Esbjerg Kommune havde grundet Covid-19 begrænsninger flyttet festligholdelsen af Flagdagen fra Torvet til Musikhuset i Esbjerg.
Foto: Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune havde inviteret til traktement, musik og taler.
Veteranerne og deres pårørende blev budt velkommen af May-Britt Andrea Andersen, formand for kultur- og fritidsudvalget, som holdt velkomsttalen på vegne af Esbjerg Kommune til de fremmødte. Udover, at talen var en tak til veteranerne, havde den en personlig vinkel, da May-Britt Andrea selv er pårørende til en veteran. Du kan læse hele May-Britt Andreas tale her.
Musik blev leveret af den lokale Rikke Egholm Ravn, som sammen med Mads Jørgensen leverede en smuk blanding af musik under spisningen.
Dagens anden tale blev holdt af Michael Leuenhagen fra Danske Veteraner, hvori han blandt andet havde citater fra ”Soldatens Bøn”. Talen blev mere følelsesladet end forventet, men et citat fra talen, hvor han kom rundt om mange aspekter er: ” Vi har gjort op med os selv, om vi ville eller ikke ville. Vi har stået overfor vore familier og venner og sagt: ”Jeg tager afsted”.”
” I disse tider vil man gerne have nogen at se op til, en HELT, en med kappe og superkræfter….
Men virkelighedens helte i medierne er dem, som drager ud for at gøre en forskel…..
De som bliver tilbage og holder skansen i hjemmet, kæresten, konen, manden og børnene, er dem med superkræfterne”.
Der blev uddelt Børnemedaljer til 2 børn, som begge var stolte modtagere af denne.
”Jeg vil gerne på vegne af Danmarks Veteraner takke byen for et godt og vellykket arrangement og vi glæder os til næste år, hvor vi forhåbentlig er tilbage på torvet” Udtaler Michael Leuenhagen, Danmarks Veteraner.
Den sigtedes tre-årige opholdsforbud gældende for Esbjerg by blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom ved Vestre Landsret i juni for bandekriminalitet.
En 26-årig mand med bopæl i Bramming blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i knapt fire uger.
Den 26-årige mand er sigtet for at have overtrådt sit tre-årige opholdsforbud, gældende for Esbjerg by, tre gange på få måneder.
Den sigtedes opholdsforbud blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom ved Vestre Landsret i juni 2020 for bandekriminalitet.
Opholdsforbuddet dækker postdistrikterne 6700, 6705, 6710 og 6715 i Esbjerg.
Muligheden for at meddele et opholdsforbud i forbindelse med domme for bandekriminalitet blev vedtaget af Folketinget i 2017.
Den sigtede erkender to af forholdene, men nægter et tredje forhold. Han har ikke kæret varetægtsfængslingen.
I næste uge går arbejdet i gang med at etablere en ny cykelsti i Exnersgade på strækningen mellem Borgergade og Baggesens Alle og frem til Fynsgade.
Mandag den 17. august vedtog Esbjerg Byråd, at der skal etableres en cykelsti i Exnersgade, og kun 14 dage senere bliver der nu gjort klar til at anlægge stien langs gaden ved BROEN.
Mange trafikanter færdes i Exnersgade hver dag for at besøge fx BROEN og Jobcenter Esbjerg. Adgangen til de to steder bliver ikke lukket, men trafikanterne vil skulle tage hensyn til, at der nu arbejdes på en ny cykelsti i gaden.
“Der vil blive skiltet med omkørsel, bl.a. ad Teglværksgade og Fynsgade, mens arbejdet udføres, og det kan ikke undgås at man vil opleve gener, når man færdes i gaderne”, forudser formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.
For at trafikken afvikles sikkert, mens arbejdet foregår, vil det være nødvendigt at sætte parkeringsforbudstavler op i Teglværksgade og Fynsgade.
Presset tidsplan
Det er planen, at cykelstien bliver færdig allerede i indeværende år. Den hurtige opstart og færdiggørelse af projektet hænger sammen med, at byrådet bruger 7,3 mio. kr. fra byfornyelsesmidlerne, og de penge skal bruges på projekter her i 2020.
“Cykelstiprojektet falder sammen med andre igangværende anlægsopgaver i området. Det kan få generne til at synes ekstra voldsomme”, siger Søren Heide Lambertsen og forsætter, “det forsøger vi under normale omstændigheder at undgå, men projektet er tidsmæssigt meget presset”.
Cykelstien skal gøre det nemmere for cyklister at tage turen mellem Østerbyen og centrum af Esbjerg. I første omgang etableres der en bedre forbindelse til den nye supercykelsti i Baggesens Alle, og på sigt er cykelstien i Exnersgade første skridt på vejen til at forbinde Esbjergs to supercykelstier over de kommende år.
Efter Team Esbjergs premieresejr i Odense og Viborg HK’s mere forventelige 10-målssejr over Ajax København på hjemmebane indleder hovedparten af holdene i BambusaKvindeligaen sæsonen onsdag aften. Et af dem er Holstebro Håndbold, der gæster Blue Water Dokken til et møde med mestrene fra Team Esbjerg.
Kampen bliver spillet uden det tryk fra kvindeligaens største hjemmepublikum, der normalt kendetegner Team Esbjergs hjemmekampe. Coronarestriktioner tillader højest 500 personer i Blue Water Dokken, og foruden spillere, ledere, officials og andre involveret i kampafviklingen vil det være sponsorer og sæsonkortholdere, der befolker hallen.
Holstebros kvindehold er udskilt fra TTH-paraplyen og begynder på en frisk med mange udskiftninger i truppen, men fortsat med erfarne Pether Krautmeyer som cheftræner. Han har mistet Kaja Kamp til onsdagens modstander og Maria Mose Vestergaard til Horsens, men er ifølge trænerkollegaen i Esbjerg god til hurtigt at få et nyt hold til at fungere.
– Alt andet end en sejr vil være under niveau, men vi har stor respekt for Holstebro, og der er advarselslamper nok, som blinker. Der er rigtig meget kvalitet i holdet med den nye playmaker, Jenny Carlson, Lærke Christensen og andre stærke ligaspillere. I modsætning til det meget aggressive 6-0-forsvar i fjor har holdet nu en lavere defensiv med større og stærkere spillere, og det passer formentlig Ditte Vind i målet godt, siger cheftræner Jesper Jensen.
Han taler om en helt anderledes opgave, end da alt toppede tidligt med 32-22-sejren i Odense. Inden den kamp var det video med velkendte modstandere, denne gang er det stort set fra nul, og som minimum det første kvarter vil gå med at finde ud af Holstebros kamprytme. I træningskampene er vestjyderne lykkedes med deres spil og har vundet stort set alt.
– Nu skal vi lidt ned på jorden igen og fokusere på en ny opgave, der måske mentalt bliver sværere end kampen i Odense. Jeg ved, at kulissen bliver en anden, men foretrækker at glæde mig over, at der i det hele taget må komme nogle og se kampen. Der er stor forskel på nul og 400 tilskuere, siger Jesper Jensen.
Direktør: Find nu en løsning for håndbolden
Team Esbjerg-direktør HC Warrer deler glæden over, at han for første gang siden 5. marts kan byde velkommen til en hjemmekamp, og at hallen ikke vil være mennesketom. Men han er samtidig kritisk over for, at åbningen af landets håndboldhaller for publikum ikke bevæger sig.
– Vi er rigtig kede af, at vi må skuffe så mange mennesker, der gerne vil være en del af et fællesskab og et sammenhold med 2.000 mennesker, som betyder meget for byen. Det er frustrerende, at der endnu ikke er fundet en løsning for håndbold og ishockey, når vi ser, at man har været konstruktiv og fundet en vej i forhold til fodboldklubberne. Vi mister vitale indtægtsmuligheder og kan ikke blive ved med at appellere om sympati og forståelse. Vore faciliteter er så gode og rummelige, at vi sagtens kan håndtere langt flere tilskuere uden at gå på kompromis med det sundhedsfaglige, siger HC Warrer.
De ca. 400 billetter til Holstebro-kampen er først tilbudt alle med VIP-adgang, hvilket 260-270 har benyttet sig af, og de ledige billetter tilfalder ved lodtrækning nogle af de over 600 sæsonkortholdere.
Team Esbjergs trup har adgang og er uforandret i forhold til kampen i Odense.
Team Esbjergs trup til kampen BambusaKvindeligaen mod Holstebro Håndbold onsdag den 26. august kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic
En aftale mellem regeringen og en række af Folketingets partier sender i 2020 godt 5,8 mio. kr. til folkeskolen i Esbjerg Kommune. Børn & Familieudvalget har besluttet at bruge de ekstra penge på styrke inklusionen blandt de yngste elever.
Et generelt løft af folkeskolen er målet med den aftale, som regeringen og flere af Folketingets partier blev enige om i juni. Det betyder, at folkeskolen i Esbjerg Kommune i 2020 får godt 5,8 mio. kr. ekstra til at ansætte flere lærere.
Konkret omsættes pengene til cirka 11 lærerstillinger på kommunens skoler, og de ekstra hænder skal lægges oven i de budgetter, skolerne i forvejen har, så folkeskolen får et reelt løft.
To voksne i indskoling
Børn & Familieudvalget har siden juni drøftet, hvordan de ekstra ressourcer bedst kommer til gavn i folkeskolen og har netop besluttet, at pengene skal målrettes ordninger med to voksne i indskolingen. Fokus skal rettes særligt mod inklusionen, og udvalget har valgt at gå med en model, hvor pengene fordeles til skolerne ud fra deres elevtal med vægten lagt størst i 0. klasse faldende frem mod 3. klasse.
I praksis får eksempelvis Auraskolen penge til at ansætte godt to ekstra lærere i indskolingen, mens de øvrige store skoledistrikter ligger mellem cirka en og to lærere ekstra. Ressourcerne bliver derefter fordelt ud på afdelingerne, så de kan koble to voksne på undervisningen i udvalgte timer i indskolingen.
Fundament for skolegang
“Det har stor værdi, at vi på den måde kan kanalisere lærerkræfter direkte ud i folkeskolen som deciderede ekstra ressourcer oven i skolernes eksisterende budgetter. Vi vælger at fokusere indsatsen i indskolingen, fordi vi her kan sætte målrettet ind på inklusionen og skabe et godt fællesskab og fundament for elevernes læring og trivsel i resten af deres skolegang”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har i dag været på besøg i Danmarks største havn – målt i kvadratmeter – for at høre mere om, hvordan Esbjerg Havn vil bidrage til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Ministeren havde stor ros til Esbjerg Havn, der nu udvider med yderligere 1,3 million kvadratmeter for at kunne håndtere opsætningen af de mange nye vindmølleparker og en energiø i Nordsøen.
Ørsteds regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, Rasmus Errboe, fortæller om Esbjerg Havns vigtige rolle i realiseringen af klimaplanen til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune. Også Anders Kronborg (S) var med ved dagens møde. Foto: Niels Husted
– Allerede nu er det et imponerende syn, når man tager rundt på Esbjerg Havn, og udviklingen med offshore vind er jo først ved at tage fart. Lige nu er der samlet set sat 1,7 gigawatt offshore vindmølleparker op i danske farvande, og i de kommende år skal der sættes yderligere 3 gigawatt op i Nordsøen alene, så det er meget betryggende at se, at Danmarks vindmøllehavn nr. 1 nu yderligere sætter alle sejl til for at kunne håndtere de mange nye vindmølleparker, der er på vej, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Ifølge ministeren er etableringen af nye offshore vindmølleparker en stor samfundsøkonomisk gevinst. Ikke kun fordi parkerne vil generere grøn strøm til mange tusinde husstande i hele Danmark, men også fordi beregninger viser, at der i kølvandet på en 1 gigawatt havvind følger 14.600 arbejdspladser.
– Vi er meget glade for, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i dag kom på visit i Esbjerg, så vi kunne fortælle ham om vores massive udvidelsesplaner på Esbjerg Havn, og hvordan vi skaber rammerne for nye vindmølleproduktionsfaciliteter og kan håndtere udskibning af de meget store vindmøllekomponenter i fremtiden. Esbjerg er porten til Nordsøen, og det har gjort os til Danmarks EnergiMetropol. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og vi er godt gearet til de mange nye gigawatt, der er på vej, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.
De fremtidige planer for havnen tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse, som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter på havnen og i havnens bagland. Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye arealer i området, der støder op til Esbjerg Havn, og en udvidelse af selve havnen, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden ind til Esbjerg Havn.
– Vi er den havn i Europa, der udskiber fleste havvindmøller, og det er en position, vi agter at bevare og udbygge. Vores særlige position på grøn energi og havvind er også noget, man har meget fokus på i sammenslutningen af verdens energibyer, WECP, som vi er en del af. Og som næstformand i WECP gør jeg meget ud af at udbrede kendskabet til havnens knowhow til de andre 18 energibyer som Houston, Stavanger, Aberdeen og mange andre, siger Jesper Frost Rasmussen.
I lighed med sidste weekend vil politiet de kommende dage sætte målrettet ind over for kap- og væddeløbskørsel med meget høje hastigheder.
Syd- og Sønderjyllands Politi har hen over sommeren modtaget flere anmeldelser om streetrace og gennemført målrettede indsatser for at sætte ind over for ulovlig kap- og væddeløbskørsel.
Hændelserne er sket flere steder i politikredsen, og politiet har således gennemført særlige indsatser på området i Esbjerg, Varde, Holsted, Vojens, Aabenraa, Padborg, Toftlund og Holsted.
De seneste hændelser var i sidste weekend i Toftlund og Holsted, hvor politiet kontrollerede i alt 169 køretøjer med i alt 272 personer. Resultatet blev 44 sager, blandt andet om kap- og væddeløbskørsel, der udløste en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, mens 27 biler blev indkaldt til syn.
Vil være konsekvente
Politiet understreger, at tilgangen vil være den samme, hvis der på ny kommer anmeldelser om streetrace.
– Vi har nultolerance over for denne type hændelser, der skaber utryghed og farlige situationer. Der vil fra politiets side fortsat være tale om konsekvent retshåndhævelse i forbindelse med konstaterede lovovertrædelser, understreger politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen, Mads Bruhn Lund, fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Esbjerg Havn fotograferet i april 2020 (Foto: Christer Holte/Esbjerg Havn).
Danmarks største havn målt på areal føjer nu yderligere 1,3 million kvadratmeter til havneområdet. Det er en af de største havneudvidelser i Danmark nogensinde, og det vil skabe plads til et vindmølleeventyr af helt unikke dimensioner med deraf følgende arbejdspladser.
Foto: Christer Holte
Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune tager førertrøjen på, når det gælder om at nå regeringens ambitiøse mål og reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. Der er en massiv udvidelse af havnens grønne aktiviteter på vej. Esbjerg Havn udskiber i forvejen 75 procent af alle offshore vindmøller i Nordsøen. Med en yderligere havneudvidelse og opkøb af jord i havnens bagland, bliver der meget mere plads til blandt andet etablering af vindmøllefaciliteter. Og der er allerede fundet investorer til etablering af produktionshallerne, og de står klar med ca. 1 milliard kroner.
– Vi ved, at udskibning af vindmøller vil stige markant de kommende år. Analyser viser, at der vil blive bygget og udskibet cirka 620 vindmøller på 12 megawatt årligt. For at kunne imødekomme den massive stigning, har vi arbejdet ihærdigt med at afklare, hvad der skal til, for at vi kan håndtere denne opgave. Det er derfor, at vi nu sammen med Esbjerg Kommune går i gang med at opkøbe og etablere 1,3 mio. kvadratmeter. Der er massiv efterspørgsel efter mere lagerplads og produktionsfaciliteter, idet vindmøllekomponenterne bliver større og større og dermed vanskeligere kan fragtes på vejene, siger Dennis Jul Pedersen, der er administrerende direktør for Esbjerg Havn.
Havnens fremtidige planer tager afsæt i en netop afsluttet strategisk analyse som viser, at der bliver brug for hver eneste kvadratmeter.
– Analysen viser meget tydeligt, at vi ikke kan undvære en eneste kvadratmeter, hverken af de områder, vi allerede råder over eller de nye områder, der nu tilføjes. Esbjerg Havn er en driftig industrihavn, og denne position vil blive yderligere udbygget de kommende år, siger Flemming Enevoldsen, der er bestyrelsesformand for Esbjerg Havn.
Havneudvidelsen indebærer blandt andet opkøb af nye områder i Måde og etablering af etape 5, hvor den sydlige ende af havnen udvides ved at hente store mængder sand fra sejlrenden indtil Esbjerg Havn.
– Esbjerg er Danmarks EnergiMetropol, og vi har en klar ambition om at fastholde denne position og udbygge den. Esbjerg er porten til Nordsøen, og her ligger et kæmpe potentiale fx i form af den energi-ø, som fremgår af regeringens klimaplan. Der er allerede udskibet 50 vindmølleparker fra Esbjerg Havn, og der kommer mange flere til. Vi gør Esbjerg Havn og by klar til den grønne omstilling. Esbjerg Havn har længe været en af hovedaktørerne i etableringen af grøn strøm, men med vores nye planer bidrager vi markant til at nå målet om at udlede 70 procent mindre CO2 i 2030, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.
Efter at hendes forgænger gik på pension, er 53-årige Pia Mortensen ansat som ny studieleder på bioanalytiker- og laborantuddannelserne ved UC SYD i Esbjerg.
Foto: UC SYD
Pia Mortensen er dog på ingen måde ukendt med hverken UC SYD eller uddannelserne. Hun har nemlig været med som underviser siden 2009, hvor bioanalytikeruddannelsen første gang blev et uddannelsestilbud i Esbjerg.
-Det var faktisk lidt et tilfælde. Jeg var glad for mit job som bioanalytiker og havde ikke gjort mig nogen tanker om, at jeg skulle undervise. Men så rendte jeg ind i Birgit (tidligere studieleder red.) i Føtex, og hun overtalte mig til at begynde at undervise, siger Pia Mortensen.
Siden gik det slag i slag – fra undervisning til at påtage sig rollen som studiekoordinator over en diplomuddannelse i ledelse. Og da stillingen som studieleder for de to uddannelser blev slået op, lå det lige for at søge stillingen.
-Da Birgit første gang meddelte sin afgang, tænkte jeg, hvem skal så lede mig? Jeg kunne godt se mig i rollen som studieleder, specielt fordi jeg kender de to uddannelser så godt, og har været med hele vejen. Men det skyldes da også, at vi har en enorm god arbejdsplads, hvor fleksibilitet og selvledelse er nøgleord, som betyder meget for mig i mit arbejdsliv. Men hvor den daglige interaktion med de studerende også er et kæmpe plus, som man kun finder på en uddannelsesinstitution, siger Pia Mortensen.
Fremtiden Når hun som studieleder skal pege på uddannelsernes udfordringer, kommer rekruttering som den første og store.
-Lige nu har vi faktisk ikke nogen rekrutteringsproblemer på bioanalytikeruddannelsen og der er også øget optagelse på laborantuddannelsen. Jeg tror, det skyldes corona-virussen. Bioanalytikerne og laboranternes arbejde foregår ofte, så man ikke lægger mærke til det, men med virussituationen er deres arbejde pludselig blevet synligt. Bioanalytikerne har jo været meget i medierne. Laboranternes bidrag er lidt mere skjult for befolkningen, men de er jo blandt andet med i medicinalindustrien og forskningslaboratorier, Det tror jeg, er med til at flere søger uddannelserne, siger Pia Mortensen.
Hun tilføjer med et stort smil, at ingen, med hende ved roret, skal forvente den store revolution på uddannelserne. For som hun siger: Jeg vil ikke reparere på noget, der ikke er i stykker. Men selvfølgelig vil der ske ændringer, da man som ny på posten får øje på ting, der kan gøres anderledes.
Privat Pia Mortensen er indfødt esbjergenser, hvor hun stadig bor. Nu sammen med sin kæreste, som har tre udeboende børn ligesom Pia selv. Der er også børnebørn, så den store familie fylder en del i fritiden og så bliver der også lige tid til indretning af den ny lejlighed og en tur i fitnesscentret. Kontaktinformation
Byens nye satsning på at skabe en langt mere involverende og medlevende ungdomskultur præsenterer sig for første gang 22. august ved et pressemøde i Kongensgade, hvor de nye, unge medlemmer af bestyrelsen præsenteres.
Foto: Business Esbjerg
Der var mange ansøgere til pladserne i den nyetablerede Esbjerg Kulturelle Ungdomsfonds første bestyrelse, og fonden har kunnet sammensætte et hold, der har energien, visionerne og viljen til at løfte Esbjerg kommune i fællesskab med hele ungdommen.
Ungdomsfonden glæder sig til at præsentere tre nye, unge medlemmer af bestyrelsen ved pressemødet 22. august. To af dem er fra Esbjerg, og en er fra Ribe, for ildsjælene vil arbejde for hele kommunens ungdom.
– Vi vil, i sammenhæng med præsentationen af vores nye medlemmer, fortælle om vores planer for at skabe liv i et lidt hendøende bycentrum Vores drøm er at gøre området til Esbjergs latinerkvarter, hvor kunstnere maler, spiller eller udfolder sig på anden vis, så det er synligt fra gaden. En betingelse for at være i vore lokaler er, at de er klar til besøg og til at snakke med mennesker, der kigger indenfor, siger Tobias Olsen, der er kandidatstuderende på Syddansk Universitet og formand for Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond.
Fem unge – og fire lidt ældre – i bestyrelsen
Ungdomsfondens bestyrelse består af ni medlemmer, hvoraf fem pladser er forbeholdt unge op til 28 år. Bestyrelsen første unge medlemmer er Tobias Olsen, 24 år og kandidatstuderende på SDU i Esbjerg, og Mathilde Plantener, 17 år og elev på Rybners stx, og nu er yderligere tre unge udpeget, efter fonden i juni inviterede unge fra hele kommunen til at være med.
Den øvrige bestyrelse i ungdomsfonden består af Ulla Visbech, Esbjerg Kommune, Jens Lindholm, ObbekjerFonden, Annette Posselt, Johan Hoffmann Fonden, og Erling Petersson, Education Esbjerg. De bringer kompetencer inden for kultur, økonomi, uddannelse og afvikling af store arrangementer ind i bestyrelsen og er klar til at sparre med og rådgive flertallet af unge, når de føler behov for det.
Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond er af flere årsager enestående på landsplan. Både i kraft af det store beløb, unge kan søge til aktiviteter, de brænder for – ca. en million kroner om året – sammensætningen af bestyrelsen med unge i førertrøjen og den ubureaukratiske måde at søge og få tildelt midler på.
De tre nye medlemmer
Mads Borch Lauridsen er 25 år og bachelorstuderende på SDU i Esbjerg. Ved siden af studiet arbejder han med forretningsudvikling hos VIKING Life-Saving Equipment. Mads er student fra Rybners Handelsgymnasium, og inden han begyndte på universitetet, blev han også uddannet speditør hos Blue Water Shipping i Esbjerg.
Nanna Rathmann er 20 år og student fra Esbjerg Gymnasium (EG). På nuværende tidspunkt holder hun sit første sabbatår med arbejde på Museet Ribes Vikinger. Hun har tidligere været elevrådsformand på EG, hvor hun blandt andet har siddet i skolebestyrelsen og derudover stået i spidsen for velgørenhedsarrangementet “EG for noget” samt andre skolearrangementer. Ydermere er hun frivillig i udvekslingsorganisationen Youth For Understanding, da hun selv var på udveksling i USA i skoleåret 16/17.
Victor Holmgaard Bjerrum, 18 år og går i musikklassen på Esbjerg Gymnasium, efter han har taget 10. klasse på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole. Victor er opvokset i Østerbyen, og han er vild med byen og nye initiativer. Han har spillet teater siden seksårsalderen ved Esbjerg Børne- og Ungdomsteater, hvor han nu sidder i bestyrelsen. Her står han også i spidsen for Ungdomsrevyen, som til december opfører tredje sæson. Derudover bruger Victor meget af sin fritid på at skrive manuskripter, sange og være frivillig forskellige steder.
– Jeg synes, vi har samlet et stærkt team med forskellige kompetencer, som uden tvivl kommer til at sætte et stærkt præg på at opbygge en ny ungdomskultur i hele Esbjerg kommune, siger Tobias Olsen.
Spænding om adresse til det sidste
Pressemødet foregår lørdag den 22. august kl. 13.00 i ungdomsfondens nye lokaler i gågaden mellem Stormgade og Strandbygade. Der arbejdes til det sidste fortsat på at få indtil flere lejemål på plads til ungdomsfonden og en række afledte aktiviteter blandt unge. Den nøjagtige adresse vil blive meddelt inden pressemødet.
På pressemødet byder formand Tobias Olsen velkommen, og de nye bestyrelsesmedlemmer vil præsentere sig selv. Der fortsættes med fortællingen om, hvad der gør Esbjerg Kulturelle Ungdomsfond helt unik, bidragyderne bagved og samarbejdet med Education Esbjerg. Der vil endvidere blive åbnet for, at der kan indsendes ansøgninger samt gennemgået, hvordan den enkle ansøgningsproces er. Det vil også være muligt at stille spørgsmål til alle bestyrelsesmedlemmer i en Q&A sektion.
Alle er velkomne til at kigge forbi pressemødet, dog med forbehold for de gældende corona-retningslinjer. Der vil i forbindelse med pressemødet være mulighed for lidt at drikke til en musikalsk pause.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.