Home Tags 24

Tag: 24

Kiefer aflyser

0

Et fald forhindrer Kiefer Sutherland i at optræde til Esbjerg Festuge, og der arbejdes nu på at finde en anden kunstner.

Foto: Esbjerg Festuge

Lørdag kl. 18.45 skulle Kiefer Sutherland have underholdt på Torvet i Esbjerg. Den kendte skuespiller har bl.a. medvirket i 24 timer og senest Designated Survivor, mens han sideløbende passer karrieren som countrystjerne.

Desværre vil publikummet i Esbjerg ikke opleve den syngende actionstjerne. Kiefer Sutherland er faldet og har trykket adskillige ribben på vej op i turbussen. Efterfølgende har en læge vurderet, at Sutherland ikke er i stand til at optræde på grund af åndedrætsbesvær.

“Ærgrelsen er selvfølgelig stor lige nu. Vi har ønsket Kiefer Sutherland god og snarlig bedring, og han undskylder mange gange for ulejligheden. Lige nu arbejder vi på højtryk for at skaffe en anden kunstner her i 11. time”, siger Villy Grøn, eventchef i Esbjerg Kommune.

Traditionen tro er lørdag aften kulminationen på Esbjerg Festuge. På scenen vil man stadig kunne opleve Halberg & Friends og Rasmus Bjerg med hyldestkoncerten til John Mogensen. Aftenen rundes af med et kæmpe festfyrværkeri.

Når der er nyt om en mulig erstatning for Kiefer Sutherland, bliver det offentliggjort på Esbjerg Festuges hjemmeside og Facebookside.

 

En nat på biblioteket

0

Esbjerg Kommunes Biblioteker slår dørene op for en vaskeægte læsemarathon – også kaldet Readathon. Det betyder ganske enkelt, at biblioteket indbyder til 24 timers non-stop læsning.

Foto: Esbjerg Kommunes Biblioteker

En af deltagerne fra sidste år, Birgitte Troldtoft udtaler “Readathon er fedt, fordi det giver mulighed for fordybelse i en god bog, eller to. Det handler om at sætte tid af til at læse, men også om at være sammen med andre, der gør det samme. Sidste år havde vi flere fælles pauser, både med spisning, men også med konkurrencer og småsnak – fx om hvad vores bøger handler om”.

Hun fortsætter “Man må gerne tage en sovepose med til en timeout om natten, og det er selvfølgelig også helt i orden at sidde med et strikketøj og høre lydbøger. Biblioteket danner virkelig gode rammer for oplevelsen. Det er både spændende og lidt uhyggeligt at gå en runde midt om natten i de store lokaler. Jeg glæder mig vildt meget til at deltage igen i år”.

Alle, fra 15 år, kan være med og man behøver hverken være læsehest eller bogorm for at deltage. Der kræves blot en naturlig nysgerrighed og læselyst, og muligheden for at kunne tilbringe en nat på biblioteket.

Det er valgfrit om man læser en “rigtig” bog, en e-bog fra e-reolen eller bruger ørerne til en lydbog. Det er heller ikke et krav, at man kan holde sig vågen alle 24 timer, og der vil løbende være sjove aktiviteter for at holde læserne friske.

Biblioteket giver aftens- og morgenmad, men deltagerne skal selv medbringe snacks og evt. slik. Undervejs vil der være forskellige minichallenges, for at holde humøret højt og øjnene åbne.

Readathonen løber af stablen fra fredag 9. november kl. 16 til lørdag 10. november kl. 16.