Home Tags By

Tag: by

Syddanske sygehuse har rustet sig til den kommende tid med coronavirus

0

Der er blevet uddannet, udvidet og indkøbt for fuld kraft i Region Syddanmark som et led i arbejdet på at kunne håndtere patienter i de kommende uger og måneder.

Sygehusene i Region Syddanmark har været i fuld gang med at tilpasse sig den virkelighed, som coronavirussens udbredelse har medført. Flere intensivpladser, mere personale og et uvant stort forbrug af værnemidler er nogle af de udfordringer, som sygehusledelserne og medarbejderne har skullet forholde sig til. Heldigvis har det vist sig, at smittekurven er stagnerende, hvilket har medført færre indlagte patienter med COVID-19 end frygtet. Dermed peger alt på, at de syddanske sygehuse vil kunne håndtere de kommende uger og måneder.

En mangedobling af intensivpladserne

I Region Syddanmark oprettes der løbende intensivpladser, som der bliver behov for det. Der er mulighed for at oprette i alt 164 intensivpladser, der kan stå klar til at modtage patienter med COVID-19. Fordelt ud på sygehusenhederne ser tallene således ud:

  • OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus – 67
  • Sygehus Lillebælt – 46
  • Sygehus Sønderjylland – 28
  • Sydvestjysk Sygehus – 23

Derudover har Region Syddanmark 74 intensivpladser, der er reserveret til patienter med andre problematikker. På den baggrund forventer Region Syddanmark, at sygehusene kan modstå et eventuelt højere pres. Sammen med intensivpladserne har sygehusene sat gang i en stort arbejde med at efteruddanne omkring 800 sygeplejersker til at kunne assistere på intensivafdelingerne. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har respekt for, at sygehusene har formået at løfte en kæmpe opgave: – Jeg har kun ros til overs for det enorme arbejde, som medarbejderne på sygehusene og i administrationen har lagt for dagen, og jeg synes – særligt med smittekurven taget i betragtning – at det ser fornuftigt ud. Både på intensivpladser og efteruddannelsen af medarbejderne er vi godt med.

Langt flere respiratorer i regionen

En intensivplads er ikke nødvendigvis lig med en respirator til at hjælpe med at trække vejret, men med coronavirussen har det været nødvendigt også at sikre sig endnu flere respiratorer. Virussen medfører sygdommen COVID-19, der kan påvirke patienternes evne til at trække vejret. Region Syddanmark har bestilt 35 ekstra respiratorer, som man håber på at modtage denne uge, og medio maj vil regionen modtage yderligere 20 respiratorer. Region Syddanmark har med anskaffelse af ekstra respiratorer en kapacitet på ca. 300 anæstesiapparater og respiratorer, som begge kan bruges til at hjælpe patienterne med at trække vejret.

Beskyttelse af personalet er i fokus

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været endog meget vanskeligt at anskaffe værnemidler nok til sygehusene. Forbruget af værnemidler såsom visirer, mundbind og kitler er med virussens ankomst steget markant, og samtidig har efterspørgslen på markederne været voldsom. Region Syddanmarks indkøbsansvarlige arbejder intenst på løbende at få produkterne hjem, og her har regionen oplevet en enorm opbakning fra danske virksomheder. Stephanie Lose (V) siger: – Vi får rigtig mange henvendelser og tilbagemeldinger fra danske firmaer, der gerne vil hjælpe, så vi eksempelvis i løbet af denne uge og efter påske får 100.000 ansigtsvisirer fra en virksomhed i Aabenraa, men vi oplever også opbakning for helt almindelige danskere, der med deres 3D-printere kan levere 10.000 ansigtsvisirer. Det er fantastisk og enormt motiverende, at vi på den måde samarbejder og står sammen, og jeg kan forsikre om, at vi gør alt, hvad vi kan for at få værnemidler nok. Regionerne samarbejder om at få købt varer hjem, og hjælper på tværs, hvis der opstår mangelsituationer.

En flot jobbank i ryggen

Region Syddanmark oprettede – i stil med de resterende regioner – en jobbank, hvor studerende, pensionister og andre social- og sundhedsprofessionelle kan melde sig, hvis der bliver behov for ekstra hænder. Opfordringen blev taget op af syddanskerne, og i dag er der over 2.100, der har meldt sig til at hjælpe til på sygehusene og de sociale tilbud, og de første vikarer er allerede begyndt deres arbejde i regionen.

Esbjerg Festuge 2020 aflyses

0
Torvet i Esbjerg i aftenbelysning. Torvet er fyldt med mennesker som er til koncert på Torvet i forbindelse med Esbjerg Festuge. Det er gruppen The Boss - Tribute to Springsteen der er på scenen.

Regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020 betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 aflyses. Esbjerg Kommune ser frem til at komme stærkt igen med en festuge i 2021.

Foto: Torben Meyer

Esbjerg Festuge plejer at summe af god energi og samle rigtigt mange mennesker i et fællesskab om gode oplevelser, men sådan bliver det ikke i år. Regeringen har på grund af risikoen for coronasmitte forbudt større forsamlinger til og med august 2020, og det betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 må aflyses.

Nødvendigt at aflyse

  • Det er rigtigt trist, at vi i år desværre må aflyse festugen, som plejer at være et højdepunkt af glæde og nærvær i vores by og kommune både for lokale borgere og gæster udefra. Men i den aktuelle situation er det et helt nødvendigt skridt at tage, for at vi kan stå sammen hver for sig og passe på hinanden, og vi bakker naturligvis fuldt ud op om regeringens beslutning. Vi håber i stedet at komme stærkt igen næste år, så vi sammen kan se frem til en fantastisk festuge i 2021, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Festugen skulle have fundet sted i perioden 7. – 16. august 2020. Den er et typisk sommerarrangement, og sammen med den usikkerhed, der fortsat vil være omkring coronasituationen, har kommunen vurderet, at det ikke vil give mening at flytte festugen til et senere tidspunkt på året. Også chef for kommunens eventafdeling, Villy Grøn, beklager aflysningen:

  • Vi var allerede i fuld gang med at planlægge årets festuge og er kede af, at kommunens borgere nu må undvære en god fest. Vi har også rigtigt mange gode samarbejdspartnere, som berøres af aflysningen, og vi vil i den nærmeste fremtid tage kontakt med alle involverede, siger eventchef i Esbjerg Kommune, Villy Grøn.

Tryghedsskabende politi i Sønderris efter drab i aftes

0

Den mobile politistation er til stede på Vædderens Kvarter i Esbjerg i dag mellem klokken 11.00 og 13.00 for at skabe tryghed efter drabet på en 62-årig mand og anholdelsen af en 49-årig kvinde, der er sigtet i sagen.

Borgerne er velkomne til at henvende sig til betjentene, hvis de har noget på hjertet, lige som politiet også gerne vil i dialog med personer, der muligvis har set noget af interesse for efterforskningen #politidk

Tre unge mænd varetægtsfængslet for vold i Esbjerg

0

De sigtede nægter sig skyldige og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

Tre mænd på henholdsvis 25, 25 og 33 år blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold mod en ligeledes 25-årig mand.

Hændelsen fandt sted tirsdag den 24. marts klokken 18.10 nær Stengårdsvej 38 i Esbjerg, hvor den 25-årige pådrog sig skader i ansigtet som følge af overfaldet.   

De tre sigtede er fra Esbjerg og blev anholdt onsdag aften i byen.

De sigtede nægter sig skyldige og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

Mistænkelig lugt i Esbjerg

0

Der er konstateret en mistænkeligt lugt af kemikalier el.lign. flere steder i Esbjerg-området. Vi er i samarbejde med kommunens indsatsleder og miljøvagt i gang med at undersøge hvor lugten stammer fra. Ring 114 hvis du ved hvad det drejer sig om. Vagtchefen. #politidk

Politiet efterlyser vidner til overfald på Stengårdsvej i Esbjerg

0

Hændelsen fandt sted tirsdag aften, hvor en 25-årig mand blev udsat for vold af flere unge mænd.

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af et voldeligt overfald på Stengårdsvej i Esbjerg.

Hændelsen fandt sted tirsdag den 24. marts klokken 18.10 nær Stengårdsvej 38, hvor en 25-årig mand blev udsat for vold af flere unge mænd.

Den 25-årige pådrog sig skader i ansigtet som følge af overfaldet.   

Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker at komme i kontakt med vidner, der har overværet hændelsen.
Borgerne kan kontakte politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag aften anholdt to 25-årige mænd fra Esbjerg og sigtet dem i sagen. Politiet vil ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser.

Anklagemyndigheden skal torsdag tage stilling til eventuel fremstilling i et grundlovsforhør.

Esbjerg Havn støtter erhvervslivet og bringer 120 mio. kr. i spil

0

Denne pressemeddelelse er udsendt af Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune i fællesskab:

Esbjerg Havn fremskynder nu udbud- og anlægsarbejder for 81 mio. kr., og sammenlagt bringer havnen i indeværende år 120 mio. kr. i spil.

Det sker for at bakke op om virksomhederne på havnen og støtte op om de mere end 17.000 arbejdspladser, som er direkte afhængige af aktiviteterne på en af Danmarks største havne.

Det er Esbjerg Havns bestyrelse, der står bag denne beslutning, og Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, der selv er en del af bestyrelsen, siger:

– Den globale coronakrise rammer Esbjerg hårdt, og virksomhederne på havnen er dybt afhængige af udviklingen i den internationale økonomi. Når den pludseligt bremser op, så gør det rigtigt ondt på hundredvis af virksomheder på havnen, som lever af international samhandel, og dermed påvirker det hele Esbjerg Kommune. Derfor glæder det mig meget, at Esbjerg Havn har taget dette initiativ, siger Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg Havn har løbende været i tæt dialog med havnens kunder for at gøre de forskellige indsatser så slagkraftige som mulige.

– Det er besluttet, at vores kunder i den kommende tid ikke skal betale vareafgifter for gods på Esbjerg Havn, før det udskibes eller på anden måde forlader havnen, hvor det er oplagret. Vores kunder kan ligeledes uden varsel opsige arealer, de ikke anvender, og betalingsfristen for arealleje forlænges til 120 dage. Ligeledes sænkes skibsafgiften for linjetrafik, og Esbjerg Havn fremskynder udbud og anlægsarbejder i 2020 for samlet 81 mio. kr., siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør på Esbjerg Havn.

De nye tiltag bliver taget rigtigt godt imod af havnens virksomheder og operatører. Søren Stougaard, der som formand for havnens Advisory Board repræsenterer adskillige virksomheder på havnen, siger:

– Det betyder en stor forskel for virksomhederne, og ethvert tiltag er vigtigt for at støtte op om de trængte virksomheder. Blandt andet har rederierne det svært, og det er en hjælpende hånd til DFDS, Grimaldi, Cobelfret og Sea Cargo, der sejler fast til og fra Esbjerg Havn, forklarer Søren Stougaard, der er general manager ved havnens største virksomhed, Blue Water Shipping.

Esbjerg Havns bestyrelse har desuden besluttet at opretholde sine sponsorater til Esbjergs kultur- og idrætsliv, selv om der for tiden ikke gennemføres nogen aktiviteter. Bestyrelsen håber og forventer, at tiltagene vil få en positiv effekt for virksomhederne og for aktiviteterne på havnen.

Gangbroen skal testes i aften

0

Esb: Havnen i Esbjerg skal i aften kl. 19.00 teste løfte- / gangbroen v/ Toldbodvej. Der vil under testen være rødt lys i begge retninger pga. fare for nedfaldende genstande fra broen. Respekter venligst signalerne på stedet – vi vil være tilstede dernede. Vagtchefen. #politidk

Esbjerg Kommune opretter et beredskab for at være på forkant

0

For en sikkerheds skyld har kommunen netop startet en database for at samle en oversigt over personer, der har lyst til at hjælpe til, hvis der bliver behov for ekstra hænder på grund af coronavirus.

Studerende, uddannede, pensionister og efterlønnere kan alle blive vigtige, hvis presset på kommunens fastansatte medarbejdere bliver for stort. Derfor har Esbjerg Kommune sat et nyt initiativ i gang, så alle interesserede har mulighed for at skrive sig på en liste. På den måde får kommunen overblik over personer, der er interesserede i en tidsbegrænset ansættelse eller i at arbejde som frivillig i en periode.

– Vores primære tanke med dette beredskab er, at vi hellere vil handle for tidligt end for sent. Lige nu kan kommunens medarbejdere nemlig godt håndtere deres opgaver, men vi kan jo komme ud i en situation, hvor for mange af dem bliver syge. Derfor vil vi gerne have et beredskab i baghånden, men vi håber selvfølgelig, at det ikke bliver nødvendigt at gøre brug af det, siger Lise Willer, der er direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune.

Mere information og tilmeldingsformularen findes på www.esbjerg.dk/beredskab.

Både ansættelser og frivillig hjælp
Man kan både skrive sig på listen, hvis man er interesseret i at blive tidsbegrænset medarbejder, eller hvis man ønsker at give en hånd med på frivillig basis i en periode. De frivillige vil få en helt anden rolle end de ansatte, men det kan være en stor hjælp med ekstra hænder til at støtte borgere, der fx lettere kan bevare roen og få hverdagen til at fungere, hvis de møder frivillige med tid og overskud.

– Esbjerg Kommune har fulgt nøje med i regionens initiativ med at opfordre personer til at melde sig som ekstra hænder, og der har vist sig at være utrolig flot tilslutning. Derfor vil vi gerne skabe en tilsvarende mulighed her i Esbjerg Kommune, siger Arne Nicolajsen, der er direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.

Samarbejde om at få tilmeldinger ind

Esbjerg Kommune håber, at mange vil skrive sig på listen. For at udbrede kendskabet til den, samarbejder kommunen tæt med uddannelsesinstitutionerne, og især UC SYD og SOSU Esbjerg er klar til at opfordre deres studerende til at skrive sig på beredskabslisten.

Tilmeld dig her
Alle kan skrive sig på listen her: www.esbjerg.dk/beredskab.

Knivstikkeri i Esbjerg

0

Tidligere i dag, 17. marts 2020, skete der en hændelse på Østergade i det centrale Esbjerg, hvor en mand sidst i 40’erne blev stukket med kniv. Manden er uden for livsfare, og Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en mistænkt i sagen.

Politiet modtog anmeldelsen kl. 1034, og man sendte øjeblikkeligt patruljer og ambulancepersonale til stedet. Der blev ydet førstehjælp til den forurettede mand, og han befinder sig i øjeblikket på hospitalet, hvor han er erklæret uden for livsfare som følge af knivstikkeriet.

Syd- og Sønderjyllands har foretaget anholdelse af en kvinde sidst i 40’erne, som er mistænkt i sagen. Politiet kan oplyse, at der er en relation mellem gerningspersonen og den forurettede, men på nuværende tidspunkt kan man ikke udtale sig yderligere om omstændighederne omkring knivstikkeriet. Det sker af hensyn til politiets videre efterforskningsarbejde, oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard.

”Vores efterforskning skal nu have belyst hændelsesforløbet før, under og efter hændelsen, og dét arbejde skal afsluttes, før vi kan udtale os yderligere om sagen,” siger Lars Bjerregaard, der tilføjer, at politiets efterforskning består af tekniske undersøgelser, afhøringer af forurettede og den mistænkte samt af forskellige vidner.

Anklagemyndigheden ventes i løbet af i dag eller i morgen tidlig at tage stilling, hvornår der i givet fald skal ske fremstilling af den anholdte kvinde.