stå i vejen for. Han har altid passet sin træning og været professionel og ikke mindst vellidt i hele klubben. Vi takker Agus for hans indsats og ønsker ham alt held og lykke fremadrettet, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

Agus Garcia nåede at spille 39 kampe i EfB-trøjen siden han debuterede i august måned 2017.

Transfervinduet åbner i dag

0

EfB har tyvstartet udskiftningen på holdet med følgende til og afgange.

Foto: Christina Simonia Straarup

Tilgange

Bubu Zivzivadze (Angriber)

Dinamo Tbilisi (Lejeaftale udløbet)

Lasse Mikkelsen (Målmand)

Kolding IF (Lejeaftale udløbet)

 

Afgange

Jonas Baden Jensen (Målmand)

Ukendt (Kontrakt udløbet)

Nikolaj Hagelskjær (Højre back)

Ukendt (Kontrakt udløbet)

Info fra Superliga.dk

Endnu en forlængelse på plads i EfB

0

Jesper Lauridsen har forlænget sin kontrakt med EfB, så den nu løber frem til sommeren 2022.

Foto: EFB

Venstrebacken har i denne sæson, som den eneste spiller i EfB’s trup spillet samtlige minutter i både Superligaen og Sydbank Pokalen. Det glæder naturligvis sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, at man er nået til enighed om en forlængelse af den erfarne 27-årige venstreback.

– Vi synes Jesper Lauridsen har vist os et højt niveau, og har været ekstrem driftssikker. Jesper er vellidt i hele truppen og har nogle værdier både som spiller og mennesker, der passer rigtig godt ind i EfB, hvor han har udviklet sig til en af lederne på holdet, så det er en forlængelse vi er rigtig tilfredse med siger EfB’s sportschef Jimmi Nagel.

Jesper Lauridsen har leveret storspil i denne sæson. Syv assist er det blevet til, hvilket bringer ham op på listen, som den spiller i Superligaen med tredje flest målgivende afleveringer foran bl.a. F.C. Københavns Peter Ankersen og FC Midtjyllands Joel Anderson og det er da heller ikke gået ubemærket hen hos EfB’s sportschef.

– Han har haft stor betydning for vores succes i efteråret, hvor han som nævnt har lavet syv assist, hvilket må siges at være yderst tilfredsstillende. Samtidig kan man altid regne Jesper for en disciplineret og solid defensiv indsats, Derudover bidrager han meget til de unge på holdet siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

Hør hvad Jesper Lauridsen selv tænker om forlængelsen i videoen her:

https://youtu.be/Nv0m_Dq5ML0