Home Tags Borger

Tag: borger

Ambitiøs plaststrategi skal gøre Esbjerg grønnere

Esbjerg Kommune vil være foregangskommune på plastområdet. En ny plaststrategi viser vejen til en grønne fremtid i kommunen med mindre plast, og hvor mere plast skal genanvendes.

Fem initiativer skal sætte kursen mod en mindre plast og mere genanvendelse i Esbjerg.

Esbjerg Kommune følger Regeringens plastik-handlingsplan “Plastik uden spild” og tager teten for at hjælpe miljøet. Med en ny plaststrategi er kommunen sit ansvar bevidst og igangsætter en række initiativer, der skal mindske kommunens eget forbrug af plast, øge genanvendelsen og drive den grønne holdning fremad.

“Vi har lavet en ambitiøs plaststrategi, der understreger vores grønne fokus i kommunens vision frem mod 2025. Vi mener det, når vi siger, at vi vil prioritere bæredygtighed og innovative grønne løsninger. Derfor inddrager initiativerne i plaststrategien også både medarbejdere, virksomheder og borgere i kommunen. For det er i fællesskab, vi skaber den grønne fremtid, som Esbjerg Byråd nu har vedtaget rammerne for i plaststrategien”, siger Esbjerg Kommunes Borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

Formanden for Plan og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, Karen Sandrini, har set frem til årets første Byrådsmøde, hvor plaststrategien var på dagsordenen.

“Gennem det sidste år har vi i Plan & Miljøudvalget lagt mange kræfter i at skabe en plaststrategi, der kan sætte et grønt aftryk. Derfor er jeg glad for, at Byrådet bakker op, så vi kan komme i gang med de bæredygtige tiltag”.

Stort som småt

Plaststrategien har fokus på fem overordnede initiativer, der favner bredt. Blandt andet skal borgere i etageejendomme motiveres til at sortere bedre, børn skal lære de gode affaldsvaner allerede i skolen, og inden 2020 er omme, vil Esbjerg Kommune ikke længere købe engangsplast.

“Vi er en stor kommune, og vores indkøb har naturligvis betydning for klimaet og miljøet. Vi kigger derfor endnu skarpere på vores valg af varer, så de i fremtiden er mere bæredygtige. Lige fra kludene der bruges i hjemmeplejen, til medarbejdernes arbejdstøj og den maling vi bruger i offentlige bygninger”, fortæller Karen Sandrini.

“Initiativerne i plaststrategien lægger også vægt på at undgå forurening af naturen. Vi vil sikre mindre udledning af mikroplast, og her har vi fx et særligt fokus på kunstgræsbaner. Som kystkommune og en del af KIMO, Kommunernes internationale Miljøorganisation, har vi naturligt også øje for konsekvenserne af affald i havene. Vi vil derfor også vise omtanke for miljøet ved festlige lejligheder ved fx at finde alternativer til opsendelse af heliumballoner, som lander i naturen”.

“Jeg glæder mig til at få ambitionerne ud at leve. Der skal handling bag, og det kommer der. Vi vil både minimere mængderne af plasten i dagligdagen og samtidig sikre genanvendelsen af mere plast. Jeg er ikke i tvivl om, at alle vil bakke op om det, både medarbejdere og borgere”.

Virksomheder skal arbejde med

I Esbjerg Kommune arbejder flere lokale virksomheder med plast. Siden 2018 har kommunen derfor inddraget dem, som en vigtig spiller i målet om en grønnere fremtid.

“Vil vi ændre ved noget, skal vi også have vores virksomheder i spil. Vidensdeling er afgørende, når vi vil mindske plastmængderne og øge genanvendelsen. Vi kan som kommune gøre en vis del, men producenterne skal være med til at skabe forudsætningerne for de grønne valg. Derfor er et initiativ i plaststrategien også at være med at skabe platforme for den dialog, som understøtter det grønne fokus blandt virksomhederne. Forhåbentlig kan vi være med til at motivere virksomhederne til at have endnu større øje for miljøet, når de vælger løsninger”, siger Karen Sandrini.

Foto: Esbjerg Kommune

Fakta:

– Esbjerg Byråd har 20. januar 2020 godkendt plaststrategien ” En grønne fremtid med mindre plast og mere genanvendelse”

– Plaststrategien består af fem overordnede initiativer:
1: Optimering af nuværende affaldsordninger
2: Erstatning af engangsplast

3: Udfasning af produkter med mikroplast
4: Brug af genbrugsbægre og erstatning af engangsplastservice ved kommunale arrangementer
5: Øget vidensdeling mellem plastinteressenter i Esbjerg Kommune

Læs et uddrag af plaststrategien i vedhæftede pixi-udgave, eller find den i sin fulde længde på www.esbjerg.dk/plaststrategi

-Plast-strategien har inden Esbjerg Byråds godkendelse være i høring i alle kommunens udvalg. Plan & Miljøudvalget godkendte plaststrategien den 20. december 2019.

Organisationsændringer på Sydvestjyske Museer

En netop offentliggjort kvalitetsvurderingsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at det går rigtig godt på Sydvestjyske Museer.
Alligevel har direktør Flemming Just valgt at foretage nogle organisationsændringer.

Foto: Sydvestjyske Muséer

Vi vokser heldigvis, men det gør kravene også, både på det museumsfaglige område og med hensyn til formidling og kommunikation. Vi har derfor valgt at lægge nogle enheder sammen og samtidig styrke kommunikationsområdet.

Tidligere var samlings- og magasinområdet en selvstændig enhed. Den blev i 2019 lagt sammen med Arkæologi og hedder nu Arkæologi & Samling med overinspektør Morten Søvsø som leder. Museumsinspektør Mette Højmark er magasinansvarlig.

Senest er formidlingsenheden og historieenheden blevet slået sammen til Historie & Formidling. Her er overinspektør Lulu Anne Hansen leder, medens museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen er udpeget til formidlingsansvarlig.

For at styrke kommunikationsområdet, ikke mindst i lyset af de nye museer, er der oprettet en ny stilling som kommunikationsansvarlig med reference til direktøren. Det bliver museumsinspektør Anne-Sofie Lundtofte, der får ansvaret for at løfte kommunikationen på nettet, sociale medier, skriftligt materiale m.m.

For godt et år siden oprettede museet også en helt ny afdeling, Marketing og Publikum, med Kenneth Mørk i spidsen. – Det har været en stor succes, således at vi nu på hele det område er præget af samme professionalisme som i de to museumsfaglige enheder, Arkæologi & Samling og Historie & Formidling, siger Flemming Just.

Fakta

Sydvestjyske Museer havde i 2018 en samlet omsætning på 46,7 mio. kr. og rådede over over 46,5 årsværk, heraf 27 videnskabelige årsværk.

Museet har udstillingssteder i Esbjerg, Ribe og Bramming. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum og i 2020 åbner HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe.

Fra 2021 fusionerer Sydvestjyske Museer og Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Esbjerg fB henter Kevin Conboy hjem

Esbjerg fB henter med omgående virkning venstre back Kevin Conboy i Randers FC, og sender samtidig Jesper Lauridsen den anden vej. Conboy, der har fået sin fodboldopdragelse i EfB, tiltræder på en aftale gældende til sommeren 2022.

Foto: EfB

Esbjerg fB og Randers FC er blevet enige om en aftale, der involverer de to venstre backs Kevin Conboy og Jesper Lauridsen. Således skifter 32-årige Conboy, der hidtil har spillet 88 kampe for EfB, øjeblikkeligt på en kontrakt frem til sommeren 2022, mens Jesper Lauridsen tager turen øst på.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er glad for, at det er lykkes at hente Kevin Conboy tilbage til EfB.

– Med Kevin Conboy får vi en dygtig og erfaren spiller med en god mentalitet, og vi er overbeviste om, at han bliver vigtig for EfB på både kort og lang sigt. Både defensivt og offensivt kommer han til at tilføre vores spil en ekstra dimension, og så er det et plus, at han i forvejen kender klubben særdeles godt, siger han.

Samtidig sender han de bedste anbefalinger efter Jesper Lauridsen, der i fire år har været EfB en god ambassadør.

– ”Lau” har været et fantastisk bekendtskab både på og uden for banen gennem alle årene i EfB, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Fakta:

Navn: Kevin Conboy
Født: D. 15. oktober 1987
Tidligere klubber: Jerne IF, Esbjerg fB, NEC Nijmegen, FC Utrecht, Randers FC

Esbjerg Havn fik fornemt besøg

0

Igen var port Esbjerg vært for et besøg fra Sydkorea på en studietur til Danmark for at lære alt om at opbygge et offshore-vindmarked.

Foto: Christina Simonia Straarup

Blandt andet omfattede delegationen guvernør Kim Yungrok og generaldirektør for internationalt samarbejde Lee Sangjin.

Esbjerg var repræsenteret ved medlem af byrådet Karen Sandrini, administrerende direktør Dennis Jul Pedersen og CCO Jesper Bank. Blandt andet omfattede dagsordenen diskussioner om uddannelse, O&M servicehub, nedlukning og støttetjenester til skibe.

DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune underskriver velfærdsalliance om fodbold

I dag, onsdag den 15. januar, kl. 16.40 underskriver DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune en fælles velfærdsalliance, som skal få flere borgere i Esbjerg Kommune til at være fysisk aktive og dyrke motionsfodbold.

Velfærdsalliancen gælder fra 2020 til 2023, og i de fire år vil parterne sammen med lokale fodboldklubber arbejde for at udvikle og gennemføre en række fodboldindsatser i kommunen.

Underskrivelsen markeres med taler af borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg Kommune, og formand for DBU Jesper Møller m.fl. Piger fra Ribe Boldklubs U16-liga 1 vil samtidig træne på kunstgræsbanen ved Ribe Boldklub, Ribe Fritidscenter, Sportsvej 8, 6760 Ribe.

Tre mænd og en kvinde med relation til bandemiljø anholdt for narkohandel

0

De fire vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag formiddag i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag efter en længere efterforskning anholdt fire personer med relation til bandemiljøet i Esbjerg. 

Det drejer sig om en 28-årig mand, som er medlem af bandegrupperingen på Stengårdsvej i Esbjerg. Derudover to mænd på henholdsvis 31 og 45 år samt en kvinde på 38 år, som alle har en relation til bandemiljøet. De er alle fire sigtet for narkohandel. 

Anholdelserne blev foretaget på forskellige adresser i Esbjerg tirsdag mellem kl. 10 og 11. 

Grundlovsforhør afholdes klokken 09.30 onsdag formiddag i retten i Esbjerg. Det forventes, at anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning.

Politiet har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til anholdelserne.

Rumænske kvinder dømt og udvist for butikstyverier

0

Kvinderne havde af flere omgang stjålet blandt andet el-tandbørster, kosmetik og tøj i Esbjerg.

To rumænske kvinder på henholdsvis 21 år og 34 år er ved retten i Sønderborg i dag dømt for butikstyverier.

Kvinderne var tiltalt for ad flere omgange i november og december at have stjålet el-tandbørster, kosmetik og tøj i en forretning i butikscentret Broen i Esbjerg. Sagen er blevet efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA)

Den 21-årig blev idømt 40 dages fængsel, den 34-årige blev idømt 50 dages fængsel. Begge udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år. De modtog dommen.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Nu skal alle bestille tid til borgerservice

0

Esbjerg Kommune indfører krav om tidsbestilling, hvis man ønsker personlig betjening i Borgerservice. Ved at bestille tid kan man komme til uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst.

Spring køen over, book tid til personlig betjening i Borgerservice. Sådan har opfordringen allerede i nogen tid lydt til de borgere, der f.eks. vil bestille nyt pas, kørekort eller sundhedskort ved personlig betjening i Esbjerg Kommunes borgerservicecentre. Fremover bliver tidsbestilling ikke kun et tilbud, men et krav, hvis man møder op i Borgerservice.

Fordele ved at bestille tid

Der er mange fordele ved at bestille tid. Man kan blive betjent uden ventetid, og man kan selv vælge det tidspunkt, som passer bedst. Samtidig får man inden mødet en sms om, hvad man skal medbringe, så man er bedre forberedt til mødet i Borgerservice. Mange borgere har da også allerede taget tidsbestillingen til sig. Syv ud af ti, som skal have nyt pas, benytter sig f.eks. allerede i dag af muligheden for at bestille en tid.

– Vi håber, at borgerne vil tage godt imod tidsbestillingen og de fordele, som den medfører for dem. Samtidig ser vi frem til med dette tiltag at kunne drive vores borgerservicecentre endnu mere effektivt, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø.

Fortsat muligt at møde op akut i særlige tilfælde

Kravet om tidsbestilling gælder alle henvendelser til Borgerservice undtagen enkelte kassebetjeninger og hjælp til selvbetjening. Tidsbestillingen er trådt i kraft, men medarbejderne i Borgerservice vil i en overgangsperiode frem til 1. februar være fleksible, hvis nogle skulle møde op og have glemt at bestille tid. Der vil også fortsat være mulighed for at møde op akut i særlige tilfælde, så ingen lades i stikken, hvis man f.eks. har mistet et kørekort, eller man skal ud at rejse inden for tre uger og opdager, at passet er udløbet.

Sådan bestiller man tid

Man kan bestille tid til betjening i Borgerservice via hjemmesiden esbjerg.dk eller ved at ringe til tlf. 76 16 16 16.

COWI og Esbjerg Kommune indgår aftale om kompensation ovenpå aflysning af supercykelsti

0

COWI påtager sig det primære ansvar for, at supercykelstiprojektet over banelegemet ved Esbjerg Banegård ikke bliver realiseret. Derfor har COWI netop indgået en aftale med Esbjerg Kommune om en økonomisk kompensation på 2,4 mio. kroner.

Projektet er blevet skrinlagt som følge af den store afvigelse mellem de faktiske anlægsomkostninger og det fremlagte budget. COWI har som kommunens rådgiver været ansvarlig for udarbejdelsen af budgettet.

Peter Hostrup Rasmussen, direktør for COWIs infrastrukturafdeling, siger: 

“Der er flere årsager til, at de samlede anlægsomkostninger overskrider budgettet. Den væsentligste skyldes, at COWI begik fejl i den indledende projektering af den foreslåede broløsning. Det beklager vi over for både Esbjerg Kommune og borgerne. Det er ikke i overensstemmelse med vores sædvanlige standarder og praksis.

Vi ønsker altid at leve op til vores reelle ansvar og lande den bedst mulige løsning med vores kunder. Derfor er vi også glade for, at vi i god tone har indgået en aftale om en økonomisk kompensation med Esbjerg Kommune, som vi igennem mange år har haft et godt samarbejde med.”

Ser fremad

Esbjerg Kommune ærgrer sig over, at broprojektet ikke bliver realiseret, men ønsker nu at se fremad:

“Jeg er glad for, at vi har kunnet lande en fornuftig aftale med COWI. Nu gælder det om at se fremad, og vi vil fra kommunens side fokusere på mulighederne for en alternativ rute for supercykelstien”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune.

Stilfærdig norsk målvogter indgår ny etårig aftale

Team Esbjergs erfarne målvogterduo vil være intakt i også den kommende sæson. Norske Rikke Marie Granlund har underskrevet en ny etårig aftale gældende for sæsonen 2020-2021 og fortsætter det tætte samarbejde med Rikke Poulsen på den vigtige position.

– Det har ikke været nogen svær beslutning. Jeg er fornøjet med klubben og byen, altforegår meget professionelt, og både trænerteamet og holdet står sammen om at gøre det så godt som muligt. Jeg udvikler mig af det højere niveau ved både træning og kampe og af at spille mod de bedste, både nationalt og internationalt. Vi har spillet dobbelt så mange kampe som i sæsonen før i Norge, og jeg føler, at jeg har spillet meget i fjor, selv om jeg har været andetvalg, siger Rikke Marie Granlund, 30 år.

Hun kom til Team Esbjerg i sommeren 2018 fra Oppsal IF i den norske Eliteserie og var i sin første sæson med til at vinde det danske mesterskab. Hun var andetvalg i forhold til Sandra Toft, men stod med høje redningsprocenter, når hun kom til indsats. Lige nu er hun nummer otte i HTH Ligaen med en redningsprocent på 37 procent med et tæt felt foran sig. Rikke Poulsen er nummer tre med 39 procent.

Cheftræner Jesper Jensen er meget tilfreds med sine to målvogteres præstationer og glæder sig over, at de begge er til rådighed i næste sæson.

– ”Bobbo” har gjort det rigtig fint og udfylder sin rolle både på og uden for banen. Hun er glad for sit samarbejde med Rikke Poulsen, deanerkender hinanden som dygtige målvogtere, og spilletiden har været nogenlunde fordelt imellem dem. ”Bobbo” har en atypisk stil, hun er snu og er god til at forudse en skyttes næste træk. På det personlige plan er hun en stille pige, der kan sige sin mening, når det kræves. Vi hylder både spillere med store armbevægelser og spillere, der gør sig mindre bemærket, siger Jesper Jensen.

Rikke Marie Granlund har spillet sammen med både Vilde Ingstad og Kristine Breistøl i sine tidligere norske klubber, og de har overført kælenavnet ”Bobbo” til Danmark. Hun fik det på en håndboldlejr som ungdomsspiller, og siden har det hængt ved.

For første gang i karrieren spillede Granlund i 2019 Champions League, og hun forventer, at hun og holdkammeraterne kan bygge videre på de gode resultater og blive endnu bedre.

Siden efteråret har hendes danske kæreste, Chris, boet i Esbjerg og har nu lærerjob i Bramming. Det har ikke gjort beslutningen om at fortsætte i klubben vanskeligere.