Home Tags By

Tag: by

Esbjerg Kommune gør klar til madaffald

0

Efter sommerferien skal de første husstande i Esbjerg Kommune begynde at sortere madaffald. Fra august bliver de første madspande kørt ud. Samtidig ændres tømningen af skraldespanden, fra hver uge til hver anden uge. Derfor skal husejere tage stilling til størrelsen af deres skraldespand.

Madaffald skal afleveres i en 140 L udendørs madspand. Restaffald skal fortsat i den almindelige skraldespand. Både madaffald og restaffald bliver tømt hver 2. uge. Nogle husstande kan få brug for en større skraldespand til restaffaldet.

Foto: Esbjerg Kommune

“Esbjerg Kommune vil passe på miljøet. Derfor skal alle snart sortere endnu mere affald fra til genbrug. Fra august skal de første begynde at sortere madaffald i en særskilt madspand. Det glæder mig, at vores madaffald snart bliver lavet om til biogas. Jeg har set frem til, at vi også udnytter ressourcerne i madaffaldet”, fortæller udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Husejere får en hilsen i e-boks

Du skal begynde at sortere madaffald, når Esbjerg Kommune har leveret en madspand ved din husstand. Madspanden bliver tømt hver anden uge. Samtidig med at du får madspanden, bliver tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald ændret, fra ugetømning til tømning hver anden uge. Så begge spande bliver tømt hver anden uge.
 

“Ændringen kan for nogen betyde, at de får brug for en større skraldespand til restaffaldet. Derfor sender vi den 8. maj et brev til alle berørte husejere i e-boks. Vi har brug for en tilbagemelding senest 1. juni, fra dem der ønsker at ændre størrelsen på deres skraldespand. Så kan vi nå at levere en større skraldespand i den samme uge, som vi kommer med madspanden.

Når man skal tage stilling til, om man har brug for en større spand til restaffald, vil det være naturligt at se på, hvor meget affald, man har i skraldespanden, når den bliver tømt. Her skal vi nok alle være opmærksomme på, at denne anderledes tid med corona-virus også kan påvirke vores affald. Mange af os er mere hjemme, spiser flere måltider sammen, og vi har måske fået andre madvaner. Så man skal nok have for øje, at mængden af affald måske er atypisk”.

Over 35.000 madspande skal køres ud

Det er en større planlægning, når alle kommunens borgere skal have en ekstra spand til madaffald. Mere end 35.000 madspande skal bringes ud, og hertil kommer de skraldespande til restaffald, som eventuelt skal skiftes. Derfor sker omdelingen af spande også i to etaper.

“Vi starter i august og frem til december med at levere madspande til langt størstedelen af kommunen. Samtidig skifter vi skraldespande ved dem, der ønsker en anden størrelse.

I anden etape tager vi hånd om Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Det sker i efteråret 2021, fordi de affaldsløsninger, de har i dag, vil blive anderledes fremadrettet. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020″.

Fakta:

– Efter sommerferien starter de første husstande i Esbjerg Kommune med at sortere madaffald.
 

– Madaffald skal sorteres fra i en særskilt madspand. Hver husstand får en udendørs madspand på 140 L, en køkkenspand, poser til madaffaldet og information om sortering.
 

– Den enkelte husstand skal begynde at sortere madaffald fra, når Esbjerg Kommune har leveret den nye madspand. Madspanden tømmes hver anden uge. Når man får madspanden ændres tømningen af den almindelige skraldespand til restaffald, fra ugetømning til tømning hver anden uge.
Alle berørte husejere modtager den 8. maj et brev i e-boks fra Esbjerg Kommune med information og vejledning omkring muligheden for at ændre størrelsen på skraldespanden til restaffald. Her er også information om, hvornår man kan forvente at få leveret den nye madspand.
 

– Andels- og boligforeninger er blevet kontaktet i efteråret 2019. Lejere skal ikke foretage sig noget. Udlejere har fået brev fra Esbjerg Kommune.
 

– Over 35.000 madspande skal bringes ud i to etaper. I første etape leveres spande fra august til december 2020. I anden etape, efteråret 2021, kommer der en affaldsløsning for Esbjerg Midtby, Ribe Midtby og Mandø. Borgerne i Ribe Midtby får dog mulighed for frivilligt at benytte sig af fem nedgravede affaldsstationer, som åbnes op for madaffald fra august 2020.
 

– Opkrævning for indsamling af madaffald sker gennem boligbidraget, som forventes at blive cirka 1.750 kr. pr. år inkl. moms i 2021. Med den mindste skraldespand til restaffald på 140 L vil den samlede pris være ca. 2.300 kr. pr. år.

Foto: Esbjerg Kommune    Kontaktinformation

Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen,
telefonnr.: 40 12 24 12Vis i browserAfmeld udsendelser

Social media icon
Social media icon
Social media icon

Følg Esbjerg Kommune

Anders Kronborg udgiver særligt 1. maj-magasin på Arbejdernes Internationale Kampdag

0

Foto: Socialdemokratiet

Arbejdernes Internationale Kampdag bliver meget anderledes end andre år. Da Covid-19 har medført aflysning af de traditionelle møder på Arbejdernes Internationale Kampdag, så har folketingsmedlem Anders Kronborg (S) besluttet at udgive et særnummer af sit nyhedsbrev, hvori en række skarpe gæsteskribenter kommer til orde. På den måde håber han, at det bidrager til den politiske dialog hjemme ved køkkenbordene.

Anders Kronborg (S) plejer at have fuldt program på Arbejdernes Internationale kampdag, hvor han traditionen tro taler hos flere fagforeninger hjemme i sin valgkreds i Esbjerg og Fanø. I år bliver pulsen noget lavere, da Covid-19 har medført aflysning af de traditionelle møder på Arbejdernes Internationale Kampdag.

1. maj er en meget vigtig politisk dag i Danmark. Den er levende, og er med til at sætte retninger for den politiske aktivitet i flere politiske partier og fagbevægelsen. Det er vigtigt, at selvom Covid-19 sætter begrænsninger, så må vi tænke anderledes og kreativt for at få markeret 1. maj. Jeg prøver at bidrage med dette ved at udgive et onlinemagasin på dagen med særlig fokus på 1. maj. Selv er jeg fra de helt unge år altid blevet inspireret og har fået ny politisk energi af 1. maj, siger Anders Kronborg, folketingsmedlem for Socialdemokratiet og valgt i Sydjyllands Storkreds.

Der er mange kendte ansigter blandt gæsteskribenter. Blandt andre har den tidligere formand for FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft (S) et længere indlæg i magasinet.

Magasinet vil kunne hentes på Anders Kronborgs Facebookprofil fra om morgenen på Arbejdernes Internationale Kampdag.

– Jeg håber flere har lyst til at hente magasinet og måske det kan inspirere til yderligere politisk dialog. Det håber jeg, for det er jo politiske visioner og ideer, som er det vigtigste på en 1. maj, siger Anders Kronborg.

Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi går i dialog med de erhvervsdrivende for at undgå corona-problemer i Esbjergs centrum

0

Kommunen og politiet indskærper over for butikkerne i Kongensgade, at de skal overholde de gældende regler om placering af udstillingsstativer, så der er tilstrækkelig plads til de gående. Politiet øger desuden den tryghedsskabende patruljering.

Foto:Politiet

Samfundet er langsomt ved at åbne sig op igen, under skarp hensyntagen til, at corona-krisen endnu ikke er overstået. I tilgift er foråret godt på vej, og mange butikker genåbner i Kongensgade i Esbjergs centrum. Med andre ord er der udsigt til mere liv i bymidten, og at folk samles i klynger.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune er på den baggrund gået sammen for at sikre, at borgerne fortsat holder afstand, uanset om det er i Esbjerg midtby eller på andre populære steder, som for eksempel Hjerting Strandpromenade.

Politiet og kommunen har det som øverste prioritet, at forsamlingsforbuddet overholdes – og man dermed mindsker risikoen for smitte med covid-19 mest muligt.

Vigtigt at holde fast

– Borgerne har i 99 procent af tilfældene gjort det rigtig godt og fulgt myndighedernes regler og anbefalinger. Det er vi rigtig glade for, men det er utroligt vigtigt, at vi holder fast nu. De forretningsdrivende har meget brug for at kunne åbne deres butikker og forretninger igen, og borgerne glæder sig til at komme ud og handle. Det kan også lade sige gøre, bare vi står sammen ved at holde afstand. Fra kommunens side hjælper vi med tydelig skiltning og vejledning på hjemmesiden og de sociale medier, og vi har også været i tæt dialog med cityforeningen for at sikre, at butikkerne bakker 100 procent op om denne indsats, siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

Øget patruljering

Politiet har også sat en lang række aktiviteter i gang for at stoppe forsamlinger og en fornyet spredning af coronavirus.

– Vi ønsker at være på forkant, da vi kan forudse, at der ellers kan opstå udfordringer i Esbjergs centrum, forklarer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

En væsentlig faktor i denne sammenhæng er at sikre, at borgerne har god plads til at bevæge sig rundt i Kongensgade.

Kommunen og politiet indskærper således over for butikkerne i strøggaden, at de skal overholde de gældende regler om placering af udstillingsstativer, så der er tilstrækkelig plads til de gående. Og myndighederne anbefaler også forretningerne, at de indskrænker brugen af udstillingsstativer mest muligt.

– Det er vigtigt, at borgerne ikke klumper sig sammen i Kongensgade, fordi de ser på de udstillede varer. Sker det, kan der hurtigt opstå udfordringer med, at der står for mange personer på et for lille område, fremhæver politidirektøren.

Politiet øger fra nu af den tryghedsskabende patruljering i Esbjergs centrum med blandt andet gående patruljer.

Mere synlig

– Både borgere og forretninger vil opleve, at vi er endnu mere synlige end tidligere. Vi vil også hurtigt være konsekvente, hvis vi kan se, at den nuværende ordning ikke fungerer. I så fald kan der blive tale om at indføre et opholdsforbud i området, pointerer Jørgen Meyer.

Vold mod et barn på 11 år efterforskes

0

En 28-årig kvinde fra Esbjerg blev kl. 13.00 i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Hun er sigtet for grov vold mod et barn på 11/2 år. Anmeldelsen modtog politiet i går tirsdag.

Kvinden blev i grundlovsforhøret løsladt af dommeren som vurderede, at der ikke var en tilstrækkelig mistanke mod hende. Hun er dog fortsat sigtet, og videre efterforskning pågår.

Sammen eller hver for sig

0

Genåbningen af Danmark sniger sig tættere på, men i flere af landets kommuner ønsker borgmestrene nu en differencieret geografisk genåbning af landet, så de eksempelvis i Tønder kommune kan få lov til at åbne samfundet allerede nu.

Borgmester i Tønder kommune Henrik Frandsen begrunder sit ønske med, at der er forskel på befolkningen i Danmark, og at der i Tønder kommune ikke har været nye tilfælde af Covid-19 den sidste uge.

Ønsket om differencieret geografisk genåbning møder dog skepsis hos borgmesteren i Esbjerg kommune.

“Jeg tror det er klogest med ens retningslinjer over hele landet. Jeg er bekymret for om det andet vil kunne styres i praksis, når borgere jo krydser kommunegrænserne jævnligt,” siger borgmester for Esbjerg kommune Jesper Frost Rasmussen.

Syd- og Sønderjyllands Politi udpeger ni hotspot-områder, hvor vi opfordrer borgerne til at være særligt opmærksomme

Politiet sætter fra i dag fredag skilte op i de berørte områder med budskabet om, at borgerne skal søge andre steder hen, hvis der allerede er for mange i området – for at undgå smitte med Covid-19.

Syd- og Sønderjyllands Politi har udpeget ni hotspot-områder i politikredsen, hvor vi opfordrer borgerne til at være særligt opmærksomme på risikoen for, at der kan samle sig så mange personer på et enkelt sted, at de kan udgøre en smitterisiko for Covid-19.

Ganske få sager

– Hotspot-områderne er på ingen måde et udtryk for, at vi generelt har problemer i politikredsen. Vi har således haft ganske få sager, der har ført til sigtelser for overtrædelse af forsamlingsforbuddet eller overtrædelse af påbuddet om at holde lukket. Både borgere og virksomheder har indtil nu udvist meget stor forståelse for den helt særlige situation, vi befinder os i på grund af corona-krisen, understreger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der har, siden regeringen indførte de skærpede regler den 18. marts således blot været i alt 10 sigtelser i politikredsen, fordelt på seks hændelser.

I fem tilfælde har virksomheder overtrådt påbuddet om at holde lukket, og ved en enkelt hændelse er fem personer blevet sigtet for at have overtrådt forsamlingsforbuddet.

Det lave antal sigtelser skal desuden ses i sammenhæng med, at Syd- og Sønderjyllands Politi siden den 18. marts har øget antallet af tryghedsskabende patruljer i politikredsen i forbindelse med Covid-situationen.

Udendørsområder

– Når vi nu alligevel har udpeget de ni hotspot-områder, skyldes det, at vi på baggrund af henvendelser fra borgere og tilbagemeldinger fra vores patruljer har konstateret, at der er udendørsområder, hvor der kan være mange borgere, men uden at vi har haft egentlige problemer med hensyn til forsamlingsforbuddet. Samtidig melder foråret sig også for alvor, hvor vi forventer, at endnu flere vil nyde det gode vejr. Og så vil vi gerne være på forkant og oplyse borgerne om, at disse områder er vi særligt opmærksomme på, tilføjer Tage Jehn.

På rette kurs

Udpegningen af hotspot-områder skal endvidere ses i sammenhæng med, at samfundet forsigtigt og kontrolleret bevæger sig i retning mod en normalisering, under skarp hensyntagen til, at corona-krisen endnu ikke er overstået. Og det er således borgernes samlede adfærd, der afgør, om denne kurs kan fortsætte. Derfor er det vigtigt, at borgerne iagttager reglerne om, at man ikke må være samlet mere end ti personer. Samtidig anbefaler myndighederne stadigvæk, at vi holder afstand, når vi er ude – også selvom det gode vejr indbyder til udendørsliv.

– Vi er endnu ikke i mål. Og vi er fortsat helt afhængige af borgernes opbakning. Men ved fælles hjælp går det den rigtige vej, pointerer Tage Jehn.

De ni hotspot-områder

Der er tale om følgende ni hotspot-områder:

  • Flexbaner/kunstgræsbaner, Gl. Vardevej 82, (overfor Blue Water Arena) Esbjerg
  • Game Streetmekka, Nørrebrogade 1C, Esbjerg
  • Strandpromenaden ved Cafe Stryhns, Strandpromenaden 9, Esbjerg
  • Området ved skulpturen ”Mennesket ved Havet,” Sædding Strandvej, Esbjerg
  • Varbergparken, Varbergvej, Haderslev
  • Streetdome, Christian X’s Vej 41, Haderslev
  • Vedels Anlæg, Odins Plads 1, Ribe
  • Området øst for Sønderborg Slot, Strandvejen, Sønderborg
  • Lakolk Butikscenter, Lakolk Butikscenter 7, Rømø

Skiltning

Politiet sætter fra i dag fredag skilte op i de berørte områder med budskabet om, at borgerne skal søge andre steder hen, hvis der allerede er for mange i området. Mange små grupper bliver hurtigt til en stor.
Samler der sig for mange borgere på et sted, kan politiet udstede bøder, ligesom vi også kan udstede et opholdsforbud, hvis det skønnes nødvendigt. Udendørsområdet bliver derefter ikke længere tilgængeligt for offentligheden.

Plejehjemsbesøg igen tilladt

På mandag åbnes der igen op for besøgende i Esbjerg kommune, og det er der mange, der glæder sig til.

FaceTime og Skype har været eneste mulighed for at se hinanden, men en åbning fra Sundhedsstyrelsen har nu afgjort, at det er op til hver enkelt kommune, om de vil åbne op for besøg nu, eller om de vil vente lidt endnu.

Plejehjemsbeboere har på landsbasis indtil nu ikke måttet få besøg. Mandag åbnes der igen op for muligheden for at beboere og pårørende igen kan se hinanden.

Børn bør bruge håndcreme og vaske hænderne skånsomt

Den hyppige håndvask kan give problemer med tør hud og håndeksem, og Sundhedsstyrelsen sætter derfor fokus på håndpleje i et brev til alle skoler og dagtilbud.

Foto: Yesbjerg / Kilde: Sundhedsstyrelsen

I forbindelse med corona-epidemien har der været mange henvendelser om børn med udtørrede hænder, og bekymring for udvikling af eksem.

Hyppig håndvask er hård ved barnets hånd

For at rette opmærksomhed på måder at forebygge udtørrede hænder og håndeksem, sender Sundhedsstyrelsen et brev ud til alle ledelserne på skoler og i dagtilbud med gode råd om håndvask og håndpleje. 

”Håndhygiejne er et omdrejningspunkt i vores vejledninger og anbefalinger, men det enkelte barns sundhed og trivsel bør stadig være vores altovervejende fokus. Det er vigtigt, at forældre og voksne er ekstra opmærksomme på, hvordan det enkelte barn reagerer på den hyppige håndvask, og vi anbefaler, at både børn og voksne bruger håndcreme,” fortæller Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen. 

Skånsomme rutiner for håndvask og håndpleje

Ca. 15-20 % af alle børn har ekstra sart hud, og for nogen kan håndeksem udvikle sig til en kronisk lidelse.

I brevet anbefales det, at især børn bruger håndcreme efter hver håndvask, eller så ofte som det er muligt. Det kan være ved frikvarterer i skolerne eller ved de indlagte håndvaske i dagtilbuddene. Der anbefales at bruge en uparfurmeret, fed fugtighedscreme (40-70%).

Ved hyppig håndvask er det vigtigt med skånsomme rutiner:

  • vask hænder i lunkent, ikke for varmt vand
  • hænderne skal være våde, før sæben påføres
  • skyl hænderne grundigt, så de er fri for sæberester
  • dub hænderne tørre efter vask. 

Se video om håndvask for børn

Se brevet med gode råd om håndvask og håndpleje til dagtilbud

Se brevet med gode råd om håndvask og håndpleje til skoleledere

Forældre kan sætte deres barns plads på pause og undgå betaling

Sæt dit barns plads på pause og undgå betalingen i op til otte uger. Sådan lyder en ny mulighed for forældrene under genåbningen af dagtilbud og skoler, og løsningen hjælper samtidig med at få ressourcerne til at slå til i for eksempel daginstitutionerne, der lige nu er særligt pressede på kapaciteten.

Foto: Esbjerg Kommune

Under den gradvise genåbning er dagtilbud og skoler presset på kapaciteten, og i Esbjerg Kommune er det håbet, at det hele bedre kan hænge sammen, når forældrene får mulighed for at passe deres børn hjemme og ikke skal betale for pladsen. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

Under den gradvise genåbning af dagtilbud og skoler kan forældre til børn i dagtilbud, førskole, SFO og fritidsklub nu vælge at lade deres barn holde pause og undgå at betale for pladsen. Det er netop besluttet i Esbjerg Kommune.

I praksis betyder det, at forældre til børn i dagpleje og daginstitution kan sætte pladsen på pause fra den 27. april i fast definerede perioder på to, fire, seks eller otte uger frem til den 21. juni og stadig være sikret pladsen, når deres barn vender tilbage efter pausen.

I førskole, SFO og fritidsklub er det indrettet sådan, at forældrene skal melde deres barn ud, og de vil altid være sikret en plads på den skole, hvor deres barn er indskrevet. Under genåbningen er det normale opsigelsesvarsel på en måned sat ud af kraft frem til den 21. juni, så forældrene kan melde deres barn ud med øjeblikkelig virkning og melde til igen, når de har behov for pladsen igen efter to, fire, seks eller otte uger.

Økonomisk håndsrækning til forældre

Ordningen er en økonomisk håndsrækning til de forældre, der har mulighed for selv at passe deres børn, og samtidig kan det hjælpe daginstitutioner og skoler med at få hverdagen til at hænge sammen under genåbningen, hvor Sundhedsstyrelsen har skærpet kravene til hygiejne og ekstra plads til børnene, så de kan holde afstand til hinanden. Særligt i daginstitutionerne er kapaciteten presset, og hvis færre børn kommer i daginstitution, bliver det lettere at få både personalets ressourcer og kvadratmeterne til at slå til.

Vej til at hjælpe hinanden

Derfor ser Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, ordningen som en god løsning for alle.

“Coronakrisen har vendt op og ned på hverdagen for mange familier, og mens nogle forældre er hjemme og lige nu måske endda har ekstra brug for de penge, de kan spare på børnenes pasning, er andre forældre afsted på samfundskritisk arbejde og har virkelig brug for pasningen. Samtidig skal vi i kommunen indrette vores tilbud på en helt ny måde, og det kræver mange ekstra hænder. Nu har vi fundet en vej til at hjælpe hinanden, så vi både bakker op om familierne og bedre kan sikre den nødvendige kapacitet i dagtilbud og skoler”, siger borgmesteren.

For Esbjerg Kommune afhænger økonomien i den nye ordning af, hvor mange forældre, der vælger at sætte deres barns plads på pause. Hvis 20 procent af forældrene i dagtilbud, førskole, SFO og klub bruger muligheden i otte uger, koster det 4 mio. kr. Esbjerg Kommune forventer dog at få pengene tilbage af staten som et led i aftalen om at kompensere kommunerne for de ekstra udgifter, som coronavirus fører med sig.

Dagens solstråle historie


I dag har Føtex forsødet tilværelsen i sygehusets kantine med 980 lækre muffins.
Også Landlyst plejehjem i Tarp fik en gave til den søde tand. Her fik plejehjemmet 120 muffins overrakt.


Påskeæggene er afleveret til børneafdelingen og i podningsteltet på sygehuset.


Det er varehuschef Nicolai Pakula og Bagermester Johannes Boel Madsen som har været forbi på vegne af Føtex Ribe-Varde og Esbjerg. Og sikke et dejligt initiativ i en for mange ældre lidt ensom tid.